Tag Archives: ansvar

Jeg har brug for hjælp!

Det sker nogle gange om året, at jeg føler mig slået totalt skakmat. Det er ikke til at sige, hvad der lige er udslagsgivende. Kun at jeg når et mætningspunkt, hvor jeg ikke kan finde ud af, hvad der er op og ned på lille Miss Carlas temperamentsfulde sind.

Vi taler altså ikke om et barn, der gør lidt modstand. Eller et barn, der lægger sig ned på jorden og beklager sig lidt højlydt over verdens tilstand. Eller et barn, der bare sætter sig i et hjørne og surmuler helt på tværs.  Vi taler derimod om et barn, der gør fuldstændig og aldeles bananas, og som er helt, helt uden for rækkevidde, mens det står på. Som regel kan jeg fornemme det allerede om morgenen. I dag bliver sådan en dag. Og så er det bare et spørgsmål om tid før bomben eksploderer. Og der er kun en ting at gøre: At sætte sig med hende. Holde på hat og briller. Og vente på det går over igen.

Sidste sommer ringede jeg til en psykolog i kommunen i ren og skær desperation. Det var så lige op til sommerferien, og så var det ligesom gået lidt i sig selv igen, da ferien var ovre, og pludselig virkede det lidt overdrevet det med psykologen.

Men nu er den gal igen. Og hvad gør man så i en camper i Kroatien? Googler “temperamentsfulde børn” i håb om, at der er andre som mig derude. Og sørme så, en familieterapeut, der beskriver mit lille barn bedre end jeg selv kunne have gjort:

  • Er børn, som fylder ekstra meget i familien.
  • Stærk personlig vilje. Hader at få et nej. ”Besværlige” og konfronterende. Vil gerne bestemme, både i forhold til sig selv og andre. Føler, at de har større overblik/fantasi end andre til fx lege.
  • Kan være manipulerende for at få deres vilje, både over for andre børn og voksne.
  • Gode til at kommunikere og argumentere.
  • Giver ikke op. Meget insisterende. Hjælp til at komme i ro.
  • Har meget lille stress-tolerance. Frustreres nemt. Brug for trygge, forudsigelige rammer.
  • Behøver hjælp til at rumme og få sat ord på de ”svære” følelser. Hvad ligger bag?
  • Kan få depressive tanker, en følelse af ikke at høre til, være noget værd – udtaler fx: ”Jeg har et dårligt liv”.
  • Kan være ”kanondestruktive”/voldelige med blackouts, hvor de overhovedet ikke kan ”styre” deres raseri/aggressioner. Hjælp dem i ro!
  • Hader/elsker passioneret. Kan være meget sort/hvide i deres opfattelse af situationer.
  • Vil meget nødig indrømme deres ”fejl”. Føler sig ”dumme” og ved godt selv, at de har lavet en ”fejl”.
  • Kan have meget lidt selvværdsfølelse/selvtillid, hvis de ofte møder modstand og manglende forståelse.
  • Nogle lukker sig inde i sig selv og føler sig meget ensomme.
  • Hvis de møder jalousi/misundelse fra andre, begynder de ofte at underpræstere
  • Brug for ansvar, gerne det, de selv beder om. Brug for at kunne vælge mellem fx 2-3 muligheder.
  • Brug for anerkendende/tydelige rollemodeller.
  • Er både meget robuste og sårbare.
  • Brug for masser af knus, kram, kærlige ord, tid og nærvær, som i øvrigt alle børn har, men disse børn har ekstra meget brug for det.

Og jeg er villig til, hvad som helst. Hvis bare det hjælper. Hende. Mig. Os allesammen. Har straks tilmeldt mig foredrag med terapeuten. Og så har hun bare at komme op med andre løsningsmodeller end: “Jeg kan godt se, du er utrolig vred lige nu…”

med emneordet , , , , , ,

Overflettemestermoren

“Hvorfor er det altid far, der vasker tøj?” spurgte Carla forleden.

Og barnet har jo ret. Det er virkelig altid faren hjemme – og nu ude – der står med røven i vejret og brokker sig over, at vasketøj åbenbart har en særlig evne til at formere sig.

“Det er fordi han er så god til at vaske tøj,” svarede jeg helligt, fordi min indre feminist var glad for at vise min datter, at fædre også kan være fremme i skoene derhjemme.

“Er du dårlig til at vaske tøj?” Ahr, det gik alligevel min stolthed for nær sådan ligefrem at indrømme, at jeg var dårlig til tøjvask, fordi faren er god til det.

“Det er også altid far, der vasker op. Det er han måske også bedst til?” fremturede barnet.

Jeg var ved at blive lidt træt af samtalen, så jeg gav hende ret. Ja, din far er den bedste i verden til at vaske op – og ja ja, jeg er virkelig eminent ringe til at få opvaskebørsten rundt i alle hjørner.

“Men så kan du heldigvis lave fletninger. Det kan far slet ikke finde ud af.”

Hurra. Jeg er frisøren. Moren, der kan lave to cm lange fletninger i fehår. Det er faktisk sværere end det lyder. Glæder mig at barnet værdsætter mine kompetencer.

P.S. Det viste sig selvfølgelig senere, at Miss Carla havde gennemført samme forhør med sin far. Han havde så ikke lige valgt kønsdimensionen på sine svar, men i stedet givet barnet opfattelsen af, at jeg forsøger at springer over, hvor gærdet er lavest. Det er ikke nødvendigvis usandt. Jeg indrømmer gerne, at både tøj- og opvask ikke ligger allerøverst på min liste over sjove huslige opgaver. Men jeg troede ligesom vi var sammen om det her. Selvom jeg ikke vasker op eller vasker tøj eller tømmer lokum eller…

med emneordet , , ,

Hvordan var det nu med den krig?

Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.

Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder.  Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?

Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.

Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.

P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac

Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.

http://en.wikipedia.org/wiki/Karlovac

med emneordet , , , , ,

Om at gå så grueligt meget regn igennem og så finde et lille stykke paradis eller noget

Egentlig ville jeg have fortalt jer om Molly, men det blir en anden dag, for her er en anden (meget lang) fortælling fra det virkelige liv i outback Ungarn.

Allerede i nat fik vi den første warning om hvilken dag vi havde i vente, da det begyndte at regne. Altså ikke ikke regne som i dansk aih, hvor var det dejligt at få renset luften, men regne som i vi har vores reporter live igennem fra Skagen, hvor det regner helt utroligt meget. Kan du fortælle os mere om det, Lars? Og her kan vi så ikke rigtig høre reporter-Lars, fordi han står i modvind i Gl. Skagen med en indfødt der aldrig har set mage. Altså den slags regn.

Og det fortsatte ufortrødent natten igennem, så jeg i morges måtte løbe tværs over campingpladsen i bikini for at komme i bad, fordi vi er sådan nogle camping-amatører, der hverken har badekåbe, H2O-sandaler eller paraply. Det betaler sig aldrig at grine af de erfarne campister, for de baserer deres  udstyr på mange års erfaringer, og lige nu ville jeg fx dø for noget andet overtøj end min modesmarte gule cardigan, som jeg er meget glad for, men som er en komisk pedant til campisternes fleece-trøjer.

Men inden jeg kom så langt som badet, vågnede Halfdan og kravlede op ad stigen til sengen, hvor Casper og jeg sover – og jeg blev vækket af den her dreng.

Altså han har normalt to ret store øjne, men nu var det ene ligesom forsvundet i nattens mulm og mørke. Først grinede vi sådan helt hysterisk højt, fordi det så bizart morsomt ud, og fordi drengen ingen anelse havde om, hvordan han så ud. Og bagefter ærgrede jeg mig lidt over, at jeg måske havde fokuseret lidt for meget på forskellige typer af plaster (almindeligt, vandafskyende og noget med sjove figurer) end noget lidt mere medicin-agtigt som antihistaminer. Som straf skulle jeg nu både finde et søndagsåbent apotek på en søndag og samtidig formå at forklare mit ærinde.

Jeg startede i receptionen på campingpladsen til receptionisten, som talte tysk. Tilsyneladende. Noget med antihistaminen. Moskito. Bite. Big bubble. Medicin. To take away bubble… Hun kiggede på mig helt receptionist-tyggegummi-tyggende-blank og svarede: Ich verstehe nicht!

Så sendte vi sms til læge-familiemedlem i DK for lidt rådgivning a la hvis barnet siger nej til is og har feber, søg straks læge – og ellers start med antihistaminer. Eftersom drengen skreg på morgenmad i bilen, mens vi nærmede os supermarkedet, konkluderede vi, at han so far ikke var døende. Morgenmad. Indkøb i fortsat silende regn. Og nu med paraply. Men til gengæld med strejkende baglygter. Ind på tanktstation. Skifte pærer på lygter, og så videre mod den ungarnske pampas, som eftersigende skulle være aldeles betagende og værd at rejse efter. Noget med hesteshows. Oprindelig folk. Hele turistballaden.

Undervejs stoppede vi i en større by for 1) at finde apotek og 2) at tjekke mulig campingplads ud. Campingpladsen var forlængst nedlagt. Men med apoteket gik det bedre. Jeg medbragte patienten. Ekspedienten forstod tysk, men talte det ikke. Sagde hun. Så jeg bad om antihistaminer og forklarede problemet, og hun var helt med. Gav mig nogle ampuller (i min verden kommer de i pilleform, men nuvel), og jeg forstod at han skulle have en halv ampul to gange dagligt. Måtte vi blande det i lidt vand for at få ham til at drikke det? Ja, selvfølgelig. Ingen problem. Så os af sted. Ind i camperen og videre til nærmeste internationale familierestaurant med internet, fordi forældrene var en smule i panik over vejret og gik med overvejelser om at køre helt ud af Ungarn og videre til Italien for slippe fri af regnen. Totalt ballade på McD med overtrætte børn, der gerne ville lege, selvom der ikke var nogen legeplads, og forældrene gerne ville researche, men ikke kunne få ro.

Tilbage i bilen. Halfdan var så dygtig og drak medicinen uden at kny. Børnene faldt i søvn, og vi kørte i silende regn på dårlige landevej videre mod pampassen, men Casper bandede over ungarer og vejret og vejene og pampassen og hesteshows… Jeg prøvede at holde hesteshowsfanen højt, men jo længere vi kom ud af de oversvømmede landeveje og jo mere vi kiggede på det rønner, der skulle forestille at være receptioner til campingpladser blev det svært at være optimist, selv for en jubelnar. Så FUCK PAMPASSEN. DER ER SGU DA OGSÅ FOR LANGT UDE MED HELE DET CIRKUS!

Vi vendte bilen og lagde hovedattraktionen bag os. Og kørte mod byen. Og så begyndte det at lysne. Vejene blev bedre. Børnene var sødere. Det holdt op med at regne. Byen så næsten indbydende ud, selvom husene var faldefærdige og skodderne tæt lukkede i vinduerne. Vi kørte gennem byen over bjerget og landede lige her:

Paradis, ikke? Og børnene legede. Vi spiste hyggelig aftensmad. Afværgerede panikstemning, da Carlas bamse var forsvundet. Læste godnathistorie. Halfdan drak sin medicin, og vi kiggede på ham og var enige om, at det faktisk allerede havde hjulpet en lille smule. Og børnene lagde sig til at sove uden et ord (2. gang på tre uger).

Så sendte vi lige en update til lægen om, at vi nu havde fået kalcium-glükonát på apoteket, og det så ud til at virke. Hun skrev tilbage: Det er saltvand. Håber ikke I har betalt for meget for det.

For 20 kr. ren placebo. Vi dryppede lige hans øje en gang med det saltvand, jeg havde med hjemmefra, og så må vi nok køre en tur ned ad bjerget efter nye forsyninger i morgen. Denne gang medbringer vi lægens latinske anvisninger for jeg er færdige med ungarer, der forsøger at lade som om de forstår, hvad jeg siger, mens jeg nikker og lader som om jeg forstår hvad de siger. Goddamn, det er EU. Skal vi ikke snart have et fælles sprog?

med emneordet , , , ,

Det vigtigste spørgsmål

Øh, er det bare mig, der tænker at det er mærkeligt, dårligt planlagt eller bare ubelejligt, at Tour de France stopper inden VM er slut, og at der også kører noget tennis ved siden af? Altså jeg er ikke ligefrem vokset op i en sportsinteresseret familie – to say it the least – men det er min kæreste, og jeg forstår, at man er rigeligt hængt op når man både skal se, om Tyskland tar guldet, hvordan Lance Amstrong klarer sit comeback, ærgre sig over, at Wozniacki allerede er ude OG holde sommerferie samtidig.

Nå, men om ikke andet glæder jeg mig over, at Miss Carla i dag spurgte: “Hvorfor er der ikke nogen piger med i det cykelløb?” og “Hvorfor spiller pigerne ikke fodbold?”

That’s my girl – og så tog vi lige første lektion om køn og magt og medier, og det føltes egentlig helt godt at give hende lidt kampgejst med på vejen. Ja, faktisk var det så god en snak, at jeg næsten har glemt dagens første spørgsmål: “Hvorfor hænger dine bryster?”

med emneordet , , ,

Seriøse effektiviseringsgevinster

Mens vi tilsyneladende allesammen har accepteret at besparelser og effektiviseringer er en og samme hat – og at effektiviseringer altid er af det gode, fordi vi jo inderst inde godt ved, hvor dovne alle os offentligt ansatte er. Det meste af tiden går vi jo alligevel bare til møder eller drikker kaffe og resten af dagen afspadserer vi eller går ned med musearm eller stress. As if.

Så effektiviseringer må der til, og mit forslag er, at vi bringer børnene på banen. I stedet for at invitere en hær af effektiviseringskonsulenter fra PriceWhatNot bager vi en stak pandekager til byens børn, og så skal I bare se løjer.

For det er kun børn, der i en håndevending kan relancere remoulade, ketchup og mayonnaise under navnet remonaise eller cornflakes, havrefras og guldkorn under det meget mere sigende morgenflakes – og ikke nok med det; de er også skide gode til at implementere deres løsninger, så i løbet af kort tid spørger hele familen om remonaisen og skriver morgenflakes på indkøbssedlen.

Bring in the kids, please!

med emneordet , , , ,

Tæller den samme skade flere gange?

Da Miss Carla var to år, styrtede hun på sin lille træ-motorcykel, som ikke er en motorcykel, men af en eller anden grund er endt med at blive kaldt en motorcykel. Det var vist noget med, at hun ligesom var kravlet op på den og så væltede den, og hun faldt med hovedet eller faktisk rettere tænderne først.

Det var i den periode, hvor hun havde en sut fastmonteret i ansigtet, så hun måtte lige have et dunk i ryggen for at få den tilbage på plads igen. Eller det viste sig jo så at hun overhovedet ikke kunne have en sut i munden i dagene efter, fordi hun nærmest havde slået fortænderne op i ganen. Så vi børstede forsigtigt og rensede med klorhexidin efter foreskrifter fra tandlægen OG vi meldte det til forsikringen. Og det er en ret stor ting i et hus, hvor familiens næsten tre-årige lige har fået sin 15 måneders vaccination mod et-eller-andet.

Nå, men tænderne kom tilbage på plads, og den store spænding om skadens omfang udløses jo først, når barnet får næste omgang tænder.

I børnehaven holder de øje med Miss Carla, fordi de synes hun tit er ved at løbe ind i ting. Men min teori er snarere, at fordi det barn ALTID er i løb OG holder øje med alt, hvad der sker på hendes vej, så kan det vel næsten ikke undgås, at hun indimellem strejfer en dør eller tackler et bordben.

I dag kom hun løbende fra stuen ud i haven med en sådan fart, at hun snublede over dørtrinnet og slog sin ene tå til blods. Og mens faren så er ved at puste og trøste, kommer hun i tanke om, at hun skal tisse og styrter af sted mod toilettet, snubler over et nyt dørtrin og flyver bogstavelig talt på hovedet ind i toilettet med kæmpe overlæbe og styrtblødende tænder til følge.

Nu ved jeg så ikke helt om vi skal igennem hele turen med tandlæge og forsikring igen. Der er vel grænser (og paragraffer) for, hvor mange gange den samme skade tæller.

med emneordet , ,

En plads i solen

Hvis du går på Google Earth lige nu og zommer ind på en by i provinsen, kan du se mig. Det er mig, der sidder i havestolen og forsøger at lære min krop at solbade igen. Mig, der mest af alt ligner en russisk prinsesse (ok, aldrende dronning) med mit kridhvide korpus. For det er fem år siden, min krop og jeg sidst lå på stranden. Ikke var ved stranden, men lå på stranden.

Heldigvis lavede jeg ikke så meget andet i sommeren 2005 end at mødes med veninder på Islands Brygge. Så lå vi der og lå en hel sommer fra morgen til aften. Måske rejste vi os og gik ned og badede lidt. Måske gik vi over gaden og købte en is. Eller i Fakta efter slik og kolde sodavand. Men det var vist også det.

Siden har jeg ikke haft lejlighed til at kaste mit korpus på et fugtigt håndklæde og vågne med savl i den ene mundvig efter at være faldet i søvn i solen. For med børn har man jo lige som i det mindste en forpligtelse til at holde øje med at de ikke drukner, og det meste af tiden står man så i øvrigt i vand til knæene og samler sten op fra bunden. Og lige i den situation, mor-situationen, har jeg så ikke lige følt mig så bikini-agtig.

Så i eftermiddag har jeg så forsøgt at overtale min krop til at tage nænsomt imod solen vel vidende, at det er en udfordring med et maveskind, der stort set ikke har set solen i et halvt årti. Vi starter stille op i haven for måske – måske – bliver der tid til solbadning, når orloven bringer os ud i Europa, og så er det godt at være forberedt.

med emneordet , , , ,

Sovetrolde

På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.

Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.

En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…

Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og  køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.

med emneordet , , , ,

Fed flashback

I fredags var jeg til konference. I kreativ ideudvikling. En rigtig sjov metode, hvor man leger sig igennem det meste og glemmer, at man er i gang med at løse en opgave. Og endnu sjovere, fordi der ikke er nogen, der sidder og kloger sig med alle deres fede ideer. Alle har fokus på den samme opgave i stedet for hinanden, så farvel præstationsangst. Tak.

I en af legene skiftes man til at give hinanden gaver. Man lader, som om man har noget i hænderne, og så giver man det til sin makker som gave, men uden at sige andet end værsgo.  Ens makker tager imod gaven og siger højt det første, der falder en ind a la “tusind tak, den sejlbåd er jeg glad for”. For mange af os kan det faktisk være lidt af en overvindelse at turde sige vores umiddelbare ideer højt, og det træner øvelsen.

Nå, men den opgave har jeg engang brugt i en workshop med 20 mennesker, jeg ikke kendte. Det var en del af indledningen til workshoppen, bare lige for at løse op for stemningen, inden vi skulle i gang.

Da jeg skulle forklare opgaven for deltagerne, bad jeg en af deltagerne om at være min makker, så jeg kunne vise øvelsen for holdet. Hun var – skal vi sige – en stor kvinde, altså sådan ret voluminøs. Og da jeg beder hende give mig en gave, breder hun sine arme ud og rækker mig en ret lang gave, og så er det jeg uden den mindste betænkningstid siger: “Tusind tak, et kæmpestort strygejern!”

Jeg tænker, at man med fordel godt kan have tænkt nogle standardsvar til sin undervisning, så man undgår 1) at udstille sine mest umiddelbare tanker, 2) at skulle håndtere den pinlige tavshed efterfølgende, og 3) at bruge resten af seancen på at overveje, om man skal sige undskylde for sine beskidte tanker, eller om det bare gør alting endnu værre, fordi den stakkels kvinde slet ikke har opfattet, at jeg åbenbart har tænkt, at der skulle et meget stort strygejern til at stryge den skjorte.

med emneordet , , ,