Nå, men jeg går ud fra, det er ved at være tid til at bestille tid hos frisøren til min søn, når jeg i løbet af samme uge bliver spurgt om begge piger er mine børn – og når barnet i et forsøg på at spise morgenmad uden at få hår i munden beder om at få en hårbøjle på ligesom sin søster.
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Category Archives: Farmorbørn
Opsamling
1) Poul hed han, ham der hentede den døde plæneklipper. Han havde en magen til derhjemme, som også var død. Så han håbede, at hvis han tog det bedste fra dem hver, kunne det blive til en, der virker igen. Egentlig smart nok. Og temmelig ecofriendly – hvis altså ikke lige han havde kørt 130 km med trailer for at hente maskineriet.
2) Status på suppekuren er, at jeg holdt i 5 dage (ok, 4½) og med usædvanlig stor selvdisciplin befriede mit korpus for 3 kg (ok, 2,6 kg). 5 dage uden sukker og koffein, og min krop kunne godt lide det, men igår kom den til at spise en plade chokolade til frokost, så nu er vi på en måde tilbage til status quo. Opskriften er her, hvis du selv vil prøve.
3) Vi har besluttet os for at bruge 25.000+ på nye tagrender (med 15 års garanti), en undervognbehandling og vinterudstyr til børnene. Se, det som en praktisk oplysning, hvis du overvejer at investere i en kernefamilie.
4) Det blev ikke til islandsk nordlys i september, fordi det er hverdag hele tiden, og feriepauser ikke kommer af sig selv, men er noget der kræver benhård planlægning og prioritering.
5) I går lagde mit ældste barn alt vasketøjet på tørrestativet sirligt sammen. Det ser pænere ud end når jeg gør det. På torsdag fylder mit yngste barn fire, så nu er vi vel ved at være klar til en 3’er (det var for sjov, mor).
Skæld mindre ud – easypeasy
Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…
Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?
Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.
Jeg tar den på min kappe
Lige om lidt holder jeg kæft med den ferie og de billeder, der kom med hjem. Det er jo ved at udvikle sig til en slidt udgave af TV2 Nyhederne, hvor der ikke er grænser for, hvor mange vinkler man kan lægge ned over den mindste lille begivenhed.
Men altså man skulle jo tro, at vi ikke havde lavet andet end at indtage føde på den ferie. For de 194 billeder viser børn, der spiser morgenmad, børn, der snacker, børn, der spiser sandwich, børn, der giver deres bamse mad, og børn, der spiser aftensmad. 100 af billederne viser udelukkende børn, der spiser is. Jeg synes åbenbart mine børn er utroligt søde at være sammen med, når de spiser. Og sådan gik det til, at jeg blev hende den amerikanske mor, der tvangsfodrede mine børn, som blev så store, at de måtte løftes ud fra førstesalen med en kran. Var det noget, TV2?
Ok, selvfølgelig har jeg ikke taget 194 billeder af spisende børn. Jeg tog nemlig også et snapshot af hele familien i elevatoren i lufthavnen på vej hjem. Sjovt nok, synes min kæreste ikke nødvendigvis det var den bedste ide, jeg fik på den tur. Som du kan se på billedet, havde jeg det til gengæld meget sjovt, men det er selvfølgelig heller ikke mig, der forsøger at bakke vaklende bagagevogn inkl. 2 (på alle måder) balancerende unger ud af elevator imens.
Han havde til gengæld haft god mulighed for at få fotorevanche, da jeg en time senere jonglerede med to overtrætte børn og et toiletbesøg gone wrong på hektisk og temmelig crowded rasteplads. Nu er han så bare ikke så besat af at dokumentere familiens kalorieindtag (eller den efterfølgende rejse), som hans maniske livsledsager. Du vælger selv, hvem der har fat i den lange ende.
Sommerferie i børnehøjde
Jeg har så nærmest ikke taget et eneste vellykket billede fra feriekollektivet i Spanien. 11 børn i en hvirvelvind og rigelige mængder hvidvin efter børnenes sengetid gav sjovt nok ikke lige kameraet førsteprioritet. Ikke mindst fordi jeg det meste af tiden ikke havde nogen som helst fornemmelse af, hvor det var blevet af i bunken af badevinger, våde håndklæder og perleplader.
Af billederne fremgår det, at det en del af ferien også har været i hænderne på min søn, og på den måde får man jo så også en fornemmelse af, hvad det er for en ferie, han har været på. Temmelig stilfærdig i grunden.
And the winner is…
I dag er jeg på vinderholdet. Ironisk nok i en kronikkonkurrence i Information om, hvad præstationskulturen gør ved os allesammen. Og jeg kan bare sige, at den der sms, der tikkede ind på min telefon sent tirsdag eftermiddag, den gjorde ualmindeligt godt. Ikke mindst fordi der ud over æren også fulgte to flybilletter til Island med i begejstringen. Så nu er der dømt shopping i Reykjavik, nordlys på romantisk hotel i ødemarken og den slags ødselt tidsfordriv.
Kronikken? Den handler om sådan nogle som mig, der har travlt med at lade som om, at jeg ikke har en eneste lillebitte ambition på mine børns vegne, selvom jeg nærmest ikke har andet. Måske kender du det? Bare lidt? Nå, men i hvert fald kan du så læse om sådan nogle som mig og mit særligt talentfulde barns potentiale lige her
Jeg er ikke holdt op
OK. Rimelig mørkt billede af sovende barn i sidste indlæg. Beklager. Altså at du på den måde gik glip af min engel.
Apropos søvn. Det ka godt være de var lang tid om at falde i søvn i storkollektivet men hold kæft hvor de sov begge to når de så gjorde det. Nu vågner de om natten og ska ha noget at drikke, tisse og trøstes. Er det mon en tanke værd at de i under den spanske ferie delte seng med deres forældre…
Og apropos børn. Så har de været noget frustreret over stilheden, vejret og maden siden vi kom hjem. På en måde ligesom de voksne. For her flyder ingen dameblade, serveres hverken kolde gintonics eller rislende hvidvin og her er der kun to til at vaske tøj og rydde op og lave mad. For slet ikke at tale om selskabet. Der er sgu temmelig stille i ligusterkvarteret efter sådan en uge.
Lige nu er der faktisk bomstille. For resten af familien er ude og rundt omkring så her er bare kaffe, fuglesang og motorvejens susen. Også en form for provinsromantik som føles rart. Trods alt.
Det havde jeg glemt (om sommerferie)
Goddamn. Sol holder. Spanien holder. Swimmingpool holder. Det hele holder fordi det er ferie og dagene er endeløse (det samme var den første nat hvor piraten var vågen lige omkring 8000 gange og så blev jeg lige igen mindet om hvorfor jeg er SÅ færdig med at være babymor).
Men nu er de i badetøj. Jeg har fået cafe con leche og læser Dy Plambeck og så er alt lutter idyl.
Der er åbenbart ingen grænser for hvor mange gange man tilgiver sine børn. Utroligt, når man tænker på hvad de trods alt trækker en igennem på relativt kort tid. Ikke ret mange andre der kunne komme af sted med det. Eller måske ingen faktisk.
Nå, men det var den ferie vi kom fra…
Midsommertalen
Vi har helt glemt at tale om, at det er et år – mere end et år – siden (øjeblik jeg skal lige mute Pia Kjærsgaard) den famøse orlov blev skudt i gang. Og hvordan er det så gået siden? Hvad har det betydet for din lille familie, tænker du nu. Jo, du gør. Selvfølgelig. For det er da klart, at du tror, det har forandret alt. Eller i hvert fald noget. Ellers ville det jo (vel) på en måde være spild af tid. Og penge. Og badetøj.
(Øjeblik jeg skal også lige mute Lars Løkke) . Nå, men jeg har selvfølgelig fået et nyt job. Mit eget job. Og det lunede. Det er ikke løgn, at man bliver glad af at tage sig selv alvorligt. Og at der er mange andre problemer, der forsvinder ud af ens liv – som dug for solen – når man gør det. Det er heller ikke løgn, at direktøren er godt tilfreds med de resultater, der er opnået so far. Godt tilfreds. Jeg har ikke fået en præmie, men jeg har fået mere i løn end jeg havde håbet. Ja, både på den ene måde og på den cool cash-måde.
Og jeg er ikke blevet skilt. Det er i virkeligheden en større præstation end arbejdet. Ikke fordi vi var ved at blive skilt, men fordi alle andre blev (og bliver) det, og fordi det smitter værre en både colibakterier, fugleinfluenza og sars. Tilsammen. Det ved alle, der har været tæt på det skidt. Men altså vi er her stadig. Alive and kickin’ og med et nyt fælles referencepunkt, som får hele familien til at sukke højt hver gang vi ser en autocamper. Ring til mig om 20 år, og så skal jeg genfortælle hele turen for dig med sukker på.
Men altså hverdagen… Det er temmelig meget det samme. Vågne. Konflikt. Morgenmad. Konflikt. Tøj på. Konflikt. Ud af døren. Aflevere. Måske konflikt. Arbejde-arbejde-arbejde. Hente. Begejstring. Hjem. Konflikt. Spise. Lege. Konflikt. Madpakker-aftensmad. Rydde op. Lege. Nattøj på. Konflikt. Tandbørstning. Konflikt. Læse godnathistorie. Konflikt. Sige godnat. Kæmpe cirkus. Se ligegyldigt tv. Sove. Og så forfra. Du kan selv slå op i ordbogen under hamsterhjul.
Nogle gange er der selvfølgelig lidt flere konflikter. Det er jo ikke lyserød trummerum det hele. Det må du endelig ikke tro. Vi er ligesom alle jer andre. Også selvom vi har brugt 150.000 på at flygte fra herligheden i tre måneder. Og selvom vi bildte os ind at det ville blive noget andet. Men hvis der er noget man ikke flygter fra er det hverdagen. (Og den første der hylder hverdagen. Eller siger at dem er der flest af. Eller nævner Dan Turell… får en flad og livsvarig karantæne).
Og så må der synges. Vi elsker vort land. Hvad ellers. (øjeblik jeg skal lige mute vejrudsigten)
Godt jeg ikke er sådan en…
Møde i præstationsklubben igår aka den årlige sommerfest i børnehaven. Vi var debuterende. Skal jeg love for.
Der var et tidspunkt i ugen op til, hvor jeg bildte både mig selv og børnene ind, at vi selvfølgelig skulle være med i den kagekonkurrence. Og hvor det også lykkedes mig at downscale kageambitionerne så meget, at jeg faktisk fik talt muffins op, som noget af det ypperste inden for kagekunsten. På et tidspunkt googlede jeg ligefrem “cupcakes” for at se, hvordan vi kunne pimpe kagerne til ukendelighed.
Nå, men det gik jeg hurtigt fra, da jeg så hvordan listen over ingredienser, som skulle købes ind til formålet bare voksede og voksede. Som ugen skred frem, indså jeg i øvrigt også, at jeg aldrig ville få tid til at bage så meget som en enkelt lille minimuffin, og sådan gik det til, at kagerne helt røg ud af vores bidrag til festen. Ikke ligefrem noget, der gav plusser i bogen hos børnene. Til gengæld var jeg ret tilfreds med, at jeg uden videre lagde kagerne bag mig uden en snert af dårlig samvittighed.
Således opløftet var der jo sådan kun tilbage at flikke lidt aftensmad sammen til selve arrangementet. Og her gjorde jeg mig to overvejelser: 1) Børnene kommer til at spise så meget (af de andres) kage, at de slet ikke kan spise aftensmad. 2) Børnene kommer aldrig til at sidde roligt og nyde lækkert tilberedt mad fra deres mors hånd, når der er fest og 10.000 andre børn. So better go simple og easy.
Endnu et selvklap på skulderen for den erkendelse. Så jeg tænkte selvfølgelig pizzasnegle og undervejs improviserede jeg nogle pølsehorn af en pose (ikke for) gamle grillpølser. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at få mere af tomatsaucen uden på end inden i snegle og horn. Kønt blev det ikke, men hey… På vej hjem fra arbejde købte jeg en pose friske ærter og en bakke jordbær. Dertil fire tallerkener (ingen bestik, no need), en rest appesinjuice og en øl. Skål.
Da jeg så kagerne (så meget talent, så meget tid), var jeg glad for jeg ikke havde forsøgt mig med wannabe-cupcakes. Da jeg så buffetten, var jeg mildest talt uforberedt på, at mine halvtørre, tomatpurerede, hvide hvedemelssnegle og -horn skulle gøre flotte fuldkornssnegle, lækre salater, dampende varm lasagne, hjemmelavet koldskål, et potpourri af kalve-, svine- og fiskefrikadeller og lækre hjemmebagte brød selskab. Tre borde fulde af andres åbenbart ganske almindelige og hverdagsagtige standarder for, hvordan et aftensmåltid kan tage sig ud. Men vi ved jo godt allesammen, at det vigtigste ikke er at vinde (selvom jeg sgu godt gad at kunne lave en kæmpestor kagefrø i bikini). Det vigtigste er at være med, og i øvrigt lukkede og slukkede min børn festen. Så ved man da i det mindste, man har givet noget godt videre til sine børn.
Kun sandheden 