Tag Archives: rejse

16. september 2010
3 kommentarer
Orlov

Nu blir det alvor

Ikke flere svinkeærinder. Ikke flere vi-kører-bare-et-andet-sted-hen. For nu klapper fælden.

Når solen går ned over Gardasøen i aften, og vi krydser de østrigske alper, er det farvel sommer til det fynske cirkus. Og goddag begyndende efterår. Ikke flere undskyldninger for at spise is. Eller for at købe nye solbriller. Eller sandaler. Eller sommerkjoler. Eller for at sidde med to blonde trolde og kigge på solnedgange.

Det er vel aldrig for tidligt at begynde planlægningen af næste (sommer)ferie? Nogen bud på destinationer?

med emneordet , , , , ,
11. september 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, SOmeone to love

L er for labre Ljubljana

Jeg elsker Berlin. Som i den helt store, forblændede kærlighed, hvor det kan være svært at se, hvorfor alle andre ikke skulle føle ligesom jeg. Hjertebanken og hede drømme om, at Berlin og jeg er skabt for hinanden. At vi engang flytter sammen. Og som i jeg kan ikke se, hvordan jeg nogensinde skulle kunne møde nogen, der var bedre.

Det var så før Ljubljana. Og nu er jeg splittet. Berlin er stadig god, men det er måske fordi vi kender hinanden allerede. Men Ljubljana… det er smukhed og fed stemning, hyggelige gader og stræder og et totalt buzzing kulturliv med gallerier, udstillinger og initiativer, der går lige i hjertet på en event-sucker som mig. Se nu fx det lille arrangement foran et galleri, hvor mit barn kunne sætte sig ned og lave sin egen lille bog en fredag formiddag.

Og en lille udstilling, som en del af byens litteraturfestival, hvor en gruppe designstuderende, var blevet bedt om at illustrere blandt andre Alice i Eventyrland og en ABC. Smukt. Spektakulært. Lækkert. Og sjovt.

I is for eating ice cream

N is for taking a nap

U is for urinating

PG er for på gensyn!

med emneordet , , , , , , ,
31. august 2010
4 kommentarer
Afrika, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Jeg vil gerne sige undskyld

I nat kunne jeg ikke sove. Og jeg har ellers aldrig svært ved at sove. Inde ved siden af holdt naboerne fest, og jeg havde udsigt fra 1. parket fra min lille camperalkove: Fire tyske ungmøer, der havde støvet fire belgiske ungersvende op og inviteret dem hjem på terrassen. Bordet var fyldt til bristepunktet med flasker, og der var skruet godt op for anlægget med en god gang tysk hitparade, som pigerne skreg med på. Indimellem legede de også det gode gamle sandhedsspil I’ve never…

Meget morsom leg, som jeg blev introduceret til blandt backpackere i Afrika. Det går i al sin enkelhed ud på, at man deler alskens intimiteter med folk, man ikke kender. For eksempel skal man tage stilling til interessante udsagn som: ”I’ve never had sex in a kitchen” (for at bruge et frisk eksempel fra i nat). Og hvis man så faktisk har haft sex i et køkken, skal man drikke – og på den måde lærer man jo så hinanden at kende, samtidig med at man bliver fuld. En form for win-win.

Nå, men jeg lå så der i nat i min søvnløshed og blev en lille smule indigneret over ungdommens manglende forståelse for deres omgivelser. De tror bare, de kan sidde og spille smarte med deres sprut og deres ulidelige popmusik, mens vi andre forsøger at få en smule sammenhængende søvn.

Men der midt i natten kom jeg pludselig til at tænke på min første lejlighed i Kbh, som jeg delte med to veninder, og hvor vi alt for ofte havde problemer med overboen, som synes vi larmede for meget bare, fordi vi havde et par gæster på besøg til et spil TP og en kasse øl. Og der var vist også en gang noget med en tyrkisk nabo på 70, som jeg kimede ned tidligt om morgenen, fordi jeg ikke lige kunne finde min nøgle, da jeg kom hjem efter en lang nat i byen. Just to name a few.

Behøver jeg sige mere – altså andet end undskyld! Undskyld fordi jeg holdt dig vågen! Undskyld fordi jeg skrålede med på Tears in Heaven ((gen)hør den lige om lidt, og vid, hvorfor den er en undskyldning værdig)! Undskyld fordi jeg troede, at jeg – og mine veninder i øvrigt – var en gave til menneskeheden! Og nu jeg er i gang, vil jeg i øvrigt også gerne sige undskyld, fordi jeg i samme periode forpestede luften med mine små hjemmerullede cigaretter uden filter. Jeg handlede imod bedre vidende. Og med ungdommeligt hovmod. Det går over. Desværre.

med emneordet , , , , , ,
21. august 2010
2 kommentarer
Anbefalinger

Til gravide og andre svagelige

Hvis du nu er kæmpegravid, men alligevel ikke mere end at det kan blive til en sidste rejse af den slags, du kommer til at have våde drømme om, når du er blevet mor, så skulle du måske overveje Bratislava i Slovakiet.

Supersmuk by, der ikke er overrendt af turister, dejlig mad, god shopping – og så slipper du endda for at stå i kø med andre end dem, der har det ligesom dig.

med emneordet , , ,
20. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Og nu til noget helt andet… men også meget vigtigt

Hvis man skal tage supermarkedernes hylder for pålydende, så må kroaterne spise virkelig mange lagkager med virkelig meget pynt. Jeg er ikke sådan en superkagemester som hende her. Jeg er mere til dogmemodellen, som går ud på at tømme rationen af gammel marmelade i det ene lag,  peppe op med friske (frosne) bær i lag to og så sløre det hele med flødeskum blandet med makroner – og nutella hvis det går virkelig højt.

Til sidste familiefødselsdag gik min kærestes mormor så langt som til at sige, at mine lagkager bliver bedre for hver fødselsdag. En form for en kompliment, tror jeg.

Nå, men eftersom det er mit lod altid at slå større brød op end jeg kan have i ovnen, så blev jeg selvfølgelig grebet af de kroatiske kagehylder og har i dag indkøbt 300 superfine muffinsforme i alskens farver.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge min kroatiske souvenir til, som ved nærmere eftertanke faktisk er forbavsende små. Men hey, det er vel det er med souvenirs. At ikke rigtig kan bruges til noget. Med mindre selvfølgelig jeg kaster mig en eller anden form for pyntesyg konfekt-mani.

P.S. Jeg har lige besvaret et spørgeskema og har for sidste gang i mit liv sat kryds i kategorien 30-35 år. Skræmmende nok selv med 300 muffinsforme som back-up.

med emneordet , , ,
16. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,
7. august 2010
2 kommentarer
Orlov

Hvordan var det nu med den krig?

Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.

Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder.  Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?

Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.

Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.

P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac

Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.

http://en.wikipedia.org/wiki/Karlovac

med emneordet , , , , ,
29. juli 2010
1 kommentar
Orlov

Sure løg

Ungarn, altså! I morgen ser vi farvel, og min fornemmelse siger mig, at vi aldrig ses igen, dit sure løg. Altså jeg mener, det er jo ikke fordi man altid lander lige i paradis, når man rejser, men der er altid – og indtil jeg kom til Ungarn mente jeg ALTID – en formildende omstændighed.

Ja, bussen kører aldrig til tiden, og menukortet er en joke, når du rammer landende på det afrikanske kontinent omkring ækvator. Men gæstfriheden opvejer så rigeligt alle andre minusser, som at du mere end en gang kommer til at tisse i et stinkende hul i jorden. For du kan altid få en stegt fisk med ris, som smager hæderligt. Og bananerne smager, som bananer skal smage. Og de prøver at tage røven på turisterne, men det ved vi godt, og de ved godt vi ved det, så derfor kan vi grine af det sammen – og lande et sted midt imellem, hvor jeg føler mig mindre tørret, og de stadig får lidt ekstra ud af mit besøg.

Ja, spanierne er eminent dårlige til at tale andet end spansk, men de griner og forsøger med altid at svare på dit spørgsmål også selvom de ikke aner hvad du fabler om – eller hvor du forsøger at komme hen.

Og sådan er der så meget, men Ungarn. Der er bare ned ad bakke hele vejen…

På plussiden tæller, at vi har kørt gennem nogle virke smukke områder (som så ikke lige var den der nationalpark), at pandekagerne er gode, og at her er billigt – ret billigt faktisk, men det opvejer bare ikke at

  • Maden er noget lort. Punktum. Alt hvad der kan vendes i rasp og steges i olie får en tur i den hellige friture; grøntsager, papirstynde schnitzler (til du kaster op), oste, fisk, dej og selvfølgelig alle tænkelige udgaver af kartoffelpulver.
  • Søerne, som de forsøger at tale op som de vilde retreats. Balatonsøen lyder som det ungarnske svar på Vesterhavet med Løkken og hele balladen, men det her er hvad det er: Muddervand med en smuk udsigt.
  • Folk er SÅ sure – eller måske mere ligeglade. Hvis du forsøger at få hjælp, kigger de på dig, helt blanke og vender ryggen til. Seriøst. Hvordan fanden kan man  være turistmekka (for hollændere i hvert fald), og så være så oprigtig ligeglad med god service.
  • Sproget. Hvis de ikke forstår dig (og det gør de så ikke, fordi de øjensynligt ikke har lært mere end tre ord tysk og i hvert fald slet ingen engelsk) – go fuck yourself. Så er der bare skuldertrækken, og det må du selv ligge og rode med. Forsøgte for et øjeblik siden at bestille en ham and cheese-sandwich. Blankt ansigtsudtryk til svar, og så gik hun tilbage til sin disk.

For at sige det kort, så er der bare for meget af det her til min smag:

Så nu lader vi børnene tage en tur mere i mudderpølen, inden vi pakker og kører over grænsen til Slovenien. Hasta la vista – eller bare farvel.

med emneordet , , , ,
23. juli 2010
1 kommentar
Orlov

Nogen, der kan noget ungarnsk?

Nå, men nu er vi kommet til Ungarn – fedt sted syd for Budapest, hvor der er sådan nogle helseagtige bade med 40 grader varmt vand, og noget lidt mere traditionelt vandlandsballade, hvor vi har været siden kl. 9 i morges. Der er ikke noget som vand, der giver gnidningsfri dage. Vi tar en tur mere i morgen…

Og ellers virker de søde nok i Ungarn, selvom jeg ikke forstår et ord. Efter sigende er ungarnsk i familie med finsk, og det forklarer en del. Altså jeg er med så langt som natur aqua, men det er endnu ikke lykkedes mig at gennemskue ordene for med brus og uden brus. Faktisk har jeg konsekvent taget fejl. Hvor faen er den parlør, jeg gjorde nar af forleden?

For at være på den sikre side – og fordi jeg synes der var gået lige lovligt mange croissanter og sandwich i mit liv – bestilte jeg i dag det eneste, jeg forstod på menukortet; nemlig Fitness Salad.

Altså nu ved jeg øjensynligt ikke, hvad fitnessbetyder på ungarnsk, men skiveskåret ost revet i mundrette stykker og blandet med rå løg og masser af dilddressing på en bund af den allestedsnærværende iceberg er ikke min (eller min maves) definition på helsekost.

Til gengæld laver de pandekager med nutella, men med  så pervest meget nutalla, at jeg godt kunne udvikle et afhængighedsforhold. Heller ikke så meget fitness der – særligt ikke fordi løbeskoene stadig står parkeret bag førersædet.

I det mindste kan jeg trøste mig med, at ungarerne heller ikke forstår et ord af, hvad jeg siger – uanset om jeg taler dansk, tysk eller engelsk. Da jeg i dag var ude efter et killermiddel til de myrer, der har invaderet camperen, stak damen mig en spraydåse Chemitox (i det mindste kalder de en spade for en spade i stedet for et eller andet God tur til en anden verden lille myre-spray).

Mig: Can I use it inside the camper?

Hende:  ????

Mig: Inside Wohnmobil spray OK?

Hende: ????

Jeg: Ssssssssssss (mens jeg med hænder viste spray). Inside.

Hende: Yes, yes (efterfulgt af lang svada på ungarnsk og udtryk a la jeg har ingen anelse om, hvad du taler om, men spray du bare løs med det gift der)

Og da jeg gik ud af hendes lille butik med et good-bye, kvitterede hun uden den mindste tøven med et hello.

Tror jeg blir nødt til at lokalisere den der parlør.

med emneordet , , , , ,
10. juli 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Instant Berlin

Så lad os opsummere, inden turen går videre til Nürnberg i morgen. Altså jeg vidste jo godt i forvejen at Berlin er let at elske, men vi taler altså win-win-win-win-win i en lang uendelig cirkel. Selv Miss Carla er ikke i tvivl. “Berlin er en fantastisk by,” sagde hun i morges (da hun var holdt op med at hikste efter sit fit ved parken).

Her den korteste opskrift på storbyferie, som du kun turde drømme om med børn:

  • Cafe Kiezkind, Helmholtzplatz, Prenzlauer Berg. Cafe og giga legeplads og fri wifi, gir ligesom ret god start på dagen er min erfaringer.
  • Kinderbad Monbijou, Oranienburger Strasse, Mitte. Friluftsbad for børn – tag madpakke med mindre du elsker den tyske cowboytoast; hotdogs varmet i mikroovn.
  • Machmit, Senefelder Strasse, Prenzlauer Berg. Det sejeste museum for børn i en nedlagt kirke. Rigtig gode aktiviteter og (selvfølgelig fordi det er byens varemærke) en cafe med god kaffe.
  • Kauf Dich Glücklick, Oderbergerstrasse, Prenzlauer Berg. Cool cafe med sandkasse til børnene.

Og så husk at leje en lejlighed, så er det næsten som at være hjemme.

God tur!

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →