Hvorfor er det overhovedet ikke sjovt:
– når man prøver at få gang i det der NEM-id og så endelig får den hemmelige kode, som det så lykkes en at fucke så meget op, at systemet beder en bestille en ny, og man på bare fem minutter er slået tilbage til start.
Og hvorfor er det sjovt:
– når en mand, man ikke kender, fortæller en, at hans kone arbejder på skedestuen?
Er nu i gang med anden omgang skoldkopper, og sådan bliver man jo hele tiden en klogere mor. Fx ved jeg nu, at skoldkopperne er særligt glad for de nedre regioner, og stakkels Halfdan (som også selv synes, han er stakkels) er virkelig hårdt ramt lige der.
Så i går fik han lov til det, som rigtig mange mænd (inkl. de metroseksuelle) sikkert drømmer om, når de ser sport. Jeg tog tøjet af den lille varme dreng, så han kunne sidde der i sofaen og lufte sine genitalier, mens han så fjernsyn. Og det faldt ham faktisk ret naturligt straks at placere hånden i skridtet, mens han zoomede ind på Kaj og Andrea.
Så kom ikke og sig, at kvinder ikke forstår sig på at opfostre rigtige mænd…
Dagens anekdote fra det danske institutionsliv:
Carla: Jeg synes det er meget sjovere at være hjemme end at være i børnehave.
Mig: Hvorfor?
Carla: Det er fordi når man er hjemme så må man gøre det man gerne vil. Hvis jeg blir sulten, så spørger jeg bare om jeg må få noget at spise, og så siger I ja. Men hvis jeg er sulten i børnehaven, så må jeg ikke tage noget at spise, før vi allesammen skal spise!
Eller hvad med denne her:
Mor: Har du haft en god dag i børnehaven?
Carla: Ja, men der var ikke nogen voksne. De var allesammen syge, så der var kun en sammen med os og en sammen med de andre…
Ah-hem. Kunne vi ikke godt snart holde op med at diskutere efterløn og begynde at interessere os for 1) hvad det er for en hverdag vi tilbyder vores børn i et land, hvor børn tilbringer mere tid i institutioner end noget andet sted i verden, og 2) hvordan vi skruer det her samfund sammen, så der var lidt mere tid til bare at være familie?
Hvorfor er der ingen, INGEN, der tager de her spørgsmål alvorligt? Hvorfor er vi allesammen så trætte, at vi ikke kan råbe højt nok til, at nogen hører os og gør noget. Hvorfor accepterer vi, at alt for mange børn parkeres på alt for lidt plads med alt for få voksne? Hvorfor prøver vi at optimere vores liv i alle mulige økologiske retninger, men lige derhenne i institutionen, der må de sgu bare hutle sig igennem og få det bedste ud af det og håbe, at de er stærke nok til at overleve.
Der må sgu da være en nedre grænse for, hvad vi byder de unger – og en mellemvej mellem 45 timers institutionsuge og en hjemmegående mor/far. Og det kunne være fint, hvis vi løste den opgave i fællesskab i stedet for at tørre lorten og den dårlige samvittighed af på dig og mig og en endeløs række af frie valg. Argh!
Miss Carla har haft travlt i børnehaven i dag og kom hjem med to kæmpestore sommerfugle i sølvkarton fyldt med pailletter. Nu er det bare sølvsommerfugle. Pailletterne ligger på gulvet. Overalt. Måske man skulle have valgt en anden løsning end limstifter. Bare en tanke eller et tip, om du vil.
Nå, men hun havde også lavet en lille, næsten mikroskopisk, fastelavnskat med fjer og omhyggeligt tegnede øjne og knurhår. En af fjerene faldt af og så ville jeg bare lige lime den. Men så blev jeg ligesom lidt grebet, ik? Så jeg limede lige nogle knapper på som øjne, og noget farvet papir på ørerne og ansigtet: Til sidst toppede jeg kreationen med nogle knurhår i sølv. Den blev altså faktisk ret fin. Synes jeg. Men altså min datter… hm, hun påskønnede mildest talt ikke min indsats. Tværtimod brød hun grædende sammen og hulkede noget om, at hun jo selv havde tegnet øjnene OG knurhår, og det var slet ikke meningen, at den skulle være blå i hovedet eller have knapper som øjne. Nå, men så undskyld!
Hvem skulle nu have troet det? Men altså jeg skriver og skriver ud af huset, så jeg slet ikke kan finde på noget at sige, når dagen er slut. Unmmöchlich…
Og så har jeg haft en af de weekender. Af de gode altså, og det skal jeg skynde mig at skrive ned, for det er næsten unheard of så idyllisk det har været med to søde børn t/r København, og den hyggeligste dag i går med tid til at gåtur og bage kage. Ahmen, kan du næsten få luft? Jeg ligger åbenbart lunt i svinget i den der harmoniske bane i universet, som ellers godt kan være lidt svær at ramme. Eller lå – for nu har jeg allerede spillet skæbnen et puds og vælter sikkert på cyklen på vej stationen senere eller… aih, ok jeg kan faktisk ikke lige komme på noget, men hvis nu jeg var coach eller noget i den retning, så var det her vel blevet et indlæg om flow. Men lad mig bare gentage: Det holder at tage hovedspring fra 10 m vippen. Særligt når det viser sig, at man stadig kan svømme.
Og nu er jeg klar til at modtage hovmodens straf. Let it rain!
Disclaimer: Dette meget korte jubelindlæg indeholder uforholdsmæssigt mange bandeord. Beklager. Tror jeg nok.
Så er Suzette Frovin Inc. en uge gammel, og goddamn, det er gået stærkt. Du hører mig ikke klage. For det er fandme sjovt, og det føles virkelig, virkelig som om jeg er kommet hjem. Jeg er meget priviligeret – både over at jeg får lov til at lave det, jeg synes er sjovt, og over at være under pres allerede i den første uge. Det er sgu da et godt kick-off uanset hvad det sker om et halvt år. Heldige kartoffel.
I går sagde Halfdan til mig, at han aldrig vil være voksen. Han siger så meget, den dreng. Det meste af det handler om ridder og røvere og ræve, og om hvordan man slår drager ihjel, og om hvem der skal reddes, og hvorfor elefanten går baglæns, og hvad Robin Hood elsker at spise.
Som den ansvarlige mor, jeg er, taler jeg selvfølgelig med mit barn. Og fordi han nu alligvel kører rundt i samme ridder-røver-ræve-rille, kan nå, hvad gjorde du så og ja, det kan jeg godt se – det ser ret vildt ud og sikke noget og det er godt nok en skør ridder/røver/elefant, den der og ja, det ser meget vildt ud gå til det meste. Og den slags optimering er slet ikke dårlig både mandag morgen og tirsdag eftermiddag.
Da Ridder Halfdan i går bedyrede sin kærlighed til barndommen eller i hvert fald bare sin modvilje mod voksenlivet – forstod jeg ham sådan set godt, for det er unægtelig nogle lidt andre drager, man kæmper med når de værste ridder-tåger har lagt sig, og man i stedet bliver overmandet af almindelig sund fornuft. Og måske var det det, han havde på fornemmelsen, da han sagde: Det er fordi, når jeg bliver voksen, så taber jeg al luften.
Kunstigt åndedræt? Anyone?
Nå, så er den gal med de højere magter igen. Jeg vil nødig lyde som om jeg føler mig forfulgt, men altså indimellem kan jeg jo godt få den tanke, at jeg er ved at blive indlemmet i et eller andet religiøst foretagende – ad bagvejen, vel at mærke.
Januar er jo i sig selv en prøvelse. Januar og den uopslidelige vintervirus er også en af de særlige udfordringer, som vi alle skal slæbes igennem i årets første måned. Tilsyneladende. Når man så lige topper bælgragende mørke, sygdom og snotnæser med en af de særligt udfordrende måneder med husets datter, så er jeg ved at være der, hvor det ikke gør noget at foråret bare giver os det første praj om at der er nye tider på vej.
I dag var min debut som direktør – og sikke en dag. Jeg har sweettalket en kilde, skrevet en artikel færdig, lavet aftaler til nye, holdt møde om en kommende opgave, fået blomster, købt en ny telefon, åbnet en driftskonto og talt med den ene af mine kommende kontorfæller. Og hvis jeg skal sige det selv, så synes jeg det er ret godt gået på en dag, hvor jeg også havde glæde af Miss Carla, som jo selvfølgelig (thank you, Mr. Murphy) har fået skoldkopper. Altså bare for at understrege, at man virkelig er sin egen herre – og talt på spanden – når man vender det etablerede arbejdsmarked ryggen. Men kom bare an – der skal sgu mere end en uges sygdom til at slå mig ud (altså jeg ved godt, Halfdan følger efter, men hey, det er jo først i næste uge, og det der selvstændige liv handler jo også om at leve lidt i nuet. Ikke?).
med mindre altså det er lidt street art full of loooove. 
Fandt den her på trappen i morges – bitte lille og gemt væk i et hjørne mellem to trin.
Synes den fortjener at falde for bagatelgrænsen og blive siddende som et lille minde om et barn, der godt kan lide at være her (eller lægger jeg nu for meget i sådan et 4½-årigt hjerte?).
Jeg har været alene på matriklen siden kl. 8 i morges, og det er sgu egentlig scary stuff. Jeg har fx læst en bog færdig, gjort rent, vasket tøj, læst avisen fra ende til anden, lyttet til både Mads & Monopolet og to interviews på P1 med de to lysende, unge forfattere Lone Aburas og Josephine Klougart – og det på bare 2½ time. Jeg har også været ude i solen og drukket kaffe på en cafe og købt en gave og været på biblioteket og i Kvickly/Føtex. Der er stadig seks timer til jeg skal noget.
Det er ligesom om man bliver lidt for effektiv af de unger. Fordi jeg er så vant til optimere hvert eneste minut og aldrig spilde et øjeblik. I mit barnløse liv havde jeg end ikke åbnet avisenendnu – men så havde jeg til gengæld heller ikke været oppe siden halv syv på en lørdag.
Men seks timer – hvad faen fylder man dem ud med? Alene? Hvis jeg skynder mig at pakke en taske, kan jeg lige nå toget og være i Kbh tids nok til at se en film inden fødselsdagen i aften. Af sted. Af sted. For hvem gider sidde her og blomstre i et tomt hjem uden legetøj spredt ud over hele gulvet og lyden af børn, der skændes, griner og græder? Det kan sgu også blive lige stille nok!
Kun sandheden 