18. februar 2012
Skriv en kommentar
As if

Nu forstår jeg bedre den ansigtsoperation

Mærkelige ting er sket med Melanie Griffiths ansigt siden 1996, hvor hun mødte latinoloveren Banderas og indspillede filmen Two Much (hvis du forstår sådan en lille en), som Hollywood Reporter kaldte en Screwball comedy. Den lidt for store overlæbe. De lidt for stramme kinder. Og de lidt for kattejammer-agtige øjne.

Men vi ved jo alle sammen at labre Melanie efterfølgende fik samme forhold til sin plastikkirurg, som vi andre har til chokolade og børnepasning. Man siger ikke nej, hvis lejligheden byder sig. Og det forklarer jo en del.

Alligevel forstod jeg ikke, hvad hun egentlig havde gang i. Men det gør jeg nu. Hun forsøger jo bare at komme til at ligne sin mand. En slags kærlighederklæring for kendte 2.0, I guess. (1.0 var tatoveringen – den har hun naturligvis også i form af et hjerte med den underskønne Antonios navn)

Kan du følge mig?

med emneordet , , ,
16. februar 2012
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Bonuskunde – nu med guldkort

Jeg har lige fået ikke bare en, men hele to mails fra Magasin. I den første ønsker de mig tillykke med mit Goodiekort, som jeg vil få tilsendt snarest (kortet fik jeg for et års tid  siden ifm. en kampagne i Magasin). I den anden mail får jeg at vide, at jeg kan handle i Magasins webshop med eller uden mit kort. Total topbonusguld-agtigt.

Begge mails fortæller mig, at det er meget fordelagtigt at være udstyret med et Bonus-Goldie-Goodie-kort. Fx ved jeg nu, at de hver måned trækker lod om et gavekort til Magasin blandt alle Goodie Kort-ejere (vist nok kun hvis jeg husker at bruge mit kort, når gør mine (ugentlige?) indkøb i stormagasinet).

Derudover ved jeg også nu, at de ikke belemrer mig med mails, men sender dem samlet en gang om året. Der er både smart og. Og så får jeg i øvrigt 10% på Magasin Chokolade. Det er selvfølgelig også noget. Og måske den egentlige årsag jeg overhovedet belemrer dig med en fortælling om mit Goldie Hawn Kort.

med emneordet , ,
14. februar 2012
2 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn

Endnu et fastelavnsbaghold

Via min mobil lykkedes det mig så at oploade dagens udklædningsfabuleren to gange. Og siden jeg ikke kan slette indlægget uden også at slette kommentarerne, gør vi i stedet sådan: Så, hvis du vil læse dagens kloge tekst, så er det her det sker

med emneordet
14. februar 2012
4 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn

Endnu et fastelavnsbaghold

Det er det samme hvert år. Først er det jul og næste gang jeg åbner øjnene er det fastelavn. Hvordan når I andre overhovedet 1) at udtænke et kostume som matcher børnenes ønsker, og 2) at have hele udstyret klar til tøndeslagning and what not? Det lykkes aldrig for mig. Aldrig! Min undskyldning er at jeg ikke har en symaskine men der er sikkert dem der vil sige det er et spørgsmål om planlægning og prioritering. Men hey, til gengæld er mine børn efterhånden ret gode til at improvisere over højtiden. Læring og kreativitet i hverdagsklæder. Bilder jeg mig ind!

Miss Carla kører for 3. år i træk et tema over lyserødt kjoleskrud fra HM.  Denne gang tilsat noget fehalløj med lange, florlette tyl-rottehaler. Stor begejstring.

Og familiens magelige lillebror jublede over at han helt lovligt og uden overtalelse kunne beholde nattøjet på og med hjælp fra et styk nøgleringspels (også fra de hellige svenske modehaller) tog han af sted som leo/gepard. Endnu større begejstring.

Så voila! Vi klarede den endnu engang. Eller rettere de klarede den. Og selvfølgelig skal I ikke snydes for resultatet

image

Nå ja, der var så lige et barn der havde pudset næse i min telefon. You can’t win them all…

med emneordet
13. februar 2012
1 kommentar
Chancen

Mand møder ungt bryst

Bryster går aldrig af mode – uanset om man er til camping eller Berlinale

(Billedet er med forlov og undskyld på forhånd fra Berlingske)

med emneordet , ,
10. februar 2012
1 kommentar
Anbefalinger

Overspringshandling #100

Åh, det her det er sjovt! At se sig selv i ord. Prøv selv på wordle.net

med emneordet , , ,
9. februar 2012
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Så snakker vi ikke mere om det

– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.

– Det siger du altid, sagde den store.

– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

 

med emneordet , , , ,
1. februar 2012
2 kommentarer
Anbefalinger, Sandheden

Vi fejrer: 6 år i provinsen

I dag er det lige præcis seks år siden, jeg satte mig ind i et tog og kørte mod vores nye hjem i provinsen. Jeg tænker tit på, at det her vil være mine børns barndomsland, mens jeg sikkert for evigt vil føle mig lidt som den nye pige i klassen.

Derudover har det voksne provinsliv indtil videre lært mig dette:

  • Man begynder overraskende hurtigt at interessere sig for fartdæmpende foranstaltninger på villavejene (eller rettere: på min villavej).
  • Grønne mælkekasser er standardudstyr på cyklerne.
  • El-scootere har altid førsteret på cykelstien.
  • Alle afstande over 500 meter er køreafstand.
  • 5 kvarter i tog til København er kort nok til ikke at få provinskuller og langt nok til at nå at læse alle de bøger, man ikke når i kernefamilien (eller til at sove).
  • Ens børn falder hurtigt ind i dialekten og begynder at sige ting som egosta og tispunkt.
  • Man synes pludselig alting er meget dyrere i København (eller ved nærmere efter tanke, man får måske bare en sund skepsis over et brød der koster over 40 kr. Det gir jo ikke mening, vel? Heller ikke selvom det er Bo Bech eller saglige Claus Meyer, der egenhændigt har haft hænderne i dejen, vel? VEL?)
  • Man begynder igen at få hjertebanken, når man en gang om måneden hører udrykningssirener.
  • Man bliver ikke nødvendigvis bedre til at sludre med naboen eller drikke øl over hækken, fordi man pludselig deler hæk med fire andre.
  • Der findes virkelig folk, der går op i, hvor meget andre folk luger i deres (egen) have, og hvilken farve de maler deres stakit.
  • Ghettoer findes alle steder, også i provinsen. Vi taler bare ikke så meget om det (selvom vi hver især tænker vores).
  • Man holder op med at købe pizza om søndagen, fordi det alligevel ikke rigtig har noget med en pizza at gøre.
  • Man skal ikke tale sin januarferie til Egypten op til en kulturel rygsækrejse med supersøde børn. Alle tager på charter med all inclusive og bamsebørneklub og har kun godt at sige om det.

Man kan mene og forestille sig meget om provinsen og holde den velkendte ironiske distance til folk i joggingsæt, men for mindre end, hvad en andelslejlighed koster i København, kan man bo 50 skridt fra børnehaven, 100 skridt fra kælkebakken og 150 skridt fra badebroen. Det er svært ikke at elske. Alt taget i betragtning.

med emneordet , , , ,
31. januar 2012
2 kommentarer
As if, Farmorbørn

Suspense i børnefamilien

Åh, sygdom. Ikke skoldkopper eller børnesår, men den lille udefinerbare febersygdom, som er noget, og alligevel ikke er noget.

Mine børn er virkelig meget sjældent syge (og det kræver både mod og en stor tiltro til universets velvilje at skrive det). Og jeg er i øvrigt stor fan af hånd på panden og et kritisk blik på barnets almene tilstand. Jeg mener, det kan godt være du hoster, men hvis ikke du af egen vilje bliver liggende under dynen om morgen, og i stedet kaster dig ud i et tvivlsomt potpourri af alle MGP-sagene på en falsk guitar i ført højhælede sko og hat, eller hvis du starter dagen med en omgang “ved du, hvor alle verdens superheltehunde bor?”, så er den nok ikke behandlingskrævende, den hoste.

Mit ene barn sover nonstop, når hun er syg. Den anden ligger vågen og klynker og har meget ondt af sig selv. Så det er sådan set nemt nok.

Men indimellem sker det, at de ringer fra børnehaven… Smilende overskudsmor (eller far) henter mere (eller mindre) feberplaget barn, som bliver så glad for at se sin mor (eller far) flere timer før hentetid.

Derhjemme sker der en af to ting. Enten kollapser barnet på sofaen, hvilket er en stor lettelse. Pyha, det var godt vi fik det lille myr hjem under den trygge vinge. Eller det giver sig til at lege og spørge om vi skal bage kage eller spille spil eller tegne hjerter.

Og det er ikke så stor en lettelse. For hvad nu? Kan man være febersyg og legesyg på samme tid? Og hvis man kan, er det så dig, der er i morgen? Eller er det mig? Er farmor? Og hvad hvis nu han er frisk i morgen. Eller hvad hvis vi tror han er frisk, og så ringer børnehaven igen?

Om natten står man op og mærker på panden, som er præcis som varm, som den er på et barn, der sover dødssøvn? Og næste morgen… kulminationen på spændingskurven, hvor de voksne ser barnet an, mærker pande, forbereder sig mentalt på en hjemmedag og til sidst tager temperaturen for at have noget fakta at stå imod med i institutionen. Og tager man op-på-hesten-igen-stemmen på. Siger til sig  selv at alt er ved det gamle. Og krydser fingre (eller slukker sin telefon: Jeg sad i møde. )

med emneordet , , , ,
23. januar 2012
Skriv en kommentar
As if

Ville du have troet på det? Ville jeg?

Gad vide om jeg havde haft så travlt med at få børn, hvis nogen havde fortalt mig dette (og husk det er bare et eksempel blandt mange):

Fredag aften. I er på vej hjem fra svømning. Du sveder, for det gør man altid når man har været i svømmehallen. Nu står du i din varme vinterjakke på McD med to Happy Meals på en bakke, mens dit ene barn sidder på toilettet med dårlig mave og lort på bukserne. Dit andet barn tilbyder at hjælpe med at fylde cola i kopperne, mens du håndterer toiletbesøget.

Når du kommer tilbage fra toilettet, hvor den mindste stadig sidder på tønden, løber der en stille svedperle ned over tindingen, og foran dig står den store i en sø af cola og siger: Måske er det smartere at komme is i koppen, før man kommer cola i. 

Ville jeg havde troet på den historie? Ville du?

Eller ville jeg mon bare have grinet højt og tænkt, at sådan en mor ville jeg aldrig blive – hverken hende, der belønnede mine børn med fastfood, eller hende, der ville lade tingene komme ud af kontrol?

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →