Category Archives: Mig sagde hunden

15. juni 2011
4 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Vinderen og en lortehistorie

I dag sker dette:

Efter jeg har hentet børnene, går vi hjem og tager badetøj på. Eller de tar badetøj på. Jeg tager håndklæder og kaffe, og så går vi over gaden og ned til vandet. En af de dage, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar overskud.

Faktisk er jeg så ovenud begejstret, at jeg tager dette billede af mine børn. OMG. Selv vandet glimter som sølv og ædelstene. Ren magi.

Billedet lægger jeg selvfølgelig straks på Facebook med ordene: “Det er sådan en eftermiddag der får en til at glemme genstridige unger, de altid ventende madpakker og vasketøjsbjerget”

Da Carla pludselig tripper, fordi hun skal mere end tisse, er jeg vel tæt på ekstase over idyllen, så jeg stikker hende nøglen til huset og en formaning om at se sig godt for, når hun går over vejen.

5 minutter går. 10 minutter. Og så er det, jeg tænker, jeg lige vil kaste blik ned ad vejen for at se, om hun er faldet i staver eller snak på vejen. Men hun er ingen steder at se, så Halfdan og jeg går hele turen tilbage, og der står hun i døren med lidt spredte ben og grådkvalt stemme.

Der er nemlig det med de soldragter, at lynlåsen sidder bagpå, og 5-årige arme er lige præcis for korte til selv at kunne nå…

Morale: Den, der praler med sit paradis, ender med at stå og spule lort ud af røven på sine børn.

Og vinderen, trække, trække lod (min mand og børn udgik af lodtrækningen, trods alt): Eva R. Send mig fluks en mail, så får du en lille souvenir fra Thailand.

 

 

 

med emneordet , ,
9. juni 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

En forsmag på det der venter (inkl. konkurrence)

Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare  vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.

Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.

Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?

P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.

med emneordet , , , ,
31. maj 2011
1 kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Guld og Buddha – det er lige mig

Jeg har efterhånden været op i halvandet døgn uden at sove mere end små korte powernaps. Det kan man godt blive lidt mærkelig af, skulle jeg hilse at sige. Men altså Thailand, egå? Det er bare megafedt. Stadigvæk. Varmen holder. Regnskoven holder. Templerne holder. Stemningen holder. Karryen holder. Og Bob Marley holder (der er ikke noget som den lille rastafætter, der kan vække mit slumrende backpackergen til live. Åh, hvem der bare var 19 igen…) Nå, men jeg er jo sådan set på arbejde, og det er da heller ikke fordi vi har ligget og røget os skæve i skyggen. Det eneste, jeg er skæv af, er for lidt søvn og tidszoner, der krydser hinanden. I morgen står den på interviews, interviews, interviews…

Men indtil da skal du ikke snydes for det smukke nordlige Thailand. Me I like.

med emneordet , ,
18. maj 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden

Men in orange?

Har du lagt mærke til, hvor uforholdsmæssigt mange mænd der alligevel er glade for orange? Nå, ikke. Måske er det bare et sammenfald, at jeg de sidste dage har set bemærkelsesværdigt mange mænd iklædt netop den farve – eller som har ladet sig fotografere op ad en orange baggrund. Bemærkelsesværdigt, fordi det er meget, meget få mennesker (i verden nærmest), der rent faktisk kan bære den farve – og ud af de meget, meget få mennesker er det en meget lille procentdel, der er mænd.

Og nu vi taler om det. Hvad skete der lige for Kåre Quist i Kontant i går? Var det bare mig der så ham iklædt en meget nedringet t-shirt og beige cottoncoat? Og er jeg den eneste, der ikke helt forstår hvorfor?

Og hvad sker der i øvrigt for mig, som drømmer om at sidde i toget til Berlin i morgen med Albertes fantastiske musik i ørerne? Kan det virkelig passe, at der kun er Hansi Hinterseer, Thin Lizzy og Kids Hits at hente i den lokale Ekspertforretning? Og hvad siger det musikudvalg om provinsen og om mig, der har valgt at bo her?

med emneordet , , , ,
17. maj 2011
1 kommentar
As if, Mig sagde hunden

Skæbnens huskekage

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…

I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.

Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?

med emneordet , , ,
16. maj 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Ord, der starter med k

Det er ikke ordforrådet, den er gal med. OMG. Så mange ord, der strømmer gennem hovedet og ud af munder på det barn. Konstant. Og os, hans genetiske ophav, synes jo bare, han er noget så sød, når han fortæller historier. Og totalt nuser er det også, at hans udtale endnu ikke er helt på plads. Særligt K spænder ben, så Carla bliver til Darla, køkkenhave til døddenhave, kammerat til dammehart (R er også temmelig svært, spørg bare kæresterne Mahie og Sighid).

Anyways. Vi snakker en hel del om, hvad vi skal gøre. Eller rettere om vi burde gøre noget. Men i vanlig stil bliver det ikke rigtig til noget. I fredags fortalte en pædagog i børnehaven, at en talepædagog havde givet det råd, at det er rigtig godt at overdrive lydene.

Således grebet af den gode stemning ved aftenbordet i går kastede vi os ud i overartikulerede K-ord, som til sidste endte med at hele familien sad og råbte til hinanden:

– [K]ammerat

– [K]ammerjun[K]er

– [K]anon

– [K]lamphugger

Et ord, der fik Miss Carla til at bryde fuldstændig sammen af grin, og som Halfdan til alles overraskelse kunne sige. Og så fik de voksne blod på tanden:

– [K]lemme

– [K]lejne

– [K]lasse

– [K]ussetyv

Begejstringen løb ligesom af med mig. Og i øvrigt var det et rigtigt godt ord at råbe højt. Spørgsmålet: Hvad er en kussetyv? viste sig lidt svært at besvare på et stadie, hvor vi ikke engang er nået til at sætte de rigtige ord på forplantningens hellige handlinger. Undskyld.

med emneordet , , , , ,
8. maj 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Jeg kunne bare lade være

Seriøst, jeg har end ikke den mindste lillebitte anelse om, hvorfor jeg skrev som jeg gjorde i overskriften. Kan ikke engang huske, hvornår jeg skrev det. Udover det må have været i dag.

Midt på siden er der fremhævet en rød boks, hvor der står “Det har du ikke rettigheder til at gøre.” Og når jeg publicerer siden, spørger systemet: “Er du sikker på du vil gøre det?” Måske skulle jeg bare lade være. Eller jeg ved ikke…

P.S. Jeg skulle selvfølgelig have grebet ind i dag, for det viste sig, at det hjemmestrikkede køkken havde specialiseret sig i retter kogt på alle havens hvide og sorte tulipaner… Så det var det. Godt for kokkene, at æbletræet blomstrer nu.

med emneordet ,
8. maj 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Hovedet i busken

image

Jeg kommer aldrig til at forstå hvorfor jeg blev slynget ind i den bane i universet som gjorde mig mor til et barn fra en anden galakse som tilsyneladende har brug for minimal søvn. Bare vent, det ska nok ændre sig, siger du. Tak for den. Jeg har sådan set ventet i fem år – og ligner efterhånden en der har ventet dobbelt så længe. Mindst.

Og nu forsøger jeg at gemme mig i en kop kaffe mens børnene leger en leg af den type, så man bare krydser fingre for ikke kammer over. Lige nu er de fx i al hemmelighed gået ud i haven for at hente blade og sand til at lave mad i deres køkken under bordet. Jeg hørte også et barn nævne noget med vand…

6. maj 2011
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Farmorbørn, Mig sagde hunden

Jeg tog fejl

Trætte børn. Træt mor. Og hvad er så det værste der kan ske? 1) At de ikke vil sove, når de lander på madrasser skeløjede og ligblege, og 2) at moren ikke helt magter opgaven og udviser behørigt overskud. I kombination er det opskriften på kaos og en del skrål og skrig og løben frem og tilbage drysset med en god gang råben og trusler. Nice!

Nå, men jeg skyllede farcen ned med fem skumfiduser (løgn, jeg tømte posen) og en kop lunken te, inden jeg gik tilbage til åstedet og gav dem et knus og sagde undskyld for råberiet og at jeg selvfølgelig ikke mente det med cyklen og at jeg ikke var sur mere. Det føltes overraskende godt, og glorien var igen til at bære.

Men egentlig gad jeg godt, at trætte børn i det hele taget og som hovedregel bare lagde sig til at sove, gerne en 12-13 timer af gangen. Så var der jo slet ikke brug for at hæve stemmen og true sig til at få sin vilje.

med emneordet , , ,
5. maj 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden

Se mig! Jeg er sjov!

Jeg startede ud med en sjov liste, fordi lister er sjove at læse – og skaber vildt meget identifikation, hvis de er sjove. Min liste var bare ikke sjov. Uanset om jeg prøvede at sige noget overraskende om at være mor eller om at have børn. Jeg var ikke sjov og mine børn heller ikke. Og slet ikke i listeform.

Det er egentlig ret trist. Og helt klart noget vi må arbejde med. Gad vide, om der er en højskole eller noget AOF-kursus for humorforladte familier, der har brug for at komme i gang med at være sjove?

Det var bare fordi jeg tænkte, at der jo også kommer en dag, hvor jeg skal holde op med at skrive tårevædende indlæg, som får dig til at snøfte ned i tastaturet. Det går ikke, og humor skulle vist være på vej tilbage. Det er noget med finanskrisen, og når folk hverken har job eller penge til at betale husleje for, så får vi brug for at mødes om noget, der er sjovt. Som Ørkenens Sønner for eksempel. Eller Linie 3, som snart skal på turne. Vistnok fordi Anders Bircow har brug for at lave nogle penge, og Thomas Eje er kommet ud af Las Vegas og Sønderborg og har smidt skægget og bohemelivet på porten. Jeg glæder mig helt vildt til at se, hvilke instrumenter Thomas Eje kan lyde som, og om Anders Bircow har sin guitar med. Det bliver også spændende, om de laver den med Dronningen, synes du ikke?

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →