Det er kvinder som mig, der snakker og snakker og snakker. Og så er der kvinder som Gloria Steinem, der rykker verden et andet sted hen…
Jeg er den største fan og den dokumentar om hende, som netop har fået premiere, er en meget, meget fin reminder om, hvorfor 1970’erne trods alt var et vigtigt årti for kvinder (og mænd).
Og læs den her fine kommentar til filmen
Som sagt. Jeg stillede op til sådan en frisk lille test i Vores Børn Junior, hvor jeg over en uge skulle tale anerkendende til mine børn og ikke skælde ud. For lige at lægge lidt ekstra pres på mig selv, valgte jeg en uge, hvor jeg var alene med børnene…
Det gik faktisk bedre end forventet. Der var faktisk dage, hvor jeg næsten ikke hævede stemmen og alligevel fik min vilje. Jeg har for længst glemt hvordan, men altså det står jo alt sammen i bladet i denne måned. Selvfølgelig er det allerede lykkedes mig at smide det væk – eller rettere det overlevede ikke en sommerferie i Spanien. Åbenbart. Billederne har jeg til gengæld endnu. Pænt køkken (ikke vores). Glade børn (mine). Lykkelig mor (mig). Det er jo sådan det ser ud i de fleste familier på en helt almindelig tirsdag, hvis bare vi taler pænt til hinanden, ikke?
Tak for den forvandling og al respekt til fotografen Iben Bølling Kaufmann.
I morges redte hun selv sit hår og lavede en hestehale. Sådan en pæn en, der er redt sammen med børste og sirligt samlet med en elastik. Hun strøg selv det lidt for lange pandehår væk fra øjnene og satte det fast med et spænde. Og hendes tøj matchede – ikke meget gipsy tilbage i det barn.
Nu er hun en af de store i børnehaven. En af de ældste. Dem, der taber tænder, og som ikke længere har basun-englekinder.
Jeg forstår fandme godt, hvorfor forældre tuder, når børnene starter i skole. For der mister vi dem jo sådan rigtigt første gang. Der holder de op med at blive passet på dagen lang. Der udfordrer jungleloven civilisationen, og der bliver de rigtige små mennesker, der skal præstere i virkeligheden. Ikke flere perleplader og mudderkager som lovligt tidsfordriv.
Jeg har et år og 390 madpakker endnu. Til at kramme et barn, der alligevel aldrig har været et krammebarn. Til at give slip og øve mig i at vinke farvel sådan rigtigt. Aih ok, ikke rigtigt, vel? For det er jo først når hun pakker sin rygsæk og rejser til Indien og ryger sig skæv og roder rundt med australske surfertyper og sover på interimistiske hoteller, at jeg for alvor siger farvel. (Og så skal du høre mig pive.)
Men altså inden vi når så langt, så er der lige noget alfabet og nogle tabeller, der skal læres (foruden alt det andet). Og sammenlignet med rejsen til Indien er det alligevel til at tage og føle på. I første omgang får hun vel brug for nogle til at øve 9-tabellen med – selvom jeg indrømmer, at jeg måske ikke er det mest oplagte valg til lige præcis den opgave.
Er de unger ude af døren på en uges ferie før alting skrider.
Mandag kom jeg fx for sent op og var lige ved at misse toget og dermed et vigtigt møde. Jeg nåede det, men knap så meget in style som jeg havde forestillet mig inden.
I går ville jeg have været ud og løbe. Det blev hellere ikke til noget. Satte mig i stedet her og spiste morgenmad i en uendelighed…
I dag ville jeg også have været ud at løbe… Men det bliver der ikke tid til for jeg senere får jeg 14 burmesere til middag på terrassen. Det er ganske vist.
Så nu prøver jeg lige at få langet et par artikler over disken… Det hedder god samvittighed.
Drinks og øl og øl og drinks. I to dage. Lidt træt. Prøver med kaffe og fjernsyn. For om en halv time skal jeg være mor igen. Kom så. Du ka jo godt.
Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.
Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.
Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?
P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.
Elsker I ikke bare de der morgener, hvor det ene barn starter med at skælde ud over at smørret smelter på friskbagt brød, og den anden råber Dumme mor, fordi han ikke må tage sin guitar og sit ridderkostume med i børnehave? Og hvor man også selv lige når at råbe så højt af det ene barn, at det andet barn helt af sig selv redder hår, børster tænder, tager solcreme, jakke og gummistøvler på og stiller sig uden for og venter på furien og den genstridige bror?
Elsker I ikke bare, når man lige når at give sin børn et forsonings [slash] dårlig samvittigheds-knus inden afgang, og man endda får sagt undskyld for råberiet, og den lille siger, at han også bare gerne vil sige undskyld for det med dumme mor? Og at man møder smilende op i børnehaven med søde børn, og pædagogen rutinemæssigt spørger, om børnene er stået tidligt op, og ens barn helt tørt svarer: “Ja, og jeg nåede også at få skæld ud af mor.”
Er der noget at sige til, at vi alle sammen begynder at klage og plage en smule i januar for efter sne og nej, hvor er himlen bare høj og flot på en solskinsdag i december, så er der ligesom ikke noget, der slår solsortens kalden og lysets kommen. Det er både ganske vist og temmelig smukt.
Imens forsøger børnene at finde nye ben i hele det der gallashow af lys, som vi pludselig bliver begavet med. Så efter at have brugt vinteren på at undre sig over, hvorfor vi skulle af sted i børnehave midt om natten, har husets sørøverpirat nu meget svært ved at forstå, hvorfor han skal i seng midt om morgenen. Og eftersom vi ikke er kommet længere end til at skrive “hænge gardin op i børneværelset” på en (uendelig) seddel på opslagstavlen, kan det godt være en lille smule svært at skabe mm-nu skal vi sove-stemning. Mit forsøg med at få et lyseblåt, tyndslidt stræklagen til at gøre det ud for gardin… ja, det kan du nok selv gætte effekten af, men måske er det i virkeligheden også lidt usportsligt at skrue ned for lyset lige når det er kommer tilbage.
Med lidt held får vi streget gardinet fra to-do-listen en gang i november, hvor man alligevel ikke kan se, om det er nat eller dag, og så kunne vi egentlig lige så godt vente til lyset kommer tilbage igen. For det utrolige er jo at mønstret gentager sig hvert eneste år. Både det med at lyset kommer igen, og det med, at vi slet ikke kan lade være med at have lange samtaler om, hvor dejligt det er, at det igen er lyst om aftnen, og at alting gror, og at nu kommer varmen. Banalt, men dog meningsfuldt for enhver på de her breddegrader.
Man kan sige meget om 68’erne og tro mig, jeg har ikke holdt mig tilbage, for jeg synes indimellem det kan blive lidt trangt med pladsen, når de forsøger at komme frem i bussen i pels, iltert hår og en selvfølgelighed, som ikke en gang min generation af selviscenesættere kan matche.
Og Erica Jong (som jeg nu har lært hedder DJONG og ikke young) er ingen undtagelse. Slap af. Kvinden er 69, og hun entrerede scenen i Den sorte diamant forleden med så rank en holdning, at jeg aldrig har set en ældre kvinde strutte så meget med sine attributter. Silkekjole. Høje sko. Plastikface and all.
Så sad hun der i stolen og råbte ud i salen, at hun ikke fortrød noget som helst. Ingenting. Ikke bare en lille smule. Ikke den mindste dårlige samvittighed over, at hun gav den fuld skrue som succesrig forfatter og rejste verden tynd, selvom hun både havde en datter og var enlig mor. “Jeg tjente pengene. Det gjorde hendes far ikke. Nogen var jo nødt til at hive penge hjem, og det kunne jeg, fordi jeg havde succes og blev godt betalt.”
Og hvad så? Så var hun jo ikke der. Sammen med sin datter. Og oplevede hver eneste lille unikke minut med hende. Og her, mine damer og herrer, kommer pointen – og den skal vi alle sammen, alle os der er børn af 70’erne (og 80’erne) skrive os bag øret, for det er for mig at se selve kernen i alle de dilemmaer, som er ved at rive os midt over, når vi bliver forældre. “Livet er et stort valg. Hele tiden er du nødt til at vælge noget fra, fordi du vælger noget til. Det er ikke en skam. Eller en synd. Det er bare livet, og du må tro på, at du har taget den rigtige beslutning, for dig og dit barn og din familie. Og så leve med det!”
Skal vi ikke bare sige det? Farvel dårlig samvittighed. Farvel spelt-tyranni. Farvel perfekt mor. Farvel selvpineri. Nu befrier vi os fra Mary og picture-perfect og lever vores eget liv – og vigtigst af alt: Fra i dag tror vi på, at vi gør det bedste, vi kan vores børn, og det er godt nok. Sådan. Aftale?
Fik jeg sagt, at der er tre dage til – og at jeg glæder mig helt vanvittigt til at betræde nye stier og genoplive gamle drømme… Vi ses derovre
Kun sandheden 