Egentlig ville jeg have fortalt jer om Molly, men det blir en anden dag, for her er en anden (meget lang) fortælling fra det virkelige liv i outback Ungarn.
Allerede i nat fik vi den første warning om hvilken dag vi havde i vente, da det begyndte at regne. Altså ikke ikke regne som i dansk aih, hvor var det dejligt at få renset luften, men regne som i vi har vores reporter live igennem fra Skagen, hvor det regner helt utroligt meget. Kan du fortælle os mere om det, Lars? Og her kan vi så ikke rigtig høre reporter-Lars, fordi han står i modvind i Gl. Skagen med en indfødt der aldrig har set mage. Altså den slags regn.
Og det fortsatte ufortrødent natten igennem, så jeg i morges måtte løbe tværs over campingpladsen i bikini for at komme i bad, fordi vi er sådan nogle camping-amatører, der hverken har badekåbe, H2O-sandaler eller paraply. Det betaler sig aldrig at grine af de erfarne campister, for de baserer deres udstyr på mange års erfaringer, og lige nu ville jeg fx dø for noget andet overtøj end min modesmarte gule cardigan, som jeg er meget glad for, men som er en komisk pedant til campisternes fleece-trøjer.
Men inden jeg kom så langt som badet, vågnede Halfdan og kravlede op ad stigen til sengen, hvor Casper og jeg sover – og jeg blev vækket af den her dreng.
Altså han har normalt to ret store øjne, men nu var det ene ligesom forsvundet i nattens mulm og mørke. Først grinede vi sådan helt hysterisk højt, fordi det så bizart morsomt ud, og fordi drengen ingen anelse havde om, hvordan han så ud. Og bagefter ærgrede jeg mig lidt over, at jeg måske havde fokuseret lidt for meget på forskellige typer af plaster (almindeligt, vandafskyende og noget med sjove figurer) end noget lidt mere medicin-agtigt som antihistaminer. Som straf skulle jeg nu både finde et søndagsåbent apotek på en søndag og samtidig formå at forklare mit ærinde.
Jeg startede i receptionen på campingpladsen til receptionisten, som talte tysk. Tilsyneladende. Noget med antihistaminen. Moskito. Bite. Big bubble. Medicin. To take away bubble… Hun kiggede på mig helt receptionist-tyggegummi-tyggende-blank og svarede: Ich verstehe nicht!
Så sendte vi sms til læge-familiemedlem i DK for lidt rådgivning a la hvis barnet siger nej til is og har feber, søg straks læge – og ellers start med antihistaminer. Eftersom drengen skreg på morgenmad i bilen, mens vi nærmede os supermarkedet, konkluderede vi, at han so far ikke var døende. Morgenmad. Indkøb i fortsat silende regn. Og nu med paraply. Men til gengæld med strejkende baglygter. Ind på tanktstation. Skifte pærer på lygter, og så videre mod den ungarnske pampas, som eftersigende skulle være aldeles betagende og værd at rejse efter. Noget med hesteshows. Oprindelig folk. Hele turistballaden.
Undervejs stoppede vi i en større by for 1) at finde apotek og 2) at tjekke mulig campingplads ud. Campingpladsen var forlængst nedlagt. Men med apoteket gik det bedre. Jeg medbragte patienten. Ekspedienten forstod tysk, men talte det ikke. Sagde hun. Så jeg bad om antihistaminer og forklarede problemet, og hun var helt med. Gav mig nogle ampuller (i min verden kommer de i pilleform, men nuvel), og jeg forstod at han skulle have en halv ampul to gange dagligt. Måtte vi blande det i lidt vand for at få ham til at drikke det? Ja, selvfølgelig. Ingen problem. Så os af sted. Ind i camperen og videre til nærmeste internationale familierestaurant med internet, fordi forældrene var en smule i panik over vejret og gik med overvejelser om at køre helt ud af Ungarn og videre til Italien for slippe fri af regnen. Totalt ballade på McD med overtrætte børn, der gerne ville lege, selvom der ikke var nogen legeplads, og forældrene gerne ville researche, men ikke kunne få ro.
Tilbage i bilen. Halfdan var så dygtig og drak medicinen uden at kny. Børnene faldt i søvn, og vi kørte i silende regn på dårlige landevej videre mod pampassen, men Casper bandede over ungarer og vejret og vejene og pampassen og hesteshows… Jeg prøvede at holde hesteshowsfanen højt, men jo længere vi kom ud af de oversvømmede landeveje og jo mere vi kiggede på det rønner, der skulle forestille at være receptioner til campingpladser blev det svært at være optimist, selv for en jubelnar. Så FUCK PAMPASSEN. DER ER SGU DA OGSÅ FOR LANGT UDE MED HELE DET CIRKUS!
Vi vendte bilen og lagde hovedattraktionen bag os. Og kørte mod byen. Og så begyndte det at lysne. Vejene blev bedre. Børnene var sødere. Det holdt op med at regne. Byen så næsten indbydende ud, selvom husene var faldefærdige og skodderne tæt lukkede i vinduerne. Vi kørte gennem byen over bjerget og landede lige her:
Paradis, ikke? Og børnene legede. Vi spiste hyggelig aftensmad. Afværgerede panikstemning, da Carlas bamse var forsvundet. Læste godnathistorie. Halfdan drak sin medicin, og vi kiggede på ham og var enige om, at det faktisk allerede havde hjulpet en lille smule. Og børnene lagde sig til at sove uden et ord (2. gang på tre uger).
Så sendte vi lige en update til lægen om, at vi nu havde fået kalcium-glükonát på apoteket, og det så ud til at virke. Hun skrev tilbage: Det er saltvand. Håber ikke I har betalt for meget for det.
For 20 kr. ren placebo. Vi dryppede lige hans øje en gang med det saltvand, jeg havde med hjemmefra, og så må vi nok køre en tur ned ad bjerget efter nye forsyninger i morgen. Denne gang medbringer vi lægens latinske anvisninger for jeg er færdige med ungarer, der forsøger at lade som om de forstår, hvad jeg siger, mens jeg nikker og lader som om jeg forstår hvad de siger. Goddamn, det er EU. Skal vi ikke snart have et fælles sprog?
Kun sandheden 