Er du ikke bare spændt på, hvordan min ferie er gået? Og hvem ved, om du overhovedet når at finde ud af det, fordi jeg sådan set har placeret mig i en af de yderste risikozoner. For nu sidder jeg igen med den bærbare i skødet og prøver at nærme mig hverdagen. Og hverdagen er selvfølgelig skræmmende nok i sig selv, men som du sikkert ved, er det jo for intet at regne i forhold til den risiko, jeg lige nu udsætter mine lår for. Næst efter rygning, mobiltelefoner og et lillebitte glas vin under graviditeten, så er en bærbar i skødet noget nær det dummeste, du kan gøre, hvis du vil have et langt og lykkeligt liv. I følge den seneste forskning. Så so long, vi ses i himlen.
Men indtil da, så lad os da opsummere, hvad der kan siges om den påskeferie, jeg lige om lidt siger godnat til:
- Mine børn var rigtig rådne i starten, som du ved.
- Så fik vi gæster. Masser af gæster. Og helt forudsigeligt blev den store lidt rundtosset af moderens umættelige sociale behov og begyndte at vågne meget tidligt om morgenen. Sådan en lille morgenfrisk 5-årig, der foreslår en tur i svømmehallen kl. 05.12, er det sikreste tegn på, at jeg igen har valgt at lade som om det barn ikke har brug for lidt ekstra ro. For en gangs skyld noget, der ikke er en fase.
- Min søn har brugt det meste af ferien på at udvikle et særligt besiddelsesgen, som tilsyneladende giver ham ret til at flegne flat, hvis nogen kommer for skade at modsige ham, når han proklamerer, at lige netop den stol eller det fjernsyn eller den gynge er hans. Og ingen andens. Overhovedet. Er det en fase?
- Den første mandag var vi i København. Tal om en dansk udgave af Coming to America! For når man anbringer sådan to unger fra provinsen i 5A og kører fra Nørreport til et godt stykke på den anden side af Nørrebro St. så giver det anledning udsagn som “Mor, så du hvor sort ham manden var?” og “Taler de dansk ligesom os?” Og hvor gammel er man i øvrigt selv blevet, når man hører sig selv sige: “Se, lige deroppe boede mor, dengang hun flyttede hjemmefra”, mens ungerne så har travlt med at kigge på flagrende tørklæder, mænd i kjoler og seje drenge i jogginggear og bling bling, at de aldrig når at se det første stop på memory lane.
- Nå ja, så har vi selvfølgelig grillet og spist så mange pølser, at jeg ikke en gang vil forsøge at dække over, at mine børn formentlig ikke har været i nærheden af en eneste grøntsag siden de sidst åbnede deres madpakker i børnehaven.
- Det har jeg så heller ikke selv. Til gengæld lavede jeg nogle fortrinlige påskeæg og en omgang trøfler. Jeg har været meget karrig med at lade børnene smage, mens jeg har været utrolig gavmild over for mig selv.
- Børnene har været i vandet, og jeg har fotograferet for at dokumentere, at mine børn er modigere (og langt mere dumdristige, fordi de ikke ved, hvad barnets første sygedag er for en fisk) end jeg nogensinde har været. Når jeg ikke har drukket forstås.
- Noget kulturelt? Undskyld, jeg hørte ikke, hvad du sagde? Nåhr jo, jeg læste da et portræt af Nik og Jay. I Information.
Kun sandheden 
