Den her går ud til mændene

Listen over løfter, der ikke blev til noget er lang. Men jeg trøster mig med, at vi stadig har Johanne (og Per Clausen – tak for den til åbningsdebatten igår, Mr.), og at SF vel snart har nået den bund, som De radikale ramte for år tilbage og derfra det gå fremad.

Men det her er noget, der bliver til noget: Øremærkning af barsel til mænd.

About bloody time.

Så tillykke til alle jer fædre in spe. Snart får I ret til at være sammen med arvingen. En ret vi andre (altså kvinderne) har haft i årevis. Et vigtigt skridt for at sikre lige vilkår for alle uanset køn. Hurra.

med emneordet , , , , , ,

Forskellen er den samme

Der var det her billede, som vi ikke så godt kunne lide, fordi det passer sig dårligt for en x-udviklingsminister at spille med på gamle forestillinger om den hvide mands overlegenhed.

Han sagde godt nok, at det bare var noget, de legede, og at hans sydsudanske værter var med på den lille gimmick og grinede højt og længe af hans præsidentale hilsen. Men vi købte den ikke rigtig, fordi han var minister.

 

Og så er der det her billede.

Det kan vi godt lide. For det er Mads Brügger, som leger blindebuk med diktatorer, korrupte embedsmænd og griske forretningsmænd. Og han vinder priser for sine film. Og udfordrer mediet. Og stikker Janteloven langt op i måsen. Det kan vi virkelig godt lide. Derfor vil vi også rigtig gerne kunne lide Ambassadøren, hvor han går undercover og forsøger at smugle diamanter til Europa under dække af at bygge en tændstikfabrik i Den centralafrikanske republik.  Derfor så 1000 mennesker (journalister, NGO-folk og unge mænd med fuldskæg og en dokumentarist i maven) filmen til premieren i Grand i går. For vi håbede, hans film ville åbne vores øjne eller forandre vores billede af det Afrika, mange os allerede kender.

Mads Brügger er morsom. Bevares. Men på de andres bekostning. Hans to pygmæ-assistenter var virkelig komiske i al deres intetanethed, men jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse, at de var statister mere end assistenter i Brüggers filmmanuskript. At de var med fordi det er nemt at grine af dem, der ikke forstår spillet. Og det var decideret ubehageligt at se, hvordan den enes ansigt rev sig i smerte, da Brügger satte dem på to stole i sit kontor og spillede hvalsang for dem.

Og Paul, hans lokale diplomatiske hjælper, kom til at fremstå som lidt af en medløber, men uden filmen nogensinde formåede at synliggøre den skæve magtrelation mellem rig, hvid mand og økonomisk afhængig sort mand, som vrider alle forsøg på jævnbyrdighed af led.

At det koster mange, mange penge at købe sig til magt, og at alt er til salg i et land, hvor alle strukturer er i opløsning er næppe en overraskelse for nogen. Ej heller at ud af kaos vokser magtbegærlighed af den ondeste slags.

Derfor havde det også været mere interessant, om Mads Brügger havde brugt tid på at finde ud af om det virkelig er sandt, at Frankrig som tidligere koloniherre tilskynder anarkiet i Den centralafrikanske republik, fordi det flyder med guld og diamanter og olie og andre naturressourcer, som der kan tjenes mange, mange penge på. Jo, der er en lokal diamantmine-ejer, der tjener meler sin egen kage, men hvor ender de store penge henne, når diamanter, guld og myrraskær bringes ud af landet i diplomaternes kufferter? Hvad tjener mon overhovedet på at udvinde uran sammen med Kina? En vigtig, men måske knap så komisk historie.

Og nu vi er ved pengene, så giver det vel også mening at spørge, hvor mange penge Mads Brügger hældte ned i centralafrikanske lommer for at filmens historie kunne materialiseres? Hvem finansierede de 170.000 kr., det kostede at smøre diamantmine-ejeren. Og hvor kom de 300.000 kr. til det falske diplomatpas fra? Kom pengene fra filmstøtte? Er det produktionsomkostninger? Rekvisitter?

Afrika er en jungle. The heart of darkness. I hvert fald der, hvor der er mange penge at tjene (knap så meget i tørkeområderne). Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Mennesket kan være en grådig motherfucker, når der lugter af nemme penge. Det vidste vi også godt. Det er sjovt at grine af de andre. Også det vidste vi. Så hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før Ambassadøren? Måske ikke så meget andet end at Mads Brügger er villig til at sætte livet på spil for at underholde os, og at han befinder sig godt i lyst jakkesætte, solbriller og lange støvler. Med ironisk distance naturligvis. Og så gælder det ikke rigtigt, vel?

med emneordet , , ,

Lots a love

First thing’s first. Den nye regering – lad os lige elske dem lidt, inden de skal i gang med det sure arbejde.

Modigt valg af

  • skatteminister, der er 26. Eftersigende er han en gammel mand inden i, hvilket nok også er nødvendigt for virkelig at brænde for skattepolitik.
  • kulturminister, der er kaospilot. Tal om fornyelse efter Carina Christensen (hvis ikke du allerede har glemt hende) og sportsministeren Brian Mikkelsen.
  • kirke- og ligestillingsministeren, der er mand og af indiske oprindelse og har en udmeldelsesblanket til folkekirkens i jakkelommen (don’t we all).

Og lidt synd for Nicolai Wammen, for alle os, der så Borgen i går, ved nok, at en tillidspost inden for det der Europa-noget ikke ligefrem er en kompliment i sig selv. EU-formandskab eller ej. Og nej, det nytter heller ikke noget, at du prøver at trøste os med den gode gamle sandhed om, at det meste af DK-lovgivning er påvirket af, hvis ikke en direkte konsekvens af, hvad der foregår i EU. Vi vil ikke tro på det.

Det er sgu en stor dag, og det jeg til gengæld gerne vil tro på, er at vi går mod lysere tider. At Danmark bliver for alle igen. Og at Johanne og co holder hele holdet i ørerne, så det ikke bare blir en radikal fest.

Derhjemme tog mit ældste barn mig i hånden i morges efter jeg havde reddet hende ud af en våd seng og givet hende et bad. Kom, sagde hun. Da vi sad i sofaen, gav hun mig et kram og sagde: Jeg elsker dig og far rigtig højt. Også når jeg bliver gal. For det meste er jeg jo slet ikke gal på jer, men på noget helt andet. Jeg elsker jer bare.

Jeg sagde jo det bliver en stor dag, thi verden er fuld af kærlighed og nye muligheder.

med emneordet , , , ,

Jamen er det ikke…

Se, hvad jeg fandt i lommen på en gammel cowboyjakke, som jeg har overbevist mig selv om, er topsmart. Igen. Blå Sorbits. Jamen, det er jo verdens bedste tyggegummi fra dengang V6 var for tandlæger og Stimorol noget fra 80’erne.

image

En dag var den pludselig væk Sorbitsen. Jeg forstod aldrig hvor den blev af og har ikke spist tyggegummi siden. I protest.

Der er tre stykker tilbage. Mindst holdbar til 170507. Oh, I miss you…
(Den brune var ellers også god.)

med emneordet ,

Hvis jeg var Google

Der er formentlig ikke nogen i verden, der har det sjovere end Google. Fordi folk er sindssyge. Og interesserer sig for sindssyge emner. Som får dem til at søge på sindssyge ting. Fx grøntsags hul til overskydende.

Undskyld, må jeg få spørgsmålet igen?

Godt, jeg ikke er bibliotekar eller Google (som også har lidt svært ved at svare).

Og tilbage står selvfølgelig det evindelige spørgsmål: Hvordan er du, mærkværdige menneske med mærkværdige tankerækker, endt ovre hos mig? 

med emneordet

Opsamling

1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.

2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.

3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.

4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.

5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).

 

med emneordet , , , ,

En sandfærdig historie om døde dyr

Der lå en død fugl uden for min dør lørdag morgen. Det var en gråspurv. Øjnene var allerede væk, spist af nattens insekter. På naboens fortov lå et dødt pindsvin med udspillet mave. Og i haven lå en nøgen og grå dueunge, som var blevet skubbet ud af reden i æbletræet endnu inden den var flyveklar. Den lå på ryggen med sin skæve vinger ud til siderne, som om den i døden havde overgivet sig til de fluer, der var gået i gang med at fortære den.

Vi begravede gråspurven i forhaven. Børnene ville gerne røre ved den, inden jeg lagde den i hullet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fugleinfluenza og det, der er værre. De synes det var ret sørgeligt at den skulle ned i det hul. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den, men med havehandskerne gik det lige. Den så ret sølle ud med puskede fjer og sorte huller i stedet for øjne. Hvorfor kommer der ikke en kat og spiser den til natmad i stedet for det her absurde teater, tænkte jeg.

Pindsvinet ligger der stadig. Børnene tror det er en han, fordi der stikker noget spidst ud lige ved numsen, sagde den store. Jeg har ikke selv set efter. Pindsvin er tunge, og man stikker sig nemt på den genstridige pels, når man løfter dem. Vi er nødt til at grave den ned. Jeg ved det godt, men jeg gider ikke blive ved med at være graveren. Der er ikke andre, der gør det og børnene kan ikke forstå, at den bare skal ligge der. Det kan jeg godt forstå, de ikke kan, for det er jo også en uorden.

Jeg så faktisk den store brune klump ligge på vejen, da den var blevet kørt ned. Så nogen må have taget den og lagt den op på fortovet. Ikke mig. Jeg kiggede bare og lod den ligge. Men den der allerede havde den i hånden? Hvorfor smed det menneske den ikke i skraldespanden, kompostspanden?  Er det ikke der de døde dyr skal hen for at komme tilbage til naturen?

Da jeg så dueungen under æbletræet, løb jeg ind efter en affaldspose. Jeg orkede ikke flere døde dyr med børnene, og jeg orkede ikke flere graveopgaver. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ved den alt ved den nøgne fugleunge, der var større end min hånd. Men jeg var nødt til at være hurtig, for jeg havde mit yngste barn lige i hælene.

Første gang jeg prøvede, fik jeg ikke rigtig fat, så den gled ud af hånden på mig og ud af posen. Den kom til at ligge helt skævt med næbbet i jorden og den ene vinge strittende lige op i luften. Anden gang tog jeg bedre fat og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvordan det føltes at have den i hånden. Jeg kan ikke længere huske om dens slatne krop var varm eller helt kold, men jeg ved, at mit barn med det samme opdagede mit ærinde. Hvad har du i posen, spurgte han. Bare noget, der skal smides ud, svarede jeg. Må jeg se? Men jeg havde allerede smidt den op i skraldespanden. Ikke komposten, for nu var den jo i posen, så nu må den ligge i den sorte spand og vente på affaldskværnen og forbrændingen i næste uge. Skraldemændene har som regel en blød bamse siddende lige over den knap på lastbilen, der løfter spanden op og tømmer den ned i det store ildelugtende affaldsgab. Måske kan det trøste duen i posen lidt.

I en anden pose i den sorte spand ligger der et utal af biller, som jeg støvsugede op i kælderen efter jeg havde ryddet op. Måske 20 sorte biller af den slags og størrelse, som jeg ikke kan huske, jeg har set siden jeg var barn. Og et firben, som viste sig at være levende. Jeg støvsugede det op sammen med billerne, og bagefter da jeg skulle tømme spanden, faldt det ud af røret og lå og sprællede lidt forvirret på ryggen. Også firbenet var jeg nødt til at holde i hånden for at få den ned i posen. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes firben i kældre. Det var helt gennemsigtigt, som et nøgent barn i en gyserfilm.

Det var den sidste søndag i september. Solen skinnede, og børnene løb rundt på fliserne med bare tæer, mens de døde dyr dukkede op alle vegne. Der var også en dame, der bankede på døren. Hun var sød og kom fra stranden for at sige, at hun havde læst noget, jeg havde skrevet, og som hun godt kunne lide. Jeg kendte hende ikke. Ikke før nu. Børnene viste hende det døde pindsvin, inden hun kørte. I skal få jeres mor til at begrave den, sagde hun til dem. De kiggede på mig, men jeg synes allerede jeg havde haft mine hænder på så mange døde dyr den weekend. Sidst på eftermiddagen blæste det op, og vinden var kold. Børnene tog jakker på, og huer, og handsker. Som et varsel om vinteren, der venter. De havde ikke lyst til at gå ind.

Vi fik spaghetti og bøffer til aftensmad. Vi snakkede om, hvordan køerne dør, når de kommer på slagteriet. Og grisene. Den mindste mente, at det var nemmere med kyllinger, fordi de er så små, og derfor må være nemmere at slå ihjel end en ko. Det fik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig ved, hvordan kyllingerne dør når de skal slagtes. Bliver de mon hængt op i benene og gasset ihjel? Eller bliver de slået ihjel først og så hængt op bagefter?

Jeg kunne ikke få mig selv til at bede den mindste om i det mindste at smage på bøffen. Jeg havde heller ikke så meget lyst til den alligevel, og den store synes kødet var lidt for hårdt at tygge. Spaghettien og parmesanosten kunne de godt lide.

Jeg bliver ved med at se dueungen, og gråspurven, billerne og det gennemsigtige firben for mig. Jeg prøver ikke at tænke for meget på pindsvinet, som stadig ligger på fortovet og svulmer uden nogen tager sig af det. Jeg ved, jeg burde, men jeg synes bare weekenden har været fuld af dyr allerede. Mange døde dyr, som jeg enten begravede eller slog ihjel. Som et varsel i sig selv. Og så var det ikke en gang en drøm.

med emneordet , , , , ,

Vil du ha den? Den er gratis?

Benzindreven Klippo-plæneklipper. Defekt, men kan formentlig repareres. Kan afhentes.

Hvis du lægger den tekst på Gul & Gratis med et rigtig flot billede af dyret, hvor lang tid tror du så der går, før den første mand har lagt en besked?

Korrekt svar: 1 minut

Og hvad tror du, han og de efterfølgende mænd, der svarer på annoncen vil vide?

Korrekt svar: Hvad fejler den?

Og hvor lang tid tror du der går, før en af dem har sendt en sms om, at han gerne vil komme og hente den døde maskine, hvis jeg lover ikke at give den til andre?

Korrekt svar: 1 time

Og hvor langt tror du, han er villig til at køre for et styk udtjent maskinel så længe det er gratis?

Korrekt svar: 130 km

Ikke helt så meget street cred i et par jeans, en paraplyklapvogn eller en kasse assorterede 80’er Bodumkrus…


med emneordet , , ,

Nicolas Winding Refn, egå?

Han styrer for vildt. Drive er en fed, fed film. Ryan Gosling er guddommelig god i rollen som Mr. Silencio, som skræmmende, uudgrundelige blød og benhård mand. Plottet er godt tænkt, stramt komponeret og aldeles overraskende. Jeg synes Nicolas styrer for vildt (vi nåede lige at blive i tvivl, men nu er manden, der gav os Pusher, tilbage for fuld skrald). Og det er jo så i øvrigt én god ting, man kan glæde sig over ved efteråret, for nu er verden igen fuld af film, som man kan drukne sig i.

med emneordet , ,

Campister elsker lystfiskeri og redaktøren elsker bryster

På biblioteket i dag stødte jeg på en gammel kending; nemlig Dansk Camping Unions medlemsblad, som muligvis er det mest bizarre foreningsmagasin, jeg endnu har set.

På DCU’s hjemmeside bliver man budt velkommen af søde børnecampister, der øjensynligt elsker livet på græs. Foreningens blad er måske knap så meget for familier, men mere for redaktøren og hans kammerater. Håber jeg. Det var der masser af eksempler på, da jeg sidste år var medlem af DCU for at få rabat på de europæiske campingpladser (det fik vi så ikke så meget af, fordi vi glemte kortet i Wien, en uge inde i den lange køretur).

Men måske var det derfor jeg besluttede mig for at åbne bladet, da jeg så forsiden på bladet på biblioteket i dag. Fordi jeg vidste der var noget muggent ved den kvinde i waders. Noget i den måde hun smiler til mig på, som om hun bare leger hun er lystfisker.

… så jeg bladrede og bladrede frem til side 30-31. Og sørme om den glade lystfisker ikke havde smidt toppen. (I bladet kan man lige akkurat ane hendes brystvorter.)

Hvor corny er det lige? (På næste side, hvor det bliver alvor er der naturligvis rigtige lystfiskere, altså mænd, på billederne.)

med emneordet , ,