Category Archives: The kids

11. august 2010
3 kommentarer
As if, Orlov, The kids

Ferieminder

Hvad husker to små børn fra tre måneders rejse med deres forældre?

Ja, indtil videre ved vi, at da Halfdan i går fik et Kinderæg, sagde han: ”Kan I huske dengang, vi boede i lejligheden, der fik vi også et påskeæg?”

Så efter at have pisket barnet rundt i en af Europas hippeste kulturhovedstæder i det meste af en uge, husker han et chokoladeæg af tvivlsom kvalitet. I det mindste er produktet af tysk oprindelse.

Og Carla sagde forleden: ”Jeg kunne godt tænke mig, at jeg aldrig mere skulle i børnehave.”

”Hvad ville du så lave i stedet?” spurgte jeg.

”Være hjemme sammen med far og dig!”

Hjemmefra havde jeg planlagt, at vi hver dag skulle sætte os og skrive dagbog sammen, og at børnene skulle tegne en tegning med en af dagens oplevelser. Du kan godt høre det, ikke? De griner af mig. De bedrevidende og bagkloge. Ikke nødvendigvis hånligt, men i det mindste en lille smule overbærende. For der gik selvfølgelig ikke mere end fire dage, før Carla nedlagde veto mod tegneriet. ”Aih, kan vi ikke godt holde op med det der og bare tegne noget, der er sjovt i stedet for?” Og det er vist også ved at være nogle dage siden, jeg selv har gjort mig dagbogsnoter i min lille bog med hængelås og plads til små artefakter.

Men altså indimellem tegner Carla alligevel en tegning (Halfdan gør også, men der er mest nogle aggressive streger, der går over i en eller anden slåskamp mellem tuscherne – det barn er virkelig inde i en meget gal periode. I parentes bemærket.). Men altså Carlas tegninger viser hverken drypstenshuler, slotte eller gigantiske badelande for den sags skyld. Derimod er det konsekvent tegninger af hende og jeg, der går en tur, eller hende og Halfdan, der leger en leg, eller os alle sammen på vej ned for at spise en is.

Jeg gider ikke en gang belemre dig med, hvad man kan lære af det. Men det er selvfølgelig en tanke værd, at vi formentlig havde fået de samme ferie-tegninger ud af børnene, hvis vi havde brugt 150.000 på is og siddet derhjemme på terrassen i tre måneder i stedet…

med emneordet , , , ,
6. august 2010
2 kommentarer
Farmorbørn, The kids

Sparket til hjørne af Molly og Spiderman

Midt i maden kommer Halfdans kop flyvende henover bordet. Han ser på os med store øjne og siger: ”Molly kom lige til at vælte koppen, og så fløj hun op i træet og gemte sig, og nu kan jeg ikke finde hende.” Eller pludselig vælter han bagover på stolen med mad og tallerken ud over sig. ”Aih, jeg har sagt til Molly, at hun ikke må kaste med maden, men det er fordi hun er så lille.” Eller jeg siger: ”Jeg vil gerne have du holder op med at slå, ellers må du ind og sidde på din seng.” Han svarer: ”Hvis du gør det, så kommer Spiderman bare og pfui så tar han mig, og så flyver vi lige op i luften, hvor I ikke kan fange os.”Og jeg har et par gange forsøgt mig med modsvar a la: ”Jo, for jeg har også vinger, så jeg flyver bare lynhurtigt op i træet og henter dig ned igen.” Men han kigger på tørt på mig og siger: ”Nej, for så tar jeg lige mit sværd og svinger det schhhyyyt ind i dig, og så har du slet ikke nogen arme.”

Jeg siger ikke, at jeg gerne ville bytte det eventyrlystne barn for endnu et temperamentsfuldt barn. Men bare, at det er en lille smule svært at opdrage en genstridig 3-årig, som hele tiden flyver af sted med Spiderman eller skyder skylden på Molly. Både fordi det er svært at lade være med at grine, og fordi man hører sig selv sige ting som: ”Lige nu er jeg ikke så interesseret i at høre, hvad Molly gør.” Eller: ”Det her handler ikke om Spiderman.”

med emneordet , ,
3. august 2010
1 kommentar
Farmorbørn, Orlov, The kids

Slovenien – land of dreams

Fra regnvåde, surmulende Ungarn til smilende, let-at-elske Slovenien. Jamen, jeg er bare forelsket. Helt enkelt. Den første nat slog vi os løs som virkelige campister og parkerede wohnmobilen på en parkeringsplads (det er det de rigtige autocamper-mennesker gør efter sigende) midt i vinlandet i det nordøstlige Slovenien. Naboen var et vinotek og tak. Jeg fik lige et glas kølig hvidvin med god jazz og en halv times lokale rejsetips, og nu er vi så begejstrede, så man kunne tro, at vi var direkte sponseret af det slovenske turistråd. Men den er god nok. Her er ganske fantastisk (og jeg har så brugt 200 år på en collage, som alligevel ikke helt blev, som jeg havde regnet med – sorry for/til en halshugget søn).

Vi har kørt gennem de grønne bjerge langs grænsen til Kroatien fra smukke, smukke Ptuj i nord til nu et lille sted Kostanjevice med det fedeste galleri. Nåede lige 30 minutters rundtur, mens Casper lokkede børnene med is i parken udenfor.

Siden blev vi fanget i det mest sindssyge regnvejr på en cafe i byen, hvor børnene helt overraskende opførte sig aldeles eksemplariske, selvom vi kom langt på den anden side af spisetid og meget tæt på sengetid. Og det lykkes mig at bestille en latte, som var en latte og ikke en espresso med to ml mælk. Altså bare for at nævne, at livet jo – trods alt – ikke kun er op ad bakke.

For der jo også øjeblikke i løbet af en dag fx når de begge to nikker med lukkede øjne bag i bilen, hvor jeg helt glemmer, at det ene barn stangede mig i mellemgulvet i morges, og at det andet barn skreg sine lunger ud hele vejen fra badelandet til camperen i går eftermiddags. Og jeg tager det på en måde som en kærlighedserklæring, at min søn spontant slikker mig hele vejen op ad armen, mens han kigger på mig og siger: “Ma-ma, ma-ma? Ska vi lege, jeg er baby?”, og at min datter vågner om morgenen og siger: “Mm, jeg synes nok, der lugtede af dig, mor.”

med emneordet , , , , ,
26. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Kun sandheden for børn

Den her tur med børn er ligesom at ligge i ske med sin bedste veninde seks måneder i Afrika: Man kommer til at kende hinanden ret godt, også selvom man troede alle hemmeligheder lå for en dag.

Og der er egenskaber ved børnene som virkelig slår en. Som at Carla ikke skyr nogen midler for at lave nye venskaber med børn, hun ikke kan tale med. Eller at det mindste stikord får Halfdan til at flyve af sted på sine fantasiskyer med Spiderman, tigre og løver og Molly. Og at Carla sætter sig til at lære noget nyt, når hun keder sig, så hun nu kan de fleste af flagene på campingguiden. Eller at Halfdan virkelig har en stor fremtid som konfliktmægler foran sig – uanset hvad han bliver præsenteret for, er hans svar: Ja, det var lige hvad jeg kunne tænke mig (altså hvis der ikke lige er tale om at gå en strækning på mere end 100 meter uden at blive båret eller at blive nægtet sin sutti).

Men observationer går (selvfølgelig – det burde jeg vel have sagt mig selv) også den anden vej. Jeg har stadig tilgode at komme op med svar på:

– Hvorfor fortæller du altid far, hvad jeg har gjort?

– Hvorfor fortæller I altid hinanden, hvad de andre har sagt?

Indrømmet, det lyder som en kedelig vane nu, hvor det blir sagt højt. Så jeg forsøge lige at holde lidt igen med referaterne…

med emneordet , , , ,
20. juli 2010
Skriv en kommentar
Farmorbørn, Mig sagde hunden, Orlov, The kids

Tør øjenene

Ok, så siger jeg det som det er: Jeg synes faktisk, vi har givet os selv en rimelig stor udfordring ved at flytte hele familien ind på alt for få kvadrameter i camper, hvor der ikke en gang er mulighed for at låse døren til toilettet. Men jeg begynder så småt at forstå, at vi har valgt luksusmodellen.

På campingpladsen i Wien boede vi ved siden af en familie med to børn og en gigahund, og som om natten formåede at klemme sig sammen i sådan en lille minibus-agtig ting. Lidt længere nede af vejen havde en tysk familie slået telt op. De var så på cykelferie: Far, mor  og to små børn på 3 og 2 i cykeltraileren.

I dag, hvor vi bor på en slovakisk campingplads, der i bedste fald er under den østeuropæiske mafias vinger, så jeg tre små børn – den ældste var måske fem – tage nattøj på og praktisk talt lægge sig til rette på en hylde i familiens lille minican. Ikke en lyd. Godnat og kys kys fra deres smukke højgravide mor.

Jeg fatter ikke 1) hvor de forældre får overskuddet fra (på trods af gentagne løfter til mig selv, bliver jeg ved med at blive så presset af de unger, at jeg må brøle af dem for at kunne holde det ud), og 2) igen, igen hvordan de børn kan være så stille og tilsyneladende velopdragne. Selv i dag, hvor vi kun skulle køre sølle 60 km fra Wien til Bratislava, OG jeg havde bundet sutter og bamser fast med snore, så de kunne hives i land igen, sad børnene og råbte det meste af vejen. Og så råbte jeg også lidt, og Carla nåede de maksimale fem krydser, som derhjemme betyder minus fredagsslik, og som her blev til minus is.

Efter frokost tog vi til vandet, og vi købte is til Casper, Halfdan og jeg. Carla stod og så på uden så meget som at pive en lille smule, men det gjorde jeg så i stedet bag solbrillerne, for det skar sgu alligevel for meget i mit hjerte, at det lille menneske stod der og tog sin straf med oprejst pande. Lille stolte menneske. Heldigvis har vi stadig to måneder til at forbedre os. Og opnå total harmoni.

med emneordet , , , , , ,
18. juli 2010
2 kommentarer
Anbefalinger, Farmorbørn, Orlov, The kids

Status efter to uger

  • Halfdan hopper selv i vandet og svømmer (med vinger). Et stort skridt for en kuldskær pivskid.
  • Storesøsteren kan svømme adskillige meter med hovedet under vand.
  • Ingen af dem opdagede, at vi tilbragte eftermiddagen på en naturiststrand, hvor alle undtagen os (pivskide) var nøgne.
  • Siden vi tog bleen af den debuterende vandhund, har han tisset og lavet lort i sine underbukser en gang. Efter fire års nonstop bleskift, kalder det på rituel afbrænding af puslepude, når vi kommer hjem.
  • Jeg har pakket mine løbesko ud, men ikke haft dem på. Tror stadig det lykkes.
  • Jeg har pakket mine akvarelfarver ud, men ikke brugt dem. Tror ikke det lykkes.
  • Jeg skylder en omgang lokumsrens og pakke udstyr sammen i  skybrud.
  • Børnene har lagt sig til at sove en gang uden ballade.
  • Det er lykkes os at rykke deres rytme, så de sover til senere. Jeg er i dag blevet rigelig straffet af Mr. Murphy for i går at juble over fit-fri dag med Miss Carla, så jeg kan ikke være mere præcis end det. Lad mig bare sige, at det har været mere menneskeligt end vi kunne forvente.
  • Vi har mistet 2 x kasketter (hvoraf en kun var 20 timer gammel) og to par sandaler.
  • Vi har spist pizza, sandwich med pølse og ost eller pasta med pesto og seranoskinke hver dag. Jeg forudser, at børnene kommer til at spise lige så lidt pasta med pesto, som jeg spiser risengrød og koldskål, når de flytter hjemmefra.
  • Carla har klappet en hest. Hvilket er ret stort for et barn, der har udvist panikangst for dyr, siden hun blev født.
  • Casper og jeg har kigget på hinanden uhørt mange gange og sagt, at det her er den bedste beslutning vi har taget – og at vi indimellem har følt os nærmest lykkelige. Nærmest…
med emneordet , , , , , , , ,
12. juli 2010
4 kommentarer
Farmorbørn, Orlov, The kids

Forberedt til tænderne

I dag blev jeg færdig med Erland Loes faktiske ret morsomme bog Doppler om en mand, der skrider fra sin familie og flytter ud i en skov, hvor han bliver ven med en elg. Doppler kan ikke rigtig finde ud af det der med mennesker og sociale relationer og har i det hele taget fået nok af sit kompetente liv.

Og netop i dag kl. 11 overvejede jeg at gøre som Doppler og begynde et nyt liv i den tyske Wald – helt alene eller bare Casper og jeg, men i hvert fald helt og aldeles uden børn. En halv time tidligere kulminerede de seneste 36 timers inferno af konflikter og grænsesøgende børn i et kæmpe drama på Nürnberg Hauptbahnhof med Carla i leading role.

Min klarsynede mand havde helt ret i, at kun hvis jeg havde valgt et fodboldstadium under VM, havde jeg haft flere publikummer til optrinnet.

Ude fra må det have set ud som jeg var begik et større overgreb på mit modstandsdygtige barn, som jeg stod der og holdt hende fast, mens hun skreg af sine lungers forbavsende overvældende kraft – udmærket akustik på den banegård i øvrigt.  Lille Miss Carla (som lige der ikke føltes så lille endda) sparkede og slog og hendes hår strittede demonstrativt i alle retninger. Læg dertil en frisk formiddagstemperatur på 35 grader.

Bagefter, da jeg endelig turde give slip på min barn og tro på, at hun ikke ville løbe hele vejen tilbage til Berlin, skulle vi købe frugt i butikken over for vores selvbestaltede scene midt i centreret. Frugtdamen kiggede på Carla med store øjne og sagde: “Nåhr, lille baby.” Say what?!?! Hvorfor fanden er der ikke nogen, der nåhr’er mig for at have fået et efter sigende helt almindeligt barn med et ualmindeligt stort temperament?! Eller for at have spillet totalt fallit som forældre?

Måske er det fordi jeg slår så mange knuder på mig selv i løbet af sådan et døgn, hvor vi prøver nye metoder, tager nye dybe indåndinger og henter nyt overskud ingen steder fra.  Inden vi tog af sted, var jeg helt klar på, at det ville kræve noget tilvænning for os alle sammen at være af sted og sammen, men for at være ærlig var jeg faktisk ikke forberedt på de her 36 timer, hvor også lillebroren er vågnet op til dåd og fejrer sine snart tre år med at skide højt og flot på alt, hvad hans forældre siger.

Så da vi kom op af banegårdsdybet, var jeg sgu rimelig tyndhudet og måtte lige gå en tur rundt om bygningen og skylle efter med en liter vand. Ny dyb indånding og 1½ times leave fra familie-udfordringen, og så prøver vi igen. Men jeg håber eddermame, der er tale om tilvænning for ellers sætter jeg børnene til salg på Gul & Gratis sammen med alt det andet babyudstyr. Kan afhentes plejer at være nok til, at der dukker nogle villige aftagere op rimelig hurtigt – og så skal I bare se os holde ferie som i gamle dage…

med emneordet , , , ,
10. juli 2010
Skriv en kommentar
Orlov, The kids

Caaaaaaaaarlaaaaaaaaaaaaaa!

Hej. Jeg hedder Suzette. Jeg er dansker, og jeg råber af mine børn. Troede ellers kun det var de der underskudsforældre, som er alt det, jeg ikke er (vil være). Dem, hvor man liige klapper sig selv og hinanden på skulderen og siger: Det kan da godt være, jeg ikke altid er den fedeste mor i hele verden, men det mindste er jeg ikke som dem – hele tiden.

Nå, men det var så indtil jeg kom til Berlin med mine børn og stod på en legeplads og lige ville forhindre Halfdan i at skubbe sig foran i køen til sørøverskibet. Jeg var ikke en gang sur eller noget. Jeg hævede bare stemmen for at være sikker på, at han kunne høre mig. Og det der var ment som en venlig henstilling, kom nu til at virke som en lussing, da alle legepladsen mødre og fædre vendte sig rundt og kiggede på mig.

I det øjeblik gik det op for mig, at selvom klokken var fire om eftermiddagen, og legepladsen var fuld af børn, var der ingen der råbte – hverken børn eller forældre. Børnene legede helt stille – altså med undtagelse af mine børn, som man hele tiden kunne høre et sted på pladsen, når den ene råbte til den anden: “Carla, se mig!” eller “Haaalfdaaan, jeg er herovre.”

Imens sad de tjekkede berliner-forældre i skyggen og lignede nogen, der havde al det overskud i verden, som jeg så tit har ønsket mig. Nogle af mødrene sad ligefrem og læste – altså ikke skimmede, men læste som i fordybet – i et blad, mens børnene løb rundt som de mest provokerende harmoniske væsener.

I går nåede jeg kun at råbe “CASPER”, før alle øjne igen hvilede på mig, og jeg følte mig tvunget til at lette mit korpus for at gå hen og bede ham tage en flaske vand med i stedet for – som jeg plejer – at kaste min ord ud i det offentlige rum med spredehagl.

Så nu prøver jeg at gå foran med et godt eksempel – man må jo bræge som de får, man er i blandt. Dog noterer jeg mig, at børnene desværre ikke er så gode til at kopiere mig, som de plejer at være (måske fordi det også er lidt svært for mig at holde op med at hæve stemmen – det skete fx så sent som i går under kombinationen overtrætte børn, der nægter og sove i toværelseslejlighed, hvor der 35 grader, mens mor drømmer om verdens koldeste cola). Måske taler vi virkelig long term damage med alt det råberi de er blevet udsat for, men det skal ikke forhindre mig i at indgyde lidt tysk stilhed i mine børn  alligevel.

Om ikke andet for at minimere mængden af undrende, ok måske snarere misbilligende blikke, når ens datter går amok og skriger sine indvolde ud på offentlig plads lørdag morgen…

med emneordet , ,
15. juni 2010
Skriv en kommentar
Anbefalinger, The kids

Seriøse effektiviseringsgevinster

Mens vi tilsyneladende allesammen har accepteret at besparelser og effektiviseringer er en og samme hat – og at effektiviseringer altid er af det gode, fordi vi jo inderst inde godt ved, hvor dovne alle os offentligt ansatte er. Det meste af tiden går vi jo alligevel bare til møder eller drikker kaffe og resten af dagen afspadserer vi eller går ned med musearm eller stress. As if.

Så effektiviseringer må der til, og mit forslag er, at vi bringer børnene på banen. I stedet for at invitere en hær af effektiviseringskonsulenter fra PriceWhatNot bager vi en stak pandekager til byens børn, og så skal I bare se løjer.

For det er kun børn, der i en håndevending kan relancere remoulade, ketchup og mayonnaise under navnet remonaise eller cornflakes, havrefras og guldkorn under det meget mere sigende morgenflakes – og ikke nok med det; de er også skide gode til at implementere deres løsninger, så i løbet af kort tid spørger hele familen om remonaisen og skriver morgenflakes på indkøbssedlen.

Bring in the kids, please!

med emneordet , , , ,
14. juni 2010
Skriv en kommentar
The kids

Tæller den samme skade flere gange?

Da Miss Carla var to år, styrtede hun på sin lille træ-motorcykel, som ikke er en motorcykel, men af en eller anden grund er endt med at blive kaldt en motorcykel. Det var vist noget med, at hun ligesom var kravlet op på den og så væltede den, og hun faldt med hovedet eller faktisk rettere tænderne først.

Det var i den periode, hvor hun havde en sut fastmonteret i ansigtet, så hun måtte lige have et dunk i ryggen for at få den tilbage på plads igen. Eller det viste sig jo så at hun overhovedet ikke kunne have en sut i munden i dagene efter, fordi hun nærmest havde slået fortænderne op i ganen. Så vi børstede forsigtigt og rensede med klorhexidin efter foreskrifter fra tandlægen OG vi meldte det til forsikringen. Og det er en ret stor ting i et hus, hvor familiens næsten tre-årige lige har fået sin 15 måneders vaccination mod et-eller-andet.

Nå, men tænderne kom tilbage på plads, og den store spænding om skadens omfang udløses jo først, når barnet får næste omgang tænder.

I børnehaven holder de øje med Miss Carla, fordi de synes hun tit er ved at løbe ind i ting. Men min teori er snarere, at fordi det barn ALTID er i løb OG holder øje med alt, hvad der sker på hendes vej, så kan det vel næsten ikke undgås, at hun indimellem strejfer en dør eller tackler et bordben.

I dag kom hun løbende fra stuen ud i haven med en sådan fart, at hun snublede over dørtrinnet og slog sin ene tå til blods. Og mens faren så er ved at puste og trøste, kommer hun i tanke om, at hun skal tisse og styrter af sted mod toilettet, snubler over et nyt dørtrin og flyver bogstavelig talt på hovedet ind i toilettet med kæmpe overlæbe og styrtblødende tænder til følge.

Nu ved jeg så ikke helt om vi skal igennem hele turen med tandlæge og forsikring igen. Der er vel grænser (og paragraffer) for, hvor mange gange den samme skade tæller.

med emneordet , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →