5. juli 2011
1 kommentar
The kids

Uh, det først kys

image

Hvem skulle nu ha troet at en rokketand er på linie med det først kys. Ikke mig i hvert fald. Selvom jeg nu ser der er mange ligeheder. Fx at jeg synes det kom lidt pludseligt og også temmeligt tidligt. Kunne hun ikke vente et års tid? Og fx at hun er ekstatisk lykkelig og skridt tættere på voksen med “en rigtig tand med takker” på vej.
I dag faldt tanden ud. Hun trak den selv og knugede den i sin hånd indtil sengetid hvor den blev lagt i en æske under hovedpuden. Hun lagde sig endda i fodenden af sengen for at feen lettere kunne finde hende. Tre timer senere vågnede hun og kaldte for hun turde ikke selv kigge under hovedpuden om der havde været besøg. Hun hvinede af glæde da hun så guldmønten (ok, jeg bøjede mig for den monetære forventning. Hvad havde du regnet med).
Nu ligger hun og sover med en tand mindre og ligner slet ikke den lille pige jeg fødte for et minut siden (nyt og forudsigeligt suk over tidens fart og gang). Lige om lidt er hun sådan et stort barn med alt for store kanintænder. Getting ready for the next phase (hvor du lover mig der er konfliktpause og alt er lutter idyl, ikke?).

4. juli 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

I det mindste skinner solen ikke

Det kan godt være I er nogle stykker derude, der langsomt dør i januar, når mørket trænger ind alle steder, og det ikke længere er legitimt at drukne sorgerne i marcipan og kalenderlys. Men altså det her… lortesommervejr. Seriøst, det er jo en mio. gange værre.

Hver morgen står jeg og kigger længselsfuldt på sommerkjoler og nye shorts, jeg købte i et anfald af sommerovermod i april, hvor solen bragede ned over os. Men siden… ahmen, man skal vel være mere end almindelig optimist for at tale stiv kuling, regn, skyer, torden op til sommer.

Heldigvis bestemmer jeg selv, så jeg har udskudt ferien en endnu. Sendt børnene i børnehave (vi trængte i øvrigt også til en pause, men det er en anden historie), og sidder nu på mit kontor og glæder mig over at solen ikke skinner, så jeg ikke ærgrer mig over at sidde her. Jeg har taget sommerkjole på, og det har jeg selvfølgelig forlængst fortrudt…

(Oh, Spanien. Heldigvis er du bare 10 dage væk, og jeg lover ikke at stønne en eneste gang over dine 38 grader)

med emneordet , ,
30. juni 2011
5 kommentarer
Anbefalinger

Det skal du (ikke) læse i ferien

For your eyes only. En lille top 10 med bøger, du kan tage med dig i hængekøjen (og som ikke er for tunge at tage en lur under):

1. Lone Aburas: Den svære toer

Det er god humor, det der. Rigtig god og underspillet humor. Hurtig læst. Easy access. Perfekt sommerbog. Og hvis du morede dig godt, kan du jo passende læse hendes debutroman Føtexsøen bagefter. Den er næsten endnu sjovere.

 

2. Sara Stridsberg: Darling River

En moderne Lolitafortælling om et menneske, der på alle måder går i opløsning. Sara Stridsbergs ord er på en gang guddommelige og frastødende. Jeg er en stor fan.

 

 

3. Søren Ulrik Thomsen: Rystet spejl

Så du læser ikke digte? Se, det er en fejl. Særligt hvis du har børn. Digte og noveller er vejen frem, når man hele tiden er i fare for at blive afbrudt. Og Søren Ulrik Thomsen… ahmen, han er kongen og skriver guddommelige digte fuld af ord og mening og stemninger, som du ikke behøver en doktorgrad i litteratur for at få noget ud af at læse.

4. Göran Tunström: Tyven

En af de aller-allerbedste bøger, jeg har læst. Nogensinde. Der er ikke meget at grine af, men masser af gyse over i fortællingen om krøblingen Johans jagt på Sølvbiblen, det svenske nationalklenodie.  Da Vinci-mysteriet er seriøs lokumslitteratur ved siden af.

 

5. Karl Over Knausgård: Min kamp

Den lange, lange norske, selvbiografiske roman, som fortsætter i det uendelige. Jeg er godt igennem første del, og der er virkelig smæk for skillingen i den unge Knausgårds norske provinslivs ungdom. Han skriver med lyn og torden og med en sproglig begejstring, som smitter alle, der elsker ord.

 

6. Roy Jacobsen: Mit vidunderbarn

Det er den sprødeste historie om en dreng og hans mor og hans familie – fortalt så fint af netop den dreng, bogen handler om. Jeg er fuld af beundring over, at Roy Jacobsen så ubesværet rammer den tone. Seriøst en god bog.

 

7. Anna Funder: Stasiland

Og nu til noget helt andet, for det her er ikke en roman, men en historisk beskrivelse og kortlægning af livet bag Muren beskrevet af en australsk journalist. Det er en aldeles gruopvækkende fortælling om, hvordan en efterretningstjeneste kan flytte ind i hovederne på en hel nation. Scary stuff.

 

8. Kari Hotakainen: Hjemmefronten

En virkelig, virkelig morsom historie om den moderne mand og alt det, han giver, hvad takken er for hans indsats og transformation til metroseksuel, og ikke mindst, hvor galt det kan gå, når han pludselig får nok.

 

 

9. Hallgrímur Helgason: 101 Reykjavik

Mere (sort) humor. Denne gang fra Island før krisen. Om 34-årige Hlynur, der er på bistandshjælp og stadig bor hjemme hos sin mor, og som tilbringer natten på Reykjaviks barer, hvor han desperat forsøger at støve kvinder op. Gæt selv hvordan det går. Nuancerede lige mit syn på en ø i outback Nordsøen.

10. J.M. Coetzee: Vanære

Coetzee er virkelig Gud. Hvid sydafrikaner, der allerede under apartheid, skrev om hans kontrastfyldte land og konsekvenserne af det hvide styres raceadskillelsespolitik. Vanære er en fortælling fra tiden efter apartheid og handler om fordomme og tilgivelse både i det nære og i det fjerne. En lille bog, der gør et stort indtryk.

 

Dem her skal jeg selv læse

Helle Helle: Dette burde skrives i nutid

Gudinden af hverdag og drama i det små

 

 

Jonathan Franzen: Frihed

Jeg elskede, elskede Korrektioner og håber, at Franzens nye bog er lige så skarp og underholdende.

 

 

Dy Plambeck: Gudfar

En af de nye unge forfattere. Hendes forrige roman Texas Rose var rigtig god, og jeg har læst de første otte sider af Gudfar og er allerede grebet af historien.

 

Colum McCann: Lad kun verden tumle sig

Prisbelønnet i alle ender og kanter og eftersigende en fremragende bog fra 1970’ernes USA.

 

 

Og den her kan du så passende gå uden om

Kirsten Thorup: Tilfældets gud

Altså med mindre du virkelig elsker klicheer om små sorte børn i Afrika og store, bredskuldrede, følelsesforladte karrierekvinder i Vesten, så er der ingen grund til at læse så meget som en side i den her bog. Jeg har læst det hele, fordi jeg troede det blev bedre, og fordi jeg virkelig, virkelig godt kan lide  det, Kirsten Thorup skriver. Desværre blev det ikke bedre. Slet ikke. I stedet skulle du hellere tage at læse Den anden hånd af Chris Cleave (eller til nøds) En dråbe i havet af Kirsten Hamman, hvis du virkelig vil udfordres på mødet mellem verdens fattigste og Vestens hovmod.

med emneordet , ,
29. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

Aldrig så snart

 

Er de unger ude af døren på en uges ferie før alting skrider.

Mandag kom jeg fx for sent op og var lige ved at misse toget og dermed et vigtigt møde. Jeg nåede det, men knap så meget in style som jeg havde forestillet mig inden.

I går ville jeg have været ud og løbe. Det blev hellere ikke til noget. Satte mig i stedet her og spiste morgenmad i en uendelighed…

image

I dag ville jeg også have været ud at løbe… Men det bliver der ikke tid til for jeg senere får  jeg 14 burmesere til middag på terrassen. Det er ganske vist.

Så nu prøver jeg lige at få langet et par artikler over disken… Det hedder god samvittighed.

med emneordet ,
24. juni 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, SOmeone to love

Midsommertalen

Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.

(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.

Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.

Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.

Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).

Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)

med emneordet , , , , , ,
23. juni 2011
6 kommentarer
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Det er ikke det samme

Prøvnuligehørher. Hvis mit ældste barn havde været en dreng, så havde verden nok set lidt anderledes ud. Både på den gode måde. Og på den ikke så gode måde.

Den der sensitivitet kombineret med et temperament af den anden verden is freaking me out. Det kommer i bølger. Så meget har jeg da lært de sidste fem år. Men derudover ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg har lært noget som helst. Måske er jeg blevet lidt mere tålmodig. Måske ikke.

Det, jeg også har lært de sidste fem år, er, at du gerne vil hjælpe og måske trøste mig med, at det er ligesom noget, du kender. Og det er sådan set sødt nok. Lidt ligesom dengang vi hver dag stod op før kl. 5, og du spurgte, om vi havde prøvet at lægge barnet senere i seng. Problemet er bare, at det ikke er det samme, som det, du kender, og at de gode råd, du selv har haft succes med, ikke virker i den her butik.

Jeg sir det ikke for at være på tværs, men fordi jeg har prøvet både med det søde og det sure, det hårde og det bløde, det planlagte og det der føles bedst lige nu. Alles. I fem år.

Og ved du, hvad jeg står tilbage med? Det samme. Helt det samme. Bare fem år ældre. Råben og skrigen og smækken med døre og kasten med ting og tænders gnidslen. I perioder fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. I perioder næsten ikke. Og hver gang vi rammer en næsten-ikke-periode ånder jeg lettet op og tænker, at nu – endelig – er vi ude på den anden side. Nu blir det ligesom hjemme hos jer andre på godt og ondt, men i det mindste gennemsnitligt. Så knuselsker jeg det lille atomkraftværk for al hendes glæde og hendes evne til at tage hovedspring ud i livet og for at være indbegrebet af, hvordan et lille menneske kan gå på med krum hals.

Jeg elsker hende hver eneste dag. Selvfølgelig. Ubetinget. Men når dagene er fulde af kampe og sammenbrud sætter jeg mig næsten hver aften ved hendes seng, stryger hende over håret og krammer hende (fordi jeg endelig kan få lov) og hvisker: “Lille søde menneske, hvordan kan der være så meget vrede i sådan en lille krop?” For jeg forstår det virkelig ikke. Sensitivitet eller ej. Hvorfor al den vrede?

Og hvis nu hun havde været en dreng. Havde vi så syntes det var lige så hårdt. Havde vi handlet anderledes? Havde vi grinet mere? Været mere overbærende?

med emneordet , ,
21. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Synd du ikke kører i tog med mig

Jeg sidder i toget hjem fra Å/Aarhus. Jeg har været hjemmefra i 12 timer og imens har Miss C fået en rokketand. Undskyld? Rokketænder er det ikke noget børn får lige inden de flytter hjemmefra? Eller som minimum når de begynder i skole. Jeg fatter det ikke. Men det gør hun. Jeg ved ingenting om tandfeer men i telefonen har hun fortalt at hvis hun sluger tanden, er det tilsyneladende nok at lægge et forklarende brev under hovedpuden for at få den lille (eller store?) fe til at trække mønter op ad lommen.
Og hvor store er de mønter egentlig? Jeg er helt blank på konceptet børn og kontanter.
Nåmen jeg sidder altså i toget og jeg havde vist gjort mine medpassagerer en tjeneste ved 1) ikke at tage skoene af og 2) ikke at købe de der snackpølser med chili og hvidløg som lugter meget af pølser, chili og hvidløg. Mn nu er skaden ligesom sket og min sidemand har sat sig til at sove (eller er besvimet).
Og nu skal jeg sådan set igang med at læse Susan Sontag. Bogklubmøde om en uge og jeg er 100 år bagud.
Sludre. Sludre.

med emneordet
19. juni 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Flad som en pandekage

Drinks og øl og øl og drinks. I to dage. Lidt træt. Prøver med kaffe og fjernsyn. For om en halv time skal jeg være mor igen. Kom så. Du ka jo godt.

med emneordet , ,
17. juni 2011
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Sandheden

Ord, der bliver hængende

Er jeg den eneste, der har sådan en hale af ord hængende efter mig, som jeg kan huske præcist, hvornår jeg lærte at kende eller stave? Og dertil en hel hær af stemmer, der messer de mest enervererende huskeregler som fx at der er to m’er i kommune, fordi det jo ikke er en ko-mune (se, det er humor i 5. klasse).

Jeg kan også stadig hører lyden af radioavisen i radioen den morgen, hvor min veninde og jeg, 12 år gamle, var på vej i skole, og hendes mor fortalte os, at jeans er det engelske udtryk for cowboybukser. Eller den sommeraften det gik op for mig, at Funny (tyggegummiet) betyder sjov.

Og hver gang jeg skriver starter eller begynder, ser jeg lige præcis det ansigt for mig, som engang fortalte mig, at det kun er motorer, der starter – alt andet begynder.

Min dansklærer har æren for, at jeg hverken tænke på høns eller æg uden at tænke på, at høns ikke ligger, men lægger æg, og det kan man huske på æ’et i ægget. Eller at der er stor forskel på at sige han tog sin hat og han tog hans hat.

I gymnasiet var der røde streger i stilene, hver gang vi brugte ordet ting, fordi man altid kan være mere præcis end det. Og nu kan jeg slet ikke skrive ting, uden jeg først har tænkt længe over, om jeg virkelig mener ting eller noget andet.

Og så er der det med de der håndtørrer på offentlige toiletter. I mange, mange år grinede jeg af, hvor heldigt det var, at ham, der lavede apparaterne netop ned Dryer til efternavn. For ikke mange år siden sad jeg på et toilet i Tyskland, da det gik op for mig, at der ikke findes en mand, der Dan Dryer. Så nu tænker jeg på det (og på Dan Dryer, som han så ud i mit hoved) hver gang jeg tørrer hænder på et offentligt toilet.

med emneordet , ,
17. juni 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Godt jeg ikke er sådan en…

Møde i præstationsklubben igår aka den årlige sommerfest i børnehaven. Vi var debuterende. Skal jeg love for.

Der var et tidspunkt i ugen op til, hvor jeg bildte både mig selv og børnene ind, at vi selvfølgelig skulle være med i den kagekonkurrence. Og hvor det også lykkedes mig at downscale kageambitionerne så meget, at jeg faktisk fik talt muffins op, som noget af det ypperste inden for kagekunsten. På et tidspunkt googlede jeg ligefrem “cupcakes” for at se, hvordan vi kunne pimpe kagerne til ukendelighed.

Nå, men det gik jeg hurtigt fra, da jeg så hvordan listen over ingredienser, som skulle købes ind til formålet bare voksede og voksede. Som ugen skred frem, indså jeg i øvrigt også, at jeg aldrig ville få tid til at bage så meget som en enkelt lille minimuffin, og sådan gik det til, at kagerne helt røg ud af vores bidrag til festen. Ikke ligefrem noget, der gav plusser i bogen hos børnene. Til gengæld var jeg ret tilfreds med, at jeg uden videre lagde kagerne bag mig uden en snert af dårlig samvittighed.

Således opløftet var der jo sådan kun tilbage at flikke lidt aftensmad sammen til selve arrangementet. Og her gjorde jeg mig to overvejelser: 1) Børnene kommer til at spise så meget (af de andres) kage, at de slet ikke kan spise aftensmad.         2) Børnene kommer aldrig til at sidde roligt og nyde lækkert tilberedt mad fra deres mors hånd, når der er fest og 10.000 andre børn. So better go simple og easy.

Endnu et selvklap på skulderen for den erkendelse. Så jeg tænkte selvfølgelig pizzasnegle og undervejs improviserede jeg nogle pølsehorn af en pose (ikke for) gamle grillpølser. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at få mere af tomatsaucen uden på end inden i snegle og horn. Kønt blev det ikke, men hey… På vej hjem fra arbejde købte jeg en pose friske ærter og en bakke jordbær. Dertil fire tallerkener (ingen bestik, no need), en rest appesinjuice og en øl. Skål.

Da jeg så kagerne (så meget talent, så meget tid), var jeg glad for jeg ikke havde forsøgt mig med wannabe-cupcakes. Da jeg så buffetten, var jeg mildest talt  uforberedt på, at mine halvtørre, tomatpurerede, hvide hvedemelssnegle og -horn skulle gøre flotte fuldkornssnegle, lækre salater, dampende varm lasagne, hjemmelavet koldskål, et potpourri af kalve-, svine- og fiskefrikadeller og lækre hjemmebagte brød selskab. Tre borde fulde af andres åbenbart ganske almindelige og hverdagsagtige standarder for, hvordan et aftensmåltid kan tage sig ud. Men vi ved jo godt allesammen, at det vigtigste ikke er at vinde (selvom jeg sgu godt gad at kunne lave en kæmpestor kagefrø i bikini). Det vigtigste er at være med, og i øvrigt lukkede og slukkede min børn festen. Så ved man da i det mindste, man har givet noget godt videre til sine børn.

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →