Category Archives: Sandheden

Facebook gone wrong

Efter sigende kan man ikke være sikker på, hvad Facebook bruger ens personlige oplysninger til. Efter sigende. For de bruger dem i hvert fald ikke til at sælge videre til deres annoncører. Og hvis de gør, så er det måske annoncørerne, der ikke helt forstår at ramme målgruppen.

Altså muligvis kunne jeg få glæde af sådan en tyrolerdragt, når vi kommer til Nürnberg og Østrig, men det med tigeren er simpelthen den største joke. Sorry. Men jeg er ikke dyreven. Som i slet ikke. Og det er ikke mine forældres skyld, for vi har både haft fisk og fugle og skildpadde og kanin og kat og hund, og jeg har været en hestepige ligesom allerede andre 8-årige, der vokser op uden for lands lov og ret.

Jeg har forlængst indstillet mig på, at børnene kommer til at rejse jorden rundt og gøre sindssyge ting som at kaste sig 140 meter ud fra en bro med et reb om fødderne, og at de kommer til at drikke sig alt for fulde (i bedste fald) og falder om på en øde strand i Caribien og vågner op næste morgen og undrer sig over, hvor deres ting er blevet af. Jeg skal nok forsøge at være tålmodig – og når de kommer hjem med jordens kedeligste kæreste, skal jeg nok love at være sød, men når det kommer til dyr, er jeg ubarmhjertig. Jeg drømmer ikke om at have en kanin i baghaven, som jeg ender med at skifte hø hos, jeg skal ikke have en kattebakke i bryggerset, som jeg kommer til at træde i, og jeg skal slet, slet ikke have en hund, der skal luftes, men alligevel skider i haven, og som skal slikke mig i hovedet til godmorgen. SLET IKKE.

Du kan godt bilde mig ind, at det er sundt for børn at vokse op med dyr. Men så må de lufte hund for en gammel dame i kvarteret, gøre rent hos dyrlægen eller begynde at gå til ridning.

Jeg bliver hverken katte-, hunde- eller tigerven. Sorry. Spildte kræfter. Også selvom en clairvoyant en gang sagde til mig, at hun kunne se, at jeg var enormt søgende, og at hun fik nogle impulser med dyr, og at hun fik den oplevelse, at jeg ville blive lykkelig som dyrepasser. Jeg ved ikke, hvad hun var i kontakt med – men det var i fald ikke mig.

med emneordet ,

Rekonvalescent

Den spareplan tog sgu hårdere på mig end jeg havde troet. Eller også var det bare en ganske almindelig influenza, der ramte mig samme dag, som spareplanen blev offentliggjort. Nu alligevel et sært sammentræf, hvis du spørger mig.

I går stod jeg over for udfordringen at være syg og enlig mor på samme tid. Jeg tumlede ud af sengen 10 minutter i fire og forsøgte at få mit hår lagt bare en smule ned, kastede lidt vand i hovedet for at sløre den værste febersved på overlæben og forsøgte mig faktisk også med lidt mascara.

Men det blev sådan set ødelagt ligeså snart jeg trådte ind i institutionen, og Miss Carla råbte ud over hele legepladsen: “Se, min mor har nattøj på, fordi hun er syg.”

Fordelen ved at være syg er, at man får nogle utroligt eksemplariske børn. Muligvis er der en sammenhæng mellem deres velvilje og min imødekommenhed over for stort set alle forslag. “Må vi ses fjernsyn?” “Må jeg få et stykke knækbrød mere?” “Jeg kan ikke spise mit rugbrød, må jeg få koldskål i stedet?” Ja. Ja. Ja. Måske man bare skulle lægge alle principperne på hylden og få en sjovere hverdag.

Jeg formåede også at bage muffins til Carlas udflugt i dag. Der er ingen grænser for, hvor langt man kan komme på vand og hovedpinepiller.

Så blev klokken endelig, endelig halv otte, og jeg svingende mig endda op til både historie og godnatsang, men ingen træer vokser ind i himlen, og særligt ikke når de er børn. Så nu kan I jo så selv gætte om de to trolde ville sove, og hvor længe der gik før de faldt til ro…

med emneordet ,

Spørgsmålet du ved må komme

Du ved jo godt det kommer. Og du ved, du ikke kan snige dig uden om for dit barn har krav på sandheden. Altså i en eller anden form end den med storken, for det er måske alligevel patetisk nok. Men jeg tror bare, jeg havde regnet med der ville gå nogle år endnu. På en måde. Så jeg kunne nå at forberede mig lidt.

Eller faktisk har jeg forberedt mig, for Maise Njors nyklassiker står faktisk allerede hjemme i reolen. Til de større børn. Men nu blev jeg så i stedet spurgt af en dreng på 2½, som udover græsslåmaskiner også har en fetich for babyer og deres ophold i maven.

– Mor, hvordan kommer babyen ind i maven?

– [uforberedt pjatte-latter] Det vil jeg gerne fortælle dig om en anden dag.

– Men hvorfor vil du ikke fortælle mig det nu?

Pas. Fordi jeg er en kylling. Fordi jeg ikke lige synes historien med tissemanden og tissekonen er den rigtige. Lige nu. Selvom drengen selvfølgelig er helt fantastisk vild med at hive i og skyde os med sit lille appendiks. Eller måske er historien snarere, at jeg ikke lige orker, at mit barn skal genfortælle den historie i vuggestuen. Og det ved jeg, at han gør, for han er særdeles meddelsom.

Så jeg besluttede mig for at låne en bog. For at få støtte. Og hjælp. Og ord. Men det bliver alligevel lidt for storken kommer-agtigt at læse om mus, der får børn (?!) og lidt for business-like at kaste sig over en billedbog, som forlaget har valgt at beskrive således: Om mandens og kvindens udvikling, kønsorganer, kønsceller, samlejet, svangerskabet, fødslen og forældrene efter fødslen. Stregtegninger med en kort ledsagende tekst.

Er der ikke nogen, der skriver en ny bog om at lave børn til små børn. 2½ år. Jeg skal bare bruge den imorgen.

med emneordet , , ,

Et liv med lister

Tænk engang, min mor er sådan et menneske, der ikke kan køre i Brugsen efter en liter mælk uden at skrive en seddel først. Når vi skulle have gæster derhjemme, skrev hun minutiøse lister med alle de opgaver, der skulle løses før gæsterne kom: “Stryge skjorte”, “lave dessert”, “ordne vask i badeværelset”…

Kæmpe komisk. Syntes jeg. Men dengang var jeg så også 15 og ikke 35, selvom det selvfølgelig godt kunne være svært både at skrive dansk stil og være forelsket i ham fra parallelklassen. Samtidig.

Nu står hovmod til gengæld for fald, for hver gang jeg har et ledigt øjeblik laver jeg lige en liste. Det fede ved lister er, at det giver orden i et lidt kaotisk og meget uforudsigeligt liv med børn.

Når jeg har skrevet det hele ned, så behøver jeg ikke huske på alle de vigtige sager mere. Hvis jeg nu var zen-mor ville jeg sikkert sige at jeg så kunne være mere tilstede i nuet, men det ville nok være en tilsnigelse.

Mit problem er nemlig – i modsætning til min mor – at jeg aldrig kan finde sedlerne igen, så derfor går jeg hele tiden rundt med fornemmelsen af, at der er noget, jeg har glemt. Desværre viser al erfaring indtil videre, at jeg har ret. For der er som regel noget, jeg har glemt, men det blir jo rent Sisyfos-arbejde at liste sig ud af den udfordring.

med emneordet ,

Har I fået styr på orloven?

Hvis jeg havde en FAQ i mit liv, så ville spørgsmålet, om hvorvidt vi har fået planlagt vores orlov (præcis en måned fra nu…)  stå øverst. Mit svar ville være:

Ja, altså bortset fra, at vi mangler

  • At betale sidste rate til autocamperen
  • At finde ud af hvornår vi skal betale sidste rate til autocamperen (det er ikke usandsynligt at vi har misset en dato… hope not)
  • Rejseforsikring
  • Nye pas til børnene
  • At få taget billeder til nye pas til børnene
  • At booke overnatning i Nürnberg
  • At booke cykeltrailer i Berlin
  • At få bare et minimum af overblik over overnatningsmuligheder i Østrig, Tjekkiet, Ungarn, Slovenien, Kroatien, Italien og det der ligger derimellen
  • At hyre en havemand til at slå græsset, mens vi er væk, bare for ikke at signalere alt for meget vi-er-ikke-hjemme-så-tag-hvad-du-vil-ha
  • At bestille et Mastercard

Ahr, det burde jo ikke tage mange timer at få på plads, tænker du. Enig. Men det kræver så ligesom, at man har nogle timer, som ikke er fyldt ud med arbejde, tøjvask, madlavning, oprydning, de der goddamn madpakker (igen) og forsøg på bare et minimum af afretning og tilpasning af børn.

Jeg er helt sikker på, at det er en meget klog beslutning, at børnene lige tar en uge mere i institution, når vores orlov starter. Om ikke andet fordi vi skal bruge de første par dage på vågne efter den havefest, der indvier orloven. Og så er der selvfølgelig også selve pakningen. Egentlig burde vi vel også have en form for førstehjælpskasse med…

med emneordet ,

Det gjorde det så

Altså regnede og regnede og regnede i Berlin, men heldigvis var mit Visakort med på at shoppe sig til lidt solskin, og den silende regn lørdag var et godt påskud for at pleje tømmermændene i biografens mørke bevæbnet med uendelige mængder popcorn.

Men inden vi kastede os ned i sæderne, skal jeg love for at jeg havde tanket op på den gode samvittighed. For da vi vågnede ved 11-tiden (hvilket privilegium), så væltede vi direkte ud af sengen og ned i løbetøjet! Det er rigtigt – vi tog lige en lille rask løbetur i regnvejr med tømmermænd… eller det vil sige bagefter blev vi enige om, at det nok i virkeligheden kun lod sig gøre,  fordi vi lavede et reelt bagholdsangreb på os selv. Nå, men så tror jeg nok lige det kan være svært at komme til for sin egen selvtilfredshed igen…

Måske sidder du i virkeligheden og venter på den store turguide til Berlin, men så kommer du til at vente længe med mindre altså du vil have en meget detaljeret beskrivelse af Kastanienallees bedste butikker og cafeer. Ahr, vi var da også en tur nede i Mitte, for der lå biografen og det er ned ad bakke på cykel hele vejen fra Prenzlauer Berg.

Og så kommer man så lige tilbage som ren overskudsmor og -kæreste. Der er ligesom ikke rigtig noget, der kan ramme en efter sådan en retreat.

Børnene har været foruroligende søde og medgørlige – jeg formoder at straffen kommer, når jeg mindst venter det, for de kan da umuligt være så taknemmelige for den fantastiske tiger-te, at de lader mig gå fri…

med emneordet , , , , , ,

Hvem gider tale om vejret?

Ikke så meget som et lille pip om vejret får I fra mig. Jeg er jo ikke en lokalafdeling af DMI. Hvis du vil vide, hvordan vejret er, så smut over på dmi.dk i stedet. Og hvis du vil vide, hvordan vejret påvirker voksne mennesker… ja, så er det heller ikke her. For er det ikke bare det sygeste, at høre voksne mennesker brokke sig over vejret uanset om det regner eller sner eller er hedebølge eller pissekoldt?

MEN HVIS DET FUCKING REGNER I BERLIN, BLIR JEG SINDSSYG!

med emneordet ,

Stramt program

Ok, her kommer en svaghed (udviklingspotentiale, hvis man er med på den vogn): Jeg er ude i sidste øjeblik med alt for mange ting. Og hver gang jeg mærker den onde deadline ånde mig i nakken, lover jeg mig selv, at det bliver sidste gang. Fra nu af vil jeg være en af dem, der får tingene fra hånden, når de kommer ind… HAHAHA!

I dag er deadline-dag. Inden i morgen skal jeg lave et interview og skrive en artikel, skrive to lektørudtalelser til film og lave et oplæg til et strategisk møde mandag. Og det burde jo være lige til at gå til, hvis altså ikke også jeg liiige havde en kaffeaftale med en veninde og skulle være mor til to hele dagen.

Se, det er dårlig planlægning! Men problemet er, at alting altid flasker sig på en eller anden måde. Og så kan man godt blive lidt doven – også med at få lavet om på dårlige vaner…

med emneordet ,

Vi venter

og venter og venter på at klokken bliver eftermiddag. Vi ser fjernsyn. Vi tegner. Vi skriver bogstaver. Vi spiller mundharpe. Vi pakker tasker. Vi bygger tårne. Og spørger: Hvad er klokken nu? Hvornår er det eftermiddag? Hvor længe er der til?

For i dag skal Carla og Halfdan sove hos Farfar og Gitte, og de glæder sig og glæder sig og glæder sig. Klokken er halv ni. Vi har stadig seks timer at slå ihjel, og jeg er ved at løbe tør for ideer til, hvordan vi får ventetiden til at gå.

Så nu vil jeg tale en tur på posthuset og i Matas op i samme liga som pizza og zoologisk have. Med lidt god planlægning skulle det nok kunne tage en 2-3 timer.

med emneordet ,

Soduku for ord-fantaster

Bedst som det lykkedes mig at ignorere foråret, blev jeg fanget af det her link, og nu kan jeg ikke komme væk igen (tak, Ulf – tror jeg nok?!). Enjoy (og glem alt om at udfylde Excelark).

med emneordet ,