15. juni 2011
4 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, SOmeone to love, The kids

Vinderen og en lortehistorie

I dag sker dette:

Efter jeg har hentet børnene, går vi hjem og tager badetøj på. Eller de tar badetøj på. Jeg tager håndklæder og kaffe, og så går vi over gaden og ned til vandet. En af de dage, hvor man næsten ikke kan være i sin egen krop af bar overskud.

Faktisk er jeg så ovenud begejstret, at jeg tager dette billede af mine børn. OMG. Selv vandet glimter som sølv og ædelstene. Ren magi.

Billedet lægger jeg selvfølgelig straks på Facebook med ordene: “Det er sådan en eftermiddag der får en til at glemme genstridige unger, de altid ventende madpakker og vasketøjsbjerget”

Da Carla pludselig tripper, fordi hun skal mere end tisse, er jeg vel tæt på ekstase over idyllen, så jeg stikker hende nøglen til huset og en formaning om at se sig godt for, når hun går over vejen.

5 minutter går. 10 minutter. Og så er det, jeg tænker, jeg lige vil kaste blik ned ad vejen for at se, om hun er faldet i staver eller snak på vejen. Men hun er ingen steder at se, så Halfdan og jeg går hele turen tilbage, og der står hun i døren med lidt spredte ben og grådkvalt stemme.

Der er nemlig det med de soldragter, at lynlåsen sidder bagpå, og 5-årige arme er lige præcis for korte til selv at kunne nå…

Morale: Den, der praler med sit paradis, ender med at stå og spule lort ud af røven på sine børn.

Og vinderen, trække, trække lod (min mand og børn udgik af lodtrækningen, trods alt): Eva R. Send mig fluks en mail, så får du en lille souvenir fra Thailand.

 

 

 

med emneordet , ,
9. juni 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden

En forsmag på det der venter (inkl. konkurrence)

Jeg har været væk, ikke? Altså ude at rejse. Og mine børn har sådan set ikke haft glæde af mit inspirerende selskab i næsten 10 dage. Den mindste synes det er mere end rart at have mig tilbage igen. Faktisk så meget, at han spontant slikker mig på armen flere gange om dagen (et levn fra hunde-fasen). Men hende den store, altså er hun bare  vokset ud af både sandaler og mig, mens jeg har været væk? Det er ikke fordi hun nogensinde har været et barn, der har hængt meget i sin mors (eller fars) skørter. Det der med at flytte hjemmefra er noget, hun har italesat nærmest siden hun kunne sige havregryn. Øjensynligt en form Nangijala.

Tirsdag viste jeg faktisk stort overskud. Afleverede efter ni (unheard of) og hentede igen allerede halv 1. For at kompensere en lille smule for mit fravær. Og jo, tanken var da også mere hyggelig end selve eftermiddagen, som gik med lige præcis så mange konflikter, der skal til, for at hive en tilbage til hverdagen. Siden har jeg stort set ikke set barnet. Hun er ude i verden sammen med med alle de andre. Og at dømme efter hendes humør, når hun kommer hjem og bliver puttet, trives hun derude.

Men altså helt ærligt. Fem år (jeg behøver kun at se mig selv i spejlet for at blive mindet om, hvor de år er blevet af). Jeg har knap nok nået at lukke et øje (seriøst) og så er hun ude af døren. Og i fuld gang med sit eget liv. Er det så nu, jeg får mig en fritidsinteresse for ikke at blive helt arbejdsløs, når lillebroderen følger efter hende om et år? Eller hvordan varmer jeg op til fase 2 i børnefamilien?

P.S. Husk, at du kan stadig nå at vinde en souvenir fra Thailand. Jeg trækker lod mellem alle de rigtige gæt (skriv nu bare frø, så er du med) søndag aften, mens pinsesolen gør klar til at danse.

med emneordet , , , ,
6. juni 2011
1 kommentar
Sandheden

Velkommen hjem!

image

– Har du gaver med hjem til os?
– Sig hva du har med. Bare en af tingene.
– Har du spist en slange?
– Vi har ikke tid til at snakke mere. Vi ska ned og bade.

Ca så meget har børnene savnet mig. Og jeg har savnet dem. Og deres uventede store øjne. Og deres stemmer som lyder helt anderledes end jeg husker dem. Efter bare en uge. Dejligt at være hjemme i sit lille smørhul og at se midsommersolen gå ned over landet.

3. juni 2011
15 kommentarer
Chancen

Gæt en frokost og vind en gave!

Jeg kan bare sige, at vi ikke fordriver tiden på eksorbitante restauranter. Ej heller bruger vi tid på at bekymre os om, hvor lidt der skal til at smadre ens tarmflora til ukendelighed. Til gengæld spiser vi hver dag hjemmelavet frokost i et temmelig interimistisk køkken med både myrer og snegle, hunde og katte som tilskuere.

I dag så menuen sådan ud:

Lækkert og spicy. Og dog den lille skål øverst var alligevel lidt for eksotisk for mig. Hvis du kan gætte, hvad det er giver jeg en souvenir fra Thailand. Og jeg vil da godt gå så langt at sige, at det ikke er firben, for det fik vi igår. Og det er heller ikke en grøntsag, selvom de er fanget i nat på marken lige ved siden af. Tæt på ser de sådan ud:

Kom frisk. Jeg mener det seriøst med souveniren fra Thailand. Og vi trækker selvfølgelig lod, hvis I er flere, der kan genkende dyret.

med emneordet , ,
3. juni 2011
2 kommentarer
Sandheden, SOmeone to love

Til alle jer katteejere

Hold nu godt fast, for det her er måske, eller faktisk temmelig sikkert den eneste gang. Om igen. Det er den eneste gang, du kommer til at se søde dyr på bloggen. Normalt ikke lige min spidskompetence eller interesseområde. Men bare for at sige, at jeg ikke er helt hjerteløs.

So here’s to you fra en skovl i Thailand with love:

image

med emneordet , ,
2. juni 2011
Skriv en kommentar
Sandheden

Køkkensnak

med emneordet , ,
2. juni 2011
3 kommentarer
Sandheden

Gemmer du dig også ved floden?

Nå, men jeg har så brugt de to sidste dage på at lave interviews med burmesiske børn, der er smuglet over grænsen til Thailand for at tale med os. Det er sådan set første gang de er i Thailand, og de har hverken pas eller identifikationspapirer. Det lokale politi ved, de er her, men ellers er det bare med ikke at gøre så meget væsen af sig. Det er i øvrigt også første gang for flere af dem, at de ser byer med asfalterede veje eller prøver at køre i bil. De har gået en dag (morgen til aften) gennem junglen, sejlet tre timer over floden og kørt yderligere et par timer i bil for at komme her til. Bare for at tale med os. Og det meste af tiden sidder de jo egentlig bare og venter. På at tale med os.

image

De er søde, men også lidt svære at tale med. Både fordi de ikke forstår engelsk, men også fordi de er meget høflige og helst vil svare rigtigt på spørgsmålene. Og spørgsmålene er svære at stille, og endnu svære at svare på, når man ikke er vokset op et samfund, hvor ens forældre, lærer og alle de andre voksne hele tiden inddrager en i alverdens beslutninger. Eller beder en om at have en holdning til alt mellem himmel og jord. Fx gik det sådan her:

Mig: Hvad laver du så, når du kommer hjem fra skole?

Pigen: Så arbejder jeg i rismarken sammen med mine forældre, og bagefter laver jeg aftensmad.

Mig: Hvad kan du bedst lide?

Pigen: At lave mad.

Mig: Hvorfor?

Pigen, efter laaaaaaaaaang pause, usikkert smil: Det ved jeg ikke.

Børnene bor i landsbyer i den del af Burma, der hedder Karenstate. Selvom de har en form for selvstyre, patruljerer det burmesiske militær jævnligt i området.

En af pigerne fortalte med stille stemme og et roligt blik:

“En aften, da mørket var faldet på, kom soldaterne. Jeg var i vores bambushytte med min far og mor og mine søskende. Min mor sagde til os, at vi skulle være stille, så soldaterne ikke opdagede os. Min far fandt en sæk ris, mens min mor bandt min bror på 2 år fast på ryggen. Min mindste lillebror var to måneder, ham tog hun i armene, og så løb vi alt, hvad vi kunne, hele familien. Vi gemte os ved floden, hvor vi sov på madrasser, som vi lavede af bananblade. Soldaterne byggede en lejr i vores landsby, så vi kunne ikke komme tilbage. Nu bor vi i en anden landsby. Jeg er bange for, at soldaterne kommer for, hvis de ser os, skyder de os eller tager os med. Dem, de tog med fra min gamle landsby, har jeg ikke set siden.”

Vi har stadig ikke fået bestilt et hotel til sommerferien eller købt sandaler til børnene. Jeg har heller ikke fået gravet terrassen i haven færdig eller fået kopieret familiefotos til børnehaven. Men… ikke?

med emneordet , , , ,
31. maj 2011
1 kommentar
Anbefalinger, Mig sagde hunden

Guld og Buddha – det er lige mig

Jeg har efterhånden været op i halvandet døgn uden at sove mere end små korte powernaps. Det kan man godt blive lidt mærkelig af, skulle jeg hilse at sige. Men altså Thailand, egå? Det er bare megafedt. Stadigvæk. Varmen holder. Regnskoven holder. Templerne holder. Stemningen holder. Karryen holder. Og Bob Marley holder (der er ikke noget som den lille rastafætter, der kan vække mit slumrende backpackergen til live. Åh, hvem der bare var 19 igen…) Nå, men jeg er jo sådan set på arbejde, og det er da heller ikke fordi vi har ligget og røget os skæve i skyggen. Det eneste, jeg er skæv af, er for lidt søvn og tidszoner, der krydser hinanden. I morgen står den på interviews, interviews, interviews…

Men indtil da skal du ikke snydes for det smukke nordlige Thailand. Me I like.

med emneordet , ,
27. maj 2011
2 kommentarer
Brokkekassen

Jeg går i seng

Hvad sker der for blomsten af Danmarks aldrende ungdom? Hvordan er vi nået dertil at vi synger It’s hard to be a nissemand som fællessang? Og hvem gider brænde DR’s arkiver så vi ikke skal se flere quizprogrammer med klip fra gamle dage? Venligst, er der ikke nogen der gider lave en 2020-plan for dansk kultur, national sammenhørighed og almen dannelse?
image

image

med emneordet
27. maj 2011
2 kommentarer
Farmorbørn, SOmeone to love

Det poetiske barn

Jeg er lige i gang med at modbevise, at selvom forældrene (mig) ikke har et alt for asketisk forhold til bandeord (og kussetyve), behøver der ikke komme havnearbejderunger ud i den anden ende.

Fx kan ens barn godt sige ting som: I virkeligheden er jeg en engel, men en dag kom der en og tog mine vinger, så nu kan jeg ikke flyve mere.

P.S. Han kan også godt sige dumme mor og du er grim og så sparker jeg dig, men det er naturligvis kun rent undtagelsesvis. Og vi slår hårdt ned. Lige med det samme. For sådan taler vi ikke til hinanden. Hjemme hos er vi alle sammen engle uden vinger og så er det nemt at glemme sølvstøvet indimellem.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →