iHype

Jeg er ikke sur – føler mig ikke udenfor, hægtet af eller tabt bag en vogn. Højst en smule forsmået. For jeg har ikke nogen iPhone. Heller ikke nogen iMac. Kun iGoogle. Men det er jo så ikke helt det samme. Og nu taler alle om iPad (og den nye iPhone). Mens jeg stadig sidder med min gamle Nokia, som går ud, hvis der er en anden, der ringer til den, jeg taler med.

Og hvis der er noget, der kan gøre forsmåede mennesker glade, så er det at høre, at det, de ikke kan få fingre i, alligevel bare er et stort scam. Formentlig er det derfor, jeg nu elsker Charlie Brooker, som ikke holder sig tilbage med at dele kindheste ud til det nye lille mirakel, Ipaden (skildpadden).

Så her til alle iForsmåede: iPad therefore iWant? Probably. Why? iDunno

med emneordet , , ,

I give up

Der er steder i den her verden, hvor jeg nægter at komme. Legoland. Lalandia. Og Lidl. Tysk supermarked på invasion i provinsen. Et blå/gult discounthelvede, der har hylderne fyldt med syntetisk yoghurt og pumpede pølser af den værste slags. Seriøst. Det er ikke noget for mig.

Jeg er jo økomum. Wannabe måske, men alligvel. Altså socialt ansvarlig, økologisk bevidst. Og fordi jeg er et kategorisk menneske, har jeg ikke svært ved at holde mig væk. Jeg har slet ikke brug for at blive sat i bås med H2O-badesandaler.

Nu er der bare lige den udfordring, at Lidl ligger på min daglige rute mellem stationen og hjem. Så indimellem har jeg da lige været forbi efter en liter mælk – de har faktisk en økologisk. Og det er da også hændt, at jeg har købt bananer (økologiske forstås), når nu jeg alligevel var der. Måske er der også røget en enkel bakke (økologiske) æg i kurven. For en måned siden opdagede jeg, at økologisk (tysk) mel kan fås til næsten halv pris hos de blå/gule. Og i dag kunne jeg med gru konstatere, at de har opgraderet deres grøntafdeling med helt urimeligt mange økologiske varer.

Men den største mavepuster fik jeg på vej op til kassen. For lige der midt på gulvet stod selve gudedrikken fra Sydafrika, og som jeg aldrig har set andre steder end i moderlandet. Rækker og atter rækker af læskende æbledrik med brus. Og nu tænker du sikkert, at jeg bare taler om en æblemost med brus. But oh no, det er vildere end det. Det er boblende sol, sommerbrise og Sydafrika på flaske. Den har faktisk også en søster, som er lavet på druer, men den kan man da heldigvis ikke få i Lidl. Så har jeg da stadig noget at brokke mig over. Heldigvis.

med emneordet , , ,

Havedrømme #2

Siden havedrømme – sammen med av min pik og skønhedsidealer – er et af de søgeord, som oftest dukker op på bloggen, tænker jeg, at det er på sin plads at give folket, hvad folket tilsyneladende vil have.

Så nu har jeg brugt det meste af aftenen på at lave en collage, og jeg indrømmer at en pik-collage havde været en større overraskelse, men det må blive en anden gang. Så indtil videre må I tage til takke med en stak billeder fra den lille plet på jorden, jeg elsker allermest.

Havedrømme – værsgo!

med emneordet ,

Ren og skær taknemmelighed

Jeg er ikke lige frem den sentimentale type. Nogle vil måske ligefrem kalde mig kynisk. Altså jeg fældede da en tåre, da jeg så The Road. Har i øvrigt også en gang tudet til en dokumentar om en ordblind kvinde, der fik et arbejde. Helt færdig. Hulkende faktisk. Senere viste det sig, at jeg var gravid. Der er en forklaring på alting.

Men man kan jo godt være taknemmelig selvom man er kold i røven. Tror jeg nok. Eller også er jeg blevet sentimental. So be it. For hold kæft, hvor er jeg bare heldig at kende så mange fantastiske kvinder. Som tilmed er mine veninder. Jeg føler mig privilegeret på den der født-med-en-sølvske-i-munden-agtige måde. Altså sådan lidt royal i det, ikke?

Det er ikke bare de der gamle veninder, som jeg har kendt i 2.000 år – og som jeg hænger på resten af mit liv, fordi de ved for meget om mig til at jeg nogensinde tør at slå hånden af dem. Bare i tilfælde af jeg en dag bliver en stor berømthed. Eller har brug for at bilde nogen ind, at mit liv er en lang ren sti. Som om.

Det er også alle dem, jeg næsten lige har mødt. De nye – hvoraf jeg har kendt nogen i 15 år?! For af en eller anden grund er de nye hele den kategori af kvinder, som jeg har støvet op efter gymnasiet. Siger måske alligevel en del om, hvor jeg mentalt holdt op med at tælle. Lidt ligesom når mine forældre taler om 70’erne som om det var i foregårs. I don’t think so. Men det samme kan man jo så efterhånden sige om 90’erne.

Alle som en er begavede, energiske kvinder, som jeg beundrer for at være stærke, utrættelige, overbærende, eventyrlystne, nysgerrige, ærlige, overraskende, opgivende, frustrerede, grinende og helt og aldeles sig selv. Helt ærligt. Det er da værd at vride en tårer over. Hvis altså jeg kunne. På kommando.

Og nu kan du jo så gå psykolog-amok over min sidste kærlighedserklæring, hvis du gider. For mest af alt elsker jeg alle de her kvinder for at være så fulde af ord, at der a.l.d.r.i.g. nogensinde er stille, når vi er sammen. Vi taler Millionøse-metoden bare med ord.

Goddamn, så stik mig dog den kleenex!

med emneordet , ,

Så er den gal igen

Det er tirsdag – need I say more? Fejrer dagen med Armadillo, latte grande og venindesladder. Et godt gammelkendt koncept, man aldrig går fejl af. Goddamn, de tirsdage er guld. Kommer måske til at savne dem en lillebitte smule i autocamperen. Bare lidt. Måske.

med emneordet , , , , ,

Rejsen til Carl-Mar Møller

Jeg så Rejsen til Saturn i weekenden, og jeg er slet ikke færdig med at grine endnu. Altså filmen i sig selv var sådan set sjov nok, men det virkelig, virkelig sjove var ekstramaterialet.

Jeg synes simpelthen det er hysterisk morsomt at se en nøgen Carl-Mar Møller gå amok i et lydstudie, mens han råber pik og viser klip fra pornofilmen Galaxy Dreams 3 [udtales langsomt på tysk: dreeeiii].

Hvis du synes jeg er langt ude, så se det her klip og grin – eller se det igen og øv dig i at grine for det er sgu sjovt. I virkeligheden.

med emneordet , ,

Derfor er SATC 2 ikke så ringe endda

Jeg nåede lige at være med på den der sure SATC 2-vogn, der harcelerede over, hvor langt ude det er at lave en film, der ikke har andet formål end at fremvise fede sko, voluminøse kjoler og vilde gadgets – helt ærligt magen til tomhjernet bling-bling, og er kvinder virkelig ikke klogere end det, og hvorfor skal det være så overfladisk bare fordi det er en film om veninder… Men så læste jeg Annegrethe Rasmussens kommentar i Information. Vi bringer et uddrag:

Jeg kan ikke komme på en eneste anmeldelse af den nys udkomne storfilm, Iron Man f.eks., der handler om, at der da vist ikke lige er nogen almindelige mænd, der kan leve op til Jernmanden. Eller at det hele nok bare handler om at producenterne skal tjene nogle penge på mænds barnagtige fantasier om at være mesterspioner eller actionhelte. Et hurtigt vue henover anmeldelserne af Iron Man viser stående klapsalver over hele linjen over, hvor teknisk flot producenten er lykkedes med at fremelske et »gennemført superhelte-univers«, som det hedder.

Se, det satte lige min automatpilot i et nyt gear… Go read Sexism and the City

med emneordet , , ,

Dampfabrikken

Mandag morgen kl. 06.25 – jeg lærer aldrig at forstå de ungers energiniveau

med emneordet , , ,

Berlin, Berlin

Lige om lidt skal jeg til Berlin igen – og glæder mig så vildt til at cykle rundt med børnene bag på cyklen og lege storbyfamilie på den overskudsagtige økomåde, som kun berlinerne magter… I fem dage skal vi sidde og hænge i byens parker og spise is og drikke kaffe, mens børnene leger sig selv til en god nats søvn.

Nåh ja, jeg har måske også liige en event eller to i ærmet, men det er altså Henriette Harris’ skyld.

Hun har nemlig skrevet den mest fantastiske guidebog til Berlin, som får mig til at overveje, om vi skulle bruge hele orloven i den tyske hovedstad…

Probably not, men det var sgu en meget god tanke i dag på terrassen.

med emneordet , , , , , ,

En plads i solen

Hvis du går på Google Earth lige nu og zommer ind på en by i provinsen, kan du se mig. Det er mig, der sidder i havestolen og forsøger at lære min krop at solbade igen. Mig, der mest af alt ligner en russisk prinsesse (ok, aldrende dronning) med mit kridhvide korpus. For det er fem år siden, min krop og jeg sidst lå på stranden. Ikke var ved stranden, men lå på stranden.

Heldigvis lavede jeg ikke så meget andet i sommeren 2005 end at mødes med veninder på Islands Brygge. Så lå vi der og lå en hel sommer fra morgen til aften. Måske rejste vi os og gik ned og badede lidt. Måske gik vi over gaden og købte en is. Eller i Fakta efter slik og kolde sodavand. Men det var vist også det.

Siden har jeg ikke haft lejlighed til at kaste mit korpus på et fugtigt håndklæde og vågne med savl i den ene mundvig efter at være faldet i søvn i solen. For med børn har man jo lige som i det mindste en forpligtelse til at holde øje med at de ikke drukner, og det meste af tiden står man så i øvrigt i vand til knæene og samler sten op fra bunden. Og lige i den situation, mor-situationen, har jeg så ikke lige følt mig så bikini-agtig.

Så i eftermiddag har jeg så forsøgt at overtale min krop til at tage nænsomt imod solen vel vidende, at det er en udfordring med et maveskind, der stort set ikke har set solen i et halvt årti. Vi starter stille op i haven for måske – måske – bliver der tid til solbadning, når orloven bringer os ud i Europa, og så er det godt at være forberedt.

med emneordet , , , ,