19. september 2011
2 kommentarer
Chancen, Mig sagde hunden

Nogen, der gir en burger?

Egentlig skulle jeg juble over regeringsskiftet og at Danmark har fået sin første kvindelige statsminister. Men altså jeg er på kålkur, dag 2. Så mit liv er ca. sådan, at

  • jeg glæder mig over at det bare er fire og ikke 20 kilo slik, kage og chokolade, jeg forsøger at vinke farvel til.
  • jeg er blevet narret til at tro, at det fede ved den her lynkur, er at man ikke er sulten. Wrong.
  • jeg virkelig godt kunne drikke en kop kaffe, spise et kæmpestort stykke chokolade og en pizza, nu du spør.
  • jeg nægter at bukke under efter bare 48 timer. Det må sgu da være muligt at undertrykke sin begejstring for mad en uges tid.
Og siden det står på side 1 i psykologihåndbogen, at det, du forsøger at undertrykke, kommer til at fylde allermest i dit liv, er jeg ude af stand til at skrive noget som helst der ikke handler om mad, før vi når fredag. Med mindre altså du vil have en opskrift på en grøntsagssuppe.
med emneordet , ,
16. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Det du elsker

Louise Doughty: Det du elsker. Aben Maler, 2011

Tænk, hvis man var sådan en, der fik bøger tilsendt helt gratis med posten. Ja, jeg taler anmeldereksemplarer. Kvit og frit, fordi man var sådan lidt anmelderagtig i det.

Nå, men det er så det, der er sket for mig. At jeg har fået en bog med posten. At jeg har læst den. Og at jeg har lovet at anmelde den. Jeg har ikke lovet at give stjerner, så det gør jeg ikke.

Handlingen
Den handler om en kvinde, som lige er blevet skilt fra sin mand, som hun vist elskede ret meget. Men så fandt han en anden, en ny kollega på arbejdet, som både var dygtig og sød. Så flyttede de fra hinanden, selvom de havde to børn. En dreng og en pige, og så fik faren en ny baby (en dreng) med den nye dame, og det viser sig at de måske slet ikke er så lykkelige, som kvinden tror. Men det er først til sidst man finder ud af det, for først handler bogen om, at datteren skal til gymnastik med en veninde og så bliver de kørt ned og dør. Og det er faktisk mest det bogen handler om, at kvinder/moren/ekskonen bliver meget ked af det, og så tænker hun tilbage på dengang hun mødte sin mand og da de fik børn og da de blev skilt. Hun ligger rigtig meget og sover i datterens seng, fordi hun savner hende så meget og er så ked af det og også meget alene. Hun glemmer tit, at hun også har en søn, og han er også meget alene, indtil han flytter hjem til sin far, og kvinden beslutter sig for at finde ud af, hvem der kørte hendes datter ihjel.

Vurderingen
Det er en meget forfærdelig historie – og faktisk også en meget ensom fortælling, når man tænker over det, fordi kvinden er så meget alene, og der næsten ikke er nogen til at tage sig af hende, men også fordi hun faktisk mest har lyst til at ligge i datterens seng. Og ligger der og mindes det meste af tiden.

Den fælles historie om kvinden og hendes mand og deres møde er det bedste ved bogen. Det er noget meget skævt i deres forhold uden det står helt klart om han er den onde eller bare den umodne. Men det skaber en usikkerhed i bogen, som driver den frem, og det er godt. Og så er der den del af bogen, hvor hun finder flugtbilisten. Det sætter også sine spor, fordi mødet er så overraskende og voldsomt, selvom dele af den historie måske ikke er så overbevisende.

Jeg læste bogen hurtigt og var egentlig også opslugt af den imens, men da den var slut var det alligevel som om jeg manglede noget. Som om der var dele af historien, både det med kvinden og hendes mand der måske/måske ikke finder sammen igen, og det med jagten på flugtbilisten, der ikke blev foldet helt ud.

Tag den med i sommerhus i efterårsferien, hvis du skal af sted med hele familien. For så har du udmærket underholdning, mens børnene (i et kvarter ad gangen) leger i haven. Hvis jeg skulle give den stjerner, ville jeg måske give den en midterstjerne, fordi det var en fin bog, men ikke den bedste, jeg har læst (hvis det overhovedet er et rimeligt sammenligningsgrundlag).

Aih, var jeg lidt for meget på den side/på den anden side, dér

Her er måske en lidt mere entydig anmeldelse fra engeske The Guardian

med emneordet , ,
15. september 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Gaver

Hvad tænkte jeg på!

En anmeldelse? Af en bog? Om en kvinde, der mister sin datter og farer vild i sorgen? I dag?

But of course not. Jeg ved ikke hvad jeg tænkte på. I dag skal vi jo ikke bekymre os om romaner og fiktive liv. I stedet burde jeg skrive et langt indlæg om demokratiets festdag og om at få kuldegysninger ved synet af Dannebrog, der vejrer ved valgstederne (Jo, Pia K. I dag er det flag mit!). Om at være heldig som ind i helvede, fordi jeg bor i et land, hvor de demokratiske rettigheder ikke er noget, jeg må håbe på og drømme om, men derimod er noget jeg fik drysset ud over havregrøden allerede som barn. Det er sgu da stort. Kæmpestort.

I dag er det dig og mig, der bestemmer. Det er det. Virkelig. Folkets stemme. Rig som fattig. Høj som lav. Alle stemmer tæller. (Kuldegysninger igen.)

[Indsæt her noget nationalsang eller andet højstemt]

P.S. Og nu husker du fandme at stemme. Og du stemmer på de røde. Ikke på Lars. Ingen af dem. Og heller ikke på LA eller DF. Du gør det ikke, for nu skal der ske noget andet. (Mellem os sagt er jeg ikke helt tryg ved hverken Helle eller Villy, men alternativet… det magter jeg ikke.)

med emneordet , , ,
14. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Hvis du ikke kan få nok

P.S. Mere anmelderi på vej. Jeg er inde i en god gænge, kan jeg mærke.

Så i morgen kan du glæde dig til at høre om Det du elsker, som jeg formedelst har fået lov til at læse før den udkommer på fredag. Det blir spændende, og jeg ved du glæder dig. Bis bald.

med emneordet ,
14. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, Gaver

Et tip til en aften i byen med kæresten

Jeg var i biografen i går. Igen. God stime dér. Filmen startede 21.30, og det har mange, mange gange vist sig at være den sikre død for selv meget seværdige film. Også før jeg fik børn. Jeg har lagt Pulp Fiction i graven på den konto. Og den finske storfilm Manden uden Fortid med  Markku Peltola, Kati Outinen, Annikki Tähti og Juhani Niemelä. Nå, jeg kender dem heller ikke, for jeg sov hele filmen igen, men bagefter hørte jeg, at det virkelig var en fantastisk film.

I går var det så Headhunterne,  som jeg vidste lige præcis ingenting om, før vi gik ind. Altså udover at den er baseret på en bog af Jo Nesbø, og at jeg ikke læser krimier.

Det viste sig at være den vildeste krimi [slash] spændingsfilm [slash] Ocean’s 11 light, og selvom der meget langt fra George Clooney til Nikolaj Coster Waldau, så nåede jeg ikke at lukke et øje. Derimod skreg jeg skiftevis af skræk og af grin i to timer. Puha. Nå, men den kan du godt gå ind og se med din mand, når nu I får børnene passet her i næste uge. I er nok for trætte til sex bagefter, men I kommer helt sikkert til at holde godt fast i hinanden undervejs.

 

med emneordet , , , ,
13. september 2011
Skriv en kommentar
As if, Brokkekassen

Man tager en smølf og smølfer den med en anden smølf, indtil alting går i smølf

Først hidsede jeg mig op i billetsalget. For kunne det virkelig passe, at jeg skulle give 750 kr. alene for brillerne for at jeg kunne komme til at se den værst tænkelige film sammen med to forventningsfulde unger? Nej, det kunne det så ikke. Kun hvis vi ødelagde brillerne, forklarede den unge fyr tålmodigt. Så meget for at gå foran med et godt eksempel, når nu jeg dagligt harcelerer over, at mine børn råber for meget derhjemme.

Bagefter satte vi os så ind i biografen. Jeg udleverede popcorn og lakridser og drikkelse og briller. Efter 5 min. tog mit eget barn brillerne af. Det er ligesom om det hele kommer ud i hovedet på mig, sagde hun. Efter 20 min. græd hendes kusine, fordi hun så ikke havde taget brillerne af, og derfor havde haft den onde troldmand Gargamels irriterende, insisterende fjæs helt oppe i hovedet en mio. gange.

Så gik vi på toilettet og trøstede og talte om, at lige præcis den slags film med små mænd, der løber rundt og spiller smarte, altid ender godt. AL-TID. Al magt til de blå. Og Gargamel findes jo heller ikke i virkeligheden, sagde mit eget barn bedrevidende.

Jeg så filmen færdige med to 5-årige på skødet og så meget snak om, hvor skøre og sjove de var, de små blå, at jeg næsten ikke nåede at blive generet af, hvor latterligt dårligt synkroniset den film er eller af, hvor karikerede det der jammerligt sukkersøde New Yorker-par er. Og eftersom begge mine ben sov, kunne jeg heller ikke sparke mig selv over skinnebenet, fordi jeg ikke havde insisteret på at se Bjergkøping Grand Prix istedet.

Bagefter spiste vi pizza og snakkede om noget helt andet fx om at det var lidt sejt at være på tøsetur. Da det blev aften, læste vi historie, kyssede godnat, sagde godnat igen og puttede dem alle tre en gang til, præcis som vi plejer. Klokken ni stod Miss C på trappen: Jeg kan overhovedet ikke sove, for hver gang jeg lukker øjnene, står Gargamel lige på den anden side.

Og deraf kan man lære at holde sig væk fra smølfer og deres troldmand. Særligt hvis de ved en fejl ender i New York hos en gravid kvinde og hendes reklamemand, der har svært ved at vænne sig til tanken om at skulle være far. Man kan også lære, at selvom det ender lykkeligt, og manden sælger en masse læbestift og bliver glad for sit kommende barn, og troldmanden får en på hatten, og smølferne kommer hjem igen, så er det ikke nødvendigvis den smag, man har i munden bagefter. Just saying.

med emneordet , ,
12. september 2011
Skriv en kommentar
Sandheden

Jeg stemmer på Svend!

Gå lige ind og se dokumentaren om Svend Auken, var! Og så selvom du ikke interesserer dig den mindste smule for hverken dansk politik eller socialdemokratiet.

For det første vil der ske det, at du kommer til at tude en lille bitte smule, fordi det er den smukkeste kærlighedserklæring fra en kvinde, der virkelig, virkelig elskede sin mand.

For det andet vil der ske det, at du kommer til at tude en lille smule, fordi Svend Auken hæver stemmen, knytter næven og bruger ord som medmenneskelighed, fællesskab og lighed med en sådan alvor, at du pludselig kommer i tanke om, at det jo rent faktisk er vigtigt – og gir mening.

For det tredje vil der ske det, at du kommer til at tude en lillebitte smule, fordi du ser, hvor stort et menneske Svend Auken var – og fordi du ikke vil kunne lade være med at tænke, hvilket land Danmark ville have været, hvis han var blevet statsminister.

Det er ikke bare den mest rørende skildring af en mand, der står med det ene ben i graven og alligevel nægter at give op og lægge sig til at dø. Det er også en af de mest inspirerende film, jeg har set i lang tid om en mand, der brænder så meget for verden, at han aldrig tillader sig selv at give op. Det kunne den nye generation af politikere – og alle vi andre i øvrigt – godt tage ved lære af.

med emneordet , , , ,
12. september 2011
Skriv en kommentar
As if

Jesus for President!

[Kommentar til Ekstra Bladets afsløring af, at der er muslimer, der overtaler/truer deres trosfæller til ikke at stemme ved valget ]

Jeg har to numre af Vagttårnet liggende derhjemme på spisebordet. Det er min egen skyld. Det var, fordi jeg kom til at stirre. Eller i hvert fald til at falde i staver, mens jeg stod i kø for at hæve penge.

Lidt længere henne stod to mænd og snakkede. Den ene temmelig meget tykkere og livstræt end den anden, der var så ulasteligt klædt, som kun mennesker, der virkelig har deres på tørre, kan være.

– Ja, jeg ved snart ikke, om jeg vil stemme på Dansk Folkeparti igen efter det med efterlønnen, sagde ham den tykke. Han havde en slap mulepose fra sin fagforening i hånden.

– Næhmen, det er jo derfor, at jeg er så glad for, at jeg slet ikke skal stemme. Du skulle overveje det samme, sagde den ulastelige og viftede med det, jeg fejlagtigt troede, var et valgprogram. Det viste sig så at være Vagttårnet, og selvfølgelig faldt hans salvelsesfulde blik straks på blondinen, der vantro stirrede på ham.

Jeg har ellers altid takket pænt nej til det lille blege blad. Ikke mindst fordi jeg gik i klasse med en pige, der var Jehovas Vidne, og hun måtte hverken holde fødselsdag eller være med til at fejre vores. Good gracious, kan man forestille sig en større straf, når man er 7 – eller 37 for den sags skyld?

Det er muligt, jeg har levet i total solformørkelse indtil den dag på gågaden, hvor det gik op for mig, at det med fødselsdagen er en bagatel. Langt mere bizart er det, at Jehovas Vidner ikke stemmer ved hverken det ene eller det andet valg, fordi Jesus er deres sande leder. Han er tiltænkt en temmelig central rolle, forstår jeg, og skal i selskab med de 144.000 særligt udvalgte lede jorden (eller hvor det nu er de mødes), når kloden går under næste gang.

Helt ærligt. Er der virkelig 14.000 danskere og 7 mio. mennesker i verden, der i ramme alvor sidder og venter på, at jorden går under – og som nægter (i stilhed, men dog alligevel) at lade sig lede af noget så vederstyggeligt som folkevalgt rakkerpak? Jeg er med på, at det måske netop i disse dage kan være lidt svært at få øje på 179 kvalificerede blandt de jordiske, men derfra og så til at sætte sig ned og vente på Jesus, der er dog et stykke.

Jeg får faktisk lidt koldsved ved tanken om, hvem der holder hånd i hanke med supersygehus, efterløn og betalingsbalancen, indtil Guds søn har tænkt sig at berige os med sit selskab? Og hvad vi gør med den synkende skude af en folkeskole eller krigen i Afghanistan? Og hvordan med 120 brevstemmer, der brændte op på Nordfyn, er det et varsel om snarlige omvæltninger?

Jeg spørger mest af nysgerrighed. For i Vagttårnet kan jeg læse, at der vist ikke rigtig plads til sådan nogle som mig efter den oprydning, de planlægger i den nærmeste fremtid. Tror nu for en sikkerheds skyld, at jeg stemmer til hedningevalget. Så vidt jeg har forstået, er det nemlig lidt svært at sige, hvor længe vi kommer til at vente på den guddommelige forløsning, og så synes jeg, det er meget rart at have en nødløsning i baghånden. Også selvom den ikke er godkendt på højeste sted.

med emneordet , , ,
9. september 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Det er synd for de syge

Nåhr lille febervarme barn, der ligger og brænder i sin seng… Nåhr, nåhr, nåhr.

(Efter flere timers maksimal og uafbrudt klynken [slash] højlydt gråd er jeg nu i gang med at mønstre et overskud af hidtil usete formater.Pretending. As if. Og jeg ved ikke, om det lykkedes. Så er du advaret. Der er nemlig det med lige netop det her barn, at han ikke kan sidde, ikke kan stå, ikke kan ligge, ikke kan spise, ikke kan drikke, ikke kan sove, når han er syg. Til gengæld kan han jamre. Så det gør han. Og nu prøver jeg at tage mig sammen til at gå i seng, for jeg ved det er blir en lang halvvågen nat. Men min seng er våd, fordi han nåede at lave et af de der mirakuløse jeg-tisser-lige-gennem-bleen-omme-på-ryggen-selvom-det-teknisk-set-er-umuligt). Og jeg skal i øvrigt også hænge vasketøj op, inden jeg siger godnat. Ingen af delene trækker helt vildt. Så jeg ligger lige og ser lidt mere dårlig film, inden jeg rejser mig. God bedring til de syge – og deres mødre.)

med emneordet , ,
7. september 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger, As if

Breaking News! Lars Løkke uncensored

Foranlediget af dagens afsløringer (og genopfriskning) af den regerende statsministers sande interesser bringer vi her, ærede læsere, den tale, som Hr. Lars Løkke holdt i august på Venstres sommermøde på Bornholm.

Forud for sommermødet udtalte han til Politiken: »Derfor har jeg besluttet mig for ikke at komme med politiske budskaber nu. De må vente til Venstres sommermøde i august«. Og hvis du har glemt, hvad de centrale pointer var, får du nu chancen for at genlæse den visionære tale:

Kære venner! Jeg tror mange har det lige som mig. Sommermødet er den tid på året, hvor vi har flest tømmermænd. Hvor vi tænker over de fester, vi har været til. Og vi tænker over de fester, der kommer. Og hvordan ser det så ud, når jeg skal gøre status?

Ja, den følelse der kommer til mig, er en stolthed over at være medlem af et parti, hvor vi har gode muligheder for at få gang i den og frihed til at købe billig spiritus. Det er en glæde over at være medlem af et parti, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi byder hinanden op til dans. Venstre er ikke et perfekt parti, men vi er gode til at feste.

Jeg er selv født med festerne inden for rækkevidde. Fra mine første år i VU over tiden som lokalpolitikere til medlem af Folketinget. Som så mange andre unge greb jeg de fester, jeg blev tilbudt. Og for os der er vokset op med festerne, kan invitationerne næsten føles som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, jeg skal arbejde for hver dag.

De sidste to år har vi kæmpet for at komme ud af den værste økonomiske krise, verden har oplevet siden 2. Verdenskrig. Vi har holdt fester, som var svære, men nødvendige. Det kan mærkes. Vi kan glæde os over resultatet af vores indsats. Fremgang for danske værtshuse. Lave priser på alkohol. Flere tømmermænd end i andre partier. Respekt om Venstres fester ude i verden.

Det ser også ud, som om Venstres medlemmer i år har drukket lidt mere end sidste år. Optimismen er så småt ved at vende tilbage. Det er positivt. Det skal vi fejre. I flere partier har man ikke gennemført de fornødne reformer. Derfor har man måtte skære drastisk i festerne, hæve prisen på alkohol og lukke flere værtshuse. Det har ført til uro blandt medlemmerne og optøjer i flere lokalafdelinger rundt om i landet.

I Venstre handler vi i tide. Vi sender de nødvendige invitationer. Vi holder en fælles fest. Der får vi også brug for, når vi skal fremad. For lige som andre partier står vi over for den udfordring, at der bliver færre unge og flere ældre. Vi er mange, der lever længere, og det skal vi selvfølgelig fejre. Desværre hænger regnestykket ikke sammen. I dag drikker kun halvdelen af medlemmerne i Venstre, og fremover bliver det færre. Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå. Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af kedeligere fester. Og vi vil blive nødt til at skære i antallet af gratis shots og fadøl. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod.

Der er kun en farbar vej: Gennem sjove fester og gennem mere gratis alkohol må vi sikre, at vi får så mange til at drikke som muligt. Derfor skal vi prioritere vores fester med stor omhu. På den måde kan vi skabe et robust grundlag for at udvikle vores parti. Til glæde for os alle sammen.

Vi har brug for, at alle møder op til festerne næste år. Vi er simpelthen nødt til at kræve lidt mere af hinanden. Jeg foreslår derfor, at vi gradvist nedsætter aldersgrænsen for, hvornår man må sælge og udskænke alkohol til unge.

Vores fester bygger på værdier, som vi har kæmpet for i generationer. Ansvar for det fælles. Frihed til forskellighed. Lige muligheder for kvinder og mænd. Og det vil vi ikke give køb på. Når man vælger at melde sig ind i Venstre, skal det være, fordi man vil være en del af festerne. Vi har plads til alle, der både kan og vil.

Venstre er ikke et perfekt parti. Men det er et godt parti. Et af de bedste, der findes. Vi står i en ny tid med nye udfordringer, men de kan overvindes med dans på bordene og fadøl i hanerne. Sammen må vi kæmpe for det vi har kært. Godt sommermøde – vi ses i baren!

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →