Lørdag eftermiddag. Jeg sidder og arbejder (HAHAHA). Ok, jeg burde sidde og arbejde, men det gør jeg så ikke helt.
I stedet har jeg hængt vasketøj op, spist en hel pomelo og det meste af en pose bolsjer, drukket en kop kaffe og næsten tømt en kande te, tændt stearinlys, nærlæst en opskrift til en appelsinkage jeg skal bage til i morgen, og så har jeg taget billeder af sneen for det er sgu da fint at det kommer lige nu, hvor vi skal lege december og jul og alting. Total god timing – og i øvrigt sådan en vinter, der får mine børn til at vokse op fuldt overbeviste om, at hver eneste af deres barndoms vintre bød på meter høje snedriver. Og det uanset om sneen er væk igen på mandag…
Overskuddet skyldes hverken koffein-overload eller et anfald af mindfullness, men snarere at børnene er parkeret hos deres farmor, hvilket betyder, at jeg har både nu, og i aften efter middag og bio-tur med mit hjertes udkårne, og i morgen formiddag EFTER en hel fuldstændig uforstyrret nats søvn. Og det giver mig så anledning til at tro, at det hele kan nås på den halve tid. Åh, længe leve den overspringshandlende tidsoptimist!
Nå, tilbage til arbejdet – og fra mig til dig: En solopgang, der er værd at vågne op til (eller jeg havde så været vågen i hvert fald to timer, men du ved, hvad jeg mener).
Og inden du falder i svime over provinsen, så så husk, at der er en grund til at det er mig, og ikke en eller anden megamillionær, der har råd til at bo på det, der ligner verdens skønneste sted.
Kun sandheden 