Tænk, hvis ens børn forstod, hvor meget goodwill de opbygger med det her:
Tænk, hvis de vidste, hvor meget sjovere en mor, jeg ville være, hvis de altid sov hurtigere og længere.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Gaven er åbnet
Åh nej! Jeg er under pres for jeg har fået den fineste gave i den store blogpakkeleg – eller rettere gaver fra Davadottir (og jeg må det samme beklage, at billedet på ingen måde yder gaven retfærdighed, men jeg havde lige to børn, der skulle i tøjet, boller i ovnen (hvorfor?!) og sne, der skulle skovles.
Men altså tjek lige 2 engle, der øjeblikkeligt glimtede sig lige ind i hjertet på Miss Carla, en flypose, der kommer til at gøre supermarkedsmodellen til skamme for evigt (og jeg elsker gul i øvrigt) og en håndklædehætte – det er jo godt tænkt at designe et håndklæde, som rent faktisk bliver siddende om håret uden at veje et ton. 10 point for den alene. Og tak af hjertet for det hele. Jeg er meget glad.
Men altså det var lige 1-2-3-4 gaver, ik? Og nu er jeg da totalt presset over den lille spirrevip af en ting, jeg havde planlagt at sende videre ud i blogland inden længe. Må straks revurdere og optimere og supplere…
I morgen får jeg en gave
I morgen åbner jeg min egen – og eneste – kalendergave.
Vente-vente-vente…
Og bagefter sender jeg en gave videre i systemet – den skal bare liiige materialisere sig først. Men det kommer, det kommer.
Takket være Den kreative pakkekalender skifter 134 gaver hænder i december. Genialt
Så sank jeg så dybt
Åh, den søde juletid med adventsgaver og chokoladekalender. Altså ikke til mig, vel? Det løb er ligesom kørt, når man får børn – ligesom julegaverne. En gang for ikke så længe siden lå jeg ellers lunt i svinget. Masser af gaver. Men den energi er nu kanaliseret over i børnene. Fordi de fortjener det? HAHAHA!
Efter en lidt skinger start på eftermiddagen, hvor Halfdan fik smørskålen ned over foden og blev paralyseret af sin egen smerte, lykkedes det at skabe god stemning, lave aftensmad og i fællesskab se det første afsnit af Sving i Julet, som Miss Carla kalder den. Ren harmoni og lykke. Lige indtil de skulle sove. Selvfølgelig. Så startede den sædvanlige strøm af krav: Jeg vil have min ridder. Jeg vil have en bamse. Jeg vil også have en bamse, for jeg har kun en og han har to. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke sove, når det er mørkt. Jeg kan ikke sove, når der er lys. Jeg vil have en bog. Jeg kan ikke finde min bamse. Min ridder er væk. Jeg kan ikke sove…
Men så er det jo godt, det er jul, for det gav mig jo et helt nyt kort på hånden, og jeg iler straks med en anbefaling. Vær ikke for stolt. Synk gerne så dybt som mig. Metoden er afprøvet – og det virker. Prøv det selv derhjemme: Hvis jeg hører et ord mere fra jeres værelse, spiser jeg chokoladen i jeres kalender i morgen. Fuldstændig ro. Øjeblikkeligt!
Grrrr!
Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.
Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!
Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.
Og så vil jeg bare sige to ting mere:
- Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
- Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.
Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.
P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!
And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):
Pssst!
Jeg har fået lov til at holde et foredrag om min orlov, og jeg synes det kunne være sjovt at holde flere og dele alle de fede og knap så fede oplevelser med andre, så hvis du kender nogen eller et sted eller har et forslag eller noget, så hold dig endelig ikke tilbage. Skriv straks til suzettefrovin@mail.dk og lad mig høre. Du kan læse om foredraget her
20 kg kærlighed
Nogle dage kan jeg næsten ikke være i min krop af bare kærlighed til de unger. Det ligger jo ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være specielt lovable sådan en mandag, hvor de er helt balrede efter en action packed weekend efterfulgt af en lang dag i institutionen.
Men altså jeg er blød som smør. Miss Carla fik lov til at falde i søvn på sofaen, mest for min skyld, så jeg kunne ligge og snuse hende i håret og nusse hende i nakken, mens hun faldt i søvn. Nu er hun så bare ikke et nussebarn: “Vi kan også bare sige, at du nusser mig, når jeg er faldet i søvn.” Aka snitterne væk, jeg kan overhovedet ikke falde i søvn, når du laver cirkelbevægelser i mit hår!
Så nu ligger hun her lige ved siden af og snorker, mens det ville varmeapparat af en krop varmer mine fødder. Hvis ikke det er lykke i det små… (og jeg har sgu ellers aldrig været den sentimentale type, sir det bare).
Nu ska du bare se overskud!
Lørdag eftermiddag. Jeg sidder og arbejder (HAHAHA). Ok, jeg burde sidde og arbejde, men det gør jeg så ikke helt.
I stedet har jeg hængt vasketøj op, spist en hel pomelo og det meste af en pose bolsjer, drukket en kop kaffe og næsten tømt en kande te, tændt stearinlys, nærlæst en opskrift til en appelsinkage jeg skal bage til i morgen, og så har jeg taget billeder af sneen for det er sgu da fint at det kommer lige nu, hvor vi skal lege december og jul og alting. Total god timing – og i øvrigt sådan en vinter, der får mine børn til at vokse op fuldt overbeviste om, at hver eneste af deres barndoms vintre bød på meter høje snedriver. Og det uanset om sneen er væk igen på mandag…
Overskuddet skyldes hverken koffein-overload eller et anfald af mindfullness, men snarere at børnene er parkeret hos deres farmor, hvilket betyder, at jeg har både nu, og i aften efter middag og bio-tur med mit hjertes udkårne, og i morgen formiddag EFTER en hel fuldstændig uforstyrret nats søvn. Og det giver mig så anledning til at tro, at det hele kan nås på den halve tid. Åh, længe leve den overspringshandlende tidsoptimist!
Nå, tilbage til arbejdet – og fra mig til dig: En solopgang, der er værd at vågne op til (eller jeg havde så været vågen i hvert fald to timer, men du ved, hvad jeg mener).
Og inden du falder i svime over provinsen, så så husk, at der er en grund til at det er mig, og ikke en eller anden megamillionær, der har råd til at bo på det, der ligner verdens skønneste sted.
En mere til børnefamilierne
Opslag i børnehaven:
26/11: Hjææælp!
Vi har meget sygdom blandt personalet i dag.P.S. Mange børn har feber og opkast.
26/11: Og vi har også flere med skoldkopper.
Og så kan man jo passende bruge weekenden på at krydse fingre og udarbejde et kriseberedskab til næste uge. Jeg elsker vinter, våde flyverdragter og feberhede kinder… lige det jeg drømte om, inden jeg fik børn!
Hvordan sover du om natten?
I weekenden fortalte en af mine venner mig, at han tre gange hver nat tager sin hovedpude og dyne og går rundt om sin dobbeltseng for at lægge sig i den modsatte side. Imens ruller hans kæreste henover deres datter og lægger sig i hans side for at amme den lille skønhed, som straks falder i søvn igen.
Min veninde sover jævnligt i smørhul i sine børns dobbeltseng for at trøste den yngste, der nærmest har kronisk mellemørebetændelse hele vinteren igennem. De ligger selvfølgelig på den korte led, så min veninde fryser tit om fødderne.
I nat sov jeg i Miss Carlas køjeseng nænsomt svøbt Hello Kitty-lagner, fordi Carla var krøbet ind i min seng, og jeg ikke orkede at bære hende ind til sig selv, da jeg kom hjem efter midnat. Og forleden sov jeg på tre tæpper bredt ud på gulvet i børnenes værelse for ikke at vække mine forældre, der var på besøg.
De sidste fire år har jeg i det hele taget sovet lidt for meget på interimistiske sovepladser rundt om i huset med det ene formål at få børnene til at sove, mens jeg selv fik noget søvn. Jeg burde måske have lugtet lunten allerede dengang Miss Carla var helt lille, hvor jeg en morgen faldt omkuld på hendes legetæppe i stuen. Det vildeste er egentlig ikke, at jeg har gjort det. Det er derimod, at jeg og alle andre forældre jeg kender, kan fungere næsten uanset, hvor vi har sovet, bare vi i det mindste får lov til at ligge ned med lukkede øjne i mere end tre timer. Eller også er det bare, fordi jeg kun omgås folk, der er i samme situation som mig, at jeg ikke opdager hvad det konstante søvnunderskud rent faktisk gør ved mig og de andre – og at vi har opgivet at tale om noget større end den sidste uges nætter og om hvor let det bliver når børnene bliver ældre. Emner, der trods alt og efterhånden kører så meget i ring, at vi hver især kan tillade os at tage en lille lur imens.
Kun sandheden 