Tag Archives: Udfordring

26. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love

Nu uden accesories

En uge i selskab med bedsteforældrene giver fx mulighed for at se Split. Altså virkelig se. Op i det højeste tårn. Rundt i de mærkeligste kroge. Ind i fineste butikker. Og for at sidde og hænge på cafe og drikke endeløse kopper af kaffe (nr. to indtil videre).

Uden der er nogen, der er sultne. Uden nogen, der nægter at gå. Uden skænderier om klapvogn. Uden kampe om at komme først. Uden scener. Uden akut tissetrang.

En hel dag. 12 timer. Og der er kun gået 3½.

Dejligt.

Men også lidt som at have mistet sin højre hånd efter 50 dages uafbrudt samvær.

med emneordet , , , ,
22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
18. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love, The kids

Jeg har brug for hjælp!

Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.

Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs.  Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.

Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.

Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:

  • Er børn, som fylder ekstra meget i familien.
  • Stærk personlig vilje. Hader at få et nej. ”Besværlige” og konfronterende. Vil gerne bestemme, både i forhold til sig selv og andre. Føler, at de har større overblik/fantasi end andre til fx lege.
  • Kan være manipulerende for at få deres vilje, både over for andre børn og voksne.
  • Gode til at kommunikere og argumentere.
  • Giver ikke op. Meget insisterende. Hjælp til at komme i ro.
  • Har meget lille stress-tolerance. Frustreres nemt. Brug for trygge, forudsigelige rammer.
  • Behøver hjælp til at rumme og få sat ord på de ”svære” følelser. Hvad ligger bag?
  • Kan få depressive tanker, en følelse af ikke at høre til, være noget værd – udtaler fx: ”Jeg har et dårligt liv”.
  • Kan være ”kanondestruktive”/voldelige med blackouts, hvor de overhovedet ikke kan ”styre” deres raseri/aggressioner. Hjælp dem i ro!
  • Hader/elsker passioneret. Kan være meget sort/hvide i deres opfattelse af situationer.
  • Vil meget nødig indrømme deres ”fejl”. Føler sig ”dumme” og ved godt selv, at de har lavet en ”fejl”.
  • Kan have meget lidt selvværdsfølelse/selvtillid, hvis de ofte møder modstand og manglende forståelse.
  • Nogle lukker sig inde i sig selv og føler sig meget ensomme.
  • Hvis de møder jalousi/misundelse fra andre, begynder de ofte at underpræstere
  • Brug for ansvar, gerne det, de selv beder om. Brug for at kunne vælge mellem fx 2-3 muligheder.
  • Brug for anerkendende/tydelige rollemodeller.
  • Er både meget robuste og sårbare.
  • Brug for masser af knus, kram, kærlige ord, tid og nærvær, som i øvrigt alle børn har, men disse børn har ekstra meget brug for det.

Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”

med emneordet , , , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Orlov, SOmeone to love

Ode til en mand

Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.

Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.

Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.

Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge.

med emneordet , , , ,
13. august 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Savner/savner ikke

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

  • en eftermiddag med veninderne.
  • en kande te af den virkelig gode slags.
  • biografen.
  • nyhederne.
  • en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
  • en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

  • den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
  • at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
  • at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
  • at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
  • at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.
med emneordet , , ,
7. august 2010
2 kommentarer
Orlov

Hvordan var det nu med den krig?

Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.

Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder.  Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?

Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.

Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.

P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac

Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.

http://en.wikipedia.org/wiki/Karlovac

med emneordet , , , , ,
6. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Sparket til hjørne af Molly og Spiderman

Midt i maden kommer Halfdans kop flyvende henover bordet. Han ser på os med store øjne og siger: ”Molly kom lige til at vælte koppen, og så fløj hun op i træet og gemte sig, og nu kan jeg ikke finde hende.” Eller pludselig vælter han bagover på stolen med mad og tallerken ud over sig. ”Aih, jeg har sagt til Molly, at hun ikke må kaste med maden, men det er fordi hun er så lille.” Eller jeg siger: ”Jeg vil gerne have du holder op med at slå, ellers må du ind og sidde på din seng.” Han svarer: ”Hvis du gør det, så kommer Spiderman bare og pfui så tar han mig, og så flyver vi lige op i luften, hvor I ikke kan fange os.”Og jeg har et par gange forsøgt mig med modsvar a la: ”Jo, for jeg har også vinger, så jeg flyver bare lynhurtigt op i træet og henter dig ned igen.” Men han kigger på tørt på mig og siger: ”Nej, for så tar jeg lige mit sværd og svinger det schhhyyyt ind i dig, og så har du slet ikke nogen arme.”

Jeg siger ikke, at jeg gerne ville bytte det eventyrlystne barn for endnu et temperamentsfuldt barn. Men bare, at det er en lille smule svært at opdrage en genstridig 3-årig, som hele tiden flyver af sted med Spiderman eller skyder skylden på Molly. Både fordi det er svært at lade være med at grine, og fordi man hører sig selv sige ting som: ”Lige nu er jeg ikke så interesseret i at høre, hvad Molly gør.” Eller: ”Det her handler ikke om Spiderman.”

med emneordet , ,
3. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Orlov

Keep on dreaming

Egentlig ville jeg brokke mig lidt over, at indbegrebet af den her tur er, at jeg stort set ikke har nogen privatsfære tilbage. Det kommer der af hele tiden at blive hjemsøgt af børn og så blive forladt igen – helst når jeg sidder på et toilet på en restaurant, og det barn, der gik med for tisse, åbner døren på vid gab, mens jeg sidder stadig sidder på toilettet og efterlader mig der med fri udsigt til restaurantens gæster og buskerne nede om hælene.

Så blev jeg afbrudt af et hysterisk barn i et badeland og fik aldrig publiceret guldkornene. Men derfor skal I jo ikke snydes, så her er lidt daggammelt galde:

Der var en gang, hvor jeg tænkte, at det måtte være en udfordring at sidde på en øde ø sammen med 20 mennesker, man ikke kender, og så lege Robinson Crusoe, men det var så før jeg fik børn – og helt sikkert før jeg tog på tur med to små børn i en autocamper.

Jamen, det er da virkelig flot, at du har løbet nøgen rundt og været vildt sulten på en eller anden sygdomsbefængt ø et sted ud for en kyst i selskab med TV3’s kamerahold, læger og psykologer.

Men jeg når sgu heller ikke at barbere ben, fordi der altid er et barn, der gerne vil med i bad (og så er der selvfølgelig altid et andet, der aldrig vil med, og som hader at få hovedet under vand), og vi har allesammen været skambidte af myg, og ungerne er rådne med jævne mellemrum – ret jævne faktisk. Men her er hverken psykologer til at diagnosticere grænsesøgende børn og forældre, der giver sig af med nyttesløs trussel-pædagogik eller et ø-råd, hvor jeg har mulighed for at stemme den mest irriterende ud.

I stedet foregår det nogenlunde som da vi var på fiskerestaurant forleden. Fint sted, men vi var ikke nervøse, for i Slovenien er børn velkomne alle steder, står der i guidebøger. Så vi sætter os. Halfdan går i gang med at spise bordpynten, og brødkurven med 10 (ti!) stykker brød er tom, næsten før tjeneren har sat den på bordet. Det går også temmelig hurtigt med at få tømt juicen, men det lykkes at få bestilt mad – altså på den der måde, hvor man skynder sig at bestille det første, man før øje på i menukortet.

Så kommer ventetiden… damage control… endelig kom maden. Vi skærer mad ud, skubber stole ind, forsøger at få barnet til at spise bare hver anden bid med gaffel, og før vi ved af det, er børnene færdige med at spise.

Jeg tror nok, jeg fik noget blæksprutte med parmaskinke, og restauranten lå efter sigende meget smukt ned til en flod, og solnedgangen var vist også ok. Tror nok vi var to voksne, men vi nåede ikke rigtig at få talt sammen. Udover det sædvanlige: “Rækker du mig lige vandet?” “Vil du gå med på toilettet med hende?” “Vil du samle hans gaffel op?”

Og det er nok den korteste forklaring på, hvorfor pizza ude eller pasta/pesto-retter hjemme er så populære – eller hvorfor vi bruger dage på kanten (på alle måder på kanten) i et badeland i stedet for at forsøge at drømme os væk i et prisvindende wellness center på den anden side af gaden. I det mindste har vi gemt brochuren til en gang om 100 år.

med emneordet , , , , , ,
29. juli 2010
1 kommentar
Orlov

Sure løg

Ungarn, altså! I morgen ser vi farvel, og min fornemmelse siger mig, at vi aldrig ses igen, dit sure løg. Altså jeg mener, det er jo ikke fordi man altid lander lige i paradis, når man rejser, men der er altid – og indtil jeg kom til Ungarn mente jeg ALTID – en formildende omstændighed.

Ja, bussen kører aldrig til tiden, og menukortet er en joke, når du rammer landende på det afrikanske kontinent omkring ækvator. Men gæstfriheden opvejer så rigeligt alle andre minusser, som at du mere end en gang kommer til at tisse i et stinkende hul i jorden. For du kan altid få en stegt fisk med ris, som smager hæderligt. Og bananerne smager, som bananer skal smage. Og de prøver at tage røven på turisterne, men det ved vi godt, og de ved godt vi ved det, så derfor kan vi grine af det sammen – og lande et sted midt imellem, hvor jeg føler mig mindre tørret, og de stadig får lidt ekstra ud af mit besøg.

Ja, spanierne er eminent dårlige til at tale andet end spansk, men de griner og forsøger med altid at svare på dit spørgsmål også selvom de ikke aner hvad du fabler om – eller hvor du forsøger at komme hen.

Og sådan er der så meget, men Ungarn. Der er bare ned ad bakke hele vejen…

På plussiden tæller, at vi har kørt gennem nogle virke smukke områder (som så ikke lige var den der nationalpark), at pandekagerne er gode, og at her er billigt – ret billigt faktisk, men det opvejer bare ikke at

  • Maden er noget lort. Punktum. Alt hvad der kan vendes i rasp og steges i olie får en tur i den hellige friture; grøntsager, papirstynde schnitzler (til du kaster op), oste, fisk, dej og selvfølgelig alle tænkelige udgaver af kartoffelpulver.
  • Søerne, som de forsøger at tale op som de vilde retreats. Balatonsøen lyder som det ungarnske svar på Vesterhavet med Løkken og hele balladen, men det her er hvad det er: Muddervand med en smuk udsigt.
  • Folk er SÅ sure – eller måske mere ligeglade. Hvis du forsøger at få hjælp, kigger de på dig, helt blanke og vender ryggen til. Seriøst. Hvordan fanden kan man  være turistmekka (for hollændere i hvert fald), og så være så oprigtig ligeglad med god service.
  • Sproget. Hvis de ikke forstår dig (og det gør de så ikke, fordi de øjensynligt ikke har lært mere end tre ord tysk og i hvert fald slet ingen engelsk) – go fuck yourself. Så er der bare skuldertrækken, og det må du selv ligge og rode med. Forsøgte for et øjeblik siden at bestille en ham and cheese-sandwich. Blankt ansigtsudtryk til svar, og så gik hun tilbage til sin disk.

For at sige det kort, så er der bare for meget af det her til min smag:

Så nu lader vi børnene tage en tur mere i mudderpølen, inden vi pakker og kører over grænsen til Slovenien. Hasta la vista – eller bare farvel.

med emneordet , , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →