Forår. Luftballoner. Og et godt gammeldags tivoli. På gennemrejse i provinsen. Lige så oldschool som blade der springer ud og tulipaner der blomstrer. #like
Kun sandheden
– bøger, hverdag og politiske tanker om det private
Der er meget at være taknemlig for
I dag er sådan en dag. Taknemlighedsdag. Jeg ser på det lille menneske. Min datter. Det utroligste lille væsen. Jeg beundrer hendes umættelige begejstring, hendes ufattelige energi. Hendes øje for livets detaljer og hendes hudløse kritiske sans. Mit hjerte svulmer, når jeg ser på hendes, selvfølgelig. Jeg er jo hendes mor. For mig er hun aldeles enestående. Og en kæmpestor gave. Jeg er taknemlig for, at jeg fik netop hende. Det lille store menneske, som er så forskellig fra mig, så determineret og fuld af temperament og uforudsigelige ups’n downs. Hun er benhård og stormer ud i verden med den største selvfølgelighed. Hun sluger livet så begærligt, og det har taget mig tid at forstå, at den energi hun møder verden med også er hendes akilleshæl. At det hun har brug for er, at der nogen, der kan skabe ro omkring hende og hjælpe hende med at forstå, at med det tempo kan man nemt tabe de andre på vejen. I dag er taknemlighedsdag. I dag blev hun syv år . Et barn blev født, og ud af det voksede en mor. Jeg krydser fingre for, at hun kan mærke, jeg gør mit bedste. Det fortjener hun, lille, store, Miss C.
Sådan koger man suppe på 600.000 voksne og børn
Egentlig er det enkelt, hvis bare du er tålmodig. Du skal bruge en meget stor gryde, gerne en tykbundet en af slags. Så skal du bruge en frigørelsesproces, hvor kvinderne indtager arbejdsmarkedet på lige fod med mændende. Dernæst tilsætter du en række institutioner, vuggestuer, børnehaver, skoler og SFO’er, som tager sig af børnene mens de voksne arbejder. Så lader du det hele stå at koge lidt.
De voksne brokker sig ind imellem over, at det er svært at få arbejdslivet og familielivet til at hænge sammen, men så hælder du bare en familiekommission i gryden og lover, at når det hele har stået og kogt en rum tid, så skaber vi en bedre balance, for det er jo tosset at der hvor forældrene har allermest travlt med at være forældre også er der, hvor de har allermest travlt med at blive til noget på deres arbejde. Når suppen har kogt nogle år, hiver du forsigtigt kommissionens arbejde op ad gryden og smider det i skraldespanden og skruer helt ned for blusset.
Med tiden koger forældrene og børn helt ind til en meget tyk og klistret fond, som ingen kan slippe ud af. Det kan godt se lidt grumset ud, men bare rolig det er meningen. Alle skal være godt møre, inden du hælder en langvarig lockout ned i gryden. Nu skal der røres, røres, og røres, så familien til sidste er splittet i atomer, og børnene helt glemmer, hvordan det er at gå i skole. Sæt derefter æggeuret på uendeligt og læg låg på gryden. Efter et par uger kan du med fordel løfte lidt på låget og hælde en lille smule forvirret Bondo og lidt iskold KL i gryden.
Når du kigger ned i gryden nu, vil du se, at det hele ser overraskende pænt og overskudsagtigt ud, selvom suppen har kogt så længe. Nede på bunden er der måske et par seje forældre, der truer med at ødelægge suppen, men de skal bare koge lidt længere, så bliver de også møre. Bare giv dig god tid. Tålmodighed. 10 uger måske. Bagefter kan du tage på en dejlig lang sommerferie – hvis altså ikke du har brugt det sidste ferie til at spice suppen op med.
Bon appetit
Se hvor fin suppen ser ud mandag morgen, uge 3
Miss C anmelder Blachman
Den 6-årige var søvnløs i går, og den pikløse vært havde netop spurgt: “Rører De også ofte ved Dem selv?”, da hun krøb ned i sofaen og undrende satte sig til at se Blachman. Her er hendes kommentarer:
“Hun står i bar numse. Hvad ska hun da?”
“Hvad handler det om? Hvorfor skal hun stå i bar numse over for to mænd.”
“Du kunne lige så godt selv tage tøj af og så lade to kvinder gøre det mod dig det der.”
“Hvorfor skal de vise sådan noget i tv?”
“Jeg kan godt lide hendes hår. Det er meget lyst og flot.”
“Hvorfor siger damen ikke et ord?”
“Jeg tror de kigger på damerne fordi de selv mangler en dame.”
“Jeg forstår ikke, hvorfor hun ikke siger til dem de skal tie stille. De sidder jo bare og kigger på hende og siger alt muligt om hende.”
“Jeg forstår slet ikke, hvad det går ud på.”
“Det er da underligt, at hun skal stå i bar numse og dreje rundt.”
“Man kommer til at tænke på, hvordan ens egen mor ville se ud, hvis hun skulle stå derinde.”
Vi skal lytte noget mere til børnene. Jeg siger det bare.
Bøger til madører og havefreaks
Tid til at tage afsked med to gamle manier, som efterhånden samler lidt for meget støv på bogreolen. Billige sager til både havefreaks og madører. Jeg kan godt sende. Så er prisen + porto. Send mig en mail, hvis du er interesseret (suzettefrovin@mail.dk) og del for pokker. Tak.
SOLGT
SOLGT
En klassiker. 204 sider. 70 kr.
SOLGT
Hardback. 325 sider. 20 kr.
SOLGT
Paperback. 176 sider. 20 kr.
Fra før etnisk mad blev hot stuff. Hardback. 174 sider. 20 kr.
SOLGT
SOLGT
SOLGT
Paperback. 126 sider. 20 sider
Næsten en klassiker for singler. Paperback. 240 sider. 10 kr.
SOLGT
All you need to know. Paperback. 238 sider. 30 kr.
SOLGT
SOLGT
SOLGT
Sightseeing
Kl. 9 om morgenen er vel ikke for tidligt til sightseeing. Så hej, gamle mølle. Med udsigt til knitrende blå himmel, havet og broen. Den store, du ved.
Er du god til at arbejde sammen med andre?
Det er aldrig for tidligt at komme i gang med at evaluere sin egen indsats, så forud for forårets skole-hjem-samtaler, er der naturligvis en seance, hvor barnet skal mødes med læreren. Udgangspunktet er 33 spørgsmål med det fælles tema Hvordan synes du selv det går?
Og Miss Carla tager det i stiv arm. Selvfølgelig. Hun er barn af evalueringsbølgen. Så på spørgsmålet Er du god til at arbejde sammen med andre tænker hun lidt og siger så: “Altså, nogle gange vil jeg nok bestemme lidt for meget, men jeg øver mig på at lytte til de andre.” Jeg ved ikke helt, hvad de bliver for nogle mennesker, de børn der vokser op i det nye årtusinde, men jeg ved, at jeg var ca. 20 år om at gøre mig den erfaring, og da sad jeg i en gruppe på RUC og havde stadig en følelse af, at det var de andre og ikke mig, den var gal med.
Jeg ved også, at fordi vi hele tiden beder dem om at reflektere over deres egne handlinger, styrker og svagheder, ender vi med at have nogle mærkværdigt voksne samtaler med de 6-årige. Fx denne:
– Jeg vil ikke have, at du kalder mig Lorte-far.
– Jeg kaldte dig ikke lorte-far. Jeg sagde bare, at jeg havde lyst til at kalde dig lorte-far.
Eller:
– Du råber ad mig!
– Jeg råber ikke ad dig. Jeg ber dig bare om at stoppe, når jeg siger det.
– Det kan godt være, du oplever det sådan, men jeg føler, du råber ad mig.
Som sagt… Det er nye tider.
Om sne i marts
Hvis nu bare solen ville lade være med at skinne så lovende lunt, ville det være lettere at være sur på sneen
Om at reparere i stedet for at transformere
I morgen skal jeg spille rollen som den bekymrede forælder i noget, man kunne kalde fjernsyn. Noget af det, jeg har tænkt mig at mene er, at vi i stedet for at styrke børnenes livsduelighed (og det mener jeg virkelig er en kerneopgave for folkets skole) ender med at pakke dem ind og vatere dem, fordi heldagsskolen betyder, at de voksne skaber rammerne og styrer slagets gang i en meget stor del af børnenes dag .
På den måde fratager vi børnene muligheden for selv at tage stilling og ansvar og navigere på egen hånd, fordi vi er overbeviste om, at det, børn har brug for at lære, lærer de bedst, hvis det er tænkt af en voksen først.
Ken Robinsons syn på uddannelse er interessant og siger noget om, hvordan vi i stedet kunne vælge at se på – og arbejde med børn og uddannelse.
“The fact is that given the challenges we face, education doesn’t need to be reformed — it needs to be transformed. The key to this transformation is not to standardize education, but to personalize it, to build achievement on discovering the individual talents of each child, to put students in an environment where they want to learn and where they can naturally discover their true passions.”
Ken Robinson
“Creativity is as important now in education as literacy and we should treat it with the same status.”
Ken Robinson
Den her går ud til lærerne
Så nu står vi her. Politikerne ønsker, at lærerne stik i mod, hvordan arbejdsmarkedet ellers udvikler sig, skal holdes lidt mere i ørerne. De er åbenbart de eneste mennesker, vi ikke tror på kan håndtere det grænseløse arbejdsmarked, selvom de har været en del af netop det længe før det blev et fænomen.
Vi har besluttet os for, at PISA-tests og enhver test i det hele taget er sandheden, og dokumentation er godt, for når vi dokumenterer så ved vi præcis hvad vi bruger tiden til – og hvad vi får for pengene. Nok så vigtigt. Ikke en krone må gå til spilde, ikke et barn må tabes på gulvet, selvom der ellers faktisk er lige præcis dokumentation nok for, at flere tests og flere timer ikke nødvendigvis hjælper dem, vi påstår at ville hjælpe (med mindre man som Antorini vælger at læse resultaterne bagvendt).
Problemet er, at tidens dokumentationsliderlighed betyder, at vi cykler rundt i et evalueringshjul som en rundtosset hamster, der ikke længere kender forskel op og ned. Det er i hvert fald sådan jeg oplever det, når jeg ser, hvad lærerne (og eleverne) i 0. klasse skal trækkes igennem før de er klar til at mødes med os, forældrene. Dokumentationstyranniet går forud for alt andet. Det her er to-do-listen til 2. forældresamtale på Miss C’s skole, 50+ elever, 2 lærer, i (undskyld gentagelsen) 0. klasse:
- De børn der har behov for det gentestes i sprogvurderingen
- PSV-test, psyko-social vurdering
- Undervisningsmiljøvurdering
- DLB-test, dansk, lyd og bogstav
- Skydeskiven, som er et evalueringsmateriale I laver med jeres børn
- Ny matematikprøve
- Elevsamtaler
- Alle trådene samles i elevplanen som udfyldes og sendes til jer.
Vi er enige om at børnene på tidspunktet for forældresamtalerne i april har gået i skole i 8 måneder. Og de er allerede i gang med en mio. tests, som tager tid fra det vi ellers gerne vil fokusere på, undervisningen, den fælles indsats, så de kan blive benhårde til at stave og læse og regne, fordi det åbenbart er de eneste færdigheder der gælder i den virkelige verden, hvor man ikke ligger samfundet til last. Og vi er enige om, at vi i vores tro på dokumentationen og testens hellige haller ender vi med at tage ansvaret fra lærerne. I modsætning til alle andre professioner tror vi nemlig ikke rigtig på, at de er gode til det de laver, og at de er i stand til at vurdere (uden at psykoteste hvert eneste freaking elev) om et barn trives, har fået hul på de faglige færdigheder og i det store og hele bare er godt i gang med at finde ud af hvad det der skoleliv går ud på.
Jeg ville ønske netop det var formålet med det første år i skolen, at lære at gå i skole, at lære at trives, at lære at navigere i en ny og uhåndgribelig verden. Jeg ville ønske vi troede på lidt mere på lærernes faglighed (og blandede os mindre i den måde de tilrettelægger deres arbejde på), men mest af alt ville jeg ønske, at vi troede lidt mere på børnene og gav dem lidt mere plads til at lande og finde sig til rette og tage tingene i deres eget tempo (både det hurtige og det langsomme), for måske ville det faktisk give mere plads til at løfte i flok og række en ekstra hånd ud til dem der har brug for det.
Jeg formoder, at resultaterne af testene ikke overrasker lærerne synderligt. De kender trods alt børnene og er sammen med dem mange timer hver dag. Men først må vi ensrette og teste og dokumentere, sætte det hele ind i fine, snorlige skemaer, der kan sammenligne og benchmarke. Vi siger det handler om resultater, men i virkeligheden handler det om mistillid til de lærer, som vi (som samfund og system) har været med til at uddanne til netop at være fagligt og menneskeligt kompetente eksperter i børns uddannelse. Se, det er en skandale, som vi burde tage os af først og fremmest.
Kun sandheden 