Kun sandheden

Nå, man skulle jo så være et skarn, hvis der ikke kan udledes et eller andet af sådan en tre måneders rejse. Det kan godt være, at jeg ikke har fået pulsen op på samme måde, som den morgen jeg stod alene på busstation uden for Tel Aviv med studenterhuen i baglommen, og det gik op for mig efter mit livs først flyvetur og krydsforhør med den israelske sikkerhedstjeneste, som havde været grænseoverskridende nok i sig selv, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Eller som den nat i Zimbabwe, hvor jeg blev hentet af politiet på en bar og kørt på stationen for at forklare, hvordan det var lykkedes mine ikke helt ædru rejsekammerater at totalskade den bil, vi havde lejet få dage forinden. Det har heller ikke været en specielt adventure-præget tur med vilde adrenalinkick, ingen bungi-jumpet, river rafting eller hiking ad mudrede stier, som har fået pulsen op og givet en fornemmelsen af, at livet virkelig er temmelig skrøbeligt.

Tværtimod har det været en ret comfy tur på den camping-komfortable måde. Altså jo, jo, jeg har da delt bad med alt for mange tyske, permanentede kvinder. Og jeg glæder mig da også til at slippe for at sidde på et varmt toiletbræt og forholde mig til, hvem af campingpladsens gæster jeg nu deler røv med.

Men hvis der er noget campinglivet er (så meget har jeg da lært), så er det convenient. Nemt. Når man vælger den store model med le grande automobile – og i øvrigt sørger for at leve total traditionelt, så kæresten klarer alt det praktiske uden for med strøm, lokum og gas (i regnvejr), mens jeg selv har været utrolig flittig med den lille fejekost inden for – ja, så har man gjort det let for sig selv. Ingen ubehagelige senge med udefinerbare pletter på madrasserne. Ingen kedelige morgenbuffeter. For uanset hvor røvsyg campingpladsen har været – og dem har da været et par stykker af – så har man sit lille hus med sin egen lille (kolde) dyne.

Men det jeg forsøger at komme frem til, er ligesom på en måde, hvis du kan se, hvor det bærer hen altså, ik: LESSONS LEARNED (og historien om, hvad det er for et mennesker, der kommer ud i den anden ende af sådan et lille eventyr på de østeuropæiske landeveje). Så efter tre måneder i campingland har mine børn nu fået:

• En mor, der skælder mindre ud.
• En mor, der truer mindre.
• En mor, der råber mindre.
• En mor, der stadig ikke fatter, hvorfor børnene har så svært ved at modtage en besked, når nu jeg er så overskudsagtig at være sammen, og derfor bliver tvunget til at true med at konfiskere dagens is eller endog (meget i mod min gode vilje naturligvis) hæve stemmen en lille smule for at komme igennem.
• En mor, der endelig ved, hvad det faktisk er mine børn synes er sjovt at lege, og derfor for første gang kan skrive en kvalificeret ønskeseddel til den kommende fødselsdag.
• En mor, der nok er oppe om natten for at give børnene noget at drikke, smøre kløestillende creme på myggestik og genfinde sutter og bamser, men som har fået lov til at sove til kl. halv otte (+) flere gange, end det ellers er sket de sidste fire år.
• En mor, der glæder sig over, at børnene er så gode til at lege sammen, og som tror på, at det er vigtigt at lade børnenes leg udvikle sig inden for deres egne rammer, fordi det giver mig mulighed for at få læst min bog færdig imens.
• En mor, der har lært at sætte pris på, at hendes børn er dem, der laver allermest larm på campingpladsen, fordi det betyder at jeg ikke behøver at rejse mig for at finde ud af, hvad de laver.
• En mor, der er blevet så meget campist, at jeg i morges kunne ses på en parkeringsplads i Verona i underbukser og t-shirt i gang med at børste hår.