1. november 2011
3 kommentarer
Chancen

Nu dør jeg af skræk (men jeg vil selvfølgelig gerne vinde)

Det foregik nogenlunde sådan her:

Jeg var på et kursus, hvor underviseren fortalte, at han havde en skrivegruppe, som han mødtes med. Bagefter skrev jeg til ham for at høre hvordan det fungerede, fordi jeg gerne ville have noget faglig sparring på det jeg laver. Så skrev han, at jeg var velkommen i deres gruppe – hvis altså jeg skrev fiktion. Så skrev jeg til ham at det gjorde jeg (oh ho-hooo, som i små bitte stykker tekst, jeg aldrig har vist til en levende sjæl). Og så skrev han at jeg jo kunne komme til en slags prøvemøde, hvor jeg havde min egen tekst med. Så satte jeg mig ned og skrev historien om Morten. Jeg ved ikke hvor den kom fra for den dag havde jeg slet ikke nogen ideer til noget som helst. Lad os bare sige, at jeg på en måde startede fra en ende af og arbejdede mig frem mod slutningen. That simple (ha-ha-ha).

Dagen før vi skulle mødes i skrivegruppen, læste jeg om en novellekonkurrence på nettet. Jeg ved ikke engang hvorfor jeg gjorde det. Og det er ikke falsk beskedenhed. Men nu fremstår det mere som et bagholdsangreb på mig selv. Så altså, jeg sendte novellen ind. Og glemte seriøst alt om det.

De kunne godt lide historien i skrivegruppen, og jeg var ret så lettet over, at min debut ikke faldt helt til jorden.

I nat vågnede jeg klokken et, og jeg ved ikke hvorfor jeg tjekkede min mail, som i jeg vågner ALDRIG om natten og tjekker ALDRIG mail om natten. Men så lå der en mail: Tillykke din novelle er nomineret!

Gulp!

(788 noveller, og jeg er blandt de 25 udvalgte. Total crazy hvis du spørger mig.

Nå, men den næste måned kan du stemme på den novelle du bedst kan lide (som måske er min?). Og de 5 noveller der får flest stemmer går videre til finalen. Vindernovellen bliver udgivet og måske transformeret til en kortfilm. Det er sandt!

Så hvis du har lyst til at bidrage til spændingen, kan du læse min ellers hemmelige novelle og stemme på mig her: http://www.kortoggodt.info/2010/profil.asp?id=432 )

med emneordet , , , , ,
31. oktober 2011
Skriv en kommentar
Anbefalinger

Hil ungdommen!

Jeg burde måske forklare, hvad jeg fik tiden til at gå med i Thailand. Men nu taler alting for sig selv i stedet, og det er bedre. For jeg var nemlig så heldig at få lov til at være den voksne på en tur, hvor der slet ikke var brug for voksne, fordi jeg var af sted med seks unge, som var så seje, at de klarede sig fint ud mig.

Når der går Kongerne af Marienlyst-depression i forestillingerne om, hvad fremtidige generationer dog kan bidrage med, så er det godt at blive begavet med de mindre sensationslystne fra samme generation.

Jeg er fuld af beundring og begejstring – og faktisk en lille smule mormor-agtig rørt over, hvor fantastiske de hver især er. Fremtiden er deres – og den er lys. Just saying.

Og de er også herovre

med emneordet , , , ,
28. oktober 2011
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Sandheden

Timelighed

Nå, men jeg går ud fra, det er ved at være tid til at bestille tid hos frisøren til min søn, når jeg i løbet af samme uge bliver spurgt om begge piger er mine børn – og når barnet i et forsøg på at spise morgenmad uden at få hår i munden beder om at få en hårbøjle på ligesom sin søster.

med emneordet , ,
28. oktober 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Det der er tilbage…

Nu gælder det virkelig om at holde fast i resterne. For jeg har allerede kolde tær og deadlines, der puster mig nakken. Og en cykel, der skal hentes hos cykelsmeden, og en pakke på posthuset og en liste med alle dem, jeg burde ringe til og skrive til og ses med. Og jeg har også et par børn, der skal svømning, og som har legeaftaler i weekenden. Og det er 1000 år siden nogen har gjort rent, og der mangler aftensmad og morgenmad og mælk. Og der er nogen, der har fødselsdag, og skorstenen skal fejes. Og postkassen skal i jorden og vasketøjet er begyndt at kravle ud af skabet.

Tre dage tog det. Før hverdagen fandt mig. Og selvom det er meget populært at elske lige netop den, så bliver vi nok aldrig helt så gode venner, som man måske kunne ønske sig. Nogen, der gir en flybillet til drømmeland?

image

med emneordet , , ,
27. oktober 2011
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Tre skridt og spytklat

Jeg er i gang med verdens længste tilløb. Tilbage til hverdagen. Indtil videre har det taget to dage, og jeg er der ikke helt endnu. Og allerhelst pakkede jeg hele menageriet ned i min taske og tog tilbage til lufthavnen og ud i verden.

Efter traveller’s high kommer low, ikke? Det giver ligesom sig selv. Og jeg har aldrig været god til at komme hjem, for livet er både enkelt og intenst, når man rejser. Det får jeg aldrig for meget af. Aldrig, tror jeg. Derfor er det en underlig ambivalent følelse at savne dem derhjemme uden overhovedet at savne det derhjemme.

Og stakkels danske provinsliv, der skal hamle op med det her:

Du er velkommen til at stemme i med Nu falmer skoven trindt om land, men det hjælper ikke, for uanset hvor smukt efteråret tager sig ud, og hvor meget solen anstrenger sig for at kaste lidt varme af sig, så er jeg bare mere til falds for himmelstrøg, der dufter tungt af sol og støv og friskkogt ris.

Så sådan sad jeg på mit havnekontor i dag og forsøgte at komme på omgangshøjde med mit almindelige arbejde, hvor der skal skrives artikler om helt almindelige (og i danske øjne vigtige) sager til almindelige mennesker som dig og mig. Det skal nok komme. Jeg skal bare lige have spist den sidste malariapille og børstet det sidste støv af sandalerne. Så bliver der plads til hverdagen igen. Og det er både godt og lidt vemodigt.

med emneordet , , , ,
26. oktober 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Traveler’s high

Thailand og mig, vi har det lidt sådan her lige nu

med emneordet , , ,
14. oktober 2011
Skriv en kommentar
SOmeone to love

Hiphip Hurra

image

Fødselaren fylder 103. Hans ex-vinduespudser kom med sherry og friskbagte småkager. Hun er lige fyldt 80. Bevares.

– Ka du li sherryen, spurgte hun.
– Nej, sagde fødselaren uden yderligere forklaring. Det må man godt når man er i gang med sit 2. århundrede.

Man må også godt være ret så træt efter halvanden times kaffeslabarads. Og man må også gerne brokke sig over at livet er for langt. Det er alligevel lidt svært at holde en skåltale over alle de dejlige år der venter forude. Selvom det ikke kan udelukkes at vi sidder der igen næste år.

Fødselaren er helst fri. Han er nået dertil, hvor verden begynder at gentage sig selv og det er eftersigende temmelig trivielt. Og så er det vist også noget af en overvindelse at overgive sig til andres omsorg når man har klaret sig gennem verdenskrige, depression og oliekrise uden at skylde nogen noget.

103 år…

med emneordet
11. oktober 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden, Sandheden

Hvor blev min ordbog af?

Jeg forestillede mig et visitkort på døren til min havnekontor. I guld. Og broderi. Totalt respekt dér.

image

… hvis altså bare jeg kunne stave til det jeg laver. DOPE!

med emneordet ,
10. oktober 2011
3 kommentarer
Brokkekassen, Sandheden

Åh. Løbet er kørt

Nå men det var så det. I går læste jeg en deprimerende artikel i Alt for damerne (hvem faen bruger også 30 kr på et DAME-blad?!?). Den handlede om kroppens endeløse forfald efter de 35. Om naturens gang. Og om hvordan jeg måske stadig kan nå at redde stumperne med kokosolie i håret, masser af grønt og knibeøvelser.

Bagefter sad jeg og stenede over gamle tv-klip på YouTube fra dengang Anne, Sanne og Lis var Shit og Chanel, Thomas og Søs var nygifte og Steffen Brandt var en bønnestage med glat hud og lidt for stort adamsæble. De var så UNGE og alting var jomfrueligt. Ikke så meget slap hud der.

Og nu har jeg lige fået svar på en mail, jeg har sendt til en 20-årig. Der står kun et ord i hans mail: DOPE! Udråbstegnet er også hans. Og jeg forstår ingenting. Jeg gætter på det betyder noget i retning af: Jeg har læst din mail. Er enig i det du skriver. Og glæder mig. Men jeg ved det ikke. Det er sådan noget der sker på 17 år. Udover grånende hår, slappe muskler og løs hud.

Er det nogen der gir en vermouth eller en stesolid?

(Og du vover at trøste mig med at jeg holder mig godt eller den vej skal vi alle. *fingrene i ørerne og endeløs lalalalalalalalalalalalalalala*)

med emneordet
9. oktober 2011
Skriv en kommentar
The kids

Det man siger er man er selv

Ugle – starter det med U, spurgte den yngste, der lige er blevet fire, og det er så der, man opdager, at nr. 2 har knækket bogstavkoden. Lidt ligesom det ved et tilfælde gik op for mig, at han selv kan tage tøj på. Han kan åbenbart også lægge tal sammen.

Nu begynder han for alvor at ånde sin søster i nakken, og det går ikke stille af. For den store er både stolt og har et veludviklet konkurrencegen. Frustrationerne bærer hun som altid uden på tøjet. Så svært og kompliceret at dele territorium. Det kan man til gengæld ikke sige om popmusik.

Rasmus Seebach – det er ham, der synger uh-uh i radioen, sagde storesøsteren. Og det er vel egentlig det, der er at sige om den sag.


med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →