Mors Dag. Det er lidt langt ude ikke? En pengemaskine af de helt store, som vi ikke har lyst til at være en del af. Så hellere give sine penge til mødre i Afrika, hvis vi endelig skal være med på den galej. Men altså i udgangspunktet bare langt ude, for vi vil jo hellere bare hylde vores mødre (og fædre) i hverdagen end en eller anden tilfældig dag i maj. Ikke?
I årevis har jeg nægtet at ligge under for al den postyr, der er omkring Mors Dag. Fordi det er insisterende anerkendelse af værste skuffe. Syntes jeg. Men da jeg blev vækket søndag morgen: Moar, moar, i dag er det din dag, altså så skal man da være lidt til den følelseskolde side for ikke at synes, at det lød som en meget god deal. Min dag. Hvornår har nogen af mine børn nogensinde givet en dag fra sig og helt frivilligt overdraget den til mig sammen med en meget flot perlekæde og en nøglering i plexiglas? Jeg fik i øvrigt også en ny termokande, og så kan det godt være, at det bare er (blevet) et kommercielt stunt, men jeg har altså virkelig manglet en termokande meget længe – blev selvfølgelig også utrolig glad for perlekæde og nøglering. Selvfølgelig.
Men jeg har vist lige et enkelt hængeparti – et spørgsmål fra Miss Carla, som jo på en måde også kræver et svar: “Men hvornår skal du give en gave til DIN mor?”
Kun sandheden 