Er der ikke en, der giver en ny taske for at gøre overgangen til den virkelige verden lidt lettere? Det er jo trods alt ikke hver dag, man bliver smidt ud af Paradis, og jeg er sikker på, jeg bliver en mindre bitter Eva, hvis jeg kan gemme mine minder i lækker læder. OG den jeg helst vil ha’ hedder Pancake, og det er jo også en form for et minde
P.S. Taskerne (og billedet) er fra Aunts and Uncles, og det er stor fejl, at de ikke kan købes i Danmark. Stor fejl!
Det er virkelig en streg i regningen, at lige netop pandekager er nationaldessert i det her område. Det bliver med sikkerhed min død, når jeg om føje tid træder ud af sommerkjolerne og ned i beklædningsindustriens svar på en sandhedskommission, de altid unådige jeans.
(Løbesko – løbesko – løbesko)
Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.
Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.
Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.
Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?
Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.
Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder. Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?
Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.
Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.
P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac
Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.
Egentlig ville jeg have fortalt jer om Molly, men det blir en anden dag, for her er en anden (meget lang) fortælling fra det virkelige liv i outback Ungarn.
Allerede i nat fik vi den første warning om hvilken dag vi havde i vente, da det begyndte at regne. Altså ikke ikke regne som i dansk aih, hvor var det dejligt at få renset luften, men regne som i vi har vores reporter live igennem fra Skagen, hvor det regner helt utroligt meget. Kan du fortælle os mere om det, Lars? Og her kan vi så ikke rigtig høre reporter-Lars, fordi han står i modvind i Gl. Skagen med en indfødt der aldrig har set mage. Altså den slags regn.
Og det fortsatte ufortrødent natten igennem, så jeg i morges måtte løbe tværs over campingpladsen i bikini for at komme i bad, fordi vi er sådan nogle camping-amatører, der hverken har badekåbe, H2O-sandaler eller paraply. Det betaler sig aldrig at grine af de erfarne campister, for de baserer deres udstyr på mange års erfaringer, og lige nu ville jeg fx dø for noget andet overtøj end min modesmarte gule cardigan, som jeg er meget glad for, men som er en komisk pedant til campisternes fleece-trøjer.
Men inden jeg kom så langt som badet, vågnede Halfdan og kravlede op ad stigen til sengen, hvor Casper og jeg sover – og jeg blev vækket af den her dreng.
Altså han har normalt to ret store øjne, men nu var det ene ligesom forsvundet i nattens mulm og mørke. Først grinede vi sådan helt hysterisk højt, fordi det så bizart morsomt ud, og fordi drengen ingen anelse havde om, hvordan han så ud. Og bagefter ærgrede jeg mig lidt over, at jeg måske havde fokuseret lidt for meget på forskellige typer af plaster (almindeligt, vandafskyende og noget med sjove figurer) end noget lidt mere medicin-agtigt som antihistaminer. Som straf skulle jeg nu både finde et søndagsåbent apotek på en søndag og samtidig formå at forklare mit ærinde.
Jeg startede i receptionen på campingpladsen til receptionisten, som talte tysk. Tilsyneladende. Noget med antihistaminen. Moskito. Bite. Big bubble. Medicin. To take away bubble… Hun kiggede på mig helt receptionist-tyggegummi-tyggende-blank og svarede: Ich verstehe nicht!
Så sendte vi sms til læge-familiemedlem i DK for lidt rådgivning a la hvis barnet siger nej til is og har feber, søg straks læge – og ellers start med antihistaminer. Eftersom drengen skreg på morgenmad i bilen, mens vi nærmede os supermarkedet, konkluderede vi, at han so far ikke var døende. Morgenmad. Indkøb i fortsat silende regn. Og nu med paraply. Men til gengæld med strejkende baglygter. Ind på tanktstation. Skifte pærer på lygter, og så videre mod den ungarnske pampas, som eftersigende skulle være aldeles betagende og værd at rejse efter. Noget med hesteshows. Oprindelig folk. Hele turistballaden.
Undervejs stoppede vi i en større by for 1) at finde apotek og 2) at tjekke mulig campingplads ud. Campingpladsen var forlængst nedlagt. Men med apoteket gik det bedre. Jeg medbragte patienten. Ekspedienten forstod tysk, men talte det ikke. Sagde hun. Så jeg bad om antihistaminer og forklarede problemet, og hun var helt med. Gav mig nogle ampuller (i min verden kommer de i pilleform, men nuvel), og jeg forstod at han skulle have en halv ampul to gange dagligt. Måtte vi blande det i lidt vand for at få ham til at drikke det? Ja, selvfølgelig. Ingen problem. Så os af sted. Ind i camperen og videre til nærmeste internationale familierestaurant med internet, fordi forældrene var en smule i panik over vejret og gik med overvejelser om at køre helt ud af Ungarn og videre til Italien for slippe fri af regnen. Totalt ballade på McD med overtrætte børn, der gerne ville lege, selvom der ikke var nogen legeplads, og forældrene gerne ville researche, men ikke kunne få ro.
Tilbage i bilen. Halfdan var så dygtig og drak medicinen uden at kny. Børnene faldt i søvn, og vi kørte i silende regn på dårlige landevej videre mod pampassen, men Casper bandede over ungarer og vejret og vejene og pampassen og hesteshows… Jeg prøvede at holde hesteshowsfanen højt, men jo længere vi kom ud af de oversvømmede landeveje og jo mere vi kiggede på det rønner, der skulle forestille at være receptioner til campingpladser blev det svært at være optimist, selv for en jubelnar. Så FUCK PAMPASSEN. DER ER SGU DA OGSÅ FOR LANGT UDE MED HELE DET CIRKUS!
Vi vendte bilen og lagde hovedattraktionen bag os. Og kørte mod byen. Og så begyndte det at lysne. Vejene blev bedre. Børnene var sødere. Det holdt op med at regne. Byen så næsten indbydende ud, selvom husene var faldefærdige og skodderne tæt lukkede i vinduerne. Vi kørte gennem byen over bjerget og landede lige her:
Paradis, ikke? Og børnene legede. Vi spiste hyggelig aftensmad. Afværgerede panikstemning, da Carlas bamse var forsvundet. Læste godnathistorie. Halfdan drak sin medicin, og vi kiggede på ham og var enige om, at det faktisk allerede havde hjulpet en lille smule. Og børnene lagde sig til at sove uden et ord (2. gang på tre uger).
Så sendte vi lige en update til lægen om, at vi nu havde fået kalcium-glükonát på apoteket, og det så ud til at virke. Hun skrev tilbage: Det er saltvand. Håber ikke I har betalt for meget for det.
For 20 kr. ren placebo. Vi dryppede lige hans øje en gang med det saltvand, jeg havde med hjemmefra, og så må vi nok køre en tur ned ad bjerget efter nye forsyninger i morgen. Denne gang medbringer vi lægens latinske anvisninger for jeg er færdige med ungarer, der forsøger at lade som om de forstår, hvad jeg siger, mens jeg nikker og lader som om jeg forstår hvad de siger. Goddamn, det er EU. Skal vi ikke snart have et fælles sprog?
Nå, men nu er vi kommet til Ungarn – fedt sted syd for Budapest, hvor der er sådan nogle helseagtige bade med 40 grader varmt vand, og noget lidt mere traditionelt vandlandsballade, hvor vi har været siden kl. 9 i morges. Der er ikke noget som vand, der giver gnidningsfri dage. Vi tar en tur mere i morgen…
Og ellers virker de søde nok i Ungarn, selvom jeg ikke forstår et ord. Efter sigende er ungarnsk i familie med finsk, og det forklarer en del. Altså jeg er med så langt som natur aqua, men det er endnu ikke lykkedes mig at gennemskue ordene for med brus og uden brus. Faktisk har jeg konsekvent taget fejl. Hvor faen er den parlør, jeg gjorde nar af forleden?
For at være på den sikre side – og fordi jeg synes der var gået lige lovligt mange croissanter og sandwich i mit liv – bestilte jeg i dag det eneste, jeg forstod på menukortet; nemlig Fitness Salad.
Altså nu ved jeg øjensynligt ikke, hvad fitnessbetyder på ungarnsk, men skiveskåret ost revet i mundrette stykker og blandet med rå løg og masser af dilddressing på en bund af den allestedsnærværende iceberg er ikke min (eller min maves) definition på helsekost.
Til gengæld laver de pandekager med nutella, men med så pervest meget nutalla, at jeg godt kunne udvikle et afhængighedsforhold. Heller ikke så meget fitness der – særligt ikke fordi løbeskoene stadig står parkeret bag førersædet.
I det mindste kan jeg trøste mig med, at ungarerne heller ikke forstår et ord af, hvad jeg siger – uanset om jeg taler dansk, tysk eller engelsk. Da jeg i dag var ude efter et killermiddel til de myrer, der har invaderet camperen, stak damen mig en spraydåse Chemitox (i det mindste kalder de en spade for en spade i stedet for et eller andet God tur til en anden verden lille myre-spray).
Mig: Can I use it inside the camper?
Hende: ????
Mig: Inside Wohnmobil spray OK?
Hende: ????
Jeg: Ssssssssssss (mens jeg med hænder viste spray). Inside.
Hende: Yes, yes (efterfulgt af lang svada på ungarnsk og udtryk a la jeg har ingen anelse om, hvad du taler om, men spray du bare løs med det gift der)
Og da jeg gik ud af hendes lille butik med et good-bye, kvitterede hun uden den mindste tøven med et hello.
Tror jeg blir nødt til at lokalisere den der parlør.
Hele familien er ved at dø af sult, og i øvrigt regner det, så vi skal også hjem og have vasketøjet ind. Altså, det ka godt være vi er sluppet for madpakkerne, men jeg skulle hilse og sige, at tøjet stadig ikke vasker sig selv – og jeg mener hilse, for ligesom derhjemme er det ikke min kernekompetence. Den lille ekstra bonus ved livet i en camper er i øvrigt, at hverken det, man skylder ud i toilettet eller i vasken, forsvinder af sig selv, så der er en lille frisk opgave for de modige – indtil videre heller ikke der jeg har trukket det store læs. Til gengæld laver jeg altså mad, ik?
Eller det gjorde jeg i hvert fald i dag. Til en hundesulten familie. Dækkede bord med lynets hast. Fik familien samlet om bordet, og så begyndte kaos at brede sig. En ka ikke li pestoen. En æder al sin skinke og insisterer på at få mere. En vil have noget at drikke. En vil ikke ha mere. En kravler ned under bordet. En tegner pestomønstre på vinduet. Og så langt om længe lykkedes det mig at få mad på min tallerken. Men da jeg begynder at spise ser det sådan ud:
Egentlig skulle børnene først komme hjem i morgen. Jeg havde sådan set lyst til at hente dem i går, men så er det bare med at tage sig sammen.
Det er jo latterligt, at man kan glæde sig så meget til tid alene, og når der så er gået 48 timer føles det som om der er gået 4 år, og man savner de små terrorister så meget, at man ender med at sidde og kigge alle billeder fra de blev født igennem – og så sender man lige en forsigtig sms til sin mor. Egentlig fordi man håber hun sender verdens længste sms tilbage om alt, hvad de har lavet og sagt siden de sagde farvel til deres mor. Desværre skriver hun bare. “Vi har det godt. Vi hygger.”
Men altså egentlig skulle de først hjem i morgen, men så ringede min mor og sagde, at den lille guitar hero var begyndt at savne sine forældre (eller sagde hun bare mor?) rigtig meget. Jeg var lige ved at begynde at tude. Nåhr, lille fyr. Luftkrammmmm – og så kørte faren af sted mod Djursland for så skal barnet da hjem til sine forældre, og om en time lander de her – i krammeland, og jeg har seriøst overvejet om de begge to kan ligge i dobbeltsengen i nat, så jeg kan få det bedste ud af dem, inden de vågner i morgen og laver ballade og er pisseumulige, fordi det er den eneste måde de kan finde ud af at sige, at de har savnet os lige så meget, som vi har savnet dem. Eller forkert… for Miss Carla brokkede sig selvfølgelig over at blive hentet før tid og synes nok hun kunne blive og sove, og så kunne vi komme efter hende i morgen. At your service.
Jeg synes aldrig jeg helt kan kende børnene når de har været væk – jeg kunne heller ikke kende deres stemmer i telefonen her til aften. Det er som om de er blevet større, rundere, mere sig selv, mens de har været væk, så nu sidder jeg lige og genkender dem lidt inden de lander.
Enough is enough. Nu skal de bare komme hjem – og så skal jeg give dem familiesamvær, kram og kvalitetstid til de skriger af skræk.
I går aftes afleverede jeg børnene her – i sommerhus med mine forældre og deres kusiner, fra søndag til fredag
Imens er jeg her. Og prøver at håndtere friheden, som i fem fulde døgn uden tidlige morgener, faste spisetider og skiftebleer. Og uden historier fra en anden planet, uden glædesskrig og uden spontane kram.
Det skal nok gå. Jeg tager et par dage til København for ikke at blive helt overvældet af stilheden herhjemme…
Kun sandheden 