Må jeg godt sige noget?

Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!

Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.

Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).

Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).

Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!

med emneordet , , , ,

Den bedste kur mod savn

Når nu det hele gør lidt ondt, og der er alt for lang tid til nye eventyr, og man allerede savner de gamle, er det så dejligt at lukke øjnene og lade verdens bedste film kører på replay.

Ren harakiri – og så har du jo ikke en gang set de 2.000 billeder af børn, der smiler og bader og griner og spiser is og krammer og leger og elsker at være på tur.

Heldigvis er der også andre billeder i kameraet fx lidt dokumentation af tysk fastfood. Og egentlig savner jeg jo hverken silde- eller laksesandwich med rå løg og syltede agurker. Så er frikadeller trods alt at foretrække.

med emneordet , , , ,

Farvel zen

Er det ikke næsten snyd at skulle lave zen over sin weekend, når nu begrebet weekend nærmest er zen i sig selv? Eller er blevet zen. For når jeg tænker mig om, var der sgu ikke meget zen over vores weekender for et år siden, hvor alle dage startede senest kl. 5. Hold kæft, hvor er der meget weekend at tage af, når man er oppe fra 04.38, og hvor er det mørkt, og hvor lærer man at elske al børnetv uanset kvalitet, bare det får børnene til at være stille, og hvor er man træt, og hvor har jeg tit glædet mig til det blev mandag igen. Not so zen.

Men nu er det zen – eller måske så zen, som det kan blive. For i går synes jeg faktisk var en ret god dag, selvom jeg stadig ikke fatter, hvorfor børnene skal råbe hele tiden. Men da Casper så kom hjem efter en god dag på golfbanen (en over på de første ni og par på bag-ni. Nå, så kom ikke sig at jeg ikke hører, hvad du siger), så sagde han, at jeg (?!) råbte meget af børnene. Ahr, ved du hvad? Kan det virkelig passe? Mig? Tålmodighedens gudinde? Så undskyld for det da! Men hvis jeg bliver bedre til at tale lavere, så har de unger eddermame også bare at kopiere mig. Pronto.

Og ellers er der bare at glæde sig over:

– en genial gulerodskage, som smagte mere af smør, chokolade og nødder end af grøntsager.

– at børnene har fattet, at når man kommer sent i seng, har man pligt til at sove længere (ikke længe, træerne gror jo ikke ind i himlen) om morgenen.

– at vi nu er en suttefri familie, hvilket betyder at Halfdan forhåbentlig snart holder op med at ligne Gitte fra Carsten og Gitte.

Og så tror jeg lige jeg holder en pause med al den positive attitude. Det er fanme ikke nemt at komme til at brokke sig, når man hele tiden skal vende det sure med det søde.

med emneordet , , , , ,

Zengemt

Nej, nej, selvfølgelig holder jeg, hvad jeg lover så vi skal da også lige en tur rundt om dagens opture. Selvfølgelig. En aftale er en aftale. Ugen ud.

Så jeg synes faktisk det har været en god fredag, fordi

  • Anmelderne er helt oppe at ringe over Facebook-filmen The Social Network, så nu er jeg nødt til at se den, selvom jeg havde afskrevet den som en banal omgang Hollywood-ungdomsfalbelade.
  • Der duftede af friskbagt brød, da jeg kom hjem fra svømning med en meget træt dreng og en feberramt pige, der faldt i søvn på sofaen.
  • Jeg kan se to små nøgne fødder stikke ud under Spiderman-dynen på sofaen.

Voila!

med emneordet , , ,

Motionsdag og social arv

Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.

Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.

Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.

Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.

Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…

med emneordet , , , , , ,

Helt igennem zensationel

Aih ok, nu er jeg måske ved at nå grænsen for, hvor sjove de der zen-overskrifter er… men det ændrer jo ikke på projektet, som i hvert fald løber ugen ud. Så her er endnu en lykkelig dag i provinsen takket være:

  • Halfdan, som har sovet sin første nat uden ble. Nogen, der vil arve en halv pakke Moltek-bleer?
  • Post-Danmark, som har sørget for at børnenes regntøj kommer hjem fra Lolland lige inden regnen kaster sin klamme hånd ned over os. Og så for bare 135 kr. Lidt af et bargain, ikke?
  • Min gamle, gamle, gamle nabo og sejeste ven, som nu har rundet de 102 år (og det var 102, som i manden er født i 1908!), og i den anledning har sagt nej tak til en plejehjemsplads. Hvem faen gider og sidde der og rådne op?!
    med emneordet , , , ,

    Har du savnet mig? Lidt?

    Altså, jeg ved da godt at bibliotekssektoren næppe går nedenom og hjem, bare fordi jeg ikke er på arbejde. Efter fire måneders fravær ser der ikke ud til at være mere krise end før jeg tog af sted (som offentlig institution er vi selvfølgelig pt potentielt hele tiden lidt i krise). Der står sgu stadig bøger på hylderne, og lånerne glemmer stadig at aflevere til tiden, og vi er stadig bagud og foran med de samme gamle ting.

    Men derfor kan man jo godt drømme sig til en lille smule uundværlighed. Bare for at stive selvtilliden lidt af og få gang i motivationen efter fire måneder i drømmeland. Desværre er min autoreply totalt ubarmhjertig og har i dag sendt mig denne lille hilsen:

    While you were out, no one was notified of your absence

    Jeg går ud og drikker kaffe. Og læser bøger. Og suger efterårssol.

    med emneordet , ,

    Ben-Zen

    First things first, så lad os få en god ordens skyld og for at bidrage til lidt ligevægt i universet komme i gang:

    • Klokken otte er et genialt tidspunkt at skulle ud af døren med et styk sørøver og en überpyntet prinsesse.
    • Månen kan godt lide frost og er ny og sprød.
    • Våde godnatkys og to børn, der hurtigt falder i søvn, er en god start på resten af dagen.

    Nogle dage er bare… dage, og kræver det lige en kanin eller to, før hatten sidder som den skal. Men jeg kom i mål igen. Nu skriver jeg sgu snart en bog om positive simple appreciative living. Snyd ikke dig selv for et nyt kapitel. I morgen.

    med emneordet , , ,

    Zen igen

    Som lovet. 2. afsnit af Hello Reality and what’s not to love. Så i dag er jeg særligt begejstret, fordi

    – det virkelig var en meget smuk morgen med fantastisk solopgang og eventyrlig dis over verdens mindste engareal mellem togskinner og motorvej.

    – jeg nåede at købe nye vinterstøvler på vej til et møde.

    – Lisa Ekdahls cd med ham der Himalaya-totally-in-love-fyren er dukket op og stadig holder.

    Aih, ved I hvad? Jeg kan mærke det virker. Seriøst. Og du synes også det er spændende, ik? Ok, så lad os tage en dag mere…

    med emneordet , , , ,

    Tid til hovedrengøring

    Hvert år i begyndelsen af november gør jeg hovedrent i mit køkken. Eller nej, det passer faktisk ikke: Jeg arbejder hjemme, mens mit køkken bliver gjort rent. Og ved du, hvorfor det er smart?

    • Fordi jeg slipper for at gøre det selv.
    • Fordi det er billigt.
    • Fordi jeg samtidigt gør noget godt for andre.

    I år er det burmesiske flygtningebørn, der får glæde af de 300 kr. det koster at få mit køkken til at ligne noget, man godt kan lave mad i uden at udsætte sine børn for desideret sundhedsfare.

    Længe leve Operation Dagsværk. Måske har du også et par ting på to-do-listen, som du trænger til få strøget.

    Det blir simpelthen ikke lettere

    med emneordet , , ,