Foranlediget af dagens afsløringer (og genopfriskning) af den regerende statsministers sande interesser bringer vi her, ærede læsere, den tale, som Hr. Lars Løkke holdt i august på Venstres sommermøde på Bornholm.
Forud for sommermødet udtalte han til Politiken: »Derfor har jeg besluttet mig for ikke at komme med politiske budskaber nu. De må vente til Venstres sommermøde i august«. Og hvis du har glemt, hvad de centrale pointer var, får du nu chancen for at genlæse den visionære tale:
Kære venner! Jeg tror mange har det lige som mig. Sommermødet er den tid på året, hvor vi har flest tømmermænd. Hvor vi tænker over de fester, vi har været til. Og vi tænker over de fester, der kommer. Og hvordan ser det så ud, når jeg skal gøre status?
Ja, den følelse der kommer til mig, er en stolthed over at være medlem af et parti, hvor vi har gode muligheder for at få gang i den og frihed til at købe billig spiritus. Det er en glæde over at være medlem af et parti, hvor vi tager os af hinanden, hvor vi byder hinanden op til dans. Venstre er ikke et perfekt parti, men vi er gode til at feste.
Jeg er selv født med festerne inden for rækkevidde. Fra mine første år i VU over tiden som lokalpolitikere til medlem af Folketinget. Som så mange andre unge greb jeg de fester, jeg blev tilbudt. Og for os der er vokset op med festerne, kan invitationerne næsten føles som en selvfølge. Men det er det ikke. Det er noget, jeg skal arbejde for hver dag.
De sidste to år har vi kæmpet for at komme ud af den værste økonomiske krise, verden har oplevet siden 2. Verdenskrig. Vi har holdt fester, som var svære, men nødvendige. Det kan mærkes. Vi kan glæde os over resultatet af vores indsats. Fremgang for danske værtshuse. Lave priser på alkohol. Flere tømmermænd end i andre partier. Respekt om Venstres fester ude i verden.
Det ser også ud, som om Venstres medlemmer i år har drukket lidt mere end sidste år. Optimismen er så småt ved at vende tilbage. Det er positivt. Det skal vi fejre. I flere partier har man ikke gennemført de fornødne reformer. Derfor har man måtte skære drastisk i festerne, hæve prisen på alkohol og lukke flere værtshuse. Det har ført til uro blandt medlemmerne og optøjer i flere lokalafdelinger rundt om i landet.
I Venstre handler vi i tide. Vi sender de nødvendige invitationer. Vi holder en fælles fest. Der får vi også brug for, når vi skal fremad. For lige som andre partier står vi over for den udfordring, at der bliver færre unge og flere ældre. Vi er mange, der lever længere, og det skal vi selvfølgelig fejre. Desværre hænger regnestykket ikke sammen. I dag drikker kun halvdelen af medlemmerne i Venstre, og fremover bliver det færre. Derfor står vi ved en skillevej. Vi skal vælge, hvilken vej vi vil gå. Hvis vi passivt lader udviklingen fortsætte, vil vi støt og roligt blive trukket i retning af kedeligere fester. Og vi vil blive nødt til at skære i antallet af gratis shots og fadøl. Det ønsker jeg ikke. Det ønsker ingen af os. Tværtimod.
Der er kun en farbar vej: Gennem sjove fester og gennem mere gratis alkohol må vi sikre, at vi får så mange til at drikke som muligt. Derfor skal vi prioritere vores fester med stor omhu. På den måde kan vi skabe et robust grundlag for at udvikle vores parti. Til glæde for os alle sammen.
Vi har brug for, at alle møder op til festerne næste år. Vi er simpelthen nødt til at kræve lidt mere af hinanden. Jeg foreslår derfor, at vi gradvist nedsætter aldersgrænsen for, hvornår man må sælge og udskænke alkohol til unge.
Vores fester bygger på værdier, som vi har kæmpet for i generationer. Ansvar for det fælles. Frihed til forskellighed. Lige muligheder for kvinder og mænd. Og det vil vi ikke give køb på. Når man vælger at melde sig ind i Venstre, skal det være, fordi man vil være en del af festerne. Vi har plads til alle, der både kan og vil.
Venstre er ikke et perfekt parti. Men det er et godt parti. Et af de bedste, der findes. Vi står i en ny tid med nye udfordringer, men de kan overvindes med dans på bordene og fadøl i hanerne. Sammen må vi kæmpe for det vi har kært. Godt sommermøde – vi ses i baren!