Om at kaste guld på gaden

Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.

Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]

Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?

Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.

Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?

Reklamer
med emneordet , , , ,

17 thoughts on “Om at kaste guld på gaden

  1. barewunderbar siger:

    Ja tak… og ved du hvad, vi vil faktisk skide på beregninger, tal og kroner og øre, så længe at VI kan mærke i hvor høj grad det virkeligt påvirker både pædagoger og børn i børnehaver, skoler at så meget bliver sparet væk, at de mennesker som skulle tage sig af vores børn og få maskineriet til at køre bliver fyret i en lind strøm…
    Jeg arbejder selv som folkeskolelærer i Viborg kommune, og bare i Viborg kommune er hver 6. lærer fyret igennem de sidste halvandet år… Siden jeg startede som lærer på min skole for 3 år siden er 8 (ja, korrekt 8!!!) lærerstillinger nedlagt, men vi har faktisk ikke færre børn… Til gengæld har vi flere der trænger til støtte, fordi de af forskellige grunde har det svært, de har fx. ADHD, Aspergers og andre indlæringsvanskeligheder, men støtte tiden må også spares væk, med den konsekvens, at både eleven, de andre elever i klasserne, forældrene og lærerne bliver taberne..
    Det er altså begyndt at køre ud af et helt vanvittigt spor…!
    Jeg kunne blive ved, men er på vej på arbejde, så må stoppe, med fare for,a t alt er skrevet lidt for hurtigt, og at lidt for lidt er taget op..!
    Men heja! for dit indlæg!.. Tak!

  2. Line siger:

    Tak for opråb!
    Kunne du ikke sende det til noget landsdækkende avis??? Please…
    Kh L

  3. Hasse siger:

    Fantastisk (og skræmmende) indlæg – send det til aviserne, så er der flere der får sandheden at vide!

    Og sikken en perle af en blog jeg er gået glip af – jeg vil straks gå i gang med at læse op. Tak for det! 🙂

  4. Dorte siger:

    Godt brølt!
    Det er så sørgerligt, at det næsten ikke er til at holde ud. Og ja følelsen af at møde et hjerte af sten – den totale mangel på fremsynethed. Det er så deprimerende…
    KH D

  5. Cecilia siger:

    Har lyst til at poste den smøre på alle landets busser!!!! GODT SAGT!!!!!!

  6. Diana siger:

    Godt brølt, Suzette! Det må og skal kommunikeres videre.
    Hun kunne spare sig selv væk, kunne hun!

  7. Christina siger:

    Suzette. Det er så hørt. Det skal sgu være nu, at der skal gøres noget. Er selv i forældrebestyrelsen i Niclas frit, og det er bare op af bakke, fordi en eller anden smart konsulent i KBH kommune mener at klyngeledelse er vejen frem til besparelser. Samme konsulent har så lige glemt at gennemtænke helt hvad det betyder for det lille barn.

  8. kunsandheden siger:

    Tak for supporten. Det er virkelig langt ude. Altsammen. Og jeg er så træt af at det tilsyneladende er umuligt at trænge igennem lydmuren, selvom alverdens forskning sandsynliggør tusindvis af problemer ved den tilstand, vi lige nu ser i institutioner over alt i landet. ARGH! Nu blir jeg sur igen…

  9. Iben siger:

    Tak! Tusind tak. Vi har brug for den slags indlæg der skildrer de svigt der sker – både i børnenes daglighed og på det politiske niveau.

  10. Lars siger:

    Arh, nu blir jeg sgu også lidt provokeret.
    Jeg arbejder selv i en børnehave og har gjort det gennem mange år. Jeg kan ikke genkende det som andet end et af overbeskyttende forældre forvrænget billede.
    Hovedparten af kritikken går tilsyneladende på, at der ikke sidder en bachelor-uddannet pædagog og kigger på, mens børnene skider. Ja, gu skal de da tørres, men der skal da være mening med galskaben. Det har sgu aldrig været kotyme og bliver det forhåbentlig aldrig. De fleste steder fungerer det fint, og børnene bliver selvstændige og tilfredse – og bliver grundigt tørret.
    Den med knapperne tror jeg ikke en fis på. Det tager ikke et sekund at knappe en bukseknap. Jeg tror, historien bunder i en kreativ genfortælling af den sandhed, at især vuggestuepædagoger får slid i fingrene af at knappe de 10.000 bodystockingknapper m.m., der typisk er i en hverdag i en vuggestue. Og så har de sikkert bedt forældrene overveje at købe velcro. Skandale!
    Skandale også, at vi ikke må vinke ved vinduet mere. Hvorfor ikke gå helt ud til vejen og vinke? Hvad er egentlig forskellen på at vinke på stuen og vinke ved vinduet? Hvem lider? Barnet? Eller mor?
    Spørgsmålet er jo, om pædagogens tid er bedst tilbragt i en aktivitiet eller i samtale ved et morgenmadsbord med børnene – eller om det er bedre at gå enkeltvis ud til vinduet med 22 børnehavebørn for at nusse om de skrøbelige forældre. Eller stirre på en toiletdør, for den sags skyld. Svaret burde sgu være åbenlyst.
    Alle disse eksempler tilsyneladende for at understrege, at normeringen er helt uhyrlig. Min opfattelse er, at den nuværende normering giver rig mulighed for at dække alle børns behov. Der mangler noget professionalisme, noget ledelse, noget arbejdsmoral og en hel del konsekvens, f.eks. i nedbringelse af sygefravær.
    Hvad der IKKE mangler er pylr og tudefjæs.

  11. Louise siger:

    På en måde synes jeg, at det er befriende, at Lars kommentere. Bare for at få fagfolket på banen.
    Men….faktum er, at uanset om de tidligere fremførte påstande her på bloggen om tørring, skidning og knapper i tusindtal er sande eller ej, så bliver der spinket og sparet mere på børneområdet end tidligere. Og det går ud over børnene. På den ene eller anden måde.
    Men det går især ud over pædagogerne og de fagfolk der arbejder med vores børn. År efter år får de at vide, at der endnu en gang ikke er penge til dit og dat. Det slider på arbejdsglæden, og når den er slidt, begynder det gode humør og initiativ at sive langsomt ud mellem de gode intentioner.

    Ja, måske har Lars ret i, at vi er en flok bekymrede speltmødre, der går alt, alt for meget op i vores børns ve, vel og røv.

    Og hånden på hjertet – Jeg er sku ikke bekymret for mit økologiske projektbarn, der selvsagt er så ressourcestærkt, at han hjælper de andre med at tørre sig i røven. Han desværre nok klare sig, selvom besparelserne regner ned over ham nu og i fremtiden.
    Men jeg er pokkers bekymret for de børn, der kræver lidt mere opmærksomhed, end min unge.
    Der findes børn, der lider mere end de børn, hvis forældre (mødre) skræpper op og kæmper for bedre forhold på børneområdet. Der er børn, der har problemer med sproget. Når mor og far skal skilles. Når de bliver mobbet, misbrugt eller svigtet i deres barndom.
    Og netop, fordi jeg er økologisk, hjemmegående speltmor med alt, alt for meget tid, vil jeg være så frelst, pylrende og tudefjæsagtig at mene, at der vores pligt og ansvar som borger i et lille priviligeret land som Danmark at kæmpe for bedre forhold for de børn, hvis forældre ikke magter det.
    Og så vil jeg i øvrigt mene, at det vil klæde fagfolk som Lars at kæmpe med de frelste forældre, frem for at skose dem…

    I bedste mening
    Louise

  12. […] Hvis I kan tåle flere sure opstød i dag, så læs dette Suzette så smukt har skrevet her (godt nok om et lidt andet felt, men dog ikke mindre relevant eller […]

  13. nico siger:

    I går døde en 3-årig dreng i en skovbørnehave – han blev hængt i sin elefanthue da han kravlede rundt på et bjerg at kviste og grene, der bare ligner en ulykke, der venter på at ske. Drengen blev fundet af en pædagog, men først da det var for sent. Gad vide hvor mange pædagoger, der er til hvert barn i den kommune?
    For et år siden døde endnu en 3-årig dreng i en børnehave – også han blev fundet alene i et puderum, da det var for sent. Hvor mange dødsulykker og alvorlige ulykker sker der i de danske institutioner – og ligger antallet inden for ‘normen’ af hvad der altid vil kunne ske? Jeg kender ikke statistikken – men jeg vil meget gerne se en, der er udregnet af en ikke-statsligt eller kommunalt betalt instans.
    Hver dag når tusindvis af danske borgere afleverer deres børn til institutioner, føles det mere som held end forstand, at der ikke sker flere ulykker – og at man kan hente et uskadet barn igen om eftermiddagen. Selvom personalet ofte er dedikerede og ansvarsfulde mennesker, så er bemandingen simpelthen så katastrofalt nedskåret, at der ikke er mulighed for at passe ordentligt på børnene. Og her taler vi ikke kun om at børnene kan få skiftet en lorteble eller gå trygt på toilettet eller få lov til at sove den middagslur de har brug for – her taler vi om helt grundlæggende sikkerhed – børnenes sikkerhed for at de kommer hele og levende hjem igen fra deres ophold institutionen.
    Dødsulykkerne (er der snart en avis der tager det op og ser på antallet og sammenhæng med pædagognormering tak!) er den umiddelbart største fare ved det fuldstændigt udbombede institutionssystem vi har i dag – men den langsigtede fare ser måske endnu værre ud: I de her år oplever vi en nærmest epidemisk bølge af børn med særlige problemer som opmærksomhedsforstyrrelser, angst, koncentrationsbesvær, mangel på empati, etc. Alt sammen mentale problemer man som barn kan undgå at få udviklet ved et dagligt nærværende og opmærksomt samvær med voksne man kender og er tryg ved.
    De senere mange års nedprioritering af børneinstitutionernes økonomi, viser en ekstrem politisk ringeagt for børnenes ve og vel fra de er 0-6 år gamle. Og det giver ikke kun børnelig på bordet – men vil gøre børnepsykiatrien i Danmark til et af de mest belastede områder i mange år frem i tiden.
    Jeg har altid stemt borgerligt, men efter at have fået et barn i institution under den nuværende regering, er jeg nødt til – af helt basale menneskeligt og moralske årsager – og som ansvarlig mor – at stemme på en rød regering næste gang. Må det blive snart – for børnenes skyld.
    kh Nico

    PS:
    Kære Lars, en børnehaveansat, der bruger nedsættende ord som pylr og tudefjæs om almindelig omsorg for børn, skulle måske se sig om efter et andet job – jeg ville i hvert fald nødig have et barn i den børnehave du arbejder i.

  14. Lars siger:

    Nu er jeg helt afkølet igen og ingen børnelig kom på bordet på grund af min ophidsede tilstand. Lykkeligvis.

    Jeg er såmænd bare træt af den enstrengede debat, der følger den tvivlsomme logik: Flere penge=lykkelige, levende (!) børn med knastør røv og knappede bukser.

    Det er naturligvis dybt godnat, men gang på gang hører jeg forældre og pædagoger stå og synge den sang med armene om hinanden. (Det ‘klæder’ dem, som Louise siger)

    Pædagogerne ved godt, at det ikke hænger sådan sammen. Når opsynet med børnene svigter eller børnene ikke stimuleres tilstrækkeligt, så er det efter min opfattelse 9 ud af 10 gange fordi pædagogens vilje eller evner ikke rækker eller fordi ledelsen ikke forstår at hamre en sammenhængende pædogik igennem.

    Tag hellere at blive lidt sur over det, engagerede forældre, og forlang konkrete tiltag til stimulering og læring i børnehaven. Og drop tudefjæset over, at lille Benjamin ikke må vinke i vinduet.

    • @Lars:
      Konferencen i tirsdags havde ét specifikt emne: normeringer. Der er således ikke tale om en ensidighed i diskussionen, men om en tematisk diskussion. Vi vil i FOLA meget gerne sætte kvaliteten på dagsordenen – sammen men organisationsstruktur, ledelseskompetence, demokratiunderskud, madordning, lukkedage, lukkeuger, kvadratmeter, sikkerhed, skolificering, rengøring, vuggestuepest, pladsanvisning, etc. Der er mange emner at tage fat på – vi tog fat på dét af dem, der betyder mest for vores børn: den personlige og kompetencegivende relation mellem voksen og barn.
      Se udover eksemplerne – de er bare indikatorer – og se så på de institutioner, hvor 1 pædagog passer, 15, 20 eller 30 børn. Det er virkeligheden nogle steder, men naturligvis ikke alle steder. Jeg er ikke pædagog, men jeg har svært ved at se den personlige relation blomstre mellem 1 pædagog og 20 børn. Derfor snakker vi normeringer.

      Og så til sidst: er forskerne, der siger det samme som vi, også pylrede speltmødre?

  15. Lars siger:

    Fair nok. Selv om jeg ikke er 100% enig, så toner der da nuancer frem.

    Men eksemplerne – som var det, jeg læste om overalt forleden – er ikke indikatorer. De er værre. De er vildledende, distraherende, ansvarsfraskrivende.

    Hvis man er et udsat barn, er det sgu ikke det vink ved vinduet, der gør forskellen. Det er måske tværtimod den snak man kan have ved morgenbordet, før de er optaget af lege med de andre børn. Og de observationer man kan gøre på deres humør efter en svær weekend, hvor børn, der ellers skyr voksenkontakt kan få fred til at sidde i skødet på en voksen og snakke fortroligt.
    Så er det da utroligt provokerende asocialt, at velfungerende forældre så forlanger fuldt beslag på denne vigtige tid, så de kan vinke igennem ruden i stedet for på stuen! Og ligefrem holder skåltaler om, hvordan det ikke er for deres egen skyld, men for de svage.

    Denne basale sammenhæng er der tilsyneladende ikke interesse for. Hvis det ikke ender på ‘send flere penge’, så gider vi ikke høre det. Og hvis jeg i mit indlæg ikke accepterer et par ude-i-hampen, vildledende (højtprofilerede) eksempler og slutter med parolen ‘kommunen og regeringen er onde/pædagoger og forældre er uskyldige ofre’, så skal jeg rette ind. Det ville klæde mig!

    Det er definitionen på ensidig debat, venner.

    Noget der tit henvises til (også ovenfor), er forskningen, der finder at børn nogle steder kun taler med en voksen 3 minutter og andre steder 21 minutter. Når man læser nærmere, fremgår det, at det netop ikke var normeringen/pengeposen, der var forskellen, men ledelse, pædagogik og indrettelsen af arbejdet.

    Må man godt tale om det? Eller er det for nuanceret?

  16. Lars Klingenberg siger:

    Hvis du havde været til konferencen, ville du have oplevet, at eksemplerne naturligvis var der, men der blev snakket mere om ting som kerneværdier, relationer, voksenkontakt og kompetenceudvikling. Det medierne fokuserer på, er de historierne, der provokerer og ser godt ud i en overskrift.

    Ang. forskningen, så tror jeg ikke vi er uenige. Det er spørgsmål om, hvilken undersøgelse/forsker, man lige trækker frem. Noget (en del) forskning påpeger, at bedre normeringer kan gøre en forskel. Men vi er ikke uenige i, at der er andre parametre, der kan betyde noget – det blev også belyst ved konferencen. Jeg vil meget gerne tage en debat om fx ledelse, da jeg ser mange potentialer for forbedringer her, som kan give bedre sammenhængskraft i institutionernes pædagogiske tilgang.

    Og så vil jeg godt understrege, at vi i FOLA ikke opfatter nogen som onde i dette spil. Det er politik, ikke Paradise Hotel. Men det er et spørgsmål om prioriteringer. Økonomiske prioriteringer i stat og kommune. Økonomiske, strukturelle og pædagogiske prioriterer i institutionerne. Prioriteter hos forældrene (det blev også belyst ved konferencen).

    Når det er sagt, så er vi stadig overbeviste om, at der er behov for bedre normeringer – meget bedre normeringer flere steder. Og en tilstrækkelig normering er fundamentalt for kvaliteten af det pædagogiske arbejde.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out / Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out / Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out / Skift )

Google+ photo

Du kommenterer med din Google+ konto. Log Out / Skift )

Connecting to %s

%d bloggers like this: