Noget af en cliffhanger…

Er du ikke bare spændt på, hvordan min ferie er gået? Og hvem ved, om du overhovedet når at finde ud af det, fordi jeg sådan set har placeret mig i en af de yderste risikozoner. For nu sidder jeg igen med den bærbare i skødet og prøver at nærme mig hverdagen. Og hverdagen er selvfølgelig skræmmende nok i sig selv, men som du sikkert ved, er det jo for intet at regne i forhold til den risiko, jeg lige nu udsætter mine lår for. Næst efter rygning, mobiltelefoner og et lillebitte glas vin under graviditeten, så er en bærbar i skødet noget nær det dummeste, du kan gøre, hvis du vil have et langt og lykkeligt liv. I følge den seneste forskning. Så so long, vi ses i himlen.

Men indtil da, så lad os da opsummere, hvad der kan siges om den påskeferie, jeg lige om lidt siger godnat til:

  1. Mine børn var rigtig rådne i starten, som du ved.
  2. Så fik vi gæster. Masser af gæster. Og helt forudsigeligt blev den store lidt rundtosset af moderens umættelige sociale behov og begyndte at vågne meget tidligt om morgenen. Sådan en lille morgenfrisk 5-årig, der foreslår en tur i svømmehallen kl. 05.12, er det sikreste tegn på, at jeg  igen har valgt at lade som om det barn ikke har brug for lidt ekstra ro. For en gangs skyld noget, der ikke er en fase.
  3. Min søn har brugt det meste af ferien på at udvikle et særligt besiddelsesgen, som tilsyneladende giver ham ret til at flegne flat, hvis nogen kommer for skade at modsige ham, når han proklamerer, at lige netop den stol eller det fjernsyn eller den gynge er hans. Og ingen andens. Overhovedet. Er det en fase?
  4. Den første mandag var vi i København. Tal om en dansk udgave af Coming to America! For når man anbringer sådan to unger fra provinsen i 5A og kører fra Nørreport til et godt stykke på den anden side af Nørrebro St. så giver det anledning udsagn som “Mor, så du hvor sort ham manden var?” og “Taler de dansk ligesom os?” Og hvor gammel er man i øvrigt selv blevet, når man hører sig selv sige: “Se, lige deroppe boede mor, dengang hun flyttede hjemmefra”, mens ungerne så har travlt med at kigge på flagrende tørklæder, mænd i kjoler og seje drenge i jogginggear og bling bling, at de aldrig når at se det første stop på memory lane.
  5. Nå ja, så har vi selvfølgelig grillet og spist så mange pølser, at jeg ikke en gang vil forsøge at dække over, at mine børn formentlig ikke har været i nærheden af en eneste grøntsag siden de sidst åbnede deres madpakker i børnehaven.
  6. Det har jeg så heller ikke selv. Til gengæld lavede jeg nogle fortrinlige påskeæg og en omgang trøfler. Jeg har været meget karrig med at lade børnene smage, mens jeg har været utrolig gavmild over for mig selv.
  7. Børnene har været i vandet, og jeg har fotograferet for at dokumentere, at mine børn er modigere (og langt mere dumdristige, fordi de ikke ved, hvad barnets første sygedag er for en fisk) end jeg nogensinde har været. Når jeg ikke har drukket forstås.
  8. Noget kulturelt? Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde? Nåhr jo, jeg læste da et portræt af Nik og Jay. I Information.
Og nu til tilbage til hverdagen. Hvor jeg kan drikke min kaffe uforstyrret. Og læse i en bog. Og skrive mails uden at sidde med et barn på skødet. Og spise frokost uden at skulle rejse mig for at hente en serviet eller mayonnaise eller ristede løg eller mere makrel i tomat. Og hvor jeg sådan cirka halvvejs gennem ugen kan begynde at idyllisere, hvor dejligt samværet med mine børn bliver – velvidende at jeg lørdag formiddag indleder den første forhandling med barnets far om bare en lillesmule alenetid.
Oh, the dilemmas of parenthood… og påskeferie.
med emneordet , , , ,

Nogen, der vil bytte ferie?

– Eller bare børn?

Nahr, men det er bare fordi vi er i gang med påskeferie fra helvede, hvor børnene er millimeter fra at blive tjekket ind på en kostskole i Sibirien så snart vi er på den anden side af den korsfæstelse.

Det er jo nærmest komisk, at vi startede ugen med et fotoshoot til en artikel om ikke at skælde ud på sine børn, og siden har jeg nærmest ikke gjort andet. Blandt andet fordi børnene ikke har misset en eneste chance for en rask slåskamp eller følt sig for fine til at gennemføre endeløse diskussioner om bolden tilhører den ene eller den anden, om den ene eller den anden kom først på lokum, og om den enes leverpostejmad er større end den andens.

Og sådan fejrer vi påsken med en tur ned af vores egen lille Via Dolorosa. Ville ønske jeg havde sendt nogle flere gækkebreve, så jeg i det mindste havde et lille bitte påskeæg at trøste mig med nu, hvor terroristerne endelig sover.

med emneordet , , , ,

Når livet slutter…

Puha. I dag har jeg givet et knus af den slags, som man ikke ved om blir det sidste. Sådan et knus, hvor man slet ikke har lyst til at give slip. Hvor man ville ønske, at alting bare kunne være som det altid har været.

Det har været sådan en dag, hvor tankerne flyver, og minderne kappes om at komme først. Hvor der dufter af barndom og jordbærgrød med fløde og friskbagt kringle. Hvor jeg ser mig selv sidde og dingle med sommerbrune ben ved et lille undselige spisebord i et velkendt køkken, mens karbonader bliver serveret fra en sydende pande med nye kartofler, persille og smørsovs til lyden af rådhusklokkerne i radioen. Hvor jeg kan høre bornholmeren slå sine tunge slag, mens jeg vinder endnu et spil kort, og vi drikker kaffe og næsten selvlysende citronsodavand fra Brugsen. Hvor vi kører gennem skoven, langs vandet, rundt i sommerlandet og spiser is og snakker om alt det man snakker om, når en er 8 og en anden er 74.

Det er et venskab, som opstod, fordi en lille pige gik rundt i haven derhjemme og kedede sig lidt, og hans køkkenhave var lige på den anden side af hækken. Og hvis hun bare lænede sig godt tilbage i gyngen og fik god fart på, kunne hun gynge lige akkurat så højt, at hun kunne kigge over hækken og se ham plukke jordbær. Han havde ikke et navn, og hun tænkte ikke på at spørge, hvad han hed, for eftersom han jo boede der lige op og ned af deres hæk, kom han med barnets logik til at hedde det, han var, nemlig Naboen.

Vi har kendt hinanden i 34 år. Jeg kalder ham stadig Naboen. Han er 102 (og et halvt, fordi alle dage tæller), og han er det sejeste menneske, jeg kender. Men nu er han ved at dø. Sådan rigtigt. Og det er ikke til at holde ud, for der er nogle ting, der bare skal være som de altid har været.

I dag drak vi kaffe sammen og talte om stort og småt, som vi plejer. Et øjeblik var det virkelig ligesom det plejer at være. Indtil han rejste sig fra sin stol næsten gennemsigtig af træthed. Ikke længere rank og viljefast, men bare et lillebitte menneske, der har brugt sine sidste kræfter. Jeg puttede ham i hans seng, lagde dynen over ham, som jeg hver aften putter mine børn. Gav ham et knus og sagde farvel, men også på gensyn. Selvom farvel måske er, hvad det var.

med emneordet , , ,

Temmelig crazy

For 15 år siden kom jeg hjem efter den mest vanvittige rejse gennem Afrika. Lad mig bare sige at det nærmest var et lille mirakel at både min veninde og jeg kom hjem i et stykke…
Men siden den gryende forårsdag i april 96 har jeg holdt i hånd med den samme mand, som et halvt år tidligere havde erklæret mig sin kærlighed.15 år! Det blir alligevel til en hel del kærlighed…

Og vi stiller om til haven…

Nej, nej, nej… Tænk så kom solen lige midt i en weekend. Og den skinnede og var varm. Og børnene tog skoene – og bukserne – af  og kravlede ned af de store sten, så de kunne stå med deres små vinterhvide barnefødder i vandkanten. Bagefter gik vi hjem og tog shorts på, og Halfdan blev så glad for gensynet, at han tog dem med i seng og havde dem på, da han stod op. På tørresnoren hang flyverdragterne og vinkede farvel for sidste gang, og handskerne, hvoraf der er et par og en hel masse enlige, fandt tilbage til deres pose i kælderen. Jeg spiste brunch i solen og gravede et nyt bed i haven og stak min uvante fødder ned i de gode gamle Birkenstock.


Nu ligger solcremen på elefanthuernes plads og fra spisebordet kan jeg se både stedmoderblomster, perlehyancinter og anemoner, der blomstrer på terrassen. Goddamn, det er forår, og dagen er tiltaget med mere en seks timer (no wonder, det var mørkt i januar).

Lige om lidt skal vi sidde og søbe hvidvin i aftensolen og glæde os over, at sommeren er så lys og imødekommende.

med emneordet , , , ,

Nu sker det…

image

Ord er vist overflødige… men hvis du er i tvivl om, hvad der foregår, kan du løæse forklaringen her

med emneordet , , , , ,

It’s all about looks

Miss Carla har en ny legeaftale i dag. Med en af de store piger, altså en af dem, der skal starte i skole til sommer forstås. Og jeg skal love for, at hun går til sagen, som om det gjaldt en invitation til Dronningens fødselsdag.

Så efter morgenmaden dykkede hun ned i hårpynt-kassen.

Carla: Det er jo meget vigtigt, at jeg ser pæn ud, når jeg skal lege med Freja. Ik, mor? Det er jo bare, fordi jeg jo også synes det er sjovest at lege med dem, der ser pæne ud.

Mor: Ahem, man leger med dem, der er søde og rare og sjove at være sammen. Det handler OVERHOVEDET ikke om bare se pæn ud.

Carla: Nej, nej, mor, det er da klart. Det handler selvfølgelig også om det andet. Det er bare sjovere, hvis man ser pæn ud samtidig med. Ik?

Nogen indvendinger?

med emneordet , , ,

Ud af foråret kommer…

Er der noget at sige til, at vi alle sammen begynder at klage og plage en smule i januar for efter sne og nej, hvor er himlen bare høj og flot på en solskinsdag i december, så er der ligesom ikke noget, der slår solsortens kalden og lysets kommen. Det er både ganske vist og temmelig smukt.

Imens forsøger børnene at finde nye ben i hele det der gallashow af lys, som vi pludselig bliver begavet med. Så efter  at have brugt vinteren på at undre sig over, hvorfor vi skulle af sted i børnehave midt om natten, har husets sørøverpirat nu meget svært ved at forstå, hvorfor han skal i seng midt om morgenen. Og eftersom vi ikke er kommet længere end til at skrive “hænge gardin op i børneværelset” på en (uendelig) seddel på opslagstavlen, kan det godt være en lille smule svært at skabe mm-nu skal vi sove-stemning. Mit forsøg med at få et lyseblåt, tyndslidt stræklagen til at gøre det ud for gardin… ja, det kan du nok selv gætte effekten af, men måske er det i virkeligheden også lidt usportsligt at skrue ned for lyset lige når det er kommer tilbage.

Med lidt held får vi streget gardinet fra to-do-listen en gang i november, hvor man alligevel ikke kan se, om det er nat eller dag, og så kunne vi egentlig lige så godt vente til lyset kommer tilbage igen. For det utrolige er jo at mønstret gentager sig hvert eneste år. Både det med at lyset kommer igen, og det med, at vi slet ikke kan lade være med at have lange samtaler om, hvor dejligt det er, at det igen er lyst om aftnen, og at alting gror, og at nu kommer varmen. Banalt, men dog meningsfuldt for enhver på de her breddegrader.

med emneordet , , , ,

Hvorfor er det vigtigt at vinke?

En lille replik til i går. Jeg er med på, at vi allesammen er en generation af forældre, som næsten ikke kan få nok at vores eget afkom, og som er ved at dø ved tanken om, at de ikke allerede fra fødslen bliver udfordret, stimuleret og får mulighed for at udvikle deres fulde potentiale. Nogle mere end andre – jeg synes ikke selv, jeg er så slem, men sådan har vi det nok allesammen.

Så hvorfor betyder det så noget, at vi kan vinke farvel om morgen, at der nogen, der kan tørre røv på børnene, eller at der nogen, der læser en bog med børnene? Hvorfor er det så slemt, at de skal hjælpes ad, eller ikke altid kan komme i første række? Hvorfor råber vi op bare, fordi institutionslivet ikke er state of the art? Fordi vi er forkælede?

Nej, jeg forsøger at lave en lille smule ballade, fordi jeg oplever, at det mere eller mindre er jungleloven, der hersker i børnenes hverdag. Og ja, en del af problemerne kunne da sikkert løses, hvis hverdagen i institutionerne blev organiseret anderledes, men en hel del handler  også om ressourcer, om 3.000 pædagoger, der pludselig mangler i institutionerne – om udhuling af et tilbud, som gerne skulle give børnene en god start på livet. Som gerne skulle lære dem sociale kompetencer. Som gerne skulle give dem en stimulering og et samvær med voksne, som ikke alle børn er sikre på at få, når de kommer hjem.

Jo, jeg synes da forældrenes fortællinger fra institutioner rundt om i landet er skræmmende. Helt vildt, fordi det skred, der er sket, har fundet sted over så kort tid. Men jeg synes faktisk det er endnu mere skræmmende, at forskningen bakker mine værste formodninger op; nemlig at hvis ikke vi giver børnene et godt liv de første seks år af deres liv, så er det temmelig meget op ad bakke resten af livet. Undersøgelser viser, at et godt institutionsliv giver børnene bedre uddannelser og højere indtægter, kønsforskellene udlignes, og den sociale arv brydes.

Og helt alvorligt, det er altså ikke mine egne børn, jeg frygter for. For jeg er jo en af dem, der er i fare for at overstimulere snarere end at understimulere mine børn. Dem, jeg synes, vi skal bekymre os om er alle de børn, der ikke ligner vores. Dem, som nogle kalder Hold-kæft-familierne, hvor der ikke er meget samtale om middagsbordet, og hvor børnene bliver lidt for gode til at underholde sig selv. De børn, hvor det med de sproglige færdigheder måske ikke ligger lige for. De børn, der ikke altid ved, hvilket ben de skal stå på – og som ikke kan finde ud af råbe op, når de bliver trådt over tæerne af mine børn. Det er sgu dem, vi skylder at give et indholdsrigt og trygt liv i institutionen, så de er rustet til de liv og de forventninger, der venter uden for legepladsen. Både fordi det betaler sig på lang sigt, og fordi det, vi tilbyder vores børn lige nu, er uanstændigt. Ganske enkelt.

med emneordet , , ,

Om at kaste guld på gaden

Ved du, hvad der provokerer mig? Det provokerer mig, at vi har en socialminister, der kan sidde med stenansigt og fortælle en sal fuld af forældre og pædagoger, at forældre aldrig har været mere tilfredse med landets vuggestuer og børnehaver, og at der aldrig har været afsat flere penge til området end nu. Sådan som hun gjorde til en konference på Christiansborg i går, hvor jeg havde æren af at være ordstyrer.

Det provokerer mig, at vi har en socialminister med et hjerte af sten, som ikke får den mindste trækning ved øjet, når forældre rejser sig op og fortæller hende, at børnene ikke må have knapper i bukserne i børnehaven, fordi der ikke er tid til at hjælpe med knappe knapper, når de har været på toilettet. Eller at børnene skal ringe med en ringeklokke for at komme i kontakt med en voksen, når de sidder på toilettet. Eller at to tre-årige må hjælpe hinanden med at blive tørret i røven, fordi der ikke voksne nok til at hjælpe. Eller at små børnehavebørn må trøste hinanden, fordi der ikke er nogen voksne til at gøre det. Eller at børnene ikke længere kan vinke farvel med en voksen om morgenen, fordi det er blevet sparet væk. Eller at et barn faldt i søvn i sin flyverdragt, fordi det tog så lang tid før, der var en voksen, der havde tid til at hjælpe ham med at få handskerne af. Eller at børnene begyndte at tisse i buskerne i en børnehave, fordi de ikke havde lyst til at gå ind på toilettet, når de var på legepladsen, fordi de ikke vidste om de voksne kunne høre dem, hvis de havde brug for hjælp. Eller at 2½-årige børn, der er begyndt i børnehave før tid for at spare penge, ikke kan sove til middag, fordi der ikke hænder nok til at en af de voksne kan agere sovevagt. [Tilføj selv flere i kommentarfeltet, hvis du orker.]

Kære Benedikte Stoneface: Kan du se mønstret, eller skal jeg stave det for dig?

Alle de tal, som står i fine røde tabeller på dit talepapir afspejler ikke virkeligheden. Slet ikke. Hvor svært er det at forstå, at selvom du har sparet 117 mio. kr. på bureaukratiet, er det en dråbe i havet i forhold til de mere end 3.000 pædagoger, der er sparet væk fra institutionerne de seneste år.

Og hvorfor tror du ikke på det vi andre ser? Hvorfor er du bange for virkeligheden? Og hvad sker der med børnene? Ikke de stærke. Men alle dem, der ikke kan overleve i den junglelov, der hersker i institutionerne, når der er alt for mange børn og alt for få voksne? Hvad sker der med dem, der kun taler med en voksen 3 minutter om dagen? Tror du, de vokser op og bliver ressourcestærke, veluddannede samfundsborgere? Eller bliver de mon bare nye fine tal i en helt anden tabel? Tabertabellen. Hvad tror du, Benedikte? Hvad siger din mavefornemmelse dig? Kan vi være det bekendt? Synes du? Helt ærligt?

med emneordet , , , ,