Det er kvinder som mig, der snakker og snakker og snakker. Og så er der kvinder som Gloria Steinem, der rykker verden et andet sted hen…
Jeg er den største fan og den dokumentar om hende, som netop har fået premiere, er en meget, meget fin reminder om, hvorfor 1970’erne trods alt var et vigtigt årti for kvinder (og mænd).
Og læs den her fine kommentar til filmen
I morges redte hun selv sit hår og lavede en hestehale. Sådan en pæn en, der er redt sammen med børste og sirligt samlet med en elastik. Hun strøg selv det lidt for lange pandehår væk fra øjnene og satte det fast med et spænde. Og hendes tøj matchede – ikke meget gipsy tilbage i det barn.
Nu er hun en af de store i børnehaven. En af de ældste. Dem, der taber tænder, og som ikke længere har basun-englekinder.
Jeg forstår fandme godt, hvorfor forældre tuder, når børnene starter i skole. For der mister vi dem jo sådan rigtigt første gang. Der holder de op med at blive passet på dagen lang. Der udfordrer jungleloven civilisationen, og der bliver de rigtige små mennesker, der skal præstere i virkeligheden. Ikke flere perleplader og mudderkager som lovligt tidsfordriv.
Jeg har et år og 390 madpakker endnu. Til at kramme et barn, der alligevel aldrig har været et krammebarn. Til at give slip og øve mig i at vinke farvel sådan rigtigt. Aih ok, ikke rigtigt, vel? For det er jo først når hun pakker sin rygsæk og rejser til Indien og ryger sig skæv og roder rundt med australske surfertyper og sover på interimistiske hoteller, at jeg for alvor siger farvel. (Og så skal du høre mig pive.)
Men altså inden vi når så langt, så er der lige noget alfabet og nogle tabeller, der skal læres (foruden alt det andet). Og sammenlignet med rejsen til Indien er det alligevel til at tage og føle på. I første omgang får hun vel brug for nogle til at øve 9-tabellen med – selvom jeg indrømmer, at jeg måske ikke er det mest oplagte valg til lige præcis den opgave.
Jeg har så nærmest ikke taget et eneste vellykket billede fra feriekollektivet i Spanien. 11 børn i en hvirvelvind og rigelige mængder hvidvin efter børnenes sengetid gav sjovt nok ikke lige kameraet førsteprioritet. Ikke mindst fordi jeg det meste af tiden ikke havde nogen som helst fornemmelse af, hvor det var blevet af i bunken af badevinger, våde håndklæder og perleplader.
Af billederne fremgår det, at det en del af ferien også har været i hænderne på min søn, og på den måde får man jo så også en fornemmelse af, hvad det er for en ferie, han har været på. Temmelig stilfærdig i grunden.
Nu har jeg stirret på det her indlæg i halvanden time. Og ingen ord kommer. Ingenting. Måske fordi sommeren er fuld af solskin og saltvand og børn, der bader fra morgen til aften. Det er præcis så skønt som ferie skal være. Præcis så tilfældigt. Og glædeligt. Allerede.
Forude tre uger mere af alt det gode. Heraf en del dage i eksil. Væk fra regnen og de dage, hvor ingenting ligner sommer. Men for fanden da! Tænk, hvis livet kunne være simpelt som nu. Altid. Hver dag.
Her har du svaret på, hvorfor Helle Helle er god – og på hvad det er hun kan med alle de ord, der syner af ingenting.
Scene 1
”Nå, skal du smage en?”
”Ja, men så lad mig da det.”
”Det er jo ikke for tøsedrenge.”
”Er der nogen, der har sagt jeg er en tøsedreng, da?”
Han rejste sig op og rodede i poserne på hylden over sæderne, man kunne se et stykke af hans mave der, hvor skjorten ikke helt kunne nå ned i bukserne mere, han pustede lidt, da han rakte dåsen frem.
”Værsgo.”
”Nå, hold da op. Det er en ordentlig omgang. En julebryg.”
”Jamen, vi er jo også i jul-i.”
Scene 2
”Hvad koster linserne?”
”Fem en halv.”
”Hvad koster hindbærsnitterne?”
”Også fem en halv.”
”Så tror jeg, jeg tager en hindbærsnitte.”
Bagerpigen tog den forreste hindbærsnitte med tangen og lagde den i en pose, hun lod posen stå åben, damen stod stadig og kiggede.
”Hvad koster napoleonshattene?”
”Seks kroner.”
”Seks kroner ligeud?”
”Ja.”
”Så tror jeg også jeg tager en napoleonshat.”
Den første snak er fra toget i morges. Den anden er fra Dette burde skrives i nutid skrevet af dronningen af creepy hverdagsdramaer.
Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.
(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.
Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.
Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.
Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).
Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)
Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.
Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.
Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?
P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.
Nå, men jeg har så brugt de to sidste dage på at lave interviews med burmesiske børn, der er smuglet over grænsen til Thailand for at tale med os. Det er sådan set første gang de er i Thailand, og de har hverken pas eller identifikationspapirer. Det lokale politi ved, de er her, men ellers er det bare med ikke at gøre så meget væsen af sig. Det er i øvrigt også første gang for flere af dem, at de ser byer med asfalterede veje eller prøver at køre i bil. De har gået en dag (morgen til aften) gennem junglen, sejlet tre timer over floden og kørt yderligere et par timer i bil for at komme her til. Bare for at tale med os. Og det meste af tiden sidder de jo egentlig bare og venter. På at tale med os.
De er søde, men også lidt svære at tale med. Både fordi de ikke forstår engelsk, men også fordi de er meget høflige og helst vil svare rigtigt på spørgsmålene. Og spørgsmålene er svære at stille, og endnu svære at svare på, når man ikke er vokset op et samfund, hvor ens forældre, lærer og alle de andre voksne hele tiden inddrager en i alverdens beslutninger. Eller beder en om at have en holdning til alt mellem himmel og jord. Fx gik det sådan her:
Mig: Hvad laver du så, når du kommer hjem fra skole?
Pigen: Så arbejder jeg i rismarken sammen med mine forældre, og bagefter laver jeg aftensmad.
Mig: Hvad kan du bedst lide?
Pigen: At lave mad.
Mig: Hvorfor?
Pigen, efter laaaaaaaaaang pause, usikkert smil: Det ved jeg ikke.
Børnene bor i landsbyer i den del af Burma, der hedder Karenstate. Selvom de har en form for selvstyre, patruljerer det burmesiske militær jævnligt i området.
En af pigerne fortalte med stille stemme og et roligt blik:
“En aften, da mørket var faldet på, kom soldaterne. Jeg var i vores bambushytte med min far og mor og mine søskende. Min mor sagde til os, at vi skulle være stille, så soldaterne ikke opdagede os. Min far fandt en sæk ris, mens min mor bandt min bror på 2 år fast på ryggen. Min mindste lillebror var to måneder, ham tog hun i armene, og så løb vi alt, hvad vi kunne, hele familien. Vi gemte os ved floden, hvor vi sov på madrasser, som vi lavede af bananblade. Soldaterne byggede en lejr i vores landsby, så vi kunne ikke komme tilbage. Nu bor vi i en anden landsby. Jeg er bange for, at soldaterne kommer for, hvis de ser os, skyder de os eller tager os med. Dem, de tog med fra min gamle landsby, har jeg ikke set siden.”
Vi har stadig ikke fået bestilt et hotel til sommerferien eller købt sandaler til børnene. Jeg har heller ikke fået gravet terrassen i haven færdig eller fået kopieret familiefotos til børnehaven. Men… ikke?
Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…
I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.
Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?
Til fødselsdag igår hos en af de nyskilte familier, som havde kastet sig ud i kunsten at holde en børnefødselsdag som i gamle dage og lykkedes med det. Jeg er fuld af beundring for det overskud.
Og mens vi andre måske gik lidt rundt om den varme grød, satte Halfdan og fødselarens storesøster på fem sig ved børnebordet med deres boller:
Halfdan: Din mor og far, de bor jo ikke sammen mere.
Storesøster: Nej, de er heller ikke kærester mere, og jeg skal bo i et andet hus sammen med min mor.
Og så videre til kagen… Ikke så mange dikkedarer der. Og jo, jo jeg ved da godt, at det er fordi ungerne ikke har den fjerneste ide om, hvad der er socialt acceptabelt at sætte ord på. Det er jo fx også derfor, at ens søn kan finde på at sige til sin far, der får en hjælpende hånd af en bekendt fra golfklubben: “Far, arbejder du sammen med ham den tykke der?”
I går var en fin dag. Og ham, den lille 2-årige fødselar, han var bare rigtig glad for sin nye cykel.
Kun sandheden 