Category Archives: Orlov

22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
20. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Og nu til noget helt andet… men også meget vigtigt

Hvis man skal tage supermarkedernes hylder for pålydende, så må kroaterne spise virkelig mange lagkager med virkelig meget pynt. Jeg er ikke sådan en superkagemester som hende her. Jeg er mere til dogmemodellen, som går ud på at tømme rationen af gammel marmelade i det ene lag,  peppe op med friske (frosne) bær i lag to og så sløre det hele med flødeskum blandet med makroner – og nutella hvis det går virkelig højt.

Til sidste familiefødselsdag gik min kærestes mormor så langt som til at sige, at mine lagkager bliver bedre for hver fødselsdag. En form for en kompliment, tror jeg.

Nå, men eftersom det er mit lod altid at slå større brød op end jeg kan have i ovnen, så blev jeg selvfølgelig grebet af de kroatiske kagehylder og har i dag indkøbt 300 superfine muffinsforme i alskens farver.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge min kroatiske souvenir til, som ved nærmere eftertanke faktisk er forbavsende små. Men hey, det er vel det er med souvenirs. At ikke rigtig kan bruges til noget. Med mindre selvfølgelig jeg kaster mig en eller anden form for pyntesyg konfekt-mani.

P.S. Jeg har lige besvaret et spørgeskema og har for sidste gang i mit liv sat kryds i kategorien 30-35 år. Skræmmende nok selv med 300 muffinsforme som back-up.

med emneordet , , ,
18. august 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Anbefalinger, Orlov

Forbudt for børn

Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.

Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.

Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.

Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så synes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”

Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?

med emneordet , , , , , ,
17. august 2010
1 kommentar
Orlov, SOmeone to love

Ode til en mand

Når man tager en mand med højdeskræk og særlige anlæg for at bekymre sig om store og små udfordringer i livet og smider ham ind i et 7,6 m langt køretøj og beder ham om at transportere sin familie stik syd til en af verdens smukkeste byer (det er UNESCO igen) – og turen så foregår langs snoede kystveje, kan man godt have lyst til at give ham en medalje for at stå dagen igennem.

Men når man så i øvrigt undervejs beslutter sig for at dreje til højre væk fra kysten for at komme op på motorvejen, og den ubekendte faktor så er, at de næste to timers køretur foregår på smalle bjergveje med et autoværn, der ikke en gang ville kunne forhindre en trehjulet cykel i at køre ud over kanten, ja så er man taknemmelig på en helt særlig måde, når Dubrovnik viser sig i horisonten.

Og når han har krise over, hvordan man køber en fødselsdagsgave til sin kæreste i souvenir-land, så er det ligesom om, at alene det, at han har kørt mig hele den lange vej gennem Kroatien med de mange bjerge, de små veje og de alt for mange biler i den alt for store camper for at se nr. 1 på min orlovsønskeliste er det svært at forlange mere.

Og når han i ramme alvor siger, at han var ved at kaste op af ubehag undervejs, så er det svært ikke unde ham en cigaret, selvom det er 5 år siden, han holdt op med at ryge.

med emneordet , , , ,
16. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Orlov

Sight-seeing

Det er vel også ved at være tid til noget reel sight-seeing, for indimellem lykkes det os da at løsrive børnene fra strandlivet og med løfter om is og pomfritter og juice og hoppeborge at trække dem rundt på lidt seriøs sight-seeing.

Eller det er jo så faktisk rimelig useriøst, når man har børn med, for med mindre der virkelig er tale om en meget stor is, er det jo ikke muligt at holde dem i ro længe nok til overhovedet at betale entre til en seværdighed – hvor man så i øvrigt højst sandsynligt og helt sikkert ikke må have is med ind. Nå, men tak for hjælpen dér!

Men altså så i hvert fald fornemme stemningen i en by som nu fx Trogir, som har fået den ære at blive erklæret bevaringsværdig af UNÈSCO.  Og hvis jeg må anbefale alle børnefamilier en ting (ud over unlimited is-udlevering, men det regner jeg med I har fanget), så er det det: Gå efter seværdigheder, der er så store, at børnene slet ikke opdager, at I er i gang med at sight-see den, fordi der også er masser af butikker, hvor I kan kigge på Hello Kitty-bluser, crazy muslinge-figurer og i Kroatien åbenbart også æsler i enhver afskygning (hvad faen er det nu for en maskot at vælge?!?!). Nå, men Trogir ser nogenlunde sådan ud (i en noget grynet udgave).

Sådan rimelig idyllisk på den der måde, hvor jeg bare har lyst til at være en gammel rynket dame med store bryster i frit fald under flonelskjolen og bare, skæve tæer i tøflerne. Sådan en, der hænger ud med de andre gamle damer på en bænk, hvor vi spiser figner og ordner den nærmeste verdenssituation uden blik for faste spisetider (forudsat vores mænd er døde eller vi er ugifte naturligvis) og med overskud til at nulre de små børn, der løber forvildet gennem gaderne, i håret. I den dur. Altså.

Og hvorfor er der nu ingen mennesker på de billeder, tænker du. Helt sikkert. Så meget for familietur. But I’ve tried. Fordi jeg synes det kunne være helt rart med billeder af børnene i andre situationer end når de er klædt i stramtsiddende soldragter. Men det går nogenlunde sådan her, når jeg forsøger at forevige dem og seværdighederne i skøn forening:

Og jeg gider jo ikke ligefrem samle på billeder af døde børn, selvom det jo ikke er nogen hemmelighed, at jeg indimellem ønsker dem lidt længere væk end den nærmeste iskiosk.

Så der er billeder af børn, der bader, og billeder af seværdigheder – de sidste regner jeg med at bruge som en slags memory kort over steder i verden, der er værd at gense, når børnene hellere vil bruge en uge på Sunny Beach end at spille død på mine feriebilleder.

med emneordet , , , , , ,
13. august 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Savner/savner ikke

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

  • en eftermiddag med veninderne.
  • en kande te af den virkelig gode slags.
  • biografen.
  • nyhederne.
  • en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
  • en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

  • den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
  • at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
  • at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
  • at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
  • at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.
med emneordet , , ,
13. august 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,
11. august 2010
3 kommentarer
As if, Orlov, The kids

Ferieminder

Hvad husker to små børn fra tre måneders rejse med deres forældre?

Ja, indtil videre ved vi, at da Halfdan i går fik et Kinderæg, sagde han: ”Kan I huske dengang, vi boede i lejligheden, der fik vi også et påskeæg?”

Så efter at have pisket barnet rundt i en af Europas hippeste kulturhovedstæder i det meste af en uge, husker han et chokoladeæg af tvivlsom kvalitet. I det mindste er produktet af tysk oprindelse.

Og Carla sagde forleden: ”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave.”

”Hvad ville du så lave i stedet?” spurgte jeg.

”Være hjemme sammen med far og dig!”

Hjemmefra havde jeg planlagt, at vi hver dag skulle sætte os og skrive dagbog sammen, og at børnene skulle tegne en tegning med en af dagens oplevelser. Du kan godt høre det, ikke? De griner af mig. De bedrevidende og bagkloge. Ikke nødvendigvis hånligt, men i det mindste en lille smule overbærende. For der gik selvfølgelig ikke mere end fire dage, før Carla nedlagde veto mod tegneriet. ”Aih, kan vi ikke godt holde op med det der og bare tegne noget, der er sjovt i stedet for?” Og det er vist også ved at være nogle dage siden, jeg selv har gjort mig dagbogsnoter i min lille bog med hængelås og plads til små artefakter.

Men altså indimellem tegner Carla alligevel en tegning (Halfdan gør også, men der er mest nogle aggressive streger, der går over i en eller anden slåskamp mellem tuscherne – det barn er virkelig inde i en meget gal periode. I parentes bemærket.). Men altså Carlas tegninger viser hverken drypstenshuler, slotte eller gigantiske badelande for den sags skyld. Derimod er det konsekvent tegninger af hende og jeg, der går en tur, eller hende og Halfdan, der leger en leg, eller os alle sammen på vej ned for at spise en is.

Jeg gider ikke en gang belemre dig med, hvad man kan lære af det. Men det er selvfølgelig en tanke værd, at vi formentlig havde fået de samme ferie-tegninger ud af børnene, hvis vi havde brugt 150.000 på is og siddet derhjemme på terrassen i tre måneder i stedet…

med emneordet , , , ,
11. august 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden, Orlov

Stjerneskud

Der er ikke ret meget, der slår følelsen af lykke, når man ligger på ryggen og kigger op i en natmørk stjernehimmel, mens bølgerne slår ind mod stranden.

Lige der og med et stjerneskud at gå i seng på følte jeg mig som det heldigste menneske.

med emneordet , , ,
7. august 2010
2 kommentarer
Orlov

Hvordan var det nu med den krig?

Vi kørte ind i det vestlige Kroatien gennem byen Karlovac, som var alt, hvad jeg umiddelbart forbinder med Østeuropa – eller i hvert fald Polen.

Uskønt som noget. Fattigt. Gråt. Nærmest umenneskeligt ubeboeligt. Men da vi kørte gennem byen fredag morgen, var det ikke den umiddelbare tristhed, der slog os. Det var derimod skudhullerne. I husene. Alle steder.  Stadig synlige næsten 20 år efter. Og bagefter var det min egen uvidenhed om krigene på Balkan. Ud over de værste overgreb og de største frontlinier, hvor meget er det så lige jeg husker nu? Hvor meget er det, jeg ved om den krig, der satte dagsordnen i Europa, mens jeg forsøgte at lære franske verber og matematiske ligninger?

Midt i al ferieidyllen var det faktisk en god – og måske tiltrængt – reminder om, at lige her, hvor vi kæmper med at få børnene til at sove og til at tro på deres forældres autoritet, er historien helt tæt på. Og knap så banal som børnenes daglige ønsker om is og forældrenes diskussioner om, hvor grænsen går. Her husker alle krigen, og her ved hele den voksne generation, hvad det vil sige at leve i angst.

Jeg blev næsten provokeret over, at krigens fysiske minder var så tydelige. Stadigvæk. Hvorfor er de huller ikke repareret? Hvordan kan folk bare være ligeglade? Hvorfor er der ingen, der gør noget? Men smerten, traumerne og sorgen over de opløste familier forsvinder jo – de hænger sikkert ved resten af livet. Jeg ved det ikke. Har ingen anelse om, hvordan krigens angst føles og erindres. Kun at jeg på en sær måde er glad for, at Kroatien ikke kun er luftmadrasser og farverige drinks ved Adriaterhavet. At der også er en smule alvor midt i turisternes paradis.

P.S. Her the absolute basics om krigen i Karlovac

Karlovac suffered much damage during the Croatian War of Independence (1991–1995). The southern sections of the city were close to the front lines between the Republic of Croatia and the rebel Serbs, and the neighborhoods of Turanj, Kamensko as well as parts of Mekušje, Mala Švarča and Logorište were devastated by shelling. The city center, the city hall and numerous other buildings were also damaged.

http://en.wikipedia.org/wiki/Karlovac

med emneordet , , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →