I dag har været den smukkeste frostklare dag med knitrende rimfrost på træerne. En usædvanligt stille dag. En dag på kanten af det nye år, og en dag, hvor en rigtig god ven tog afsked med sin mor, der kun lige lærte sit lille nye barnebarn at kende, før hun forlod alle dem, der elskede hende.
Jeg kendte ikke hans mor særlig godt, men jeg holder af ham, der mistede – og derfor sad jeg i kirken for at vise min medfølelse. Og jeg holdt ekstra godt fast i min kæreste for det er sådan en dag, man bliver mindet om, hvor sårbart livet er. Det er så banalt det med kærligheden, men det gælder jo i bund og grund om at elske, mens man kan. For livet er flygtigt og det enestående ved kærligheden får hverdagen alt for let gjort kål på.
Det er sådan en dag, hvor man forstår, at når man mister, flytter sorgen ind. Nogle dage føles tabet måske ikke helt så tydeligt, men bunden på den lille kasse med savn truer hele tiden med at falde ud. Sorgen bliver ens nye ven, som man er nødt til at tage imod med åbne arme, hvis livet stadig skal give mening.
Det er sådan en dag, hvor man kysser sine børn en ekstra gang, og føler sig meget privilligeret over at være elsket og at have nogen at elske.
Kun sandheden 