Jeg er ikke lige frem den sentimentale type. Nogle vil måske ligefrem kalde mig kynisk. Altså jeg fældede da en tåre, da jeg så The Road. Har i øvrigt også en gang tudet til en dokumentar om en ordblind kvinde, der fik et arbejde. Helt færdig. Hulkende faktisk. Senere viste det sig, at jeg var gravid. Der er en forklaring på alting.
Men man kan jo godt være taknemmelig selvom man er kold i røven. Tror jeg nok. Eller også er jeg blevet sentimental. So be it. For hold kæft, hvor er jeg bare heldig at kende så mange fantastiske kvinder. Som tilmed er mine veninder. Jeg føler mig privilegeret på den der født-med-en-sølvske-i-munden-agtige måde. Altså sådan lidt royal i det, ikke?
Det er ikke bare de der gamle veninder, som jeg har kendt i 2.000 år – og som jeg hænger på resten af mit liv, fordi de ved for meget om mig til at jeg nogensinde tør at slå hånden af dem. Bare i tilfælde af jeg en dag bliver en stor berømthed. Eller har brug for at bilde nogen ind, at mit liv er en lang ren sti. Som om.
Det er også alle dem, jeg næsten lige har mødt. De nye – hvoraf jeg har kendt nogen i 15 år?! For af en eller anden grund er de nye hele den kategori af kvinder, som jeg har støvet op efter gymnasiet. Siger måske alligevel en del om, hvor jeg mentalt holdt op med at tælle. Lidt ligesom når mine forældre taler om 70’erne som om det var i foregårs. I don’t think so. Men det samme kan man jo så efterhånden sige om 90’erne.
Alle som en er begavede, energiske kvinder, som jeg beundrer for at være stærke, utrættelige, overbærende, eventyrlystne, nysgerrige, ærlige, overraskende, opgivende, frustrerede, grinende og helt og aldeles sig selv. Helt ærligt. Det er da værd at vride en tårer over. Hvis altså jeg kunne. På kommando.
Og nu kan du jo så gå psykolog-amok over min sidste kærlighedserklæring, hvis du gider. For mest af alt elsker jeg alle de her kvinder for at være så fulde af ord, at der a.l.d.r.i.g. nogensinde er stille, når vi er sammen. Vi taler Millionøse-metoden bare med ord.
Goddamn, så stik mig dog den kleenex!