Tag Archives: ansvar

Fotoalbum 3: Been there, done that

Du ved det godt. Modebranchen er i fuld gang med at lave et barn på os. Igen. Denne vinter hedder barnet Karry, barnets søster hedder Bordeaux. Og man behøver vel ikke være ekspert i teints (som det hed dengang Karry og Bordeaux sidst var inde i varmen) for at vide, at ingen af farverne gør sig godt på vinterblege danskere. Måske de unge (altså dem der er født i 90’erne og frem) skal have lov til at gøre sig deres egne erfaringer. Men dig og dig og dig, ja lige netop jer, der er født på den forkerte side af 1980, I ved det godt. Du kommer til at fortryde det, hvis du falder for Karry og Bordeaux igen. Dokumentation herunder i en kort og en lang version – begge fotos giver i øvrigt anledning til et andet godt styling tip: Hårprodukter og en god frisør gør underværker.

image

image

med emneordet , ,

Fri mig fra de nøgne

»Kære Martin, vi henstiller til, at du ikke render rundt i din have kun iført underbukser, da vi, og specielt vores børn, synes, det er ret ulækkert.

Med venlig hilsen, Dine Naboer.«

Åh ja, vi er blevet så bange for de nøgne kroppe, at vi ikke engang må gå rundt i vores egne haver uden tøj på, for hvis naboen kigger ud af vinduet og ser os og føler sig krænket, så er det vores ansvar, at de synes det ser ulækkert ud, selvom det bare er… en krop.

Vi går linen ud og forbyder drenge over seks år at være i kvindernes omklædningsrum i svømmehallen for, vi kan ikke lide at de kigger på os. Vi har seksualiseret alt der er nøgent og bilder os ind at selv børn kigger på os ikke som mennesker, men som seksuelle væsener.

Mens vi peger fingre af Paradis Hotel og anklager netop reality-tv for at skabe et forkvaklet og unuanceret billede af, hvordan piger og drenge ser ud i virkeligheden, så forhindrer vi dem i at stå i badet i svømmehallen og se, at der  findes store og små tissemænd, lette og tunge bryster, tynde og tykke maver og ranke og skæve kroppe – og oh ve, kroppe med hår.

Informations Karen Syberg har skrevet en rigtig fin artikel om en bonert nation, der ser krænkelser alle vegne. Læs den og gør så dit barn en tjeneste og gå i svømmehallen bagefter

med emneordet , , , ,

Alle mand over bord (eller noget om, hvor stille der er dernede i det sydøstlige Danmark)

Jeg har været ude at køre med tog. Igen. Til Nykøbing F, som den automatiske dame siger i toget. Og der er stille derude. Helt stille. Som i en science fiction-film, hvor jorden er gået under, og der kun er et menneske tilbage. Og det var så mig. Bag kameraet. De andre… spist af zombier, måske.

P.S. Hvis nu du bor derude, så giv lige lyd.

med emneordet , , , ,

Man kan godt blive lidt træt (og gammel)

Tillad mig at sige noget om afhængighed, ny teknologi og menneskets forfald efter Politiken og TV2 i dag har fortalt os, at ikke mindre en 2.000.000 danskere nu ejer en smartphone. Og det er vist nok noget, vi skal være bekymret for, for det betyder at vi hele tiden er online, og at det er bekymrende, fordi vi så ikke er rigtig til stede i den virkelige verden, og til sidst får vi stress, fordi vi hele tiden sidder med snuden i skærmen.

Det er forfærdeligt, ikke? Fællesskabet, interaktionen mellem mennesker, er under pres. Det samme er tankeflugt og dagdrømmeri, fordi vi hele tiden holder os beskæftige med internettet og den slags. Kaos venter. Og sammenbruddet. Sædernes forfald.

Eller det kommer så an på, hvem du spørger. En 50+ stressforsker af en art, vil helt sikkert give dig ret. Det gjorde han i hvert fald på Tv2. Men de unge, de siger sådan:

Vi ’surfer’ ikke, og internettet er for os ikke ’et sted’ eller et ’virtuelt rum’. Internettet for os er ikke noget, der befinder sig uden for selve virkeligheden. Nej, det er en del af den: et usynligt, men konstant tilstedeværende lag, der er forbundet med det fysiske miljø. Vi ’bruger’ ikke internettet, vi lever på internettet og i forlængelse af det. Hvis vi skulle fortælle jer vores Bildungsroman (’dannelsesroman, red.), måtte vi først forklare, at der findes et naturligt internetaspekt i alle de oplevelser, der har formet os. Vi indgik venskaber og fjendskaber online, vi skrev af efter de eksamensopgaver, vi fandt på internettet, vi planlagde fester og studieforløb online, vi forelskede os i hinanden på nettet, og vi slog op på nettet. Webbet er for os ikke et nyt stykke teknologi, vi har skullet lære, og som det efterhånden er lykkedes os at beherske. Webbet er en proces, som foregår kontinuerligt, og som løbende forvandler sig for vores øjne og forvandler sig med os og gennem os. Teknologier dukker op og bliver afløst af nye; hjemmesider konstrueres, blomstrer op og forgår igen. Men internettet fortsætter, fordi vi er på nettet og kommunikerer med hinanden på måder, der falder os naturlige, og som er mere intense og effektive end nogensinde før i menneskehedens historie.

Resten af artiklen kan du læse i Information

Og jeg siger dette: Lad os nu ikke falde i den fælde en gang til. Stor var opstandelsen den gang i et andet årtusinde, da selve BOG-EN, den hellige bibel, blev afløst af bøger. For hvordan skulle det nu ikke gå, når folk kunne udsættes for uendelige udlægninger af verdens beskaffenhed uden præstens mellemkomst?

Nå, men alt dette bare for at sige, at jeg bliver lidt træt, når os, der stadig kan huske, hvordan det var at skrive 3. g-opgaven ind på skrivemaskine, og hvordan det var at være på internettet med et modem, går i koma over, hvor farlige de nye apparater er.

Og jo, der kan sikkert findes eksempler på børn, der er blevet mærkelige af computerspil, og unge, der har gjort sindssyge ting, fordi de hørte en sang i radioen og ikke helt kunne finde ud af hvad der var fiktion og virkelighed (eller der var måske mest i 1990’erne det var på mode). Der kan sikkert også findes eksempler på voksne, der er vokset sammen med deres smartphone og så kan vi kalde det en form for afhængighed og sygeliggøre dem.

Men prøv-nu-lige-hør-her. Det går over igen. Verden er ikke ved at falde fra hinanden (og hvis den er, er det i hvert fald ikke internettet og mobiltelefonernes skyld). Det er bare os, der ikke er vokset op med internettet, der skal lære at slappe lidt af. Se muligheder fremfor begrænsninger. Halvfyldte glas i stedet for halvtomme. Ikke?

med emneordet , , , ,

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

med emneordet , , , ,

Forældrenes skolestart

Lige om lidt er jeg sådan en, der har barn i skole (og på den måde bliver man vel også en slags voksen eller hur?).

I går var der informationsmøde på skolen, og det møde sagde sådan set ret meget om, hvem vi, altså forældrene, er – og hvad det er for nogle børn, vi er i gang med at lave. Således fandt lærerne det nødvendigt at sige følgende til de voksne:

  • Undgå lange afskedsseancer inde i klassen. Giv bare et kram og sig: Hav en god dag, og gå så. (Der er med andre ord ikke noget kyssevindue i skolen, vel? Let go.)
  • Lad selv dit barn lægge madpakken i skoletasken derhjemme og siden i køleskabet på skolen.
  • Lær dit barn selv at tage tøj på.
  • Lær dit barn selv at gå på toilettet og fortæl dem, hvor meget papir man bruger.
  • Lær dit drengebarn at tisse ned i kummen, så der er ikke er tis ud over hele gulvet.
  • Lad være med at tale grimt om de andre børn eller voksne. Det smitter af på børnene.
  • Hvis dit barn brokker sig derhjemme, så husk at du kun har hørt den ene side af historien.
  • Stol på, at dit barn er klar til at gå i skole. Det er sværrest for forældrene at navigere i det nye liv.

Derudover fik vi også at vide, at de støtter børnene i fx selv at klæde om til idræt, lægge tøjet samlet på bænken og selv gå i bad efterfølgende.

Noget siger mig, vi skulle blive bedre til at give slip og lade de børn bruge deres arme og hoveder noget mere. Allerede nu. Mens de er så små og bløde. For lige om lidt er de store og ude af stand til at gøre noget som helst på egen hånd. Fordi vi havde så travlt med at beskytte dem mod alt det, der er svært.

med emneordet , , ,

Er der en pæreskifter til stede?

Der er sidder en mand på et plejehjem. Han er lidt svær at få øje på i denne tid, hvor mørket har slugt dagslyset. Han sidder i sin lænestol. Der er et svagt lys fra lampen over hans spisebord, og natlampen er også tændt. Men der er et hjørne af værelset, hvor hverken spisebordslampen eller natlampens lys kan nå, og der sidder han. I mørket. Når man går forbi ude på gangen, kan man lige ane omridset af en mand. Når man går tættere på, kan man se, at han har åbne øjne. Han stirrer tomt ud i luften, mens han lytter til Leif Davidsens roman Min broders vogter på sin cd-afspiller. En gang i mellem rækker han ud efter glasset med den røde saft eller lommetørklædet, som ligger sammenkrøllet på stakken af lydcd’er på hans bord. Han siger selv, at det ikke gør noget, at han sidder i mørke for han kan alligevel næsten ingenting se mere. Så verden ser alligevel sådan ud for ham. Dunkel.

Men det er ikke fordi han har bedt om at sidde i mørket. Det er der vist aldrig nogen, der har spurgt ham om. Det er fordi lampen på hans bord ved siden af lænestolen væltede, og pæren splintredes mod gulvet. Klir. Klir. Klir. ‘En af damerne’, som han kalder dem, samlede lampen op fra gulvet og satte den på bordet igen. Skærmen sad lidt skævt, men det kan han ikke se. Ligesom han ikke kan se de to tørre hyacinter med brune blade, der nikker med hovederne på sofabordet. Bagefter kom rengøringsdamen og fejede glasskårene op. Men pæren, den skal han selv købe, og sætte i. Sådan er reglerne. Også når man er 102. Næsten blind. Og efterhånden har ben så tynde som tændstikker. For ‘damerne’ skal jo passe beboerne, altså hjælpe dem i tøjet, give dem mad, hjælpe dem på toilettet og den slags. Men de skifter ikke pærer. Dem skal man selv købe. Sådan er systemet, og reglerne, og direktiverne (for tiden er knap, vi ved det). Så derfor sidder han der i mørket i flere uger. Han siger ikke noget til nogen. Han affinder sig med situationen, og vænner sig til mørket. Indtil nogen, der ikke arbejder der, kommer forbi og skifter den pære. Og han misser lidt med øjnene, når lampen igen lyser. ‘Så kom der lys over land’, siger han.

(Det mest tankevækkende ved den historie er ikke, at systemet er skruet mærkværdigt sammen. Det er derimod, at det er muligt at institutionalisere dem, der arbejder i systemet, så meget, at ingen overvejer at forbryde sig mod reglerne og skifte den pære. Trods alt. Det er ikke bare tankevækkende, men i grunden temmelig skræmmende.)

 

med emneordet , ,

Barndomsminder og erindringsforskydelser

Jeg gik i skole på en af de landsbyskoler, som vi alle sammen hylder og begræder, når de lukker, fordi verden på en måde er blevet for lille til skoler med syv klassetrin og 100 elever.

Men altså i min klasse var vi 14 elever, 7 drenge og 7 piger, og med kun enkelte udskiftninger undervejs. Det var en god klasse. Vi legede alle sammen med hinanden. På kryds og tværs. Drenge og piger. Sådan talte de voksne om os. Og sådan oplevede vi det selv – fordi de voksne sagde, at det var sådan det var.

Vi havde alle sammen en far og en mor, og ingen af dem gik vist nogensinde fra hinanden. De flestes mødre var hjemme, når vi kom fra skole. Og vi havde bil, og et hus at bo i.

Alle fik en uddannelse. Alle fik et job, og nogen blev selvstændige. Den lille by, vi boede i havde en bager, en slagter, et posthus, en trikotageforretning (dagens quizspørgsmål?), en benzinstation, en brugs, en købmand, en bank og flere frisører. Der var selvfølgelig også smedeværksted, automekanikere, tømrer, elektrikere og landmænd en masse. Sådan var det i 1980’erne, før landsbylivet gik af lave. Lutter idyl og trygt som ind i helvede.

I klassen havde jeg særligt to gode veninder. Vi skiftedes til at være bedsteveninder. Og det er faktisk noget af det, jeg husker bedst fra skolen. At den del var helt igennem gnidningsløs, og selvom vi var bedsteveninder, så legede vi selvfølgelig også med de andre piger.

For nogle uger siden mødtes vi igen. De fleste har jeg ikke set siden dengang – og det er jo så – gulp! – 20 år siden. Folk lignede sig selv, og så alligevel ikke. For vi var alle sammen vokset og blevet os selv, og det synes jeg klædte os godt. Og vi snakkede selvfølgelig om dengang. Om alt det, vi kunne huske, og det overraskede mig, hvor mange versioner der findes af de samme erindringer. Fx da min gamle bedsteveninde om aftenen, da vi lå i hendes gamle værelse og skulle sove, sagde: Selvfølgelig var det ikke svært for dig, når vi roterede på venindepladserne, for det var jo dig, der bestemte.

Og sådan går det til, at den idylliske barndom viser sig at være mest rosenrød for den, der sidder i instruktørstolen og udnævner helte og skurke. Men også at den, der sidder i stolen, ikke nødvendigvis ved, at hun er den – eller at hun gør livet surt for de andre undervejs. Egentlig er jeg glad for, at jeg fik den revision med i min barndomsfortælling for det er jo trods alt ikke en uvæsentlig detalje.

med emneordet , , , ,

Det vi leger #4

Nå, men det var de tagrender, vi kom fra. De er nu på plads og meget, meget flotte (tør man sige andet for 15.000 kr.). Indrømmer at billeddokumentation måske ville være på sin plads, fordi I sikkert er ved at dø af spænding over, hvordan sådan en stålfætter tager sig ud…

Muligvis havde tømren lige været på kursus i mersalg, for han benyttede selvfølgelig lejligheden til bare sådan en passant at nævne, at det tag jo nok ikke holdt evigt. Eller det var faktisk ikke, hvad han sagde. Han sagde: Det tag holder ikke mere end en 2-3 år. Det har jo mange år på bagen efterhånden, og hvis vi skifter taget, skifterne vi også lægterne, så de bliver dobbelt så brede som nu. (Som om det var en attraktion i sig selv, selvom de lægter har holdt på taget i snart 100 år uden problemer.)

Jeg hviskede forsigtigt: Og hvor meget koster det så?

Han: Ahr, nu må du ikke hænge mig op på det, men slag på tasken er i omegnen af 140 tusinde.

Ved du, hvad jeg gjorde? Jeg parkerede den overflødige information i det der mørke moseområde af hjernen, hvor alting forsvinder for altid. Og besluttede mig for ikke at nævne samtalen for min kæreste med et eneste ord.

Men selvfølgelig blev han passet op af tømren igår.

Tømrer: Som jeg sagde til din kone, så skal I nok til at tænke på nyt tag.

Så nu ligger den beslutning fint som en lille lort, der bare lugter mere og mere, jo længere vi venter…

med emneordet , ,

Timelighed

Nå, men jeg går ud fra, det er ved at være tid til at bestille tid hos frisøren til min søn, når jeg i løbet af samme uge bliver spurgt om begge piger er mine børn – og når barnet i et forsøg på at spise morgenmad uden at få hår i munden beder om at få en hårbøjle på ligesom sin søster.

med emneordet , ,