Det kan egentlig siges ret kort: Jeg har aldrig været tæt på at være talentfuld inden for nogen sportsgren overhovedet. Jeg har gået til jazzballet to gange og spillet håndbold en måned. Bolde er slet, slet ikke mig!
Da jeg flyttede til Kbh, meldte jeg mig ind et motionscenter men det vat temmelig demotiverende altid at stå i den modsatte ende af lokalet når aerobicserierne var mere end tre forskellige bevægelser lange. Kropslig koordinering er så heller ikke lige mig.
Så en dag begyndte jeg at gå til yoga. Det er ikke så upbeat. Mere mig – også selvom jeg er så stiv i benene at jeg aldrig har været i stand til at få overkroppen til at mødes med underkroppen og så helt ubesværet give mine ben en omvendt krammer. Har en gang hørt at det med korte sener er en medfødt genetisk defekt. God trøst.
Nå, men i yogaperioden synes jeg selv at jeg var ret tæt på at ligne Madonna. Også fordi jeg tabte mig en del samtidig. Det var ikke motionens skyld, men derimod min kærestes. Da han flyttede til England for at læse, holdt vi nemlig op med at spise nachos, der må være chipsens forsøg på at klæde sig ud som en kartoffel, med ost og guacomole til aftensmad. Det pyntede på os begge.
Da det gik allerbedst var der desideret en der sagde til mig at nu måtte jeg ikke blive tyndere. Det er ikke sket siden.
Jeg begyndte også at løbe lidt. Dengang kunne man løbe rundt om volden på Christianshavn uden at møde andet end sovende alkoholikere og unge, der havde købt hemmelig hash på Christania og nu forsøgte at finde at sted hvor de kunne ryge i smug.
De sidste tre måneder jeg skrev speciale, boede jeg i London. Og hold nu godt fast – der stod jeg op hver morgen, som i hver eneste dag i 90 dage, og lavede en times yoga. Tre gang om ugen løb jeg en time på løbebånd. SLAP AF! Jeg må have lignet en million selvom jeg ikke husker det sådan.
Jeg har ikke lavet yoga siden. Åh jo, altså bortset fra en søndag i foråret hvor en veninde overtalte mig til at være med til en 6 timers seance. Hvordan er det nu med gamle cirkusheste? Yogalæren var ikke imponeret. Hun spurgte kun om jeg sad meget ved computeren siden mine skuldre sidder tættere på mine bryster end på skulderbladene som burde være deres bedste venner? Og jeg var ikke i nærheden af at kunne løfte min egen vægt i armene. Goodbye Madonna.
Da jeg fik mit første job, begyndte jeg at løbe i Sparta. Løbe. Løbe. Løbe. Den faste rute lød på 14 km + træning + hyggeløb med kollegaerne. På en god uge løb jeg 5 gange om ugen OG cyklede på arbejde. 16 km hver dag. Jeg havde så god samvittighed at jeg kunne have solgt aktier af mit overskud. Skønt at stå op søndag morgen og løbe halvanden time før morgenmaden. Eller at trække i tøjet onsdag aften ved 9-tiden og løbe mens solen gik ned. Åh jeg elskede det og delte selvfølgelig gerne ud af min begejstring til alle.
Da jeg toppede, løb jeg en halvmarathon på under to timer. Superfed oplevelse – og jeg var ikke engang smadret bagefter. Det var i 2005. Siden har jeg forsøgt på alle mulige måder at blive venner med mine løbesko. Jeg er mere end stolt hvis jeg kan løbe 5 km en gang om ugen.
Jeg tror stadig jeg er løber selvom enhver idiot kan se at mit tøj er 10 år gammelt. Skoene er til gengæld nye og dyre for hvad man ikke har i rygrad, må man købe sig til i udstyr. Jeg er sikker på jeg kunne løbe 10 km men jeg gider ikke. Åh hvor jeg ikke gider. Jeg slæber mig rundt – går også lidt fordi det er så synd for mig og fordi jeg sveder og fordi jeg hellere ville lave noget andet. Og bagefter har jeg det ikke spor dejligt. Jeg sveder i flere timer og tænker bare på hvor meget chokolade jeg har optjent på den meget meget lange tur, jeg var ude på. Mig og Madonna, vi er ligesom temmelig færdige med hinanden… See you in heaven.
Kun sandheden 