På en måde ville jeg ønske, at mine børn sov altid. Det er ligesom nemmere at elske dem, når de ligger helt stille, og jeg kan få lov til at være moren, der lægger dynen over dem. Putter dem. Kysser dem. Uden de gør modstand overhovedet.
Og jeg får lyst til at lægge mig op i sengen sammen med dem. Til at omfavne dem til de forsvinder og bliver en del af mig. Til at græde en lille smule, fordi jeg af en eller anden grund bliver så pissesentimental af sovende børn. Men jeg får faktisk også lyst til at vække dem. Fordi de alligevel er sjovest, når de er vågne.
En gang for længe siden talte jeg altid lygtepæle. Hvis jeg kunne nå tre lygtepæle på cykel, inden jeg blev overhalet af en bil, vil alverdens lykke tilflyde mig. Samme tvangstanke har jeg haft med Langebro. Og antallet af trapper i opgangen inden hoveddøren smækkede. Nu er jeg nødt til at kysse mine børn og putte dem på præcis samme måde hver eneste aften, inden jeg går i seng, for ellers…
Jeg har prøvet at lade være, men så ender jeg alligevel med at gå ind og køre mit OCD-lignende ritual af på dem. Bare for en sikkerheds skyld. Sådan er det sgu nok bare at være mor. Man er ligesom nødt til at gøre, hvad det kræver for at få de små sovetrolde i mål.
Kun sandheden 