Tag Archives: Orlov

6. september 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Send mere tøj

Nå, men det er så rimelig koldt i Slovenien lige nu. Jeg har alt mit tøj på + en ekstra langærmet trøje, som jeg købte i Ljubljana sammen med ekstra strømper og varmt nattøj. Goddamn!

Men ok, her er jo stadig skønt. Det er bare ligesom om vi mest har pakket sommertøj og ikke helt var forberedte på polarnætter – og mere end kølige dage. I dag lejede vi cykler for at køre en tur rundt om en sø. Da vi kom tilbage en halv time senere havde det ene barn blå læber og det andet rystede som en lille hund (eller jeg ved faktisk ikke, hvad man kan ryste som ud over espeløv, men altså noget a la lille barn glemt i sneen og fundet et par timer senere – stadig i live, men temmelig kold).

Så nu har vi taget det danske efterårsargument i brug: Ahm, det er jo også utrolig hyggeligt at sidde indenfor med dyner og se film og læse bøger.

Ja, klart, men sgu da ikke flere dage i træk, når indenfor er tre kvadratmeter gulvplads og tre køjer. Men det er trods alt svært at være sur med den udsigt – I har også stadig Lubljana til gode. Coming up snarest med fede billeder for alle, der elsker bøger… Men først en himmelvid udsigt:

med emneordet , ,
2. september 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden

Bøvs!

Det er virkelig en streg i regningen, at lige netop pandekager er nationaldessert i det her område. Det bliver med sikkerhed min død, når jeg om føje tid træder ud af sommerkjolerne og ned i beklædningsindustriens svar på en sandhedskommission, de altid unådige jeans.

(Løbesko – løbesko – løbesko)

med emneordet , , , , ,
30. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Panik før lukketid

ARGH! Hvordan er det gået til at der kun er 20 dage tilbage af det her endeløse eventyr? Ok, jeg ved godt, du tænker, at 20 dage jo svarer til en gennemsnitlig dansk sommerferie, men det her orlovsnoget vokser altså godt nok lige lovligt meget på mig – for nu at bruge et godt dansk udtryk?!

Jeg har virkelig svært ved at forestille mig, hvordan jeg skal overleve:

  • Hverdagen
  • Efteråret
  • Trummerummen
  • Tidsnøden
  • Det helt almindelige grå

Fortsæt selv listen i en uendelighed…

Så her kommer en advarsel: Jeg kommer til at spamme jer med en jævn strøm af billeder, anekdoter og ligegyldigheder fra den her tur de næste mange måneder efter jeg er kommet hjem – bare for at holde en lille smule fast i det, der var. Og jeg må på forhånd advare alle mod at stille spørgsmål om turen, for den mest uskyldige henvendelse vil uden tvivl resultere i 1½ times foredrag om det rejsende orlovslivs lyksaligheder.

Men det allerværste er, at jeg allerede nu ved, at hverdagen sætter sig på en hurtigere end man tror. At vi alt for hurtigt kommer hjem. At vi alt for hurtigt bliver suget ind i koordineringshelvede. At vi alt for hurtigt bliver rullet ind i praktikaliteter. Og snart sidder jeg igen og skriver lister over mit hverdagsliv for at holde styr på alle ligegyldighederne. Og ja, jeg tager måske nok sorgerne på forskud. Men det er sgu ærlig talt næsten ikke til at bære.

med emneordet ,
26. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, SOmeone to love

Nu uden accesories

En uge i selskab med bedsteforældrene giver fx mulighed for at se Split. Altså virkelig se. Op i det højeste tårn. Rundt i de mærkeligste kroge. Ind i fineste butikker. Og for at sidde og hænge på cafe og drikke endeløse kopper af kaffe (nr. to indtil videre).

Uden der er nogen, der er sultne. Uden nogen, der nægter at gå. Uden skænderier om klapvogn. Uden kampe om at komme først. Uden scener. Uden akut tissetrang.

En hel dag. 12 timer. Og der er kun gået 3½.

Dejligt.

Men også lidt som at have mistet sin højre hånd efter 50 dages uafbrudt samvær.

med emneordet , , , ,
22. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov

Sikke et dejligt minde

Nå, men jeg landede på den anden side af 35 med begge ben på jorden. Indtil videre. I det mindste har jeg mere brune fødder end jeg har haft i årevis, og børnene var totalt medgørlige, fordi institutionen har været så venlige at lære dem, at det er fødselaren, der bestemmer ALTING. Og jeg skal love for de tog den del virkelig alvorligt, så tak for det. Til pædagogerne altså.

Og efter vi havde spist os gennem udbuddet af is ved strandkiosken i løbet af dagen, gik vi hjem og iklædte os det fineste eller i hvert fald mindst plettede tøj. Jeg tog ligefrem mascara og parfume på, for der er jo ikke meget hjælp at hente fra naturens hånd mere – måske er det også derfor jeg er begyndt at prædike ret insisterende over for sine børn, at skønhed kommer indefra.

Men altså ud på restaurant, hvor børn OGSÅ var søde – jeg skal virkelig blive bedre til at brokke mig på bloggen, for det hjælper tilsyneladende. Vi sad ligefrem sammen alle fire og spiste, og jeg fik en mojito til maden, fordi det er så dejligt dekadent at drikke drinks til maden. Således opløftet af den gode stemning og de flotte tallerkner med dejlig mad, synes jeg det var på tide af tage feriens første samlede familiebillede.

Hvorfor er det, at tjenere åbenbart er de eneste mennesker i verden, der ikke kan tage et nogenlunde vellignende billede med et digitalkamera?

med emneordet , , , , , ,
20. august 2010
1 kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Og nu til noget helt andet… men også meget vigtigt

Hvis man skal tage supermarkedernes hylder for pålydende, så må kroaterne spise virkelig mange lagkager med virkelig meget pynt. Jeg er ikke sådan en superkagemester som hende her. Jeg er mere til dogmemodellen, som går ud på at tømme rationen af gammel marmelade i det ene lag,  peppe op med friske (frosne) bær i lag to og så sløre det hele med flødeskum blandet med makroner – og nutella hvis det går virkelig højt.

Til sidste familiefødselsdag gik min kærestes mormor så langt som til at sige, at mine lagkager bliver bedre for hver fødselsdag. En form for en kompliment, tror jeg.

Nå, men eftersom det er mit lod altid at slå større brød op end jeg kan have i ovnen, så blev jeg selvfølgelig grebet af de kroatiske kagehylder og har i dag indkøbt 300 superfine muffinsforme i alskens farver.

Nu skal jeg bare finde ud af, hvad jeg skal bruge min kroatiske souvenir til, som ved nærmere eftertanke faktisk er forbavsende små. Men hey, det er vel det er med souvenirs. At ikke rigtig kan bruges til noget. Med mindre selvfølgelig jeg kaster mig en eller anden form for pyntesyg konfekt-mani.

P.S. Jeg har lige besvaret et spørgeskema og har for sidste gang i mit liv sat kryds i kategorien 30-35 år. Skræmmende nok selv med 300 muffinsforme som back-up.

med emneordet , , ,
18. august 2010
Skriv en kommentar
Afrika, Anbefalinger, Orlov

Forbudt for børn

Der har været temmelig meget krig på programmet i dag. Først tog vi en båd ind til Dubrovnik, og langs kysten lå sønderskudte og bombede spøgelseshoteller som monumenter fra en krig, der sluttede for 15 år siden. Parkeringspladserne var fulde af biler og strandene fulde af luftmadrasser og parasoller og mennesker, som lignede gæster på de hoteller, der ikke længere er. Et meget mærkeligt syn.

Efter to timer i Dubrovnik var vi nået halvt ned gennem den 300 meget lange hovedgade i den gamle bydel, da vi første gang talte om at tage hjem igen. Og det var ikke, fordi byen var plastret til med turister, men fordi børnene også lige havde deres egne lille krig kørende. Halfdans krig hedder jeg-er-næsten-tre-år-og-jeg-kan-ikke-gå-to-sammenhængende-meter-på-mine-egne-ben-og-jeg-vil-i-øvrigt-ha-min-sut-NU. Rimelig belastende, selvom man prøver at fortælle sig selv, at det bare er en fase. Carlas krig er den gode gamle, som åbenbart fungerer bedst med publikum og god akustik. Det endte med, at tjener kom og stak hende et bolsje. Formentlig ikke for min eller hendes skyld, men fordi hendes krig ødelagde hans frokost-restaurant-forretning.

Og så tog jeg en pause. Gik på museum. På superseje War Photo Limited, som både huser en permanent udstilling af fotografier fra krigen i Jugoslavien, og som lige nu viser udstillingen Tribal Regions med fotos af den spanske Associated Press fotograf Emilio Morenatti. Virkelig flotte, maleriske billeder fra det nordlige Pakistan og Afghanistan. Jeg købte også en bog med fotografier fra en tidligere udstilling om børnesoldater. Bare for at pine mig selv med lidt grufulde historier fra den virkelige verden med et æstetisk twist. Får lige lyst til at anbefale A Long Way Gone, som er en erindringsfortælling skrevet af en tidligere børnesoldat i Sierra Leone. Det er en barsk historie, men god at blive klog af.

Og nu vi er ved anbefalinger og Pakistan, så synes jeg, du skulle tage at give nogle kroner til Folkekirkens Nødhjælps indsamling til ofrene for oversvømmelserne i Pakistan.

Uddrag fra Folkekirkens Nødhjælps hjemmeside: “Titusinder af landsbyer står under vand, og FN vurderer, at omkring 6 mio. mennesker har brug for akut nødhjælp for at overleve. 20 mio. menneskers liv er direkte påvirket af oversvømmelserne. Katastrofens omfang vurderes til at være værre end tsunamien og jordskælvene i Pakistan i 2005 og Haiti i 2010 tilsammen.”

Selvom det selvfølgelig er virkelig irriterende, at din kælder står under vand, og august regner væk, så kan vi næsten ikke være andet bekendt, vel?

med emneordet , , , , , ,
13. august 2010
2 kommentarer
Mig sagde hunden, Orlov

Savner/savner ikke

Der er selvfølgelig de åbenlyse glæder ved sådan en tre måneders camping-spree med fødderne i vand og solbrillerne fastmonteret i ansigtet (har allerede slidt et par op og var jo derfor tvunget ud i indkøb af nye – det går naturligvis under “Uforudsete udgifter” i budgettet).

Men så er det jo godt, at jeg er sådan et menneske, der aldrig bliver helt tilfreds – prøver virkelig at arbejde med min lykke-attitude, mindfullness og alt det der, men derfor savner jeg nu alligevel:

  • en eftermiddag med veninderne.
  • en kande te af den virkelig gode slags.
  • biografen.
  • nyhederne.
  • en fast forbindelse til den virtuelle verden (jeg er åbenbart ikke så cool, som alle jer, der lige holdt en måneds pause med det der online-noget).
  • en oppustelig og pålidelig babysitter.

Og jeg har sådan set ikke brug for at blive mindet om, hvad jeg kommer til at savne, når jeg er hjemme igen. For der er selvfølgelig ikke ret meget, der kan konkurrere med evigt solskin, brune fødder og vandmeloner.

Dog ved jeg, at jeg aldrig kommer til at længes tilbage til

  • den røde knap på campingtoilettet, som alt for tydeligt viser, at spanden er fuld (og jeg har endda kun tømt spanden én gang, men for hver gang min kæreste træder til med stort mandsmod føler jeg ligesom, at det mere og mere bliver min tur, og jeg kaster næsten op ved tanken.
  • at trave hen over en campingplads med kurs mod toiletterne med mascara ned ad kinderne og natkrøllet hår (så er man så alligevel så forfængelig).
  • at se andre mennesker, jeg ikke kender, i alle mulige kompromitterende camping-situationer.
  • at dykke ned i min toilettaske i håb om at møde min negleklipper uden at skulle tømme hele indholdet ud på gulvet.
  • at lave akrobatiske øvelser med hysteriske børn på banegårde, campingpladser, strande, restauranter og du-fortsætter-selv-listen, mens jeg taler med overdrevent dæmpet og tålmodig stemme, selvom jeg i virkeligheden har lyst til at skride fra det hele.
med emneordet , , ,
13. august 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Orlov

Off

”Hvad med dig? Hvordan har DU det?” spurgte en veninde i en længere sms-strøm, hvor jeg fortalte om vejret og børnene og friheden. Jeg svarede, at jeg faktisk trivedes forbavsende godt, selvom der ikke er mange alene-stunder på sådan en tur.

Men forleden ramte jeg muren. Opsparet udslip af sur energi. Det var ikke fordi børnene var mere udfordrende end ellers. Eller fordi min kæreste var specielt irriterende. Eller fordi campingpladsen var ved at koge over af mennesker og larm og varme (åbenbart den ekstra bonus, man får ved at gå fra to til fire stjerner på campingbarometeret). Det var bare fordi det hele var for meget. For meget konflikthåndtering. For mange afbrudte samtaler, tanker og handlinger. Og alt, alt for meget campingsafari.

Sådan en af de dage, hvor det måske bare er bedst for alle, hvis man låser sig inde på toilettet og sidder og skumler der nogle timer (hvis altså man er hurtig nok til at låse døren, før børnene står foran en og råber, at de også skal akut tisse). Jeg forsøgte at mindske udbruddet med en badetur, og hvis jeg lå på ryggen med ørerne under vand, kunne jeg næsten ikke høre mit barn kalde på mig inde fra bredden.

Og selvfølgelig var det lige præcis den dag min tur til at samle overskud til en putteseance, der kun er blevet længere og længere, siden vi tog af sted. Dyb indånding. Og så lige en tur mere med Medister-minister Fister, Åge Emmanuel Ordklog og Min mormors gebis. Putte-putte. Mere vand. Flad mor-stemme: ”Nu skal I virkelig lægge jer til at sove.” Og som et lyn fra en klar himmel: Total ro efter fem minutter. Godt jeg havde gemt den der ungarnske rosévin til et særligt øjeblik. Skål!

med emneordet , , ,
11. august 2010
3 kommentarer
As if, Orlov, The kids

Ferieminder

Hvad husker to små børn fra tre måneders rejse med deres forældre?

Ja, indtil videre ved vi, at da Halfdan i går fik et Kinderæg, sagde han: ”Kan I huske dengang, vi boede i lejligheden, der fik vi også et påskeæg?”

Så efter at have pisket barnet rundt i en af Europas hippeste kulturhovedstæder i det meste af en uge, husker han et chokoladeæg af tvivlsom kvalitet. I det mindste er produktet af tysk oprindelse.

Og Carla sagde forleden: ”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave.”

”Hvad ville du så lave i stedet?” spurgte jeg.

”Være hjemme sammen med far og dig!”

Hjemmefra havde jeg planlagt, at vi hver dag skulle sætte os og skrive dagbog sammen, og at børnene skulle tegne en tegning med en af dagens oplevelser. Du kan godt høre det, ikke? De griner af mig. De bedrevidende og bagkloge. Ikke nødvendigvis hånligt, men i det mindste en lille smule overbærende. For der gik selvfølgelig ikke mere end fire dage, før Carla nedlagde veto mod tegneriet. ”Aih, kan vi ikke godt holde op med det der og bare tegne noget, der er sjovt i stedet for?” Og det er vist også ved at være nogle dage siden, jeg selv har gjort mig dagbogsnoter i min lille bog med hængelås og plads til små artefakter.

Men altså indimellem tegner Carla alligevel en tegning (Halfdan gør også, men der er mest nogle aggressive streger, der går over i en eller anden slåskamp mellem tuscherne – det barn er virkelig inde i en meget gal periode. I parentes bemærket.). Men altså Carlas tegninger viser hverken drypstenshuler, slotte eller gigantiske badelande for den sags skyld. Derimod er det konsekvent tegninger af hende og jeg, der går en tur, eller hende og Halfdan, der leger en leg, eller os alle sammen på vej ned for at spise en is.

Jeg gider ikke en gang belemre dig med, hvad man kan lære af det. Men det er selvfølgelig en tanke værd, at vi formentlig havde fået de samme ferie-tegninger ud af børnene, hvis vi havde brugt 150.000 på is og siddet derhjemme på terrassen i tre måneder i stedet…

med emneordet , , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →