Tag Archives: ansvar

29. december 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, SOmeone to love

Om at sige farvel – og at elske

I dag har været den smukkeste frostklare dag med knitrende rimfrost på træerne. En usædvanligt stille dag. En dag på kanten af det nye år, og en dag, hvor en rigtig god ven tog afsked med sin mor, der kun lige lærte sit lille nye barnebarn at kende, før hun forlod alle dem, der elskede hende.

Jeg kendte ikke hans mor særlig godt, men jeg holder af ham, der mistede – og derfor sad jeg i kirken for at vise min medfølelse. Og jeg holdt ekstra godt fast i min kæreste for det er sådan en dag, man bliver mindet om, hvor sårbart livet er.  Det er så banalt det med kærligheden, men det gælder jo i bund og grund om at elske, mens man kan. For livet er flygtigt og det enestående ved kærligheden får hverdagen alt for let gjort kål på.

Det er sådan en dag, hvor man forstår, at når man mister, flytter sorgen ind. Nogle dage føles tabet måske ikke helt så tydeligt, men bunden på den lille kasse med savn truer hele tiden med at falde ud. Sorgen bliver ens nye ven, som man er nødt til at tage imod med åbne arme, hvis livet stadig skal give mening.

Det er sådan en dag, hvor man kysser sine børn en ekstra gang, og føler sig meget privilligeret over at være elsket og at have nogen at elske.

med emneordet , , , ,
22. december 2010
2 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn, Gaver, Mig sagde hunden

Ok, nu sænker julefreden sig

Undskyld. Det passer sig slet ikke at blive så sur lige op til jul. Vel? Og jeg forstår jo godt, at vi er nødt til at tale om vejret. Det er jo ikke bare fordi det er koldt. Det er fordi vi er danskere. Vi er ligesom prædisponeret for at lade os rive med af temperaturer og (manglende) nedbør og vind og alt derimellem. Min salige morfar noterede hver eneste dag i sin røde Mayland-kalender dagens temperatur, nedbør, sol eller sky-forhold. Året rundt. Så vi er lovlig undskyldt. Det er noget med arv og miljø – og måske generne. I virkeligheden.

Måske blev jeg bare smittet af min ualmindeligt vrede datter, der i bedste Bertel Haarder-stil skælder og smælder og tramper og kommanderer fra morgen til aften. Tror hun trænger til juleferie. Ligesom sine forældre og lillebror. Og bare rolig, jeg ved godt at tanken om ferie ikke altid er det samme som at det bliver hyggeligt. Men gaverne kan måske afværge de værste konflikter – i starten i hvert fald. Siden kommer jo abstinenserne. Så er der noget nyt harcelere over, og sådan kører livet (og bloggen) så fint i ring. Halleluja!

Jeg tror sgu, jeg tar et glas portvin.

med emneordet , , , , ,
5. december 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Kære Gud!

Kære Gud!

I dag så jeg en film, hvor en af hovedpersonerne efter 20 år i en russisk Gulaglejr skrev i et brev: Folk spørger mig, om jeg tror på Gud. Jeg tillader mig at spørge om Gud tror på mig?

Søde Gud, tillad mig at være ærlig, for jeg har forstået at du og din søn gør en dyd ud af tilgivelse.

Bortset fra de to timer, hvor jeg sad alene i sofaen og så film, har jeg faktisk netop i dag følt mig som en fange i form for afstraffelseslejr. For nemheden skyld og fordi der er sne alle vegne kan vi godt lege, at det hele foregik i Sibirien. Sikkert er det i hvert fald, at de to lejrkommandanter ikke forstod et ord af, hvad jeg sagde – og det var ikke alene fordi jeg havde mistet stemmen. Mit generelle indtryk var, at de simpelthen ikke forstod dansk  – og det gir jo på en måde mening, hvis vi befandt os på russisk territorium.

Allerede i morges fornemmede jeg, at det var blevet strammet lidt op på procedurerne i lejren. Jeg blev jaget ud af sengen kl. 05.30 og straks derefter beordret til at servere morgenmad. Den ene af kommandanterne gik temmelig meget amok på mig, fordi jeg kom til at servere havregryn sammen med de øvrige morgenmadsprodukter.

Flere gange i løbet af dagen var der interne uroligheder, fordi kommandanterne kom op at slås – med hinanden, eller fordi min medfange og jeg (utilsigtet og uforvarende – det vil jeg godt understrege) kom til at træde kommandanterne over tæerne. En enkelt gang gik den mindste af kommandanterne direkte til angreb på mig, fordi jeg kom i klammeri med overkommandanten. Kun takket være en medfange lykkedes det mig at slippe fri.

Mens kommandanterne var på gårdtur med medfangen, blev jeg beordret til at lave dej til småkager, som skulle bages ved hjemkomsten. Vi gik da også straks i gang, da de kom hjem. Desværre blev der kun få færdige kager til min medfange og jeg, fordi kommandanterne spiste det meste af dejen, selvom jeg forsøgte at opfordre dem til at vente.

Da kommandanterne blev trætte, blev jeg beordret til at læse dem en godnathistorie og ligge sammen med dem til de sov. Den yngste kommandant ville imidlertid gerne falde i søvn alene, men han havde knap forladt lokalet, før han beordrede mig ind til sin seng. Her skulle jeg skaffe kommandanten bamser, nissehuer og den rette mængde lys, og da det ikke gik hurtigt nok, blev jeg slået i hovedet med en bamse, mens han skreg af mig.

Så kære Gud, jeg tror egentlig bare jeg vil sige tak for testen. Det har været en rigtig fin øvelse – dog forstår jeg ikke hvorfor den falder netop i julemåneden, hvor jeg havde fået det indtryk, at vi allesammen var glade – netop fordi vi fejrer din søns komme. Efter i dag må jeg sige, at jeg ikke længere er helt sikker på, om du findes – og hvis du gør, er jeg efter dagens udfordringer faktisk blevet virkelig i tvivl om du tror på mig. Kunne du mon i den nærmeste fremtid sende et lille formildende tegn herned – bare så jeg ikke mister al min tro inden den store højtid.

Kærlig hilsen

En mor

med emneordet , , , , , ,
30. november 2010
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Grrrr!

Hvad kunne du godt tænke dig, der skulle ske i s-togene? Catwalk? Juicebar? ARGH! Tak for det glade budskab. Fin reklame med lækre damer på plakaten der, men efter fire timer med både det ene og det andet og det tredje tog for at komme til f****** København, havde jeg egentlig kun et eneste lille bitte ønske: At det er muligt for de danske statsbaner at drive deres primære forretning, dvs. bringe et tog fra a til b inden for den fastsatte tidsramme, også når temperaturen sniger sig på den kolde side af nul. Og er jeg i øvrigt apropos årstiden rimelig kold over for om det er regional, lyn, intercity eller s-tog, just make it happen.

Nå, men jeg nåede da lige frokosten og 45 min. oplæg i København, inden jeg skulle hjem igen. Det tog så også lige en halv krig, fordi der sørme – big surprise – var røget et sporskifte i Nørre Udkantsdanmark. Goddamn!

Heldigvis – for der er selvfølgelig ikke noget der er så skidt… – havde jeg selskab af Suzanne Brøgger. Altså not in person, vi har faktisk en gang passeret hinanden i mellemgangen, men hun kører på 1. klasse, og jeg er offentligt ansat, så der er ikke noget naturligt sammenfald der. Men altså hendes bog! Den kvinde kan skrive – og så har hun bid og humor og er intellektuel af den gamle skole. Dekadent på Karen Blixen-måden, hvilket alene er beundring værd (tjek hendes oplæsning nederst og husk det gamle skrattende klip med Karen Blixen. See what I mean – og ellers lige meget. Det er jo trods alt bare en parentes.). Og bogen er ren fornøjelse, satirisk og en lille smule kulturgossip-agtig. Det var ellers meningen, jeg skulle aflevere den, for jeg har fået den første rykker, men nu bliver jeg nødt til at skynde mig at læse den færdig. Jeg har en set den gamle verden forsvinde – og hvor er mine øreringe, hedder den. Just in case.

Og så vil jeg bare sige to ting mere:

  1. Jeg har købt julekort og har oprigtige intentioner om at sende dem ud i verden. Julekort. For første gang i, ja måske nogensinde. Se, det er en rigtig familie.
  2. Jeg har ikke skrevet et ord om badehotelfesten, fordi vi var langt henne i den efterfølgende uge før jeg var nogenlunde normal igen og min stemme ikke længere lød som en havnearbejde fra Sydhavnen. Og på det tidspunkt havde jeg lige brug for en pause – fra mit eget festlige jeg, forstås. Egentlig startede det meget godt med en løbetur langs stranden og efterfølgende badetur (i havet, mine damer og herrer). Og jeg tror ikke, der var andre end værtinden og jeg der rigtig bemærkede, at vi havde den samme kjole på. Og næste morgen vågnede jeg til lyden af min egen stemme, der ligesom lavede et skingert ekko i mit hoved – sjov aften, megen dans på strømpefødder og alt, alt for mange kloge ord i det høje toneleje. Heldigvis er ingen af de officielle billeder kompromitterende.

Sådan! Der fik du lige manualen på, hvordan man skriver et blogindlæg, der stritter i tusinde retninger, og ikke har nogen virkelig stor eller vigtig  pointe. Men hey, i morgen starter julen og handler det ikke netop om hygge og almindelig smalltalk, så alle er glade og ingen får risalamanden galt i halsen.

P.S. Foredraget er i Odense den 16. marts kl. 17, og der er aftensmad til store og små, og film til de små, mens jeg taler til og med de store. Håber vi ses!

And then, over to you Queen of Mogadonien (anmeldelse af bogen her):

med emneordet , , , ,
15. november 2010
1 kommentar
As if

Hjemmegående mænd er nogle vatpikke

Ahem, var det ikke konklusionen på gårsdagens afsnit af Borgen? Jeg indrømmer, jeg havde kvalme inden programmet begyndte, og at jeg fik tiltagende feber undervejs, men det var ligesom han visnede lidt, ham lækkermusen af en mand, som Fru Statsministeren har gående derhjemme, ikke? Altså i starten var der nærmest ikke ende på alle de tilnærmelser de to kunne nå i løbet af et almindeligt 24 timers døgn. Næsten så jeg blev en smule forpustet over min egen middelmådighed.

Men så skal jeg love for at patienten døde. Efter 2.000 år ved kødgryderne, var der nogle kvinder der begyndte at hviske noget om, at de da også godt kunne tænke sig at tjekke livet ud på den anden side af matriklen. Det forsøger vi sådan set stadig at gøre noget ved her 40 år+ down the line.

Men mænd – jamen, det går slet ikke, vel. De er jo jægere for pokker. De skal ud og spille med musklerne. Ud og vise hvad de dur til, for der er sgu ikke meget anerkendelse at hente hjemme ved opvaskemaskinen (selvom Statsministerens mand næsten ikke laver andet i Borgen) eller i at være far for sine børn. Alt det nitty-gritty hjemmegående what-not, det er sgu da lige til at blive muggen og impotent af. Tell me about it! Så er der da ikke noget at sige til, at han er nødt til at gå efter den der toplederstilling, vel? Så han kan tage sin kone på køkkenbordet, for hvis der er noget, der kan få den op at stå hos mænd, så er det magt. Og indflydelse. Og penge.

Ja, det er ikke noget jeg har fundet på. Det var bare en fornemmelse jeg sad tilbage med i går aftes. But then again. På det tidspunkt havde jeg både kvalme, feber og hovedpine….

med emneordet , , ,
13. november 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Vinterstress – lidt metadon til dig, der også går glip af Bogforum

Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).

Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)

Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.

Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.

http://www.flickr.com/photos/thyagohills/5009884654/

Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…

med emneordet , , , , , , , ,
10. november 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Brokkekassen

Endnu en grund til at være træt

Det er åbenbart ikke kun efteråret, der gør sit for at trække det sidste energi ud af kroppen. Nu også denne finanslov – og ligesom med det forrige indlæg kan jeg ikke engang svinge mig op til råberi. Og så alligevel: FOR NU STOPPER DET! Puha, det hjalp. Lidt.

Men altså den her pressemeddelelse fra Folkekirkens Nødhjælp taler ligesom for sig selv, ik? Og du må gerne råbe med, hvis du kan mærke ubehaget hobe sig op…

Kommentar til Finansloven:
Verdens fattigste betaler igen
Endnu engang skærer Danmark i den hjælp, som de allerfattigste mennesker på kloden har så hårdt brug for, viser tallene i Finansloven.

I den netop vedtagne Finanslov er 183 millioner kroner flyttet fra udviklingsarbejde blandt de fattigste mennesker i verden til flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Dermed er der færre penge til at bekæmpe sult og sygdomme i u-lande og til hjælp ved naturkatastrofer.

”Det bør ikke være de allermest lidende mennesker i verden, som betaler for flygtninge- og integrationsarbejdet i Danmark. Vi danskere har råd til selv at betale den udgift,” siger Henrik Stubkjær, Generalsekretær i Folkekirkens Nødhjælp og peger på, at udviklingsbistanden allerede blev udhulet, da man indgik regeringsgrundlaget i februar og fastfrøs bistanden på kroner og ører.

Henrik Stubkjær hæfter sig desuden ved, at Finansloven har bevilget 1,3 millioner kroner til at bygge et børnehjem i Afghanistan:

”Regeringens plan er dermed at give mulighed for at afvise mindreårige, uledsagede flygtningebørn fra Afghanistan og sende dem direkte tilbage til det børnehjem. Hvad er det for et menneskesyn, som vores regering præsenterer?”

med emneordet , , , ,
21. oktober 2010
4 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Problemet ved at mene noget

Hvordan kommer vi nu videre herfra? Skal jeg mene noget om noget andet? Strejkerne i Frankrig? Besparelserne på den offentlige sektor i England? Leverpostejen i dansk politik?  Vil du vide, hvad jeg synes om Får302’s forestilling Persona? Eller skal vi bare udveksle tips til gode flyverdragter? Gider du høre, hvor langt jeg har løbet i dag? Eller at jeg har købt et par bukser, der er for store? Skal vi gætte på, hvem Remees nye kæreste er – eller hvem der vinder danseshowet? Vil du se min indkøbsseddel – eller min ønskeseddel?  Eller hvad med en hemmelighed?

Måske sku vi hellere tale om, at det i dag er en måned siden vi kom hjem fra Verdens Bedste Rejse, og at alt er ved det gamle?

 

med emneordet , ,
19. oktober 2010
4 kommentarer
Brokkekassen

Må jeg godt sige noget?

Det er jo totalt langt ude, at hver eneste lille prut et politisk engageret menneske har gjort i sin fortid, kan gøre sig fortjent til en tur i mediemøllen. Helt ærligt!

Ole Sohn var kommunist, og ja, set i bagklogskabens klarsyn var der dele af det engagement, som var en smule naivt. For nu ved vi allesammen, at de ikke havde det helt så godt der omme bag muren, og at der var nogen, der glemte at yde efter evne og nyde efter behov.

Og vi kan da også godt blive enige om, at den samfundsmodel, som kommunisterne hyllede ikke viste sig at være helt så bæredygtig (men jeg sku da så hilse at sige, at vi lige nu har de klareste beviser for, at liberalisternes begejstring for de frie markedskræfter også lader noget tilbage at ønske).

Men at manden nu skal tvinges til at sige, at det ikke bare var naivt, men også at det var en fejl at være aktivt kommunist er jo så himmelråbende dumt som det lyder. Det VAR jo ikke en fejl – og dengang var DKP faktisk en del af folkestyret. Det er noget med demokrati og den slags frisind, der betyder at man godt kan rumme andre end sig selv og sine egne. Og det i sig selv kan jo godt være noget af en udfordring i en tid, hvor vi bedst kan lide vores egne (tro mig, jeg har også svært ved at sluge, at der er så mange, der elsker Dansk Folkeparti).

Nå, der er ganske givet 1000-vis af nuancer på den sag, men jeg er bare SÅ freaking træt af, at vi finder os i, at der hele tiden bliver kastet røgslør ud over det som vi virkelig burde interesserer sig for. Fx hvordan regeringen systematisk har udsultet den offentlige sektor for at skabe rum og velvilje for den private sektors alternativer – og sundhedssektoren er jo bare et hjørne. Er der ikke nogen, der gider følge den til dørs. Please? For fanden!

med emneordet , , , ,
15. oktober 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Motionsdag og social arv

Det er vist ikke nogen overdrivelse eller et opskruet forsøg på at stramme historien at sige, at jeg er vokset op i en familie, hvor sport ikke lige frem stod øverst på dagsordnen. Udover den årlige fuldemandsfodboldkamp i udklædning til byfesten har vi ikke slidt mange løbesko op hjemme hos os.

Derfor krævede det også hvert år lidt ekstra havregryn og tilløb at blive klar til og tune sig ind på den årlige motionsdag, som fejrede efterårsferiens komme (meget mærkværdig måde at komme hviledagen i hu på i en usportslig familie). Men det lykkedes da som regel at komme i mål – på et tidspunkt og uden at anstrenge kroppen med et alt for højt tempo. Et år havde min veninde og jeg spillekort med på turen – for ligesom at fjerne fokus fra det vildt, vildt strenge i at vores overenergiske og frisk klædte firser-idrætslærer forsøgte at få os op i tempo. Men vi gik i 7. klasse, så det gav lige som sig selv, at han var langt ude.

Nå, men der har i noget tid hængt en seddel om orienteringsløb i børnehaven. Det var så i dag, og jeg havde ikke lige lavet den der kobling til motionsdagen – og jeg havde da i den grad overset, at det var lige præcis i dag, det hele løb af stablen. Så jeg vil godt på forhånd undskylde for, at mit barn mødte op til den nationale løbedag i uldne gummistøvler og cowboybukser.

Til næste år lover jeg, at vi både arbejder på udstyr og indsats, for det viser sig, at den lille pirat havde fundet sin mors gamle plads bagerst i feltet, hvor han havde mere travlt med at holde i hånd med pigerne end at komme først over målstregen. Til gengæld var han ret begejstret over, at hele børnehaven havde havde heppet på ham, da han kom over målstregen som den sidste i aldeles adstadigt og totalt genkendeligt tempo.

Men det går jo ikke. Slet ikke. For børn i dag kommer ingen vegne, hvis de ikke hele tiden prøver at komme først. Og det er jo kun i børnehaven, at der er guldmedaljer til alle. Og regeringen vil jo også gerne hjælpe børn til at bryde den sociale arv. Og i øvrigt er der jo også fedmeepidemi og diabetespandemi at tage hensyn til. Og det kan godt være, du tænker, at det bare er et freakin’ motionsløb, men sådan er det jo med alt. Det starter i det små og pludselig er det ude af kontrol – både det med hænge lidt i bremsen og det med pigerne…

med emneordet , , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →