ansvar | Kun sandheden

3. marts 2014

Velkommen i min stue – om at stille sig selv til skue

I morgen kl. 7 har jeg en aftale med TV2 Nyhederne. Vi skal tale om min kronik og travlhed i børnefamilierne. Og så skal vi se, hvordan en tirsdag tager sig ud i Cirkus Frovin Sylvest. Jeg har selvfølgelig lyst til at rydde op og sætte vintergækker i vaser, inden de kommer. Men jeg sidder på mine hænder. For det handler ikke om pyntepuder eller friske blomster.

Der er sikkert nogen, der bliver sure (igen) og kalder mig forkælet (igen). Det er ok. Jeg ved godt, jeg er priviligeret. Jeg ved godt, det er en fase. Jeg ved godt, at om tre år er det hele glemt (for mit vedkommende). Jeg ved godt, at der er mange i Danmark, der har det meget værre end mig, og endnu flere i verden, der har det meget værre end børnefamilier i Danmark. Og jeg ved godt, det er meget vi selv kan gøre.

Min pointe er, at jeg er ved at løbe tør for ideer: Jeg kan fx slet ikke ikke kan forestille mig, hvordan vores liv hang sammen, hvis vi ikke netop var så priviliget. Hvis vores arbejde ikke var fleksibelt. Hvis ikke jeg boede et sted i Danmark, hvor huslejen ikke æder det meste af lønnen.

For mig handler det ikke længere kun om, hvad vi selv kan gøre. Dig og mig, hver for sig. Det handler om at skabe en ramme omkring familielivet, så det ikke bare er en fase, hvor det først og fremmest handler om at overleve. Det kan ingen af os gøre alene. Det må vi gøre i fællesskab. Ligesom vi som samfund skaber rammer om alle mulige andre dele af livet.

Det, der undrer mig mest, er vreden. Der er så meget vrede i debatten. Det forstår jeg stadig ikke. Børnefamilier må ikke brokke sig. “Du har selv valgt,” siger de vrede, og det er jo sandt for langt de fleste af os. Men betyder det virkelig, at jeg ikke må undre mig over, at balancen mellem familie- og arbejdsliv tilsyneladende er så svær at ramme for så mange? Betyder det, at jeg ikke må foreslå, at vi prøver at skrue livet lidt smartere sammen i de år, hvor de små har brug for os og fylder meget i vores liv? Betyder det, at jeg bare skal bide tænderne sammen og vente på det går over?

Vi ses i fjernsynet snart. Og indtil da kan du læse kronikken her (hvis du nu gik glip af den i oktober)

med emneordet ansvar, børn, meningsfuldt, overload

4. december 2013

6 kommentarer

Farmorbørn, SOmeone to love

Sladrer man, hvis man deler sin bekymring?

Jeg har set dem i vuggestuen, i børnehaven og nu i skolen. De børn, der ikke ser ud til at have det godt. Det har overrasket mig, hvor lette de er få øje på – og også tit hvor svære de er at nå.

Børn har ret til kærlighed og tryghed, til at blive set og elsket, og til at have et hjem, hvor de kan trække vejret frit. Derfor river det sådan i hjertet, når jeg møder børn, som jeg tænker ikke får netop det. Børn, der virker ensomme, tilbagetrukne, grænseoverskridende eller alt for voksne af deres alder.

Men hvad gør man? Hvad gør jeg? Jeg kender dem jo dybest set ikke – jeg ved jo reelt ikke om det jeg ser, er sådan de har det. Om det jeg oplever er bekymrende eller bare en anden måde at være barn på end den, vi har besluttet hjemme hos os er den rigtige. Hvordan kan jeg gøre mig til dommer over andres liv – hvordan kan jeg alene på min fornemmelse tillade mig at mene noget om den måde andre voksne er forældre på. I sidste ende er vi jo allesammen bare amatører, der hver dag gør vores bedste.

Ankestyrelsen har netop lanceret en kampagne, hvor de opfordrer os, dig og mig, til at reagere på det vi ser og fornemmer. Kampagnen hedder Deldinbekymring.nu

Det er svært, synes jeg. At blande sig i andre familiers anliggender. Det føles lidt, som om jeg sladrer, og jeg er generelt ikke stor tilhænger af at vi får et samfund, hvor vi hele tiden holder øje med hinanden – og rammerne for det normale måske bliver for snævre af netop den grund.

Omvendt. Historierne om børn, der er vokset op i hjem, hvor de voksne af en eller anden grund ikke har magtet at være forældre, hvor børnene har været overladt til sig selv, hvor utryghed har været en del af hverdagen… de historier er så hjerteskærende, og hver gang tænker jeg: Hvorfor var der ikke nogen der greb ind? Hvorfor var der ikke nogen der reagerede på det de så?

Det føles måske som om vi blander os i noget, der ikke kommer os ved. Men måske giver det mening at tænke på børnene først og fremmest. På hvad det gør ved dem, at ingen ser dem. At ingen voksne tager ansvar for at give dem en tryg og kærlig barndom.

“En underretning er udtryk for omsorg.” Står der på deldinbekymring.nu Måske er det sådan, vi skal se på det, når vi igen står over for det der barn, som vi dybest set godt ved trænger til hjælp. Som har brug for en voksen til at skabe orden i kaos. Det er ikke let eller uden dilemmaer. Men for børnenes skyld giver det måske alligevel mening at være en sladrehank.

med emneordet ansvar, børn, Udfordring

11. november 2013

4 kommentarer

Farmorbørn, Sandheden

Det ER strukturelt

For nogle lørdage siden forsøgte jeg mig med en kronik i Politiken. Mange, der læste den, syntes, jeg var dårlig til at sortere og sige nej, og næsten lige så mange der syntes det var synd for mine børn, at de skulle trækkes med en mor som mig.

Der var flere der var helt oppe at stå på den, fordi jeg åbenbart er sådan en typisk klynkemarie, der ikke kan finde ud af at tage ansvar for farten i det hamsterhjul, som kronikken handlede om. Sådan en stereotyp mor, der har travlt med at bage økologiske speltboller på surdej, mens jeg banker puder og fletter julehjerter med den anden hånd (myten om den perfekte mor viser sig igen og igen at være et hårdtslående argument). Og overraskende mange foreslog, at jeg gik på deltid (mens ingen foreslog, at min mand gik ned i tid. Ingen.).

Men midt i al balladen druknede min pointe, eller måske blev den snarere fremhævet. For det jeg forsøgte at sige med kronikken var ikke, at det er synd for mig eller for dig, men at det er synd for os (hvis det er synd for nogen), fordi hamsterhjulet ikke er noget, du eller jeg har opfundet. Det er et strukturelt problem, som ikke kan standes ved at jeg melder fra til en julefrokost eller går ned i tid. Vi har brug for en tredje løsning, en ny måde at organisere os på – du ved, den løsning vi ikke kender endnu, men som jeg godt gad vi begyndte at diskutere os frem til.

Det er der mange der bliver provokeret af: At løsningen ikke ligger lige for, og at jeg insisterer på, at det er et strukturelt problem mere end en individuel udfordring, der kan løses med (flere) skemaer og (endnu) mere prioritering i den enkelte familie. Derfor blev jeg så glad, da jeg læste interviewet med Rasmus Willig i Politiken i weekenden. Rasmus er sociolog, og hans pointe er netop, at vi martrer os selv, fordi alle problemer er individualiserede:

“Det er helt nødvendigt, at vi oversætter de individuelle problemstillinger til sociale problemstillinger. Så længe alle problemer er individbaserede og ikke strukturelle, har vi en falsk forklaring af de reelle problemer. Der er akut behov for, at vi sætter farten ned og laver om på de strukturer, der styrer os rundt.”

Læs interviewet. Seriøst. Han har fat i den lange ende.

Vi har en vinder!

Så til Andreas bog, som jo faktisk er er flugtforsøg fra hamsterhjulet. Maier, du er den heldige vinder. Send mig navn og adresse, så modtager du fluks Andreas fantastiske bog fra forlaget.

Og hæng endelig på, der er en ny bog på vej lige om lidt. Om en dreng, der er god til noget.

med emneordet ansvar, børn, begyndelse, familie, meningsfuldt, overload, Udfordring

2. oktober 2013

3 kommentarer

Sandheden

Abort gør dig ked af det

Og så blev det søndag – og også mandag og tilmed tirsdag, og nu er det pludselig onsdag, og jeg har stadig ikke fundet den heldige vinder af Caitlin Morans bog. Shame on me. Men nu gør jeg det, der er bare noget jeg skal sige først. Og det handler om aborter og den kampagne, som forstyrrede mennesker (og det mener jeg virkelig de er) har besluttet sig for at hælde ud over os alle sammen. En kampagne så fuld af dårlig samvittighed, at jeg får lyst til at råbe højt tilbage. SHUT UP! Fri abort er en basal rettighed, som jeg mener alle kvinder bør have adgang til. Punktum. Og jo, du kender måske en fjern slægtning eller veninde eller gammel skolekammerat om hvem nogen har fortalt, at hun bruger abort som prævention. Og hvad så? Har jeg lyst til at spørge. Der er vel ingen, der seriøst mener at vi skal begrænse adgangen til abort, fordi en eller anden vi en gang har hørt om efter sigende har været en lidt for flittig gæst på hospitalet. Nej vel?

Caitlin Morans bog indeholder et meget fint og nuanceret kapitel om netop abort, og det vil jeg anbefale alle, også de religiøse (i enhver forstand) modstandere, at læse. Kapitlet om aborter, om hendes egen, om hvordan vi ser på abort (de dårlige og de gode), om hvordan vi ser på mødre, og hvorfor hun tror på, at kvinder er i stand til at træffe et kvalificeret valg, inden de får en abort. Det er kloge ord, og jeg blev faktisk rørt undervejs, fordi jeg synes netop det kapitel siger så meget om vores forventninger til kvinden som mor – og fødemaskine: ”Den bedste mor – den perfekte mor – vil gå alle ni måneder med ethvert barn, hun undfangede, uanset hvor nedbrydende og ødelæggende det ville være, for hendes kærlighed ville være stor nok til alle.”

Som Moran tror jeg på, at kvinder også når det handler om aborter er i stand til at tage kvalificerede og velovervejede beslutninger, præcis som vi hver dag gør på vores arbejde og i (de fleste) af livets andre forhold. Abortmodstandernes kampagne forsøger at tale til den lille pige i os alle, til den lyserøde drøm om barnet (”du vil jo altid kunne huske det lille hjerte, der slog inden i dig”). De taler enten fra et moraliserende eller et religiøst synspunkt, og det er der formentlig en meget god grund til, for der findes ganske enkelt ikke rationelle argumenter for at fratage kvinden retten til at bestemme over sin egen krop.

Caitlin Morans kapitel skriver åbent og næsten skræmmende nøgternt om sin egen abort, samtidig med at hun igen og igen understreger, at hun ikke var i tvivl eller nogensinde har fortrudt at hun tog den beslutning. Fordi det var den rigtige for hende. I den situation hun var i på det tidspunkt i sit liv. Og det er en helt afgørende pointe: Ingen af os kan (eller bør) gøre os til herre over, hvorvidt en kvinde skal føde et barn. Det er hendes egen beslutning (sammen med faren, hvis der er sådan en), og den ret fortjener ingen at få frataget eller mudret til med andres dårlige samvittighed.

P.S. Luise, du har vundet Kunsten at være kvinde. Send mig din adresse, så får du fluks bogen i din postkasse.

med emneordet ansvar, momentan sindssyge, overload

17. september 2013

1 kommentar

Mig sagde hunden, Sandheden, SOmeone to love

En af de morgener

Nå, men jeg tror bare jeg tager tilbage og henter mine børn hjem. Måske får jeg alligevel ikke lavet noget i dag, for det var en af de morgener. En af dage hvor den dårlige samvittighed hænger i tøjet resten af dagen.

Det startede egentlig fint, og vi ramte en god mellemtid, men der kan ske meget mellem 7 og halv 8. Fx at de tasker, der skal pakkes ikke pakker sig selv, og de børn, der skal pakke dem, ikke rigtig kommer ud af røret. Eller at den mor, der skal bevare overblikket taber det undervejs og begynder at blive lidt stram i betrækket, selvom det aldrig har gjort noget godt for kampen mod uret. Eller at moren for sent husker at der stadig er bogstavleg i 0. og at vi straks må finde en ting, der begynder med A, som den yngste kan lægge frem til udstilling i klassen (Asfalt? Nej. Automat? Nej. Ammoniak? Nej. Anker? Nej. Abe, siger den yngste så. Abe! Klart, har vi en abe? Nej, vi har ikke en abe. Det er der jeg googler “ord, der begynder med A og for første gang har Google ikke har svaret på alt. Selvfølgelig, det er en af de morgener, hvor Murphey lægger forhindringer ud).

Uret tikker, og vi forlængst har tabt al den gode tid, og børnene begynder at skændes, og mine mundvige hænger ned ad i en sur smiley. Miss Carla vælter med sin cykel allerede inden hun er kommet op på den og begynder at græde. Halfdan råber Lortemor og nægter at gå ud af døren. Fordi jeg stadig er syg. Siger han. Det er han ikke, men han bliver det formentlig hvis hans mor ikke holder op med at hvæse.

Cykelturen gør godt. Det gør den altid. Så er vi i bevægelse og vi kan kun cykle så hurtigt som vi gør, og der er ro til at tale om noget andet og til at køle af og måske ligefrem grine lidt. I dag nåede vi ikke at grine så meget, men jeg nåede at sige undskyld.

Den lille sagde bare: Ja, ja. Han vil gerne videre og den bedste måde at komme videre på er at forsvinde i mængden, grine med kammeraterne, og få den sure mor på behørig afstand.

Den store prøver, men stemninger sidder i kroppen på hende længere end på så mange andre, og hun hager sig fast i min arm, da jeg siger farvel: Du må ikke gå. Du skal blive hos mig. Siger hun, velvidende at jeg er nødt til at gå for klokken har ringet og dagen er i gang.

Hendes omsorgsfulde klasselærer kommer og holder om hende. Spørger hende hvorfor hun er ked af det. Min mor har været sur hele morgenen. Siger hun. Og det er det ikke så meget at sige til. Jeg krammer og kysser farvel og har den dårligste smag i munden da jeg skynder mig ud af døren. Hun skal nok klare sig, men følelsen sidder i kroppen resten af dagen. Hendes krop. Min krop. Det var en af de morgener. Kapløb mod tiden og humøret. I dag vandt jeg ikke.

med emneordet ansvar, børn, momentan sindssyge, overload

6. september 2013

4 kommentarer

Brokkekassen

Ok, barsel til mænd, here we go

Havde ellers lovet mig selv kun at have et træt skuldertræk til overs for regeringens barsels-kovending. Men altså, for fanden…

1. Kan vi ikke holde op med at sige, at mændene bliver TVUNGET på barsel. Tro mig, der var også tidspunkter af min barsel, fx midt i den 5. amning på en nat, hvor jeg følte mig ret tvunget. Men hey, it goes with parenthood. Det hedder ANSVAR.

3. Kan vi ikke lade være med at betale mændene 100 kr. om dagen for at gå på barsel? På en måde føler jeg mig lidt til grin over at have været på barsel i 13 måneder og kun se min indtægt blive lavere og lavere. Hey Mette Frederiksen, du skylder mig 39.000 skattefrie kroner.

4. Kan vi ikke lade være med at argumentere, at barnet har mest brug for moren, mens det er lille? Udover amning er der mig bekendt ikke nogen børn, der har fået livsvarige skader af at blive skiftet, badet, vugget af deres far.

5. Kan vi ikke lade være med at sige, at det er meget kedeligt for mændene at gå på barsel, når børnene er små? Som om kvinder bare elsker at gå derhjemme og vaske tøj og rykke rundt på sofapudderne i en uendelighed. I didn’t.

6. Kan vi ikke lade være med at putte kvinderne ned i en kasse og mændene ned i en anden? Vi kunne fx starte med at give både mænd og kvinder ret til at være sammen med deres børn. Nogen vil sige ja tak. Nogen vil sige nej tak. Jatakkerne behøver ikke være kvinder. Nejtakkerne ikke behøver at være mænd.

7. Kan vi ikke lade være med at sige, at staten ikke må blande sig i familielivet? Who are you kiddin’. Staten blander sig i alt. Det er det, vi har aftalt. Regeringen kunne have givet mændene ret til at være sammen med deres børn. Det turde de ikke. Fordi de ikke ville blande sig. Og det er ligestillingsdebatten i en nøddeskal. Der sker ikke en skid. Fordi ingen tør handle. Og derfor er vi igen lige vidt og lige langt væk.

med emneordet ansvar, børn, overload, surt opstød

20. august 2013

3 kommentarer

SOmeone to love

Den følelse

Det sker stadig, at Miss C bryder sammen. At hendes hjerne kortslutter i forsøget på at have det store overblik, dirigere slagets gang og få alle til at spille de rigtige roller på det rigtige tidspunkt. Hun er ikke manipulerende, hun er bare et barn, der hele tiden optimerer og udvikler sin leg, og som samtidig godt kan lide at følge en plan, og det er de færreste af hendes jævnaldrende der orker at følge hendes tempo. De leger jo bare – og nogle gange trækker de sig og så vokser frustrationerne. For det er svært at have de bedste intentioner og så se det hele smuldre. Som regel finder hun en ventil, som regel flytter hun sit fokus, som regel justerer hun og tilpasser sin leg, så de andre får lyst til at vende tilbage. Som regel. Efterhånden mere reglen end undtagelsen.

Når det ikke lykkes hende at regulere sin frustrationer på egen hånd, er det som at se en karrusel, der løber løbsk. Hurtigere og hurtigere snurrer den rundt, indtil alt og alle til sidst er kastet af.

Det tog mig tid at lære at være mor i de situationer. Overvindelse. Tålmodig. Overskud. En lille smule teflon. Og masser, faktisk uendelig mængder af kærlighed. For mens hun raser og spyr ild af alle de frustrationer, hendes krop er brændt inde med, er det et inferno af følelser og fysik, skrig og jeg-hader-dig-som-jeg-aldrig-har-hadet-nogen-før.

Jeg trækker vejret ned i maven imens og venter, venter på den lille åbning, hvor energien begynder at sive ud af hendes krop. Hvor hun er på vej ud på den anden side. Jeg rækker ud efter hende velvidende at hun afviser mig. Lidt endnu. Indtil hendes åndedræt begynder at falde og hun vender sig mod mig. Ser på mig, vagtsomt, afventende, som om hun undersøger om jeg stadig er her.

Så siger hun stille: Der er noget jeg gerne vil sige til dig, men jeg kan ikke.

Og jeg siger: Jeg vil gerne høre det.

Og hun ser på mig og siger: Inden i synes jeg du er rigtig sød, men uden på er jeg bare så gal på dig lige nu.

Jeg elsker hende alene for det. For at kunne mærke og sætte ord på, hvordan hun har det selv når det er svært og følelserne er modsatrettede og fyldt med dilemmaer. Jeg er taknemmelig for at hun viser mig den tillid og for at hun bagefter sætter hos mig og lægger sit hoved mod mit bryst og siger: Jeg vil gerne sidde og lytte lidt til dit hjerte.

Så sidder vi der. Uden at sige noget. Falder til ro og finder tilbage sammen. Det tager bare et øjeblik, tre minutter måske. Så springer hun ned og løber af sted. Ud i verden. Som om intet var hændt. Det elsker jeg hende også for. At hun er i livet med den største naturlighed, og som lige præcis det menneske, hun er. Min genstridige, jublende, begejstrede, evigt søgende, elskelige datter.

med emneordet ansvar, børn, meningsfuldt, respekt

15. april 2013

Skriv en kommentar

Brokkekassen, Farmorbørn

Sådan koger man suppe på 600.000 voksne og børn

Egentlig er det enkelt, hvis bare du er tålmodig. Du skal bruge en meget stor gryde, gerne en tykbundet en af slags. Så skal du bruge en frigørelsesproces, hvor kvinderne indtager arbejdsmarkedet på lige fod med mændende. Dernæst tilsætter du en række institutioner, vuggestuer, børnehaver, skoler og SFO’er, som tager sig af børnene mens de voksne arbejder. Så lader du det hele stå at koge lidt.

De voksne brokker sig ind imellem over, at det er svært at få arbejdslivet og familielivet til at hænge sammen, men så hælder du bare en familiekommission i gryden og lover, at når det hele har stået og kogt en rum tid, så skaber vi en bedre balance, for det er jo tosset at der hvor forældrene har allermest travlt med at være forældre også er der, hvor de har allermest travlt med at blive til noget på deres arbejde. Når suppen har kogt nogle år, hiver du forsigtigt kommissionens arbejde op ad gryden og smider det i skraldespanden og skruer helt ned for blusset.

Med tiden koger forældrene og børn helt ind til en meget tyk og klistret fond, som ingen kan slippe ud af. Det kan godt se lidt grumset ud, men bare rolig det er meningen. Alle skal være godt møre, inden du hælder en langvarig lockout ned i gryden. Nu skal der røres, røres, og røres, så familien til sidste er splittet i atomer, og børnene helt glemmer, hvordan det er at gå i skole. Sæt derefter æggeuret på uendeligt og læg låg på gryden. Efter et par uger kan du med fordel løfte lidt på låget og hælde en lille smule forvirret Bondo og lidt iskold KL i gryden.

Når du kigger ned i gryden nu, vil du se, at det hele ser overraskende pænt og overskudsagtigt ud, selvom suppen har kogt så længe. Nede på bunden er der måske et par seje forældre, der truer med at ødelægge suppen, men de skal bare koge lidt længere, så bliver de også møre. Bare giv dig god tid. Tålmodighed. 10 uger måske. Bagefter kan du tage på en dejlig lang sommerferie – hvis altså ikke du har brugt det sidste ferie til at spice suppen op med.

Bon appetit

Se hvor fin suppen ser ud mandag morgen, uge 3