Tag Archives: ansvar

6. oktober 2011
1 kommentar
Afrika, As if

Forskellen er den samme

Der var det her billede, som vi ikke så godt kunne lide, fordi det passer sig dårligt for en x-udviklingsminister at spille med på gamle forestillinger om den hvide mands overlegenhed.

Han sagde godt nok, at det bare var noget, de legede, og at hans sydsudanske værter var med på den lille gimmick og grinede højt og længe af hans præsidentale hilsen. Men vi købte den ikke rigtig, fordi han var minister.

 

Og så er der det her billede.

Det kan vi godt lide. For det er Mads Brügger, som leger blindebuk med diktatorer, korrupte embedsmænd og griske forretningsmænd. Og han vinder priser for sine film. Og udfordrer mediet. Og stikker Janteloven langt op i måsen. Det kan vi virkelig godt lide. Derfor vil vi også rigtig gerne kunne lide Ambassadøren, hvor han går undercover og forsøger at smugle diamanter til Europa under dække af at bygge en tændstikfabrik i Den centralafrikanske republik.  Derfor så 1000 mennesker (journalister, NGO-folk og unge mænd med fuldskæg og en dokumentarist i maven) filmen til premieren i Grand i går. For vi håbede, hans film ville åbne vores øjne eller forandre vores billede af det Afrika, mange os allerede kender.

Mads Brügger er morsom. Bevares. Men på de andres bekostning. Hans to pygmæ-assistenter var virkelig komiske i al deres intetanethed, men jeg havde hele tiden en underlig fornemmelse, at de var statister mere end assistenter i Brüggers filmmanuskript. At de var med fordi det er nemt at grine af dem, der ikke forstår spillet. Og det var decideret ubehageligt at se, hvordan den enes ansigt rev sig i smerte, da Brügger satte dem på to stole i sit kontor og spillede hvalsang for dem.

Og Paul, hans lokale diplomatiske hjælper, kom til at fremstå som lidt af en medløber, men uden filmen nogensinde formåede at synliggøre den skæve magtrelation mellem rig, hvid mand og økonomisk afhængig sort mand, som vrider alle forsøg på jævnbyrdighed af led.

At det koster mange, mange penge at købe sig til magt, og at alt er til salg i et land, hvor alle strukturer er i opløsning er næppe en overraskelse for nogen. Ej heller at ud af kaos vokser magtbegærlighed af den ondeste slags.

Derfor havde det også været mere interessant, om Mads Brügger havde brugt tid på at finde ud af om det virkelig er sandt, at Frankrig som tidligere koloniherre tilskynder anarkiet i Den centralafrikanske republik, fordi det flyder med guld og diamanter og olie og andre naturressourcer, som der kan tjenes mange, mange penge på. Jo, der er en lokal diamantmine-ejer, der tjener meler sin egen kage, men hvor ender de store penge henne, når diamanter, guld og myrraskær bringes ud af landet i diplomaternes kufferter? Hvad tjener mon overhovedet på at udvinde uran sammen med Kina? En vigtig, men måske knap så komisk historie.

Og nu vi er ved pengene, så giver det vel også mening at spørge, hvor mange penge Mads Brügger hældte ned i centralafrikanske lommer for at filmens historie kunne materialiseres? Hvem finansierede de 170.000 kr., det kostede at smøre diamantmine-ejeren. Og hvor kom de 300.000 kr. til det falske diplomatpas fra? Kom pengene fra filmstøtte? Er det produktionsomkostninger? Rekvisitter?

Afrika er en jungle. The heart of darkness. I hvert fald der, hvor der er mange penge at tjene (knap så meget i tørkeområderne). Det vidste vi vel egentlig godt i forvejen. Mennesket kan være en grådig motherfucker, når der lugter af nemme penge. Det vidste vi også godt. Det er sjovt at grine af de andre. Også det vidste vi. Så hvad ved vi nu, som vi ikke vidste før Ambassadøren? Måske ikke så meget andet end at Mads Brügger er villig til at sætte livet på spil for at underholde os, og at han befinder sig godt i lyst jakkesætte, solbriller og lange støvler. Med ironisk distance naturligvis. Og så gælder det ikke rigtigt, vel?

med emneordet , , ,
12. september 2011
Skriv en kommentar
As if

Jesus for President!

[Kommentar til Ekstra Bladets afsløring af, at der er muslimer, der overtaler/truer deres trosfæller til ikke at stemme ved valget ]

Jeg har to numre af Vagttårnet liggende derhjemme på spisebordet. Det er min egen skyld. Det var, fordi jeg kom til at stirre. Eller i hvert fald til at falde i staver, mens jeg stod i kø for at hæve penge.

Lidt længere henne stod to mænd og snakkede. Den ene temmelig meget tykkere og livstræt end den anden, der var så ulasteligt klædt, som kun mennesker, der virkelig har deres på tørre, kan være.

– Ja, jeg ved snart ikke, om jeg vil stemme på Dansk Folkeparti igen efter det med efterlønnen, sagde ham den tykke. Han havde en slap mulepose fra sin fagforening i hånden.

– Næhmen, det er jo derfor, at jeg er så glad for, at jeg slet ikke skal stemme. Du skulle overveje det samme, sagde den ulastelige og viftede med det, jeg fejlagtigt troede, var et valgprogram. Det viste sig så at være Vagttårnet, og selvfølgelig faldt hans salvelsesfulde blik straks på blondinen, der vantro stirrede på ham.

Jeg har ellers altid takket pænt nej til det lille blege blad. Ikke mindst fordi jeg gik i klasse med en pige, der var Jehovas Vidne, og hun måtte hverken holde fødselsdag eller være med til at fejre vores. Good gracious, kan man forestille sig en større straf, når man er 7 – eller 37 for den sags skyld?

Det er muligt, jeg har levet i total solformørkelse indtil den dag på gågaden, hvor det gik op for mig, at det med fødselsdagen er en bagatel. Langt mere bizart er det, at Jehovas Vidner ikke stemmer ved hverken det ene eller det andet valg, fordi Jesus er deres sande leder. Han er tiltænkt en temmelig central rolle, forstår jeg, og skal i selskab med de 144.000 særligt udvalgte lede jorden (eller hvor det nu er de mødes), når kloden går under næste gang.

Helt ærligt. Er der virkelig 14.000 danskere og 7 mio. mennesker i verden, der i ramme alvor sidder og venter på, at jorden går under – og som nægter (i stilhed, men dog alligevel) at lade sig lede af noget så vederstyggeligt som folkevalgt rakkerpak? Jeg er med på, at det måske netop i disse dage kan være lidt svært at få øje på 179 kvalificerede blandt de jordiske, men derfra og så til at sætte sig ned og vente på Jesus, der er dog et stykke.

Jeg får faktisk lidt koldsved ved tanken om, hvem der holder hånd i hanke med supersygehus, efterløn og betalingsbalancen, indtil Guds søn har tænkt sig at berige os med sit selskab? Og hvad vi gør med den synkende skude af en folkeskole eller krigen i Afghanistan? Og hvordan med 120 brevstemmer, der brændte op på Nordfyn, er det et varsel om snarlige omvæltninger?

Jeg spørger mest af nysgerrighed. For i Vagttårnet kan jeg læse, at der vist ikke rigtig plads til sådan nogle som mig efter den oprydning, de planlægger i den nærmeste fremtid. Tror nu for en sikkerheds skyld, at jeg stemmer til hedningevalget. Så vidt jeg har forstået, er det nemlig lidt svært at sige, hvor længe vi kommer til at vente på den guddommelige forløsning, og så synes jeg, det er meget rart at have en nødløsning i baghånden. Også selvom den ikke er godkendt på højeste sted.

med emneordet , , ,
10. august 2011
12 kommentarer
Afrika, As if

Meget kan man sige om Søren Pind, men…

han er ikke bange for at tage historien på sig. Udover afrikanske despoter er det vel kun den danske udviklingsminister, der uden skyggen af ironi kan få sig selv til at møde op i knitrende nyt safari-udstyr og hilse undersåtterne velkomne. Jeg har brugt timer på at stirre på det billede, men den er altså god nok. Det er sådan vi tager os ud, når vi er på officielt besøg i Sydsudan. Og det var juli 2011. Ikke 1955. Just for the record.

med emneordet , ,
2. juni 2011
3 kommentarer
Sandheden

Gemmer du dig også ved floden?

Nå, men jeg har så brugt de to sidste dage på at lave interviews med burmesiske børn, der er smuglet over grænsen til Thailand for at tale med os. Det er sådan set første gang de er i Thailand, og de har hverken pas eller identifikationspapirer. Det lokale politi ved, de er her, men ellers er det bare med ikke at gøre så meget væsen af sig. Det er i øvrigt også første gang for flere af dem, at de ser byer med asfalterede veje eller prøver at køre i bil. De har gået en dag (morgen til aften) gennem junglen, sejlet tre timer over floden og kørt yderligere et par timer i bil for at komme her til. Bare for at tale med os. Og det meste af tiden sidder de jo egentlig bare og venter. På at tale med os.

image

De er søde, men også lidt svære at tale med. Både fordi de ikke forstår engelsk, men også fordi de er meget høflige og helst vil svare rigtigt på spørgsmålene. Og spørgsmålene er svære at stille, og endnu svære at svare på, når man ikke er vokset op et samfund, hvor ens forældre, lærer og alle de andre voksne hele tiden inddrager en i alverdens beslutninger. Eller beder en om at have en holdning til alt mellem himmel og jord. Fx gik det sådan her:

Mig: Hvad laver du så, når du kommer hjem fra skole?

Pigen: Så arbejder jeg i rismarken sammen med mine forældre, og bagefter laver jeg aftensmad.

Mig: Hvad kan du bedst lide?

Pigen: At lave mad.

Mig: Hvorfor?

Pigen, efter laaaaaaaaaang pause, usikkert smil: Det ved jeg ikke.

Børnene bor i landsbyer i den del af Burma, der hedder Karenstate. Selvom de har en form for selvstyre, patruljerer det burmesiske militær jævnligt i området.

En af pigerne fortalte med stille stemme og et roligt blik:

“En aften, da mørket var faldet på, kom soldaterne. Jeg var i vores bambushytte med min far og mor og mine søskende. Min mor sagde til os, at vi skulle være stille, så soldaterne ikke opdagede os. Min far fandt en sæk ris, mens min mor bandt min bror på 2 år fast på ryggen. Min mindste lillebror var to måneder, ham tog hun i armene, og så løb vi alt, hvad vi kunne, hele familien. Vi gemte os ved floden, hvor vi sov på madrasser, som vi lavede af bananblade. Soldaterne byggede en lejr i vores landsby, så vi kunne ikke komme tilbage. Nu bor vi i en anden landsby. Jeg er bange for, at soldaterne kommer for, hvis de ser os, skyder de os eller tager os med. Dem, de tog med fra min gamle landsby, har jeg ikke set siden.”

Vi har stadig ikke fået bestilt et hotel til sommerferien eller købt sandaler til børnene. Jeg har heller ikke fået gravet terrassen i haven færdig eller fået kopieret familiefotos til børnehaven. Men… ikke?

med emneordet , , , ,
16. maj 2011
1 kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden

Ord, der starter med k

Det er ikke ordforrådet, den er gal med. OMG. Så mange ord, der strømmer gennem hovedet og ud af munder på det barn. Konstant. Og os, hans genetiske ophav, synes jo bare, han er noget så sød, når han fortæller historier. Og totalt nuser er det også, at hans udtale endnu ikke er helt på plads. Særligt K spænder ben, så Carla bliver til Darla, køkkenhave til døddenhave, kammerat til dammehart (R er også temmelig svært, spørg bare kæresterne Mahie og Sighid).

Anyways. Vi snakker en hel del om, hvad vi skal gøre. Eller rettere om vi burde gøre noget. Men i vanlig stil bliver det ikke rigtig til noget. I fredags fortalte en pædagog i børnehaven, at en talepædagog havde givet det råd, at det er rigtig godt at overdrive lydene.

Således grebet af den gode stemning ved aftenbordet i går kastede vi os ud i overartikulerede K-ord, som til sidste endte med at hele familien sad og råbte til hinanden:

– [K]ammerat

– [K]ammerjun[K]er

– [K]anon

– [K]lamphugger

Et ord, der fik Miss Carla til at bryde fuldstændig sammen af grin, og som Halfdan til alles overraskelse kunne sige. Og så fik de voksne blod på tanden:

– [K]lemme

– [K]lejne

– [K]lasse

– [K]ussetyv

Begejstringen løb ligesom af med mig. Og i øvrigt var det et rigtigt godt ord at råbe højt. Spørgsmålet: Hvad er en kussetyv? viste sig lidt svært at besvare på et stadie, hvor vi ikke engang er nået til at sætte de rigtige ord på forplantningens hellige handlinger. Undskyld.

med emneordet , , , , ,
11. maj 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

En telefonsælger der er svær at ryste af

Jeg ved ikke med dig. Men jeg synes ligesom jeg er blevet for gammel (og for meget mor med tunnelsyn i ulvetimen) til at blive ringet op af telefonsælgere, der fem minutter i spisetid liiige vil sælge en forsikring, et avisabonnement eller spørge om, hvilke kaffeshampooremolade jeg bruger. Derfor svarer jeg aldrig på “hemmeligt nummer” (som er det mindst hemmelige tegn på, at der er nogen, der vil sælge dig noget), og hvis jeg alligevel gør, siger jeg venligt Nej tak. Dårligt tidspunkt. Farvel.

Men så i går ringede en kvinde fra Mødrehjælpen. Ikke noget hemmeligt nummer der. Og aldeles overraskende og overrumplende venlig. Hun forklarede, at der lige nu er ventetid hos Mødrehjælpen for kvinder, der bliver udsat for vold, fordi Mødrehjælpen ikke har penge til at udvide deres tilbud, så de kan tage imod de kvinder (og deres børn), som har brug for hjælp.

Jeg var ikke svær at overbevise for det føltes bare instinktivt rigtigt at give et bidrag. Til kvinder, der er udsat for vold, trusler om vold, og som lever med angsten for, hvad der sker, når de forlader den mand, der måske i årevis har udsat dem for overgreb. Det kræver mod og styrke af slags, som fortjener opbakning fra os, der – trods alt – lever et ret ukompliceret liv. Måske har du også lyst til at være med?

med emneordet , , , ,
30. april 2011
1 kommentar
The kids

En dobbelt whiskey, tak

Jeg har brug for en vitaminindsprøjtning. En meget stor kop kaffe. Cola. Og pizza. Jeg har det som om jeg har været til festival i en uge, sovet i telt, drukket for mange lunkne øl og glemt alt om solcreme.

Desværre var der hverken alkohol, friture eller høj musik involveret i dagens tour de force. Til gengæld var der 17 unger, masser af sukker og et støjniveau, der helt sikkert overstiger alle grænseværdier. Hvis du har været der selv, ved du sikkert, hvad jeg mener. Og hvis du stadig er der, hvor du drømmer om at arrangere hyggelige børnefødselsdag med smukke lagkager, farverigt pynt og uforglemmelige lege…  Ahmen, kan vi ikke bare blive enige om, at vi første gang gør det for vores egen skyld, og derefter for altid erkender, at det er for børnenes skyld, ingen andre –  og selvfølgelig fordi man har så fandens god samvittighed bagefter.

Good gracious. Og så bor jeg ovenkøbet i en by, hvor jeg ikke kan trøstespise en hæderlig pizza. Men så stik mig da i det mindste en stærk drink, så jeg kan nå at glemme, hvor træt jeg er lige nu, inden jeg går igang med næste bagebollerbrunsviger-omgang til september.

P.S. Børnene var meget glade og begejstrede og søde. Egentlig. Bare svære at råbe op og holde styr på.

med emneordet , , , ,
5. april 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden, The kids

It’s all about looks

Miss Carla har en ny legeaftale i dag. Med en af de store piger, altså en af dem, der skal starte i skole til sommer forstås. Og jeg skal love for, at hun går til sagen, som om det gjaldt en invitation til Dronningens fødselsdag.

Så efter morgenmaden dykkede hun ned i hårpynt-kassen.

Carla: Det er jo meget vigtigt, at jeg ser pæn ud, når jeg skal lege med Freja. Ik, mor? Det er jo bare, fordi jeg jo også synes det er sjovest at lege med dem, der ser pæne ud.

Mor: Ahem, man leger med dem, der er søde og rare og sjove at være sammen. Det handler OVERHOVEDET ikke om bare se pæn ud.

Carla: Nej, nej, mor, det er da klart. Det handler selvfølgelig også om det andet. Det er bare sjovere, hvis man ser pæn ud samtidig med. Ik?

Nogen indvendinger?

med emneordet , , ,
31. marts 2011
2 kommentarer
The kids

Hvorfor er det vigtigt at vinke?

En lille replik til i går. Jeg er med på, at vi allesammen er en generation af forældre, som næsten ikke kan få nok at vores eget afkom, og som er ved at dø ved tanken om, at de ikke allerede fra fødslen bliver udfordret, stimuleret og får mulighed for at udvikle deres fulde potentiale. Nogle mere end andre – jeg synes ikke selv, jeg er så slem, men sådan har vi det nok allesammen.

Så hvorfor betyder det så noget, at vi kan vinke farvel om morgen, at der nogen, der kan tørre røv på børnene, eller at der nogen, der læser en bog med børnene? Hvorfor er det så slemt, at de skal hjælpes ad, eller ikke altid kan komme i første række? Hvorfor råber vi op bare, fordi institutionslivet ikke er state of the art? Fordi vi er forkælede?

Nej, jeg forsøger at lave en lille smule ballade, fordi jeg oplever, at det mere eller mindre er jungleloven, der hersker i børnenes hverdag. Og ja, en del af problemerne kunne da sikkert løses, hvis hverdagen i institutionerne blev organiseret anderledes, men en hel del handler  også om ressourcer, om 3.000 pædagoger, der pludselig mangler i institutionerne – om udhuling af et tilbud, som gerne skulle give børnene en god start på livet. Som gerne skulle lære dem sociale kompetencer. Som gerne skulle give dem en stimulering og et samvær med voksne, som ikke alle børn er sikre på at få, når de kommer hjem.

Jo, jeg synes da forældrenes fortællinger fra institutioner rundt om i landet er skræmmende. Helt vildt, fordi det skred, der er sket, har fundet sted over så kort tid. Men jeg synes faktisk det er endnu mere skræmmende, at forskningen bakker mine værste formodninger op; nemlig at hvis ikke vi giver børnene et godt liv de første seks år af deres liv, så er det temmelig meget op ad bakke resten af livet. Undersøgelser viser, at et godt institutionsliv giver børnene bedre uddannelser og højere indtægter, kønsforskellene udlignes, og den sociale arv brydes.

Og helt alvorligt, det er altså ikke mine egne børn, jeg frygter for. For jeg er jo en af dem, der er i fare for at overstimulere snarere end at understimulere mine børn. Dem, jeg synes, vi skal bekymre os om er alle de børn, der ikke ligner vores. Dem, som nogle kalder Hold-kæft-familierne, hvor der ikke er meget samtale om middagsbordet, og hvor børnene bliver lidt for gode til at underholde sig selv. De børn, hvor det med de sproglige færdigheder måske ikke ligger lige for. De børn, der ikke altid ved, hvilket ben de skal stå på – og som ikke kan finde ud af råbe op, når de bliver trådt over tæerne af mine børn. Det er sgu dem, vi skylder at give et indholdsrigt og trygt liv i institutionen, så de er rustet til de liv og de forventninger, der venter uden for legepladsen. Både fordi det betaler sig på lang sigt, og fordi det, vi tilbyder vores børn lige nu, er uanstændigt. Ganske enkelt.

med emneordet , , ,
30. marts 2011
17 kommentarer
Brokkekassen, The kids

Om at kaste guld på gaden

Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.

Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]

Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?

Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.

Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →