Category Archives: SOmeone to love

23. juni 2011
6 kommentarer
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Det er ikke det samme

Prøvnuligehørher. Hvis mit ældste barn havde været en dreng, så havde verden nok set lidt anderledes ud. Både på den gode måde. Og på den ikke så gode måde.

Den der sensitivitet kombineret med et temperament af den anden verden is freaking me out. Det kommer i bølger. Så meget har jeg da lært de sidste fem år. Men derudover ved jeg sgu ærlig talt ikke, om jeg har lært noget som helst. Måske er jeg blevet lidt mere tålmodig. Måske ikke.

Det, jeg også har lært de sidste fem år, er, at du gerne vil hjælpe og måske trøste mig med, at det er ligesom noget, du kender. Og det er sådan set sødt nok. Lidt ligesom dengang vi hver dag stod op før kl. 5, og du spurgte, om vi havde prøvet at lægge barnet senere i seng. Problemet er bare, at det ikke er det samme, som det, du kender, og at de gode råd, du selv har haft succes med, ikke virker i den her butik.

Jeg sir det ikke for at være på tværs, men fordi jeg har prøvet både med det søde og det sure, det hårde og det bløde, det planlagte og det der føles bedst lige nu. Alles. I fem år.

Og ved du, hvad jeg står tilbage med? Det samme. Helt det samme. Bare fem år ældre. Råben og skrigen og smækken med døre og kasten med ting og tænders gnidslen. I perioder fra vi står op om morgenen til vi går i seng om aftenen. I perioder næsten ikke. Og hver gang vi rammer en næsten-ikke-periode ånder jeg lettet op og tænker, at nu – endelig – er vi ude på den anden side. Nu blir det ligesom hjemme hos jer andre på godt og ondt, men i det mindste gennemsnitligt. Så knuselsker jeg det lille atomkraftværk for al hendes glæde og hendes evne til at tage hovedspring ud i livet og for at være indbegrebet af, hvordan et lille menneske kan gå på med krum hals.

Jeg elsker hende hver eneste dag. Selvfølgelig. Ubetinget. Men når dagene er fulde af kampe og sammenbrud sætter jeg mig næsten hver aften ved hendes seng, stryger hende over håret og krammer hende (fordi jeg endelig kan få lov) og hvisker: “Lille søde menneske, hvordan kan der være så meget vrede i sådan en lille krop?” For jeg forstår det virkelig ikke. Sensitivitet eller ej. Hvorfor al den vrede?

Og hvis nu hun havde været en dreng. Havde vi så syntes det var lige så hårdt. Havde vi handlet anderledes? Havde vi grinet mere? Været mere overbærende?

med emneordet , ,
15. juni 2011
4 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Vinderen og en lortehistorie

I dag sker dette:

Efter jeg har hentet børnene, går vi hjem og tager badetøj på. Eller de tar badetøj på. Jeg tager håndklæder og kaffe, og så går vi over gaden og ned til vandet. En af de dage, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar overskud.

Faktisk er jeg så ovenud begejstret, at jeg tager dette billede af mine børn. OMG. Selv vandet glimter som sølv og ædelstene. Ren magi.

Billedet lægger jeg selvfølgelig straks på Facebook med ordene: “Det er sådan en eftermiddag der får en til at glemme genstridige unger, de altid ventende madpakker og vasketøjsbjerget”

Da Carla pludselig tripper, fordi hun skal mere end tisse, er jeg vel tæt på ekstase over idyllen, så jeg stikker hende nøglen til huset og en formaning om at se sig godt for, når hun går over vejen.

5 minutter går. 10 minutter. Og så er det, jeg tænker, jeg lige vil kaste blik ned ad vejen for at se, om hun er faldet i staver eller snak på vejen. Men hun er ingen steder at se, så Halfdan og jeg går hele turen tilbage, og der står hun i døren med lidt spredte ben og grådkvalt stemme.

Der er nemlig det med de soldragter, at lynlåsen sidder bagpå, og 5-årige arme er lige præcis for korte til selv at kunne nå…

Morale: Den, der praler med sit paradis, ender med at stå og spule lort ud af røven på sine børn.

Og vinderen, trække, trække lod (min mand og børn udgik af lodtrækningen, trods alt): Eva R. Send mig fluks en mail, så får du en lille souvenir fra Thailand.

 

 

 

med emneordet , ,
3. juni 2011
2 kommentarer
Sandheden, SOmeone to love

Til alle jer katteejere

Hold nu godt fast, for det her er måske, eller faktisk temmelig sikkert den eneste gang. Om igen. Det er den eneste gang, du kommer til at se søde dyr på bloggen. Normalt ikke lige min spidskompetence eller interesseområde. Men bare for at sige, at jeg ikke er helt hjerteløs.

So here’s to you fra en skovl i Thailand with love:

image

med emneordet , ,
27. maj 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love

Det poetiske barn

Jeg er lige i gang med at modbevise, at selvom forældrene (mig) ikke har et alt for asketisk forhold til bandeord (og kussetyve), behøver der ikke komme havnearbejderunger ud i den anden ende.

Fx kan ens barn godt sige ting som: I virkeligheden er jeg en engel, men en dag kom der en og tog mine vinger, så nu kan jeg ikke flyve mere.

P.S. Han kan også godt sige dumme mor og du er grim og så sparker jeg dig, men det er naturligvis kun rent undtagelsesvis. Og vi slår hårdt ned. Lige med det samme. For sådan taler vi ikke til hinanden. Hjemme hos er vi alle sammen engle uden vinger og så er det nemt at glemme sølvstøvet indimellem.

med emneordet , , ,
4. maj 2011
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Sandheden, SOmeone to love

Der, hvor man ikke har lyst til at ende et langt liv

Nyt besøg hos den 102 ½-årige  i dag. Som nu er på aflastningsstue på plejehjem. Hvilket på en måde er at foretrække frem for lille hus i überudkants-Danmark, hvor der helt alvorligt ikke er andet en sociale bedragere, gamle mennesker, 5 x hjemmehjælp dagligt og en kaldealarm tilbage. Og så på en en måde slet ikke at foretrække.

Jeg har en gloværdig fortid på de københavnske plejehjem og ved alt – og lidt for meget – om at tørre gamle mennesker in the behind, børste løse gebisser og lægge dem i vand til natten, skifte forbindinger og det, der er meget, meget værre for en amatør at vide. Det er et seriøst sindsygt job, hvor du kan tale om at have mange bolde i luften ad gangen, og hvor du hele tiden forsøger at lade som om du har tid til at sludre og skabe omsorg og være noget for nogen, mens du har lige præcis 4 timer til at lægge 14 mennesker i seng. Don’t even get me started.

Og så i dag… at træde ind i det, vi leger er et hjem for de gamle, men som mere end noget andet ligner en institution. Hvor der er lidt for mange blomster på dugen. Hvor der lugter lidt for meget af leverpostej og dårlig ånde. Og hvor der er stille som ind i helvede.

I virkeligheden er det ikke det værste. Det værste er at se de gamle mennesker, som vi kalder beboere, fordi vi leger, det er deres hjem, selvom ingen af dem føler sig rigtig hjemme. At se dem sidde der rundt om den lidt for blomstrede dug med tomme øjne og livsløse mundvige. At høre dem hviske henover bordet til hinanden, mens de spejder efter nogen, som kan befri dem, lægge dem i seng, sige godnat.

At se ham sidde der og næsten ikke kunne kende ham, fordi han falder sammen i stolen og slet ikke ligner sig selv, men på to dage er blevet en gammel mand, der bor på plejehjem. At se ham sidde der uden tænder (hvis du vidste, hvor mange mennesker, der har deres gebis stående på vasken i badeværelset, når de flytter på plejehjem). At mærke hvordan hans hånd holdt godt fast i min, da jeg satte mig ved siden af ham, og sagde: “Hvor er det godt, du er kommet et sted hen, hvor der er nogen, der passer på dig.” Han svarede: “Synes du det. Jeg synes det er meget trist, og jeg venter hverdag på, at jeg ikke vågner. Det her er jo ikke et liv.”

Han sagde: “Jeg kan ikke forstå, at jeg ikke har nogen appetit, og da jeg prøvede at spise et stykke franskbrød, fik jeg det dårligt og måtte spytte det ud med tænder og det hele. Hvordan har det ikke set ud for de andre?”

Han sagde: “Ved du hvad? Det mærkelige er, at når jeg trykker på kaldealarmen her, så går der ligeså lang tid, før der kommer nogen, som da jeg lå derhjemme i min seng og ringede efter hjemmehjælpen.”

Jeg sagde: “Jeg skal måske til Thailand og Burma senere på måneden.” Han sagde: “Det lyder spændende. Hvem skal så passe børnene?” Jeg svarede: “Det regner jeg med deres far skal.” Han sagde: “Ja, hvad skal du med en mand, hvis han ikke kan passe børnene.”

Jeg hørte mig selv spørge: “Hvad fik du at spise til aftensmad?” Det har jeg aldrig spurgt ham om før.

Han sagde: “Jeg er så træt, så træt, men når jeg kommer i seng, så kan jeg ikke sove.” Jeg spurgte: “Hvad laver du så?” Han svarede: “Ligger og glor op i loftet, der er jo ikke andet at gøre.”

Jeg sagde: “Hvor er det dejligt, at du nu bor sammen med nogen af dem, du kender fra gamle dage.” Han svarede: “Ja, men det var da lidt sjovere, hvis man havde kræfter til at tale med hinanden.”

Jeg hørte den ansatte spørge: “Får du din natpille nu eller senere?” Jeg tænkte: “Piller? Du tager da ikke piller.”

Og hans kæreste gennem 15 år  (eller jeg ved ikke, om han tænker sådan om hende mere, for hun har boet på plejehjemmet i to år allerede og er langt mindre frisk i hovedet end han). Hun bor på gangen ved siden af. Han sagde: “Igår kom Anna forbi i sin kørestol sammen med en af de ansatte, men jeg går så langsomt nu, og jeg kunne ikke råbe dem op, så jeg nåede ikke hen til hende, inden de var gået.”

Det er jo ikke et liv, vel? Vi må godt sige farvel nu, mens der er stadig er en smule værdighed tilbage. Mens han stadig er ham, der stod bøjet over sine jordbær på den anden side af hækken i min barndoms have. Det er næsten for sent.

med emneordet , , ,
28. april 2011
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

The truth and nothing but…

Elsker I ikke bare de der morgener, hvor det ene barn starter med at skælde ud over at smørret smelter på friskbagt brød, og den anden råber Dumme mor, fordi han ikke må tage sin guitar og sit ridderkostume med i børnehave? Og hvor man også selv lige når at råbe så højt af det ene barn, at det andet barn helt af sig selv redder hår, børster tænder, tager solcreme, jakke og gummistøvler på og stiller sig uden for og venter på furien og den genstridige bror?

Elsker I ikke bare, når man lige når at give sin børn et forsonings [slash] dårlig samvittigheds-knus inden afgang, og man endda får sagt undskyld for råberiet, og den lille siger, at han også bare gerne vil sige undskyld for det med dumme mor? Og at man møder smilende op i børnehaven med søde børn, og pædagogen rutinemæssigt spørger, om børnene er stået tidligt op, og ens barn helt tørt svarer: “Ja, og jeg nåede også at få skæld ud af mor.”

med emneordet , , , , ,
27. april 2011
1 kommentar
SOmeone to love, The kids

Når de sikre metoder glipper

Jeg har et stort barn, der laver meget ballade. Som råber og skriger, når hun er utilfreds og føler sig uretfærdigt behandlet. Som aldrig tager et nej for et nej, men altid er villig til at diskutere eller forhandle sig frem til en acceptabel løsning. Det er anstrengende indimellem, men det er også til at tage at føle på. Og i mine mest desperate perioder har vi haft gode resultater med både krydssystemer, tænketid på værelset og almindelige gemene trusler om stort og småt.

Men så er der ham, den lille. Den søde. Den nuttede. Den charmerende. Familiens klovn, som har besluttet sig for at gøjle sig ud af livets konflikter. Som aldrig har været modtagelig over for trusler, og som derfor siger ja tak til at blive lagt i seng før tid, hvis hans mor truer med det. Og som svarer “Øh. Nå. Hovsa.”, når jeg påpeger at han ikke ligefrem kan beskyldes for at være den mest ihærdige oprydder. Eller som til sidst bliver båret fra bordet, fordi han optrådt med 100 måder, du kan fordele ketchup ud over et spisebord, og som kvitterer med et fjoget udtryk, en lille vinkende hånd og et “Nå. Tak for det!”

Vi lejer ham gerne ud, hvis du har brug for en lidt overgearet konferencier i ministørrelse.

med emneordet , ,
14. april 2011
5 kommentarer
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Når livet slutter…

Puha. I dag har jeg givet et knus af den slags, som man ikke ved om blir det sidste. Sådan et knus, hvor man slet ikke har lyst til at give slip. Hvor man ville ønske, at alting bare kunne være som det altid har været.

Det har været sådan en dag, hvor tankerne flyver, og minderne kappes om at komme først. Hvor der dufter af barndom og jordbærgrød med fløde og friskbagt kringle. Hvor jeg ser mig selv sidde og dingle med sommerbrune ben ved et lille undselige spisebord i et velkendt køkken, mens karbonader bliver serveret fra en sydende pande med nye kartofler, persille og smørsovs til lyden af rådhusklokkerne i radioen. Hvor jeg kan høre bornholmeren slå sine tunge slag, mens jeg vinder endnu et spil kort, og vi drikker kaffe og næsten selvlysende citronsodavand fra Brugsen. Hvor vi kører gennem skoven, langs vandet, rundt i sommerlandet og spiser is og snakker om alt det man snakker om, når en er 8 og en anden er 74.

Det er et venskab, som opstod, fordi en lille pige gik rundt i haven derhjemme og kedede sig lidt, og hans køkkenhave var lige på den anden side af hækken. Og hvis hun bare lænede sig godt tilbage i gyngen og fik god fart på, kunne hun gynge lige akkurat så højt, at hun kunne kigge over hækken og se ham plukke jordbær. Han havde ikke et navn, og hun tænkte ikke på at spørge, hvad han hed, for eftersom han jo boede der lige op og ned af deres hæk, kom han med barnets logik til at hedde det, han var, nemlig Naboen.

Vi har kendt hinanden i 34 år. Jeg kalder ham stadig Naboen. Han er 102 (og et halvt, fordi alle dage tæller), og han er det sejeste menneske, jeg kender. Men nu er han ved at dø. Sådan rigtigt. Og det er ikke til at holde ud, for der er nogle ting, der bare skal være som de altid har været.

I dag drak vi kaffe sammen og talte om stort og småt, som vi plejer. Et øjeblik var det virkelig ligesom det plejer at være. Indtil han rejste sig fra sin stol næsten gennemsigtig af træthed. Ikke længere rank og viljefast, men bare et lillebitte menneske, der har brugt sine sidste kræfter. Jeg puttede ham i hans seng, lagde dynen over ham, som jeg hver aften putter mine børn. Gav ham et knus og sagde farvel, men også på gensyn. Selvom farvel måske er, hvad det var.

med emneordet , , ,
26. marts 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden, SOmeone to love, The kids

Alt kan købes for penge…

Også kærlighed… Og for 40 kr. er der direkte adgang til min søns ridderhjerte. Efter jeg overrakte ham to bæreposer med playmobilguld fra det lokale loppemarked, har det ikke skortet på komplimenter som Du er den bedste mor, og Du er flot, mor, meget flot! Ah… hvad to gyldne mønter ikke kan gøre for idyllen sådan en smuk forårsdag.

image

image

image

med emneordet , ,
20. marts 2011
3 kommentarer
SOmeone to love, The kids

Hvad børn gør ved en

Der er sgu mange ting, der er underligt ved at få børn. Jeg forstår stadig ikke, at jeg på en gang kan længes så vildt meget efter tid alene, og så samtidig savne terroristerne så afsindigt, når de ikke er her. Som nu i går fx. Så ligger man der i sin kæmpestore seng helt alene – ikke så meget som et lillebitte åndedræt kan man høre. Der er bare stille. Helt stille. Nærmest angstprovokerende stille.

Der er også det der med deres små varme kroppe, som jeg hele tiden har lyst til at kramme. Og abstinenserne, når jeg ikke kan stikke næsen ned i deres hår og dufte til dem. Og deres smil når de kigger på mig og næsten snubler over ordene, fordi der er så meget at fortælle fra det sidste døgn.

Der er selvfølgelig også det forunderlige i at have glædet sig så meget til, de kommer hjem og så starte med at skælde ud. Bare ligesom for at komme ind i gængen igen. Og det helt fantastiske i, at de altid kan trække en tilbage til rimeligheden, når de kigger på en og siger: Du må ikke skælde mig ud med den høje stemme, for så er det ligesom om jeg græder lidt inde i hovedet.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →