Kun sandheden

I weekenden fortalte en af mine venner mig, at han tre gange hver nat tager sin hovedpude og dyne og går rundt om sin dobbeltseng for at lægge sig i den modsatte side. Imens ruller hans kæreste henover deres datter og lægger sig i hans side for at amme den lille skønhed, som straks falder i søvn igen.

Min veninde sover jævnligt i smørhul i sine børns dobbeltseng for at trøste den yngste, der nærmest har kronisk mellemørebetændelse hele vinteren igennem. De ligger selvfølgelig på den korte led, så min veninde fryser tit om fødderne.

I nat sov jeg i Miss Carlas køjeseng nænsomt svøbt Hello Kitty-lagner, fordi Carla var krøbet ind i min seng, og jeg ikke orkede at bære hende ind til sig selv, da jeg kom hjem efter midnat. Og forleden sov jeg på tre tæpper bredt ud på gulvet i børnenes værelse for ikke at vække mine forældre, der var på besøg.

De sidste fire år har jeg i det hele taget sovet lidt for meget på interimistiske sovepladser rundt om i huset med det ene formål at få børnene til at sove, mens jeg selv fik noget søvn. Jeg burde måske have lugtet lunten allerede dengang Miss Carla var helt lille, hvor jeg en morgen faldt omkuld på hendes legetæppe i stuen. Det vildeste er egentlig ikke, at jeg har gjort det. Det er derimod, at jeg og alle andre forældre jeg kender, kan fungere næsten uanset, hvor vi har sovet, bare vi i det mindste får lov til at ligge ned med lukkede øjne i mere end tre timer. Eller også er det bare, fordi jeg kun omgås folk, der er i samme situation som mig, at jeg ikke opdager hvad det konstante søvnunderskud rent faktisk gør ved mig og de andre – og at vi har opgivet at tale om noget større end den sidste uges nætter og om hvor let det bliver når børnene bliver ældre. Emner, der trods alt og efterhånden kører så meget i ring, at vi hver især kan tillade os at tage en lille lur imens.