Englevinger. Jeg ønsker mig sæt englevinger. Sådan nogle hvide, brede, bløde vinger, der kan flyve gennem ild og vand og drømme. Englevinger. Ikke andet. Det kan godt være dem fra Søstrene Greene. Hvis det er. Tak!
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: Mig sagde hunden
Jeg glæder mig i denne tid…
I morgen – om 33 timer (og det er 33, Tina Nedergaard) – inkasserer jeg en (meget) forsinket OG kombineret fødselsdagsgave, og den har eddermame været værd at vente på!
For hvis ikke man har brug for en Luksus Hamam-oplevelse i iskolde december, så ved jeg ikke… Jeg glæder mig i hvert fald til varme, saltpeeling, massage og ansigtsbehandling.
Og jeg skriver det jo ikke for, at du skal blive misundelig eller anerkende den juleappelsin, der lige landede i min turban der. Jeg fortæller det selvfølgelig som en slags service til dig og de julegaver, du skal gi. Hvem ved måske er der nogen, der står og mangler et Hamam-besøg. Selv tak for tippet.
Kære Gud!
Kære Gud!
I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?
Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.
Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.
Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.
Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.
Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.
Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.
Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.
Kærlig hilsen
En mor
*************
Jeg har ondt i halsen. Men det er ikke det værste. Heller ikke, at jeg hoster og hoster. Det værste er derimod, at jeg har mistet stemmen. Er I klar over, hvor svært det er at være mor en hel søndag, når man hvisker?
Alene det at få børnene til at være stille nok til at de kan høre, at jeg rent faktisk forsøger at få dem til at holde op med at hoppe i sofaen eller stikke sværd i øjnene på hinanden eller spise alle pebernødderne (så der ikke er nogen til mig nu, hvor jeg holder sofapause, mens resten af familien er i svømmehallen)…
Nogen, der har erfaringer med at mime godnathistorier?
Gaven er åbnet
Åh nej! Jeg er under pres for jeg har fået den fineste gave i den store blogpakkeleg – eller rettere gaver fra Davadottir (og jeg må det samme beklage, at billedet på ingen måde yder gaven retfærdighed, men jeg havde lige to børn, der skulle i tøjet, boller i ovnen (hvorfor?!) og sne, der skulle skovles.
Men altså tjek lige 2 engle, der øjeblikkeligt glimtede sig lige ind i hjertet på Miss Carla, en flypose, der kommer til at gøre supermarkedsmodellen til skamme for evigt (og jeg elsker gul i øvrigt) og en håndklædehætte – det er jo godt tænkt at designe et håndklæde, som rent faktisk bliver siddende om håret uden at veje et ton. 10 point for den alene. Og tak af hjertet for det hele. Jeg er meget glad.
Men altså det var lige 1-2-3-4 gaver, ik? Og nu er jeg da totalt presset over den lille spirrevip af en ting, jeg havde planlagt at sende videre ud i blogland inden længe. Må straks revurdere og optimere og supplere…
I morgen får jeg en gave
I morgen åbner jeg min egen – og eneste – kalendergave.
Vente-vente-vente…
Og bagefter sender jeg en gave videre i systemet – den skal bare liiige materialisere sig først. Men det kommer, det kommer.
Takket være Den kreative pakkekalender skifter 134 gaver hænder i december. Genialt
Så sank jeg så dybt
Åh, den søde juletid med adventsgaver og chokoladekalender. Altså ikke til mig, vel? Det løb er ligesom kørt, når man får børn – ligesom julegaverne. En gang for ikke så længe siden lå jeg ellers lunt i svinget. Masser af gaver. Men den energi er nu kanaliseret over i børnene. Fordi de fortjener det? HAHAHA!
Efter en lidt skinger start på eftermiddagen, hvor Halfdan fik smørskålen ned over foden og blev paralyseret af sin egen smerte, lykkedes det at skabe god stemning, lave aftensmad og i fællesskab se det første afsnit af Sving i Julet, som Miss Carla kalder den. Ren harmoni og lykke. Lige indtil de skulle sove. Selvfølgelig. Så startede den sædvanlige strøm af krav: Jeg vil have min ridder. Jeg vil have en bamse. Jeg vil også have en bamse, for jeg har kun en og han har to. Jeg er tørstig. Jeg kan ikke sove, når det er mørkt. Jeg kan ikke sove, når der er lys. Jeg vil have en bog. Jeg kan ikke finde min bamse. Min ridder er væk. Jeg kan ikke sove…
Men så er det jo godt, det er jul, for det gav mig jo et helt nyt kort på hånden, og jeg iler straks med en anbefaling. Vær ikke for stolt. Synk gerne så dybt som mig. Metoden er afprøvet – og det virker. Prøv det selv derhjemme: Hvis jeg hører et ord mere fra jeres værelse, spiser jeg chokoladen i jeres kalender i morgen. Fuldstændig ro. Øjeblikkeligt!
Grrrr!
Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.
Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!
Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.
Og så vil jeg bare sige to ting mere:
- Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
- Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.
Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.
P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!
And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):
Pssst!
Jeg har fået lov til at holde et foredrag om min orlov, og jeg synes det kunne være sjovt at holde flere og dele alle de fede og knap så fede oplevelser med andre, så hvis du kender nogen eller et sted eller har et forslag eller noget, så hold dig endelig ikke tilbage. Skriv straks til suzettefrovin@mail.dk og lad mig høre. Du kan læse om foredraget her
20 kg kærlighed
Nogle dage kan jeg næsten ikke være i min krop af bare kærlighed til de unger. Det ligger jo ikke nødvendigvis i kortene, at de skulle være specielt lovable sådan en mandag, hvor de er helt balrede efter en action packed weekend efterfulgt af en lang dag i institutionen.
Men altså jeg er blød som smør. Miss Carla fik lov til at falde i søvn på sofaen, mest for min skyld, så jeg kunne ligge og snuse hende i håret og nusse hende i nakken, mens hun faldt i søvn. Nu er hun så bare ikke et nussebarn: “Vi kan også bare sige, at du nusser mig, når jeg er faldet i søvn.” Aka snitterne væk, jeg kan overhovedet ikke falde i søvn, når du laver cirkelbevægelser i mit hår!
Så nu ligger hun her lige ved siden af og snorker, mens det ville varmeapparat af en krop varmer mine fødder. Hvis ikke det er lykke i det små… (og jeg har sgu ellers aldrig været den sentimentale type, sir det bare).
Kun sandheden 