Min kollega har været på sådan et gude-agtigt seminar, hvor forlag og anmeldere præsenterer den kommende sæsons bedste bøger, og vi kan konkludere, at jeg også i år har alt for lidt tid til alt det gode (fordi jeg bruger tiden på noget andet godt).
Jeg er ved at læse Vidunderbarn af Roy Jacobsen, som er guddommeligt godt skrevet. Er ikke nået så langt, og biblioteket er begyndt at rykke – og det ved vi jo godt koster, så måske det bedre kan betale sig at skrive den på juleønskelisten. Lige under Vidunderbarn ligger Sara Stridsbergs Darling River (jeg forguder den kvinde), Morten Ramslands Sumobrødre (jeg elskede, elskede Hundehoved) og Suzanne Brøggers seneste bog (der er ikke mange intellektuelle og bevidst dekadente tilbage i DK – og hun skriver fantastisk)
Nå, men så kom han altså tilbage, min kollega, med et helt hæfte fuld af alle de bedste bøger, som vi kan glæde os til. Jeg har allerede bestilt Nikolaj Zeuthens Verdensmestre, som måske ikke er verdens bedste bog, men som pirker lidt til alt det hverdagsliv, vi hælder ud over hinanden og bloglandet. Og så er der i øvrigt endnu mere nyt fra Suzanne Brøgger, og jeg føler mig også kaldet til at kaste mig over mammutværket fra Norge Knausgårds Min kamp, som har fået litteraturpriser og begejstrede anmeldelser hele raden rundt.
Og nu har jeg lige læst en artikel om tidens trodsige tøser, de nye og unge (hvordan kan man være født i 1988 og så allerede have en forfatterkarriere, forstår du det?) kvindelige forfattere, som kommer til at provokere os i de kommende år. Forstår du, hvad jeg mener. Altså hvordan skal man nogensinde nå at læse alle de bøger, som verden bliver begavet med? I det mindste kan jeg glæde mig over at gå glip af Bogforum og dermed også at leve i uvidenhed om fristelsens fulde omfang.
Hm, beklager, hvis det på trods af alle andre hensigter alligevel blev lidt nørdet… og knudret…
Kun sandheden 