Den spareplan tog sgu hårdere på mig end jeg havde troet. Eller også var det bare en ganske almindelig influenza, der ramte mig samme dag, som spareplanen blev offentliggjort. Nu alligevel et sært sammentræf, hvis du spørger mig.
I går stod jeg over for udfordringen at være syg og enlig mor på samme tid. Jeg tumlede ud af sengen 10 minutter i fire og forsøgte at få mit hår lagt bare en smule ned, kastede lidt vand i hovedet for at sløre den værste febersved på overlæben og forsøgte mig faktisk også med lidt mascara.
Men det blev sådan set ødelagt ligeså snart jeg trådte ind i institutionen, og Miss Carla råbte ud over hele legepladsen: “Se, min mor har nattøj på, fordi hun er syg.”
Fordelen ved at være syg er, at man får nogle utroligt eksemplariske børn. Muligvis er der en sammenhæng mellem deres velvilje og min imødekommenhed over for stort set alle forslag. “Må vi ses fjernsyn?” “Må jeg få et stykke knækbrød mere?” “Jeg kan ikke spise mit rugbrød, må jeg få koldskål i stedet?” Ja. Ja. Ja. Måske man bare skulle lægge alle principperne på hylden og få en sjovere hverdag.
Jeg formåede også at bage muffins til Carlas udflugt i dag. Der er ingen grænser for, hvor langt man kan komme på vand og hovedpinepiller.
Så blev klokken endelig, endelig halv otte, og jeg svingende mig endda op til både historie og godnatsang, men ingen træer vokser ind i himlen, og særligt ikke når de er børn. Så nu kan I jo så selv gætte om de to trolde ville sove, og hvor længe der gik før de faldt til ro…
Just another day at the office…eller?
Nå, håber det går bedre. Hvis du er i overskud til at lege med, har jeg givet dig en award. Kig med på hulebo.blogspot.com.
Kh Marianne