16. august 2010
3 kommentarer
Anbefalinger

Kan du ikke finde mig?

Det er fordi jeg har gemt mig bag mine nye solbriller under et oliventræ, hvor jeg spiser friske figner og læser den mest fantastiske bog af ham, der skrev Virgin Suicides, hvis du har set den film (ellers gå straks af sted til videobutikken – eller hva det hedder nu om dage).

Nå, men den her bog hedder Middlesex, og jeg er allerede så begejstret, at jeg ville ønske, at den ikke havde stået ulæst på min reol så længe.

Det er derfor jeg gemmer mig – for at få lov til at læse. Bare sådan 200 sider i streg.

HA HA HA!

med emneordet , , , ,
16. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,
13. august 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Savner/savner ikke

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

  • en eftermiddag med veninderne.
  • en kande te af den virkelig gode slags.
  • biografen.
  • nyhederne.
  • en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
  • en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

  • den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
  • at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
  • at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
  • at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
  • at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.
med emneordet , , ,
13. august 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,
11. august 2010
3 kommentarer
As if, Orlov, The kids

Ferieminder

Hvad husker to små børn fra tre måneders rejse med deres forældre?

Ja, indtil videre ved vi, at da Halfdan i går fik et Kinderæg, sagde han: ”Kan I huske dengang, vi boede i lejligheden, der fik vi også et påskeæg?”

Så efter at have pisket barnet rundt i en af Europas hippeste kulturhovedstæder i det meste af en uge, husker han et chokoladeæg af tvivlsom kvalitet. I det mindste er produktet af tysk oprindelse.

Og Carla sagde forleden: ”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave.”

”Hvad ville du så lave i stedet?” spurgte jeg.

”Være hjemme sammen med far og dig!”

Hjemmefra havde jeg planlagt, at vi hver dag skulle sætte os og skrive dagbog sammen, og at børnene skulle tegne en tegning med en af dagens oplevelser. Du kan godt høre det, ikke? De griner af mig. De bedrevidende og bagkloge. Ikke nødvendigvis hånligt, men i det mindste en lille smule overbærende. For der gik selvfølgelig ikke mere end fire dage, før Carla nedlagde veto mod tegneriet. ”Aih, kan vi ikke godt holde op med det der og bare tegne noget, der er sjovt i stedet for?” Og det er vist også ved at være nogle dage siden, jeg selv har gjort mig dagbogsnoter i min lille bog med hængelås og plads til små artefakter.

Men altså indimellem tegner Carla alligevel en tegning (Halfdan gør også, men der er mest nogle aggressive streger, der går over i en eller anden slåskamp mellem tuscherne – det barn er virkelig inde i en meget gal periode. I parentes bemærket.). Men altså Carlas tegninger viser hverken drypstenshuler, slotte eller gigantiske badelande for den sags skyld. Derimod er det konsekvent tegninger af hende og jeg, der går en tur, eller hende og Halfdan, der leger en leg, eller os alle sammen på vej ned for at spise en is.

Jeg gider ikke en gang belemre dig med, hvad man kan lære af det. Men det er selvfølgelig en tanke værd, at vi formentlig havde fået de samme ferie-tegninger ud af børnene, hvis vi havde brugt 150.000 på is og siddet derhjemme på terrassen i tre måneder i stedet…

med emneordet , , , ,
11. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Stjerneskud

Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.

Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.

med emneordet , , ,
7. august 2010
2 kommentarer
Orlov

Hvordan var det nu med den krig?

Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.

Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder.  Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?

Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.

Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.

P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac

Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.

http://en.wikipedia.org/wiki/Karlovac

med emneordet , , , , ,
7. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Og så til vejret…

Hvad fanden sker der med skybrud på skybrud og 15 graders varme? Hvad bliver der af sol, sol og sol og 30 grader plus?

Jeg er med på, at jeg måske var lige lovlig optimistisk, da jeg i marts lå i sneen og forestillede mig tre måneders endeløse sommerdage.

Men jeg har altså hverken gummistøvler eller regntøj med, og mine yogalækre bukser (i familien kendt som klovnebukserne) var faktisk tænkt som natbukser – ikke en beklædningsgenstand, der skulle flashes på de europæiske rastepladser. Særligt fordi jeg ikke ligefrem i mig selv signalerer smidig solhilsen.

Selvfølgelig glæder jeg mig da over, at jeg ikke skal slå telt op i regnvejr, mens familien venter i bilen. Og at jeg ikke har en stor våd hund, der skal sove i min fodende. Og at jeg har tre måneder og ikke tre ugers ferie, så der er lidt flere sommerdage at samle sammen af. Og det var da også ret sjovt at tage alt tøjet af børnene og lade dem løbe gennem regnen, da det piskede ned i går – og vi grinede selvfølgelig, da Halfdan forpustet og triumferende bagefter sagde til sin søster: ”Så du lige, hvordan min tissemand svingede rundt i regnvejret?” Åh, den evige penisfascination, selv når der kun er et par cm at prale af.

I dag lander vi på den kroatiske ø Krk (respekt for et sprog, der opererer med stednavne uden vokaler), og så vil jeg godt se noget steady solskin, mens jeg nedsænker mit korpus i Adriaterhavet og henslænger de lune aftener med en bog og et glas af den rosevin, der har ligget på køl siden Ungarn. Sol, sagde jeg. Bare en 6-8 uger i streg. Det var det hele.

med emneordet , , ,
6. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Sparket til hjørne af Molly og Spiderman

Midt i maden kommer Halfdans kop flyvende henover bordet. Han ser på os med store øjne og siger: ”Molly kom lige til at vælte koppen, og så fløj hun op i træet og gemte sig, og nu kan jeg ikke finde hende.” Eller pludselig vælter han bagover på stolen med mad og tallerken ud over sig. ”Aih, jeg har sagt til Molly, at hun ikke må kaste med maden, men det er fordi hun er så lille.” Eller jeg siger: ”Jeg vil gerne have du holder op med at slå, ellers må du ind og sidde på din seng.” Han svarer: ”Hvis du gør det, så kommer Spiderman bare og pfui så tar han mig, og så flyver vi lige op i luften, hvor I ikke kan fange os.”Og jeg har et par gange forsøgt mig med modsvar a la: ”Jo, for jeg har også vinger, så jeg flyver bare lynhurtigt op i træet og henter dig ned igen.” Men han kigger på tørt på mig og siger: ”Nej, for så tar jeg lige mit sværd og svinger det schhhyyyt ind i dig, og så har du slet ikke nogen arme.”

Jeg siger ikke, at jeg gerne ville bytte det eventyrlystne barn for endnu et temperamentsfuldt barn. Men bare, at det er en lille smule svært at opdrage en genstridig 3-årig, som hele tiden flyver af sted med Spiderman eller skyder skylden på Molly. Både fordi det er svært at lade være med at grine, og fordi man hører sig selv sige ting som: ”Lige nu er jeg ikke så interesseret i at høre, hvad Molly gør.” Eller: ”Det her handler ikke om Spiderman.”

med emneordet , ,
3. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov, The kids

Slovenien – land of dreams

Fra regnvåde, surmulende Ungarn til smilende, let-at-elske Slovenien. Jamen, jeg er bare forelsket. Helt enkelt. Den første nat slog vi os løs som virkelige campister og parkerede wohnmobilen på en parkeringsplads (det er det de rigtige autocamper-mennesker gør efter sigende) midt i vinlandet i det nordøstlige Slovenien. Naboen var et vinotek og tak. Jeg fik lige et glas kølig hvidvin med god jazz og en halv times lokale rejsetips, og nu er vi så begejstrede, så man kunne tro, at vi var direkte sponseret af det slovenske turistråd. Men den er god nok. Her er ganske fantastisk (og jeg har så brugt 200 år på en collage, som alligevel ikke helt blev, som jeg havde regnet med – sorry for/til en halshugget søn).

Vi har kørt gennem de grønne bjerge langs grænsen til Kroatien fra smukke, smukke Ptuj i nord til nu et lille sted Kostanjevice med det fedeste galleri. Nåede lige 30 minutters rundtur, mens Casper lokkede børnene med is i parken udenfor.

Siden blev vi fanget i det mest sindssyge regnvejr på en cafe i byen, hvor børnene helt overraskende opførte sig aldeles eksemplariske, selvom vi kom langt på den anden side af spisetid og meget tæt på sengetid. Og det lykkes mig at bestille en latte, som var en latte og ikke en espresso med to ml mælk. Altså bare for at nævne, at livet jo – trods alt – ikke kun er op ad bakke.

For der jo også øjeblikke i løbet af en dag fx når de begge to nikker med lukkede øjne bag i bilen, hvor jeg helt glemmer, at det ene barn stangede mig i mellemgulvet i morges, og at det andet barn skreg sine lunger ud hele vejen fra badelandet til camperen i går eftermiddags. Og jeg tager det på en måde som en kærlighedserklæring, at min søn spontant slikker mig hele vejen op ad armen, mens han kigger på mig og siger: “Ma-ma, ma-ma? Ska vi lege, jeg er baby?”, og at min datter vågner om morgenen og siger: “Mm, jeg synes nok, der lugtede af dig, mor.”

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →