Tag Archives: dokumentation

Overspringshandling #100

Åh, det her det er sjovt! At se sig selv i ord. Prøv selv på wordle.net

med emneordet , , ,

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

med emneordet , , , ,

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

med emneordet , , ,

De findes faktisk i virkeligheden

Hvis vi nu siger, at der var et aftentog et sted i Danmark, hvor der sad en halvskaldet mand i 50’erne med mørke øjne i sin kansasblå jakke og kiggede ud af vinduet hele vejen fra Hovedbanen til Nyborg. Og hvis vi sagde, at han var sammen med sin  gråligt rynkede kone med det lidt livstrætte, Prince-plagede drag om munden, og at hun ligesom lå på siden i sædet, så hun kunne have set ham dybt i øjnene, men i stedet havde blikket det samme sted som ham. Ud i mørket, hele vejen henover Sjælland. Ville du så finde det sandsynligt, at de havde følgende samtale?

– Nå, men jeg gav dem jo ikke dit nummer, for jeg kan sgu ikke huske dit mobilnummer.

– Det står sgu da i din telefon. Hvorfor fanden tænkte du ikke på det?

– Nåhr ja, det ved jeg da heller ikke. Men de kunne jo alligevel ikke få fat på dig, hvis du var ude på den boreplatform.

– Nej, så er der sgu ikke nogen, der kan få fat på mig.

– Men hvis du så, at mine forældre havde ringet, så ville du nok ringe tilbage til dem for at høre, hvad der var?

– Nej, hvorfor faen sku jeg ringe til dem?

– Ville du ikke synes det var mærkeligt de havde ringet?

– Nej, det må de sgu selv rode med. Altså når jeg er på arbejde, så er jeg sgu på arbejde, så kan jeg ikke have alle mulige der ringer til mig. Du må sgu ikke regne med, at de bare kan få fat på mig, hvis du kommer galt af sted.

Kunne du forestille dig, at han sagde til hende?

– Du kan godt droppe de der øjne. Det får du sgu ikke noget ud af. Jeg har fandme behandlet dig for godt, hvis du tror du kommer nogen vegne med det dér.

Eller ville det være overbevisende, hvis kvinden sagde til sin mand?

– Du skal kraftedme ikke trykke mig på patterne. Du risikerer jo bare, der kommer mælk ud af dem som på en anden Jersey-ko.

Uden at grine. Ville du kalde det et sandsynligt replikskifte?

med emneordet , ,

En sandfærdig historie om døde dyr

Der lå en død fugl uden for min dør lørdag morgen. Det var en gråspurv. Øjnene var allerede væk, spist af nattens insekter. På naboens fortov lå et dødt pindsvin med udspillet mave. Og i haven lå en nøgen og grå dueunge, som var blevet skubbet ud af reden i æbletræet endnu inden den var flyveklar. Den lå på ryggen med sin skæve vinger ud til siderne, som om den i døden havde overgivet sig til de fluer, der var gået i gang med at fortære den.

Vi begravede gråspurven i forhaven. Børnene ville gerne røre ved den, inden jeg lagde den i hullet, men jeg kunne ikke slippe tanken om fugleinfluenza og det, der er værre. De synes det var ret sørgeligt at den skulle ned i det hul. Jeg havde slet ikke lyst til at holde den, men med havehandskerne gik det lige. Den så ret sølle ud med puskede fjer og sorte huller i stedet for øjne. Hvorfor kommer der ikke en kat og spiser den til natmad i stedet for det her absurde teater, tænkte jeg.

Pindsvinet ligger der stadig. Børnene tror det er en han, fordi der stikker noget spidst ud lige ved numsen, sagde den store. Jeg har ikke selv set efter. Pindsvin er tunge, og man stikker sig nemt på den genstridige pels, når man løfter dem. Vi er nødt til at grave den ned. Jeg ved det godt, men jeg gider ikke blive ved med at være graveren. Der er ikke andre, der gør det og børnene kan ikke forstå, at den bare skal ligge der. Det kan jeg godt forstå, de ikke kan, for det er jo også en uorden.

Jeg så faktisk den store brune klump ligge på vejen, da den var blevet kørt ned. Så nogen må have taget den og lagt den op på fortovet. Ikke mig. Jeg kiggede bare og lod den ligge. Men den der allerede havde den i hånden? Hvorfor smed det menneske den ikke i skraldespanden, kompostspanden?  Er det ikke der de døde dyr skal hen for at komme tilbage til naturen?

Da jeg så dueungen under æbletræet, løb jeg ind efter en affaldspose. Jeg orkede ikke flere døde dyr med børnene, og jeg orkede ikke flere graveopgaver. Jeg havde slet ikke lyst til at røre ved den alt ved den nøgne fugleunge, der var større end min hånd. Men jeg var nødt til at være hurtig, for jeg havde mit yngste barn lige i hælene.

Første gang jeg prøvede, fik jeg ikke rigtig fat, så den gled ud af hånden på mig og ud af posen. Den kom til at ligge helt skævt med næbbet i jorden og den ene vinge strittende lige op i luften. Anden gang tog jeg bedre fat og jeg prøvede at lade være med at tænke på, hvordan det føltes at have den i hånden. Jeg kan ikke længere huske om dens slatne krop var varm eller helt kold, men jeg ved, at mit barn med det samme opdagede mit ærinde. Hvad har du i posen, spurgte han. Bare noget, der skal smides ud, svarede jeg. Må jeg se? Men jeg havde allerede smidt den op i skraldespanden. Ikke komposten, for nu var den jo i posen, så nu må den ligge i den sorte spand og vente på affaldskværnen og forbrændingen i næste uge. Skraldemændene har som regel en blød bamse siddende lige over den knap på lastbilen, der løfter spanden op og tømmer den ned i det store ildelugtende affaldsgab. Måske kan det trøste duen i posen lidt.

I en anden pose i den sorte spand ligger der et utal af biller, som jeg støvsugede op i kælderen efter jeg havde ryddet op. Måske 20 sorte biller af den slags og størrelse, som jeg ikke kan huske, jeg har set siden jeg var barn. Og et firben, som viste sig at være levende. Jeg støvsugede det op sammen med billerne, og bagefter da jeg skulle tømme spanden, faldt det ud af røret og lå og sprællede lidt forvirret på ryggen. Også firbenet var jeg nødt til at holde i hånden for at få den ned i posen. Jeg vidste slet ikke, at der fandtes firben i kældre. Det var helt gennemsigtigt, som et nøgent barn i en gyserfilm.

Det var den sidste søndag i september. Solen skinnede, og børnene løb rundt på fliserne med bare tæer, mens de døde dyr dukkede op alle vegne. Der var også en dame, der bankede på døren. Hun var sød og kom fra stranden for at sige, at hun havde læst noget, jeg havde skrevet, og som hun godt kunne lide. Jeg kendte hende ikke. Ikke før nu. Børnene viste hende det døde pindsvin, inden hun kørte. I skal få jeres mor til at begrave den, sagde hun til dem. De kiggede på mig, men jeg synes allerede jeg havde haft mine hænder på så mange døde dyr den weekend. Sidst på eftermiddagen blæste det op, og vinden var kold. Børnene tog jakker på, og huer, og handsker. Som et varsel om vinteren, der venter. De havde ikke lyst til at gå ind.

Vi fik spaghetti og bøffer til aftensmad. Vi snakkede om, hvordan køerne dør, når de kommer på slagteriet. Og grisene. Den mindste mente, at det var nemmere med kyllinger, fordi de er så små, og derfor må være nemmere at slå ihjel end en ko. Det fik op for mig, at jeg faktisk ikke rigtig ved, hvordan kyllingerne dør når de skal slagtes. Bliver de mon hængt op i benene og gasset ihjel? Eller bliver de slået ihjel først og så hængt op bagefter?

Jeg kunne ikke få mig selv til at bede den mindste om i det mindste at smage på bøffen. Jeg havde heller ikke så meget lyst til den alligevel, og den store synes kødet var lidt for hårdt at tygge. Spaghettien og parmesanosten kunne de godt lide.

Jeg bliver ved med at se dueungen, og gråspurven, billerne og det gennemsigtige firben for mig. Jeg prøver ikke at tænke for meget på pindsvinet, som stadig ligger på fortovet og svulmer uden nogen tager sig af det. Jeg ved, jeg burde, men jeg synes bare weekenden har været fuld af dyr allerede. Mange døde dyr, som jeg enten begravede eller slog ihjel. Som et varsel i sig selv. Og så var det ikke en gang en drøm.

med emneordet , , , , ,

Aih, tror I bare Søren Pind er photoshoppet?

Det er ikke bare aktiekurserne, der er i frit fald. Det samme er min indtjening, fordi jeg stadig sidder og kigger på det billede af Søren Pind…

Nu er der nogen, der hvisker på Facebook, at han måske bare er photoshoppet. Er det bare det? En lille sommergimmick på Information, som jeg så ikke har fanget (fordi jeg sad med fødderne i den spanske pool og ansigtet i solen, mens jeg slukkede tørsten med (lidt for mange) perlende spanske druer)…

Jeg kan ikke tro det. Eller rettere: Jeg har ikke lyst til at tro det, for jeg elsker det billede!

Update: Ingen grund til panik:  http://topsy.com/yfrog.com​/h8bipervj

 

 

 

 

med emneordet , , ,

Du skal da ikke snydes for billederne

Nu er det jo fristende at sige, at der ikke er langt fra mig til sjaisjefen, men der er den store forskel på ham og jeg, at jeg ikke påstår, jeg er god til at tage billeder. Jeg forsøger bare i al ydmyghed at indvie jer i mit græske eventyr. Så altså op med lyset på din skærm, for så kan du med lidt god vilje skimte retterne – og de mange blandede krydderurte-blade. Bon appetit.

image

image

image

image

med emneordet , ,

What ever you do, don’t do this (en fortælling i 3 lektioner)

Aih, Berlin var fantastisk. Igen. Jeg tror aldrig, jeg holder op med at elske den by. Eller med at drømme om at bo der – bare en lillebitte smule. Eller med at forestille mig, at jeg er sådan lidt boheme-agtig kunstnertype med stort potentiale og fingeren på pulsen. En trendspotter, som alle I andre kommer til at beundre for min enestående evne til at se en ny tendens længe, længe før den er blevet comme il faut blandt hipsterne i hovedstædernes efternøler København.

Men alt det var før fredag aften, hvor en græsk økonoma på bare tre timer formåede at punktere alle mine forestillinger om at være nede med de fede – heldigvis var jeg ikke alene. Jeg tog både tre veninder og fem schweiziske mænd med mig i faldet. Grüss Got!

For at være helt ærlig så orker jeg næsten ikke at lægge svesken på disken, for det er både grufuldt og tragisk. I månederne op til vores tur, førte vi en nærmest ekstatisk mailkorrespondance om alle de yet-to-be-discovered-sights, vi skulle dyrke i Berlin. Hysteriet toppede, da vi opdagede The Shy Chef (senere fandt vi ud af, at udtalen lyder sjaisjef). Med formuleringer a la ”a secret supper club”, ”a guerrilla dining event in the home of a local Berliner”, og “an inventive, delicious meal with carefully selected wines in a secret location” var vi slet ikke i tvivl om, at vi havde tilmeldt os en oplevelse for livet. Og netop det viste sig sådan set at være rigtig nok.

Spændingen blev næsten ulidelig da vi et par dage før modtog besked om, at middagen skulle holdes på et fantastisk ”cozy loft” (hvem sagde New York style?), og at værten, altså ham der ejede lejligheden, var ”a total blast” (hører jeg isterningerne slå mod kanten af drinksglasset?).

Vi tog en taxa derud for hvem gider ankomme til en artsy atelierlejlighed med udsigt til stjernerne i bus og praktisk sko? Op ad trappen og allerede i total god stemning. Lidt akavet velkomst i en lejlighed, der mere mindede om min studielejlighed på Vesterbro end det, jeg nu ved, jeg ellers forbinder med et ”amazing loft”, men trods alt med champagne. Kom rimelig helskindet igennem de indledende hvor-kommer-I-fra-og-hvad-laver-I-i-Berlin-samtale med de andre gæster, inden værten bad os sætte os til bordet. I dagens anledning havde han smidt lidt tøris i akvariet – gør du ikke også altid det, når du skal have gæster?

Og så til menuen, som vi forstod, skulle være hemmelig. Dog ville kantinelederen godt afsløre så meget, at der var et skandinavisk islæt, og at han havde ændret på nogle af retterne i sidste øjeblik, fordi han netop samme morgen var vågnet op fuld af ny inspiration. Her er vi så ved dagens 1. lektie: Whatever you do, don’t change the menu. De næste 2½ time blev vi præsenteret for følgende:

Det skandinaviske islæt

Grøn salat kastet med rund hånd i noget, der skulle ligne en cirkel.

Dertil rødebedemarieneret (?!?) røget laks med dilddressing, agurk (skåret med en debuterende barnehånd i utrolig tykke skiver), 1 radise, et halvt stykke brød og  fire blade af blandede krydderurter.

Det marokkanske indslag

Den gode gamle, let spicy linsesuppe, som i dagens anledning (længe leve inspirationen) var lavet på bønner.

Dertil en tynd stribe creme fraiche, en skive brød lagt i suppen og fire blade af blandede krydderurter

Det italienske stempel

2 stk ravioli med ost af en art.

Dertil smørsovs smagt til med rosmarin og citrus, skamkogte asparges (jeg fik to, min sidekammerat fik 6) og  fire blade af blandede krydderurter.

Den cubanske ret

Marieneret, letstegt tun

Dertil en cubansk spicy, karry-agtigt ragout (uden kød) og fire blade af blandede krydderurter.


Nutella-finalen

Mandelkøbekage (aftenens højdepunkt) lagt på et penselstrøg nutella.

Dertil et hindbær, et shot lunken jasminte, verdens mindste glas sherry og fire blade af blandede krydderurter (min veninde var heldig at få rucola)

Vinmenuen bestod af fire glas hvidvin fra et sydtysk vindistrikt. Eftersigende ændrede vinen smag med menuen. Måske er det bare mig, der er en proletar, men jeg synes mest det var temperaturen, der ændrede karakter.

Efter den dejlige middag holdt kokken en lang tale, hvori han fortalte os om sit græske ophav og sin spirende karriere som hhv. filminstruktør og danser. Begge dele noget, han havde besluttet sig for at lægge bag sig for at hellige sig sin virkelige passion, hans kærlighed til maden og de gode råvarer.

Han lagde alle kortene på bordet og fortalte, hvordan han havde arbejdet på flere firestjernede restauranter både her og hisset, ligesom han havde lavet private dinners for både Tom Hanks og flere græske notabiliteter. Men stående over livets skillevej havde han selvfølgelig valgt ”the road not taken”: Han sagde farvel til det kommercielle køkken for at lave mad, som det han havde lavet til os i aften. Han havde ladet passionen råde og kastet alle konventioner over bord (aftenens 2. lektion: What ever you do, don’t underestimate conventions).

Den græske instruktør/danser/sjaisjef havde noteret sig, at pigerne, altså jer (os) ikke kunne lide tunen, for der var kommet noget temmelig store stykker tilbage i køkkenet, hvilket er en uskik når netop tun er så dyrt (og han havde tilmed gjort en god handel, lod han os vide). Han var også ærlig og fortalte os, at normalt plejede det at være en meget mere blandet gruppe, og folk plejede også at have det meget sjovere end vi havde haft det.

Så stillede han en sautepande pyntet med en grøn papirserviet på bordet og sagde, at nu var vi velkommen til at give en donation for middagen, hvis vi havde lyst. Vi havde ikke så meget lyst til at betale mere end det beløb, vi allerede havde betalt, da vi bestilte bord, og det blev han faktisk så skuffet over, så han bad om at få en snak med min veninde om vores manglende gavmildhed.

Bagefter var han selvfølgelig træt og lagde sig i sofaen med sin mobiltelefon og ventede på, at vi skulle få drukket ud.

Værten – ham total blast-fyren – havde holdt sig lidt i baggrunden det meste af aftenen, men nu, da han mærkede at selskabet var ved at bryde op, trådte han i karakter. Normalt, fortalte han, havde han en masse hjemmebrygget snaps (now we are talking), men det havde han ikke i aften (nåå [disapointment]). Til gengæld ville han gerne anbefale en nærliggende Boogie Woogie-bar (det sagde han), hvor de også havde snaps. Vi sagde nej tak og tog en taxa tilbage til Prenzlauerberg, mens det langsomt gik op for os, at vi var blevet tørret noget så grundigt i røven af en græsk økonoma og hans væbner. Heraf følger den 3. og sidste lektion: Whatever you do, don’t show up at The Shy Chef’s secret dinner club. Med mindre selvfølgelig  du er helt pjattet med krydderurter og lunken jasminte. Hvis det er tilfældet, vil jeg hermed føre dig lige i armene på sjaisjefen.

Prisen, spørger du? Lad os bare sige at tre af os dagen efter spiste sushi og drak drinks for mindre end hvad dagens menu i den græske koks kantine kostede for en af os.

med emneordet , , , ,

Der, hvor man ikke har lyst til at ende et langt liv

Nyt besøg hos den 102 ½-årige  i dag. Som nu er på aflastningsstue på plejehjem. Hvilket på en måde er at foretrække frem for lille hus i überudkants-Danmark, hvor der helt alvorligt ikke er andet en sociale bedragere, gamle mennesker, 5 x hjemmehjælp dagligt og en kaldealarm tilbage. Og så på en en måde slet ikke at foretrække.

Jeg har en gloværdig fortid på de københavnske plejehjem og ved alt – og lidt for meget – om at tørre gamle mennesker in the behind, børste løse gebisser og lægge dem i vand til natten, skifte forbindinger og det, der er meget, meget værre for en amatør at vide. Det er et seriøst sindsygt job, hvor du kan tale om at have mange bolde i luften ad gangen, og hvor du hele tiden forsøger at lade som om du har tid til at sludre og skabe omsorg og være noget for nogen, mens du har lige præcis 4 timer til at lægge 14 mennesker i seng. Don’t even get me started.

Og så i dag… at træde ind i det, vi leger er et hjem for de gamle, men som mere end noget andet ligner en institution. Hvor der er lidt for mange blomster på dugen. Hvor der lugter lidt for meget af leverpostej og dårlig ånde. Og hvor der er stille som ind i helvede.

I virkeligheden er det ikke det værste. Det værste er at se de gamle mennesker, som vi kalder beboere, fordi vi leger, det er deres hjem, selvom ingen af dem føler sig rigtig hjemme. At se dem sidde der rundt om den lidt for blomstrede dug med tomme øjne og livsløse mundvige. At høre dem hviske henover bordet til hinanden, mens de spejder efter nogen, som kan befri dem, lægge dem i seng, sige godnat.

At se ham sidde der og næsten ikke kunne kende ham, fordi han falder sammen i stolen og slet ikke ligner sig selv, men på to dage er blevet en gammel mand, der bor på plejehjem. At se ham sidde der uden tænder (hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har deres gebis stående på vasken i badeværelset, når de flytter på plejehjem). At mærke hvordan hans hånd holdt godt fast i min, da jeg satte mig ved siden af ham, og sagde: “Hvor er det godt, du er kommet et sted hen, hvor der er nogen, der passer på dig.” Han svarede: “Synes du det. Jeg synes det er meget trist, og jeg venter hverdag på, at jeg ikke vågner. Det her er jo ikke et liv.”

Han sagde: “Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har nogen appetit, og da jeg prøvede at spise et stykke franskbrød, fik jeg det dårligt og måtte spytte det ud med tænder og det hele. Hvordan har det ikke set ud for de andre?”

Han sagde: “Ved du hvad? Det mærkelige er, at når jeg trykker på kaldealarmen her, så går der ligeså lang tid, før der kommer nogen, som da jeg lå derhjemme i min seng og ringede efter hjemmehjælpen.”

Jeg sagde: “Jeg skal måske til Thailand og Burma senere på måneden.” Han sagde: “Det lyder spændende. Hvem skal så passe børnene?” Jeg svarede: “Det regner jeg med deres far skal.” Han sagde: “Ja, hvad skal du med en mand, hvis han ikke kan passe børnene.”

Jeg hørte mig selv spørge: “Hvad fik du at spise til aftensmad?” Det har jeg aldrig spurgt ham om før.

Han sagde: “Jeg er så træt, så træt, men når jeg kommer i seng, så kan jeg ikke sove.” Jeg spurgte: “Hvad laver du så?” Han svarede: “Ligger og glor op i loftet, der er jo ikke andet at gøre.”

Jeg sagde: “Hvor er det dejligt, at du nu bor sammen med nogen af dem, du kender fra gamle dage.” Han svarede: “Ja, men det var da lidt sjovere, hvis man havde kræfter til at tale med hinanden.”

Jeg hørte den ansatte spørge: “Får du din natpille nu eller senere?” Jeg tænkte: “Piller? Du tager da ikke piller.”

Og hans kæreste gennem 15 år  (eller jeg ved ikke, om han tænker sådan om hende mere, for hun har boet på plejehjemmet i to år allerede og er langt mindre frisk i hovedet end han). Hun bor på gangen ved siden af. Han sagde: “Igår kom Anna forbi i sin kørestol sammen med en af de ansatte, men jeg går så langsomt nu, og jeg kunne ikke råbe dem op, så jeg nåede ikke hen til hende, inden de var gået.”

Det er jo ikke et liv, vel? Vi må godt sige farvel nu, mens der er stadig er en smule værdighed tilbage. Mens han stadig er ham, der stod bøjet over sine jordbær på den anden side af hækken i min barndoms have. Det er næsten for sent.

med emneordet , , ,