Kun sandheden

Møde i præstationsklubben igår aka den årlige sommerfest i børnehaven. Vi var debuterende. Skal jeg love for.

Der var et tidspunkt i ugen op til, hvor jeg bildte både mig selv og børnene ind, at vi selvfølgelig skulle være med i den kagekonkurrence. Og hvor det også lykkedes mig at downscale kageambitionerne så meget, at jeg faktisk fik talt muffins op, som noget af det ypperste inden for kagekunsten. På et tidspunkt googlede jeg ligefrem “cupcakes” for at se, hvordan vi kunne pimpe kagerne til ukendelighed.

Nå, men det gik jeg hurtigt fra, da jeg så hvordan listen over ingredienser, som skulle købes ind til formålet bare voksede og voksede. Som ugen skred frem, indså jeg i øvrigt også, at jeg aldrig ville få tid til at bage så meget som en enkelt lille minimuffin, og sådan gik det til, at kagerne helt røg ud af vores bidrag til festen. Ikke ligefrem noget, der gav plusser i bogen hos børnene. Til gengæld var jeg ret tilfreds med, at jeg uden videre lagde kagerne bag mig uden en snert af dårlig samvittighed.

Således opløftet var der jo sådan kun tilbage at flikke lidt aftensmad sammen til selve arrangementet. Og her gjorde jeg mig to overvejelser: 1) Børnene kommer til at spise så meget (af de andres) kage, at de slet ikke kan spise aftensmad.         2) Børnene kommer aldrig til at sidde roligt og nyde lækkert tilberedt mad fra deres mors hånd, når der er fest og 10.000 andre børn. So better go simple og easy.

Endnu et selvklap på skulderen for den erkendelse. Så jeg tænkte selvfølgelig pizzasnegle og undervejs improviserede jeg nogle pølsehorn af en pose (ikke for) gamle grillpølser. Jeg ved ikke, hvordan det lykkedes mig at få mere af tomatsaucen uden på end inden i snegle og horn. Kønt blev det ikke, men hey… På vej hjem fra arbejde købte jeg en pose friske ærter og en bakke jordbær. Dertil fire tallerkener (ingen bestik, no need), en rest appesinjuice og en øl. Skål.

Da jeg så kagerne (så meget talent, så meget tid), var jeg glad for jeg ikke havde forsøgt mig med wannabe-cupcakes. Da jeg så buffetten, var jeg mildest talt  uforberedt på, at mine halvtørre, tomatpurerede, hvide hvedemelssnegle og -horn skulle gøre flotte fuldkornssnegle, lækre salater, dampende varm lasagne, hjemmelavet koldskål, et potpourri af kalve-, svine- og fiskefrikadeller og lækre hjemmebagte brød selskab. Tre borde fulde af andres åbenbart ganske almindelige og hverdagsagtige standarder for, hvordan et aftensmåltid kan tage sig ud. Men vi ved jo godt allesammen, at det vigtigste ikke er at vinde (selvom jeg sgu godt gad at kunne lave en kæmpestor kagefrø i bikini). Det vigtigste er at være med, og i øvrigt lukkede og slukkede min børn festen. Så ved man da i det mindste, man har givet noget godt videre til sine børn.