10. maj 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, The kids

Dagen, vi elsker at hade

Mors Dag. Det er lidt langt ude ikke? En pengemaskine af de helt store, som vi ikke har lyst til at være en del af. Så hellere give sine penge til mødre i Afrika, hvis vi endelig skal være med på den galej. Men altså i udgangspunktet bare langt ude, for vi vil jo hellere bare hylde vores mødre (og fædre) i hverdagen end en eller anden tilfældig dag i maj. Ikke?

I årevis har jeg nægtet at ligge under for al den postyr, der er omkring Mors Dag. Fordi det er insisterende anerkendelse af værste skuffe. Syntes jeg. Men da jeg blev vækket søndag morgen: Moar, moar, i dag er det din dag, altså så skal man da være lidt til den følelseskolde side for ikke at synes, at det lød som en meget god deal. Min dag. Hvornår har nogen af mine børn nogensinde givet en dag fra sig og helt frivilligt overdraget den til mig sammen med en meget flot perlekæde og en nøglering i plexiglas? Jeg fik i øvrigt også en ny termokande, og så kan det godt være, at det bare er (blevet) et kommercielt stunt, men jeg har altså virkelig manglet en termokande meget længe – blev selvfølgelig også utrolig glad for perlekæde og nøglering. Selvfølgelig.

Men jeg har vist lige et enkelt hængeparti – et spørgsmål fra Miss Carla, som jo på en måde også kræver et svar:  “Men hvornår skal du give en gave til DIN mor?”

med emneordet , ,
8. maj 2010
2 kommentarer
The kids

Magisk magnetisme

Her er noget andet, som der ikke var nogen (systemet, jordmoderen, sundhedsplejersken eller bare andre mødre), der havde fortalt mig: At ens børn får indopereret en magnet i kroppen, når de bliver født, som betyder, at man konstant har en hale af børn efter sig (længden afhænger selvfølgelig af, hvor mange børn man har anskaffet sig).

For et øjeblik siden forsøgte jeg fx lige at snige mig ud i køkkenet for at bage en kage, og før jeg vidste af det havde jeg et barns hoved nede i skålen, fingre i melet og snottede næser ud over det hele.

Og når jeg forsøger at sætte mig i sofaen med avisen, kan jeg være ret sikker på, at jeg sætter mig på det barn, der af uransaglige årsager kendte mine planer før jeg selv, og derfor allerede har sat sit i sofaen.

Jeg har forlængst opgivet at tage bad og sidde på toilettet uden deltagelse fra resten af familien. Det har nemlig vist sig, at det netop er i de 10 min., jeg er i bad, at livet store dilemmaer  a la hvor er mine guldsko eller Carla har taget min guitar skal afklares.

Men det største selvmål af alle anskaffelser her i huset er skamlen. For skamlen betyder, at hver gang jeg forsøger at smøre en mad, lave en kop te eller snige mig til et stykke kage, dukker der et lille barnehoved op over kanten på køkkenbordet. “Hvad laver du?” spørger hun og kigger på mig som en sulten labrador, der venter på en godbid. Og bag mig kan jeg høre endnu et sæt fødder på vej mod køkkenet, for den ene magnet har selvfølgelig straks sendt signaler til den anden om, at modermagneten er i nærheden. Jeg har efterhånden lært ikke at flygte ud af køkkenet, for jeg ved, at så snart jeg vender mig rundt, snubler jeg over en lille fyr og hans guitar.

Egentlig synes jeg det kunne være fint, hvis livet var lidt mere Matrix-agtigt, så jeg kunne lægge min magnet fra mig indimellem fx i et hemmeligt rum i skamlen, så kunne de sidde på den en dags tid, mens jeg smurte min frokost uden inkvisitoriske spørgsmål eller små fedtede barnehænder i leverpostejen.

med emneordet ,
7. maj 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Giv nu mændene ret

Tankevækkende svensk undersøgelse, der giver endnu en grund til, at fædrene ikke bare skal have lov, men også ret til at gå på barsel…

Læs artiklen i Information og lad os håbe, at Lykke Friis ser lyset. Vi har brug for det – allesammen.

med emneordet , ,
7. maj 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Farmorbørn

Alle elsker Selma

Sig lige det en gang til: Vi elsker Selma for det gør vi virkelig – de største fans er de to små trolde, som skriger af fryd, når hun viser sig i døren. Selma er vores barnepige, ja det er da lige før jeg er fristet til at kalde hende vores storesøster, og muligvis den bedste beslutning, vi har taget i vores forældreliv.

Siden Carla var et halvt år, har Selma taget lidt af den dårlige samvittighed over lange dage for små børn i vuggestue, vogtet afkommet, mens vi tog hinanden i hånden og legede kæreste nogle timer, og bedst af alt været den mest pålidelige alarmcentral, der kan rykke ud med meget kort varsel, når den store sorte hverdagsgryde for alvor brænder på.

Børnene elsker hende, fordi hun er den sødeste i hele verden, fordi hun ikke er rigtig voksen, og fordi de bare må børste og børste hendes lange mørke hår i en uendelighed. Og vi elsker hende, fordi hun er så sej og går igennem enhver forældres worst nightmare – ulvetimen – og giver dem aftensmad og putter dem uden det mindste antræk til panik.

Lige om lidt bliver hun lidt mere voksen med studenterhue og alting, og for at være helt ærlig så synes jeg egentlig bare, at hun skal blive hængende i vores lille provinshul, for jeg tror ikke rigtig vi kan undvære hende. Og hun kan jo ikke bare sådan forlade os, vel?

med emneordet , , , , , ,
6. maj 2010
4 kommentarer
Brokkekassen

Stereotype stereotyper

Man kan godt blive lidt træt, når man skal kompetenceudvikles af sit arbejde, og det betyder, at man skal sidde og høre på en 2.000 år gammel, tidligere kendt, idrætspsykolog, der øser af al sin kundskab om relationer mellem mennesker:

  • Kvinder skal have modstand. Prøv at lade være med at kysse hende farvel om morgenen, og når hun så spørger hvorfor, siger du bare: “Ja, det kan du jo så tænke over i løbet af dagen.”
  • Læg armen alfaderligt om din kvindelige kollega og giv hende en gang massage.
  • Tag din kvindelige kollega under armen, når I går ned ad gangen, og så går du lidt for hurtigt, så du kommer til at trække af sted med hende. Det kan de godt lide.
  • Udfordr din kvinde. Så når hun spørger dig, om hendes nye kjole er pæn, spørger du: “Passer den kjole virkelig til din personlighed?”
  • Så er der simultankapaciteten. Mænd kan tænke på tre ting samtidig. Kvinder kan tænke på 7, men husk nu at de seks andre ting, de tænker på, er totalt ligegyldige.
  • Humor er utrolig vigtigt, og så må kvinderne være med på det niveau, de kan.

Jeg har luret, at han forsøgte at være sjov. Og jeg er muligvis sur, men jeg synes det var spild af tid og ikke sjovt. O.V.E.R.H.O.V.E.D.E.T.

med emneordet , ,
5. maj 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Tidsrøver

Altså hvis der er nogen, der ligger inde med nogle ekstra timer, de ikke skal bruge til noget, så vil jeg gerne købe dem. Det behøver bare at være noget, der svarer til en uge, for så tror jeg sådan set jeg ville være rimelig up to date med min kalender og den hær af små fedtede huskesedler, der vælter ud af den, hver gang jeg åbner den.

Jeg har lige læst en bog om stress, så jeg kan berolige jer med at det ikke er på den måde… For jeg har hverken forhøjet blodtryk eller svært ved at falde i søvn (som om?!?!) – og det der med at jeg kommer til at kalde min kæreste for Halfdan og Halfdan for Casper, det har vist ikke noget med stress at gøre, men bare en lille ekstra gave man får med i mor-pakken, som åbenbart betyder at man fra den ene dag til den anden ikke kan kende det ene familiemedlem fra den andet. I det mindste har vi ikke en hund eller en kanin, som man også skal holde styr på.

Det er mere noget med, at der lige er et par film, jeg godt kunne tænke mig at se i biografen, et par bøger, der ligger derhjemme og tigger om at blive læst, et par veninder, jeg godt kunne trænge til at drikke kaffe med (hvis altså de kan genkende mit nummer når jeg ringer) og et par sjove projekter og 100.000 ideer (apropos) oppe i mit hoved, som jeg godt gad at have tid til at realisere.

Hør hende lige, brokkehoved. På en dag, hvor børnene bliver hentet af og skal overnatte hos deres bedsteforældre (ja, ja, jeg ved at også det begynder at ligne et mønster, men vi forsøger så vidt muligt at have dem hjemme et par dage om ugen. Så vidt muligt), og hvor jeg er på vej til spændende møde i Kbh – med lyntoget fra Odense – og har tid til at læse i toget. Det var bare, fordi jeg lige fik øje på en anden note i min kalender, som jeg også godt gad at have tid til…

med emneordet , , ,
4. maj 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Den virkelige verdens pumaer

Altså jeg har ikke set den der Cougar-serie, men har dog forstået, at virkelig up-beat kvinder for tiden har travlt med hooke op med yngre mænd. Demi Moore gør det. Gwyneth Paltrow gør det. Susan Saradon gør det. Og jeg gør det – godt nok kun med en 4-5 måneders forskel but still…

Egentlig forsøgte jeg bare at kloge mig lidt på Congo på min ugentlige fridag, men det var ærlig talt lidt svært at holde fokus på Mobutus vanvid, mens der åbenbart var gået ren Courney Cox i nogle af de andre cafegæster. Ingen tvivl om, at provinsen også er ramt af puma-feber

– Altså nogle af de der unge spændstige fyre…

– Ja, bare de ikke skal have penge for det!

[Jeg kiggede op, ikke helt sikker på om jeg havde hørt rigtigt, men damen (stort iltert hår a la Joan Ørting, hæs stemme, 50+) så ud til at være rimelig seriøs.]

– Det må godt være nogle gode mænd i 40’erne.

– Ja, det ska sgu ikke være nogle frustrerede mænd i 20’erne. Det skal være nogle af dem, der  ved, hvad de vil.

– Bare det at kunne gå og glæde sig til at have sex med en mand.

– Jeg er helt i tvivl om jeg overhovedet har et køn, når der er gået så lang tid siden sidst.

– Men det blir måske lidt akhavet – skal man så ligge der og trække maven ind?

Og så lige der, kom den enes mand. Hej hej, skat. Kom sæt dig ned. Kys kys. Er der noget du vil have?

– Nå, jeg må også se at komme hjem.

Good point. Ligesom lidt svært at sidde og snakke om sommerferie, carporte og havearbejde, når man i virkeligheden drømmer at være en listig puma på jagt efter unge kid.

med emneordet , ,
3. maj 2010
3 kommentarer
Mig sagde hunden

Hov, der kom toget…

Indimellem sker det, at jeg står og venter på toget, og når det så kommer, suser det lige forbi uden at standse ved min station – og sådan er det jo med lyntoget. Det standser ikke mellem Odense og Høje Tåstrup, og det kan måske godt være et problem, når jeg står i Nyborg og venter.

Sådan havde jeg det fx dengang en af mine gamle venner for 3. gang skiftede til et nyt og endnu mere spændende job, mens jeg var på barsel. Farvel. Vi ses. Måske. Og endnu mere, da en gammel studiekammerat blev longlistet til en Cavling samme dag, som jeg sad og lagde juleåbningstider på bibliotekets hjemmeside. Altså jo, jo det sidste har da værdi for mange, rigtig mange faktisk, men jeg får ligesom ikke nogen statuette at prale med. Det gjorde hun så heller ikke, men hun var dog lysår tættere på end jeg nogensinde kommer.

Man kunne jo kalde det misundelse – og måske er det bare, hvad det er. Min kæreste kalder det at være karriereminded, og måske har han ret, når han siger, at hvis man vil rykke sig derhen, hvor lyntoget standser, er man nødt til kun at have sit fokus et sted i stedet for 100. Og lige den del har aldrig været min stærke side – faktisk er jeg bedst til og har det rigtig sjovt med at være mange steder på en gang for så føler jeg ikke, jeg går glip af noget. Eller det er jo så løgn, men det er bare fordi det larmer så meget det der lyntog, at det er svært at lade som ingenting, når det kører forbi.

med emneordet , ,
3. maj 2010
1 kommentar
The kids

Gandhi som 2-årig

Hvis der er noget, lillebroren har blik for, så er det andres ve og vel. Jeg tænker, det er sådan Gandhi (altså som forældre gør man sig jo nærmest kun store tanker om sine børn) har været som lille, en stor konfliktløser og et beskyttende blik for de svageste.

Nu kan man måske ikke ligefrem påstå, at storesøster Carla er inkarnationen af de svageste, men hendes temperament sætter jævnligt huset på den anden ende, og det kan man godt blive rimelig sindssyg af at høre på. Halfdan stiller sig altid til rådighed med en række af forslag, der kan lægge låg på hendes udgydelser: “Er du sur på mor, Tarla?” “Skal jeg hente din bamse?” “Vil du ha en krammer?”

I dag nåede hans rolle som Miss Carlas advokat nye højder. Hver gang vi skal have ris til aftensmad er der ballade – og indrømmet jeg laver det kun, når jeg har lidt ekstra overskud, men så gør jeg det også med stort gåpåmod og med oprejst pande klar til at tage kampen, og reaktionen kommer da også prompte:

– Adr, jeg hader ris. Øv, hvor det lugter dårligt. Jeg kan overhovedet ikke lide ris. Det er så ulækkert.

I dag var hun nærmest ikke gået i gang, før Halfdan kiggede på os med rynkede bryn og løftet pegefinger (I kid you not):

– Aih altså, I ved godt Tarla ikke ka lide ris. Hun vil ikke have det!

Jeg sir det bare. Vi taler seriøst fortaler-potentiale her (lidt senere væltede han godt nok hendes tusser på gulvet med vilje og slog hende oven i hovedet med cykelpumpe, men Gandhi kom nok heller ikke gennem livet uden at der er røg en enkelt finke eller to af panden undervejs, vel?).

med emneordet , ,
2. maj 2010
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Stramt program

Ok, her kommer en svaghed (udviklingspotentiale, hvis man er med på den vogn): Jeg er ude i sidste øjeblik med alt for mange ting. Og hver gang jeg mærker den onde deadline ånde mig i nakken, lover jeg mig selv, at det bliver sidste gang. Fra nu af vil jeg være en af dem, der får tingene fra hånden, når de kommer ind… HAHAHA!

I dag er deadline-dag. Inden i morgen skal jeg lave et interview og skrive en artikel, skrive to lektørudtalelser til film og lave et oplæg til et strategisk møde mandag. Og det burde jo være lige til at gå til, hvis altså ikke også jeg liiige havde en kaffeaftale med en veninde og skulle være mor til to hele dagen.

Se, det er dårlig planlægning! Men problemet er, at alting altid flasker sig på en eller anden måde. Og så kan man godt blive lidt doven – også med at få lavet om på dårlige vaner…

med emneordet ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →