Nu har jeg gået rundt om de her tre bøger i det meste af en måned,
og jeg kan simpelthen ikke tage mig sammen til at gøre det der egentlig var meningen, nemlig at rive siderne ud af dem.
Illustrationerne er fantasiske, og min plan var egentlig at ramme de bedste ind og hænge dem på børnenes værelse, men nu ligger de altså her på mit bord og glor på mig i stedet. Og for at være helt ærlig, så tror jeg aldrig jeg kommer til at tage så meget som en enkelt side ud af dem. Pivskid!
Det er hårdt at feste med de unge – og frimodige er de oven i købet. Eller måske frivole er en bedre betegnelse?
Da vi lagde an til at sove efter 12 timers fest med flere drinks, end jeg har indtaget over det sidste år, så vi begge lige uforstående ud, da den unge værtinde, gik ud af gæsteværelset med ordene: “Og hvis det skal være erotik, er der både stearinlys og røgelsespinde på skabet!”
Det sagde hun virkelig. Efter Asti, Gewurztraminer, Ale no 16, rom, whiskey og gintonics. Og selv hvis jeg ikke havde drukket: Erotik? Er det ikke noget Joan Ørting tager sig af? Og røgelsespinde? Så får jeg da først problemer med astma og gamle rygerlunger. Godt den næste fest foregår på et badehotel med gæster tæt på de fyrre, som først lige er ved at rejse sig efter babyboomet…
Jeg ligner en million. Føler mig i hvert fald som en. Løgn! På den anden side af to fødsler og 35 år lærer man at nøjes med lidt – og blæse det op til noget virkelig stort. Jeg har fx tænkt mig at leve temmelig længe af en kompliment fra en af min kollegaer, som i den forgangne uge sagde til mig, at jeg er kommet til at se så ungdommelig ud efter jeg har holdt orlov.
Det burde jo være argument nok for at skrive en bog om Verdens Bedste Rejse, og jeg er ude i en titel a la Sådan blir du smuk på camping eller Ungdommelig skønhed på 16 uger – lad dine børn og tiden gøre arbejdet!
Og 2′eren hedder selvfølgelig noget i retning af Hjemme igen – sådan bevarer du din ungdommelige skønhed i hverdagen.
Fordi det nu er lørdag, og jeg har en formiddag helt for mig selv, synes jeg det er på sin plads med et lille sneak-peak. Så her kommer et godt råd fra 2′eren:
Omgiv dig med veninder, der yngre end dig selv!
Er du klar over, hvor stort et boost det er for ens ungdommelig skønhed at blive inviteret til 30 års fødselsdag, når alle andre i ens omgangskreds er i gang med at blive skilt eller at planlægge ankomsten til 40′erne? Jeg kan bare sige, at jeg i ren og skær ungdommelig begejstring har tænkt mig at ankomme i guldbukser og trendy-ternet hat til dagens fest. I kid you not. Det er måske sidste chance for at prale af min ungdommelighed…
Jeg føler mig ikke specielt nørdet (don’t correct me if I’m wrong – jeg lever fint i uvidenhed), men hvis det er det der skal til så fint med mig.
Initiativet og programmet er i hvert fald for godt til at gå glip af, og så var jeg endda en af de heldige, der nåede at få en af de 150 ledige pladser.
Og ja, jeg føler mig aldeles heldig og er fuld af forventning, så bare kom an Geek Girl Meetup Copenhagen
De entreprenante arrangører lover os en lørdag for:
Kvinder der elsker deres arbejde med web, programmering, social media, design og iværksætteri – alt med en kobling til den teknologi, der er blevet en del af vores liv i dag. Hvis du tænker, “jeg blogger bare”, så kvalificerer du dig – du anvender teknologi til at formidle dine tanker og meninger til omverdenen.
Deltagerne kommer også for at udvide deres netværk og for at dele deres viden og helt sikkert også deres tanker under dagens program med snak, diskussioner, læring, undervisning og netværksaktivitet.
Hvad sker der til en Geek Girl meetup?Du sker. Idéen bag Geek Girl Meetup Copenhagen er “reYOUse, create, and make”. DU skaber, du bruger, du former, du genbruger – ved at dele, udvikle, integrere og samarbejde.
Fik jeg sagt, at det er gratis og der er fest bagefter. What’s not to like?
Hvordan kommer vi nu videre herfra? Skal jeg mene noget om noget andet? Strejkerne i Frankrig? Besparelserne på den offentlige sektor i England? Leverpostejen i dansk politik? Vil du vide, hvad jeg synes om Får302’s forestilling Persona? Eller skal vi bare udveksle tips til gode flyverdragter? Gider du høre, hvor langt jeg har løbet i dag? Eller at jeg har købt et par bukser, der er for store? Skal vi gætte på, hvem Remees nye kæreste er – eller hvem der vinder danseshowet? Vil du se min indkøbsseddel – eller min ønskeseddel? Eller hvad med en hemmelighed?
Måske sku vi hellere tale om, at det i dag er en måned siden vi kom hjem fra Verdens Bedste Rejse, og at alt er ved det gamle?
Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.
Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.
Og ellers er der bare at glæde sig over:
– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.
– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.
– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.
Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.
Nej, nej, selvfølgelig holder jeg, hvad jeg lover så vi skal da også lige en tur rundt om dagens opture. Selvfølgelig. En aftale er en aftale. Ugen ud.
Så jeg synes faktisk det har været en god fredag, fordi
Voila!
Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.
Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.
Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.
Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.
Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…
Aih ok, nu er jeg måske ved at nå grænsen for, hvor sjove de der zen-overskrifter er… men det ændrer jo ikke på projektet, som i hvert fald løber ugen ud. Så her er endnu en lykkelig dag i provinsen takket være:
First things first, så lad os få en god ordens skyld og for at bidrage til lidt ligevægt i universet komme i gang:
Nogle dage er bare… dage, og kræver det lige en kanin eller to, før hatten sidder som den skal. Men jeg kom i mål igen. Nu skriver jeg sgu snart en bog om positive simple appreciative living. Snyd ikke dig selv for et nyt kapitel. I morgen.
Kun sandheden 