Category Archives: Orlov

Er du fra Danmark?

Det kan faktisk godt være en smule overvældende at sidde i et DSB-tog mandag morgen og så pludselig opdage, at alle taler dansk. Nu kan man ikke længere kalde sit barn en gammel ged eller højlydt kommentere ens medmenneskers gøren og laden. Den ret tilfalder igen kun børnene – og så er jeg tilbage som den ansvarlige forælder, der griner overbærende af, hvor ligefremme børn kan være… Miss Carla var også fald temmelig forvirret: “Er I OGSÅ fra Danmark?” spurgte hun forundret. Altså kortvarigt forundret, for så så hun ligesom potentialet i at dele tre måneders oplevelser med alle de morgenfriske. Og folk var søde nok, men der er jo ikke ligefrem nogen, der gav indtryk af, at mine børn ligner engle. Det var selvfølgelig også et morgentog, og længe siden sidste bad…

To timer senere var jeg ikke længere i tvivl. Det pissede ned, som det kun kan pisse ned i Danmark. Vasketøjet lå og grinede af os foran vaskemaskinen. Og da jeg stod i supermarkedet med min mælk (dansk mælk!) og pastinakker (er det ikke en efterårsgrøntsag?!) og makrel i tomat (we bloody missed you!) og kiggede på ekspedienten, der lignede en, der hellere ville sidde derhjemme og se Gang i Sunny Beach (er det ikke et nyt spændende program, der kan forsøde mit efterår?), og som ikke havde alt for travlt med at fortolke betydningen af kundetilfredshed. Ja, så ved man, at nu er det virkelig på tide at mønstre alle kræfter og holde fokus på alt det gode.

Jeg fremkaldte de første billeder fra turen, inden jeg lagde mig til at sove…

med emneordet , , , ,

The long kiss goodnight

Sidder på en cafe i Nürnberg. Det er aften. Sent. Børnene har lige spist turens sidste is. Jeg har lige drukket rejsens sidste kaffe. Om en time kører toget os hjem. Vi er trætte, men ikke mætte. Og jeg siger til mig selv, at i det mindste er det bedre at tage hjem, mens vi stadig har lyst til mere. Inden det frie liv blev en vane. Men jeg håber vi holder, hvad vi har lovet hinanden: At gøre det igen. At tage af sted. At lade som om der ikke findes noget plejer derhjemme.

Og i morgen bager jeg æblekage (og pakker ud og vasker tøj og falder ind i de gammelkendte rammer) for at fejre, at vi er hjemme – og at vi kom af sted.

See you on the other side.

med emneordet , , , , , , ,

Trøstepræmien

Er der ikke en, der giver en ny taske for at gøre overgangen til den virkelige verden lidt lettere? Det er jo trods alt ikke hver dag, man bliver smidt ud af Paradis, og jeg er sikker på, jeg bliver en mindre bitter Eva, hvis jeg kan gemme mine minder i lækker læder. OG den jeg helst vil ha’ hedder Pancake, og det er jo også en form for et minde

P.S. Taskerne (og billedet) er fra Aunts and Uncles, og det er stor fejl, at de ikke kan købes i Danmark. Stor fejl!

med emneordet , , , ,

Nu blir det alvor

Ikke flere svinkeærinder. Ikke flere vi-kører-bare-et-andet-sted-hen. For nu klapper fælden.

Når solen går ned over Gardasøen i aften, og vi krydser de østrigske alper, er det farvel sommer til det fynske cirkus. Og goddag begyndende efterår. Ikke flere undskyldninger for at spise is. Eller for at købe nye solbriller. Eller sandaler. Eller sommerkjoler. Eller for at sidde med to blonde trolde og kigge på solnedgange.

Det er vel aldrig for tidligt at begynde planlægningen af næste (sommer)ferie? Nogen bud på destinationer?

med emneordet , , , , ,

Og hvad har jeg så lært…

Nå, man skulle jo så være et skarn, hvis der ikke kan udledes et eller andet af sådan en tre måneders rejse. Det kan godt være, at jeg ikke har fået pulsen op på samme måde, som den morgen jeg stod alene på busstation uden for Tel Aviv med studenterhuen i baglommen, og det gik op for mig efter mit livs først flyvetur og krydsforhør med den israelske sikkerhedstjeneste, som havde været grænseoverskridende nok i sig selv, at jeg ikke havde nogen anelse om, hvor jeg var på vej hen. Eller som den nat i Zimbabwe, hvor jeg blev hentet af politiet på en bar og kørt på stationen for at forklare, hvordan det var lykkedes mine ikke helt ædru rejsekammerater at totalskade den bil, vi havde lejet få dage forinden. Det har heller ikke været en specielt adventure-præget tur med vilde adrenalinkick, ingen bungi-jumpet, river rafting eller hiking ad mudrede stier, som har fået pulsen op og givet en fornemmelsen af, at livet virkelig er temmelig skrøbeligt.

Tværtimod har det været en ret comfy tur på den camping-komfortable måde. Altså jo, jo, jeg har da delt bad med alt for mange tyske, permanentede kvinder. Og jeg glæder mig da også til at slippe for at sidde på et varmt toiletbræt og forholde mig til, hvem af campingpladsens gæster jeg nu deler røv med.

Men hvis der er noget campinglivet er (så meget har jeg da lært), så er det convenient. Nemt. Når man vælger den store model med le grande automobile – og i øvrigt sørger for at leve total traditionelt, så kæresten klarer alt det praktiske uden for med strøm, lokum og gas (i regnvejr), mens jeg selv har været utrolig flittig med den lille fejekost inden for – ja, så har man gjort det let for sig selv. Ingen ubehagelige senge med udefinerbare pletter på madrasserne. Ingen kedelige morgenbuffeter. For uanset hvor røvsyg campingpladsen har været – og dem har da været et par stykker af – så har man sit lille hus med sin egen lille (kolde) dyne.

Men det jeg forsøger at komme frem til, er ligesom på en måde, hvis du kan se, hvor det bærer hen altså, ik: LESSONS LEARNED (og historien om, hvad det er for et mennesker, der kommer ud i den anden ende af sådan et lille eventyr på de østeuropæiske landeveje). Så efter tre måneder i campingland har mine børn nu fået:

  • En mor, der skælder mindre ud.
  • En mor, der truer mindre.
  • En mor, der råber mindre.
  • En mor, der stadig ikke fatter, hvorfor børnene har så svært ved at modtage en besked, når nu jeg er så overskudsagtig at være sammen, og derfor bliver tvunget til at true med at konfiskere dagens is eller endog (meget i mod min gode vilje naturligvis) hæve stemmen en lille smule for at komme igennem.
  • En mor, der endelig ved, hvad det faktisk er mine børn synes er sjovt at lege, og derfor for første gang kan skrive en kvalificeret ønskeseddel til den kommende fødselsdag.
  • En mor, der nok er oppe om natten for at give børnene noget at drikke, smøre kløestillende creme på myggestik og genfinde sutter og bamser, men som har fået lov til at sove til kl. halv otte (+) flere gange, end det ellers er sket de sidste fire år.
  • En mor, der glæder sig over, at børnene er så gode til at lege sammen, og som tror på, at det er vigtigt at lade børnenes leg udvikle sig inden for deres egne rammer, fordi det giver mig mulighed for at få læst min bog færdig imens.
  • En mor, der har lært at sætte pris på, at hendes børn er dem, der laver allermest larm på campingpladsen, fordi det betyder at jeg ikke behøver at rejse mig for at finde ud af, hvad de laver.
  • En mor, der er blevet så meget campist, at jeg i morges kunne ses på en parkeringsplads i Verona i underbukser og t-shirt i gang med at børste hår.
med emneordet , , ,

Nothing to see here

Tre nætter mere i camperen. To nætter i Nürnberg. En nat i tog mod Danmark.

Tilbage til virkeligheden.

Ellers tak.

Jeg bliver her.

Og drikker kaffe.

Og lader som ingenting.

med emneordet , ,

Alle, der elsker Italien rækker hånden op

Ok, jeg har været rimelig oppe at køre over Slovenien. Superfedt land, og endnu federe hvis man oven i købet er sådan en outdoursy type, der ikke kan få nok af vandreture, mountainbiking og kajak-ning (?!). Det er jeg ikke, altså specielt udendørsagtig, for så havde jeg næppe frosset så meget, da temperaturen kom på den forkerte side af 15 grader, og regnen hang tungt i luften. Men jeg var ret let at begejstre, da vi kørte forbi hundredvis af marathonløbende slovenere i en af nationalparkerne i bjergene. Superseje folk. Og venlige. Og god stil. Og sirlige. Og lækker mad.

Vi har allerede en liste over sights, vi har til gode til næste sommerferie, eller når vi bliver gamle, eller jeg for faen begynder at løbe længere end til bageren.

Nå, men så kom vi til Italien. Og hvad er det lige, der er med Italien? Hvorfor er det land så let at elske? Vi kørte gennem det nordøstlige Italien for at komme til alle danskeres favoritspot, den gode gamle Lago di Garda, og jeg skal love for, at det ikke var en specielt romantisk rute med mindre altså man er på Outlet-shopping spree eller er i gang med en Ph.D. om den industrielle udvikling i Norditalien.

For det er jo ikke fordi der ikke er genvordigheder nok. Fx kan du ikke nødvendigvis betale med Visakort i de store supermarkeder – og hvis du kan skal du både vise pas, kørekort og fødselsattest først. Deres engelsk er heller ikke ligefrem prangende, og de holder sig bestemt ikke tilbage for at svare på italiensk, og så må man selv ligge og rode med resten. Og trafikken og skilteskovene er i sig til at få hjertestop over.

Men! De kaster sig over en ens børn med begejstrede skrig, mens de råber ”An-gel, an­-gel”, og man tænker, at de børn virkelig ligner engle. De laver kaffe, som kaffen var tænkt fra tidernes morgen – og en latte machiatto er altid en latte machiatto – aldrig bare en kop kaffe med mælk. De laver is så selv en is-skeptiker som jeg må kapitulere. Deres supermarkeder flyder med små lækre artiskokker, kæmpestore figner og søde tomater, risottoris, pesto, tapenader, oliven, mozarella, lufttørret skinke, frisk fisk, chokolader, biscotti, gnocchi, panaforte, the lot.

Det er sgu da svært ikke at elske. Med mindre  – selvfølgelig – du har et virkelig asketisk forhold til mad. Det har jeg prøvet, men det er ikke lige mig…

med emneordet , , , , ,

Hvor faen er Arla henne?


Ja, det er helt rigtigt. Det er mig på billedet (i min nye 100% akryl-sweater, som holder ok på varmen). Og ja, jeg er i gang med at tanke. En liter mælk. Ved en slovensk Mælkomat. Frisk mælk lige fra tanken. For en euro. Det er sgu da smart.

Jeg fatter simpelthen ikke, hvordan vi kan leve i et land, hvor mælk er Skipper Skræks svar på spinat uden at have Mælkomater spredt ud over det ganske land. 24-7-service. Det var da det mindste. Helt ærligt.

med emneordet , , , , , ,

Send mere tøj

Nå, men det er så rimelig koldt i Slovenien lige nu. Jeg har alt mit tøj på + en ekstra langærmet trøje, som jeg købte i Ljubljana sammen med ekstra strømper og varmt nattøj. Goddamn!

Men ok, her er jo stadig skønt. Det er bare ligesom om vi mest har pakket sommertøj og ikke helt var forberedte på polarnætter – og mere end kølige dage. I dag lejede vi cykler for at køre en tur rundt om en sø. Da vi kom tilbage en halv time senere havde det ene barn blå læber og det andet rystede som en lille hund (eller jeg ved faktisk ikke, hvad man kan ryste som ud over espeløv, men altså noget a la lille barn glemt i sneen og fundet et par timer senere – stadig i live, men temmelig kold).

Så nu har vi taget det danske efterårsargument i brug: Ahm, det er jo også utrolig hyggeligt at sidde indenfor med dyner og se film og læse bøger.

Ja, klart, men sgu da ikke flere dage i træk, når indenfor er tre kvadratmeter gulvplads og tre køjer. Men det er trods alt svært at være sur med den udsigt – I har også stadig Lubljana til gode. Coming up snarest med fede billeder for alle, der elsker bøger… Men først en himmelvid udsigt:

med emneordet , ,

Panik før lukketid

ARGH! Hvordan er det gået til at der kun er 20 dage tilbage af det her endeløse eventyr? Ok, jeg ved godt, du tænker, at 20 dage jo svarer til en gennemsnitlig dansk sommerferie, men det her orlovsnoget vokser altså godt nok lige lovligt meget på mig – for nu at bruge et godt dansk udtryk?!

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal overleve:

  • Hverdagen
  • Efteråret
  • Trummerummen
  • Tidsnøden
  • Det helt almindelige grå

Fortsæt selv listen i en uendelighed…

Så her kommer en advarsel: Jeg kommer til at spamme jer med en jævn strøm af billeder, anekdoter og ligegyldigheder fra den her tur de næste mange måneder efter jeg er kommet hjem – bare for at holde en lille smule fast i det, der var. Og jeg må på forhånd advare alle mod at stille spørgsmål om turen, for den mest uskyldige henvendelse vil uden tvivl resultere i 1½ times foredrag om det rejsende orlovslivs lyksaligheder.

Men det allerværste er, at jeg allerede nu ved, at hverdagen sætter sig på en hurtigere end man tror. At vi alt for hurtigt kommer hjem. At vi alt for hurtigt bliver suget ind i koordineringshelvede. At vi alt for hurtigt bliver rullet ind i praktikaliteter. Og snart sidder jeg igen og skriver lister over mit hverdagsliv for at holde styr på alle ligegyldighederne. Og ja, jeg tager måske nok sorgerne på forskud. Men det er sgu ærlig talt næsten ikke til at bære.

med emneordet ,