As if | Kun sandheden

24. august 2011

Man skulle fandme tro det var juleaften

Bankpakker. Boligpakker. Redningspakker. Jeg kaster op, hvis der kommer en eneste pakke mere, som skal redde nogen. Midlertidigt.

Tillad mig i al beskeden at foreslå tre ting:

1) At vi/nogen laver en form for en langsigtet, overordnet, gennemgribende plan, der måske ligefrem havde karakter af en nytænkende, fremtidssikret reform af en art (kunne fx være de politikere, vi har stemt på – selvom jeg har glemt med hvilken begrundelse).

2) At landets såkaldte statsminister holder op med at spille kostbar og i stedet får udskrevet det valg i en helvedes fart. Det kunne jo tænkes at det (også) var derfor at boligmarkedet står i stampe, og landets befolkning går rundt med apatiske blikke.

3) At du sætter dig ned og ser Inside Job og så taler vi lige om den der finanskrise (også nr. 2) igen – og om hvem det er der holder røven oppe på hvem, om det er synd for de rige, og om der er udsigt til at de frie markedskræfter redder verden.

med emneordet advarsel, film, for evigt, momentan sindssyge, overload

22. august 2011

2 kommentarer

As if, Brokkekassen

Kendis, kendis. Sig mig, hvem du er

Åh, hvor blir jeg aldrig færdig med at undre (og brokke mig) over mærkværdige, udvandede kendisprogrammer som fx 4-Stjerners Middag, hvor ikke en gang programomtalen gir mig en ide om, hvem det er Kanal 5 har inviteret ind i mit fjernsyn.

10. august 2011

12 kommentarer

Afrika, As if

Meget kan man sige om Søren Pind, men…

han er ikke bange for at tage historien på sig. Udover afrikanske despoter er det vel kun den danske udviklingsminister, der uden skyggen af ironi kan få sig selv til at møde op i knitrende nyt safari-udstyr og hilse undersåtterne velkomne. Jeg har brugt timer på at stirre på det billede, men den er altså god nok. Det er sådan vi tager os ud, når vi er på officielt besøg i Sydsudan. Og det var juli 2011. Ikke 1955. Just for the record.

med emneordet Afrika, ansvar, momentan sindssyge

9. august 2011

1 kommentar

As if, Farmorbørn, Mig sagde hunden

Skæld mindre ud – easypeasy

Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…

Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?

Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.

med emneordet advarsel, begyndelse, drømme, familie, god samvittighed, nærmest lykkelig

17. maj 2011

1 kommentar

As if, Mig sagde hunden

Skæbnens huskekage

Da jeg gik i gymnasiet, var jeg temmelig full of myself (for nu at sige det mildt). På den der jeg går i utroligt løse gevandter, har set lyset og venter nu bare på at nogen ser mit enestående talent-måde. Lad mig bare sig, at jeg venter stadig…

I min klasse gik der en pige, som vi (altså os, der havde vores på det rene, alting på det tørre, var nede med de fede og havde lommerne fulde af koffeinpiller, som kunne holde os oprejst fra torsdag til søndag)… Forfra: I min klasse var der en pige, som stak temmelig meget ud. Hun havde talte flydende spansk foruden et formfuldendt tysk og engelsk. Hun var stjernegod til at analysere, hun kunne synge, og selvfølgelig blev hun bedre til at bøje de latinske verber end alle os andre tilsammen. Dengang syntes vi det var hende, der var lige smart nok. Tænk, at hun ikke gad at drikke sig ned i fadøl til en 5’er på det lokale værtshus om torsdagen. Hun kunne ikke tåle røg og insisterede på, at der ikke blev røget inden for, når klassen mødtes (Øh, hvad? Som om? Kan man nu ikke engang få lov til at rulle sig en cigaret på den gode gamle Samson-tobak og nyde den i fred?). Og når det var fuldmåne kunne hun ikke sove. Helt ærligt. Kom nu ind i kampen. Live a little.

Efter gymnasiet begyndte vi at ses lidt gennem en fælles ven, og jeg undrede mig over, at netop hun ikke strøg direkte videre på universitet og brugte alle sine talenter der. I stedet kastede hun sig ud i noget maleri (og var selvfølgelig stjernedygtig til det). Hun overvejede vist at søge ind på Kunstakademiet, men skrev så i stedet en ansøgning til Forfatterskolen og kom ind. Efter nogle år begyndte hun at uddanne sig sprogofficer (nåh, det gik måske ikke så godt med skriveriet) og lærte at tale russisk på ingen tid. Derefter videre til Afghanistan (forestiller mig hun lærte at tale pashto i flyet), hvor hun som en af de første så potentialet i at forsvaret gjorde noget for de afghanske kvinder. Fik en pris og skrev en bog om det arbejde. Og nu har hun gudhjælpemig fået et arbejdslegat fra Statens Kunstfond for sit litterære talent. Who’s laughing now, little miss wannabe hjemmerullet hippie?

med emneordet kun sandheden, meningsfuldt, respekt, teenagedrømme

11. maj 2011

Skriv en kommentar

As if, Farmorbørn, Sandheden

Se, alle de sjove ting min far lavede

Jeg har lavet en Lad være med at skælde ud og tal anerkendende til dine børn-test til Vores Børn Junior. Hvordan testen gik kan du læse i augustnummeret, men jeg kan godt afsløre nu, at en lille præmie ville have været på sin plads…

I påsken tog jeg mine to børn med på tur for at blive fotograferet i smukke omgivelser og af professionel fotograf. Begge dele skulle gerne smitte af på resultatet.

Idag bad redaktøren mig så om jeg ville sende nogle af vores egne billeder til at krydre med. Bare en håndfuld af de bedste billeder af børnene og mig.
Nu har jeg så bladret det sidste års billeder igennem – faktisk endte jeg med at bladre stort set hele det store familiealbum igennem efterhånden som sandheden gik op for mig. For det er ikke spørgsmål om at finde de bedste. Det er et spørgsmål om at finde nogen overhovedet…

Vi har en mia. billeder af børnene i alle mulige og umulige situationer. Og vi har billeder hvor de læser bøger med deres far, fejrer fødselsdag med deres far, er på stranden med deres far, spiller golf med deres far. At dømme efter billederne er der nærmest ikke grænser for hvad faren har foretaget sig med børnene. Jeg derimod… Oh gru. Den ikke-eksisterende mor.

Det, der findes er enten 1) mor i baggrunden (og dem er der endnu færre af) eller 2) mor close up med et stk barn i forkrampet forsøg på selv at dokumentere sin tilstedeværelse.

Et par eksempler

Det går jo bare ikke – hverken i bladet eller i familien. Håber eddermame de unger kan huske hvor sjov jeg var uden et kamera i hånden.

med emneordet advarsel, børn, held i uheld, Udfordring, ups

28. april 2011

1 kommentar

As if, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

The truth and nothing but…

Elsker I ikke bare de der morgener, hvor det ene barn starter med at skælde ud over at smørret smelter på friskbagt brød, og den anden råber Dumme mor, fordi han ikke må tage sin guitar og sit ridderkostume med i børnehave? Og hvor man også selv lige når at råbe så højt af det ene barn, at det andet barn helt af sig selv redder hår, børster tænder, tager solcreme, jakke og gummistøvler på og stiller sig uden for og venter på furien og den genstridige bror?

Elsker I ikke bare, når man lige når at give sin børn et forsonings [slash] dårlig samvittigheds-knus inden afgang, og man endda får sagt undskyld for råberiet, og den lille siger, at han også bare gerne vil sige undskyld for det med dumme mor? Og at man møder smilende op i børnehaven med søde børn, og pædagogen rutinemæssigt spørger, om børnene er stået tidligt op, og ens barn helt tørt svarer: “Ja, og jeg nåede også at få skæld ud af mor.”

med emneordet børn, begyndelse, held i uheld, momentan sindssyge, surt opstød, what they say

24. januar 2011

Skriv en kommentar

As if, Sandheden, The kids

Hvornår begyndte vi at snakke om Gud?

Åh, alle de principper til ingen verdens nytte. Allerede da jeg fandt ud af at mit første barn var en pige, gik jeg ind i kampen mod det lyserøde og kjolerne med hud og hår. Noget med at jeg gerne lære mit barn, at det at være pige er andet end at være lyserød og forklædt som Hello Kitty. Men så kiggede jeg væk et lille bitte øjeblik og pludselig kunne Miss Carla ikke iklædes andet end lilla og lyserød og kjoler, og stor var glæden da 3/4 af hendes julegaver var prydet af den lille japanske killing, der giver mig mareridt, fordi den dukker op alle vegne. Og også på voksne kvinders nattøj. Come on! Så søde er vi da heller ikke…

Nå, men siden jeg tabte kampen mod det lyserøde, har det bare været en lang deroute, hvor jeg også har måtte opgivet mine ret håndfaste holdninger til børn og slik, børn og Disney Sjov, børn og legelande. Bare for at nævne et par stykker.

Mine børn er heller ikke døbt. Fordi seriøst, jeg ville ikke stå og love den præst, at jeg ville opdrage mit barn i den kristne tro. Ikke fordi jeg forsager Jesus og alt hans væsen, men fordi det måske alligevel var et lige lovligt stort løfte for en, der de seneste mange år kun er kommet i kirken for at holde forfest til bryllupper. Men nu er selv den (anti)religiøse bastion faldet, efter jeg i dag hørte følgende ordveksling mellem mine børn, der for tiden er sygeligt optaget af død og sjæl og den højeste retfærdighed.

Carla: Du må ikke snyde. Snyder du?

Halfdan: Nej, nej, jeg snyder ikke.

Carla: Hvis du snyder, Halfdan, så kommer din sjæl op i himlen for at snakke med ham, der har lavet jorden. Han hedder Gud, og han vil ikke have at du snyder.

I give up! Amen!

med emneordet ansvar, børn, what they say

15. november 2010

1 kommentar

As if

Hjemmegående mænd er nogle vatpikke

Ahem, var det ikke konklusionen på gårsdagens afsnit af Borgen? Jeg indrømmer, jeg havde kvalme inden programmet begyndte, og at jeg fik tiltagende feber undervejs, men det var ligesom han visnede lidt, ham lækkermusen af en mand, som Fru Statsministeren har gående derhjemme, ikke? Altså i starten var der nærmest ikke ende på alle de tilnærmelser de to kunne nå i løbet af et almindeligt 24 timers døgn. Næsten så jeg blev en smule forpustet over min egen middelmådighed.

Men så skal jeg love for at patienten døde. Efter 2.000 år ved kødgryderne, var der nogle kvinder der begyndte at hviske noget om, at de da også godt kunne tænke sig at tjekke livet ud på den anden side af matriklen. Det forsøger vi sådan set stadig at gøre noget ved her 40 år+ down the line.

Men mænd – jamen, det går slet ikke, vel. De er jo jægere for pokker. De skal ud og spille med musklerne. Ud og vise hvad de dur til, for der er sgu ikke meget anerkendelse at hente hjemme ved opvaskemaskinen (selvom Statsministerens mand næsten ikke laver andet i Borgen) eller i at være far for sine børn. Alt det nitty-gritty hjemmegående what-not, det er sgu da lige til at blive muggen og impotent af. Tell me about it! Så er der da ikke noget at sige til, at han er nødt til at gå efter den der toplederstilling, vel? Så han kan tage sin kone på køkkenbordet, for hvis der er noget, der kan få den op at stå hos mænd, så er det magt. Og indflydelse. Og penge.

Ja, det er ikke noget jeg har fundet på. Det var bare en fornemmelse jeg sad tilbage med i går aftes. But then again. På det tidspunkt havde jeg både kvalme, feber og hovedpine….

med emneordet advarsel, ansvar, familie, sex

8. november 2010

Skriv en kommentar

As if, Brokkekassen