Category Archives: Mig sagde hunden

9. februar 2012
Skriv en kommentar
Brokkekassen, Mig sagde hunden

Så snakker vi ikke mere om det

– Åh, hvor jeg glæder mig til I er store nok til at tømme opvaskeren, sagde jeg til børnene igår. Og du ved det godt. Det tager jo nærmest kun 5 min., men det er med opvasken som med vasketøjet. Det stopper bare aldrig, og jeg undrer mig hver gang, der ikke er mere pulver til maskinen, for jeg fatter ikke, at vi bare vasker og vasker og vasker.

– Det siger du altid, sagde den store.

– Jeg har da aldrig før sagt, at jeg gerne vil have jer til at tømme opvaskermaskinen, svarede jeg lidt træt i stemmen.

– Nej, men det jeg ikke forstår, mor [og jeg citerer helt i overensstemmelse med sandheden, ord for ord, mine damer og herrer]. Det jeg ikke kan forstå er, at du altid siger, at du glæder dig til vi bliver større.

Så sådan er jeg den fede mor, der får mine børn til at føle sig både værdsatte og velkomne som dem de er lige nu. Nice!

 

med emneordet , , , ,
23. januar 2012
1 kommentar
Mig sagde hunden, The kids

Ting, jeg virkelig gerne vil vide

1. Hvordan det altid lykkes dynebetræk at æde alt det andet tøj, der er  i vaskemaskinen?

2. Om der virkelig findes mennesker, som aldrig, aldrig, skænker chokolade, kager eller lakridser en tanke?

3. Om der er forældre, der tager deres børn med ind og se Far til fire-film og selv hygger sig imens?

4. Hvornår ens børn holder op med at råbe MOAAAAAAAAAAAR, når de ikke lige kan finde på andet at tage sig til?

5. Om der er nogen, der aldrig tænker over, hvordan deres liv ville have været, hvis de ikke havde fået børn?

6. Om Anna Wahlgren virkelig intet fortryder?

7. Hvornår korn og gryn og mel går af mode igen?

8. Om det egentlig er bedre bare at lade være med at skille sine børn ad, når de kaster sig over hinanden i raseri?

9. Om mine børn vil huske mig som hende den sure mor?

10. Om mit yngste barn en dag mister troen på, at han er en superhelte-røverhund med vinger?

med emneordet , , ,
15. januar 2012
Skriv en kommentar
As if, Mig sagde hunden

Hilsen fra speltland

Det startede sådan set allerede i morges, hvor jeg stod op og lavede morgenmad til verdens sødeste børn, som havde sovet usædvanligt længe.

Så gik jeg en lang tur i solen langs stranden med en veninde og kom tilbage med røde kinder og fuld af forventninger til foråret og alt det gode, der venter forude.

Jeg slog lige en dej sammen da jeg kom hjem. Så vi kan bage pølsehorn sammen, ungerne og jeg, når ridderen vender hjem igen. Miss Carla og jeg spillede spil og spiste hjemmelavde kokostrøfler. Ikke et ondt imellem os, og bagefter gik hun i gang med at lege, mens jeg skar grøntsager ud og gjorde kødet klar til sådan en ret, der skal stå og boble hele eftermiddagen i ovnen.

Og nu tror jeg så jeg vil gå ud og røre en surdej sammen. Må jeg minde om at klokken er 14.17. Men sådan er det i Speltland, mentalt overskud, glade børn, friskbagt brød og simreretter hele vejen til banken. Godt det er mandag i morgen…

 

med emneordet , , ,
12. januar 2012
3 kommentarer
Brokkekassen, Farmorbørn, Mig sagde hunden

God freaking morgen

Er der ikke nogen, der kan give mig et skud af det der stof, som trækker en igennem de første år med små børn. Det, der gør, at man tolererer at blive vækket hver anden time natten igennem, og at man nogle nætter kun sover fire timer, og alligevel formår at være en slags menneske dagen efter?

Fire timer, lige præcis så lang tid er der fra kl. 01 til 05, hvor jeg blev vækket af  husets nyudnævnte terrorist, som rev mig i håret for at få mig med på toilettet. Eller det vil sige, han sad på toilettet med døren lukket og sked i noget der lignede 8 timer, mens jeg forsøgte at lade være med at vågne. Det var egentlig ikke så svært sådan lidt i fem.

Bagefter gik han modvilligt med ovenpå igen, og så må du selv gætte hvor meget vi fik sovet. Helt ærligt, jeg havde glemt at 4-årige er SÅ genstridige. Og så sure. Og vedholdende.

Og hvor er det i øvrigt mit uskyldige barn har lært at sige ting som:

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Du er en kæmpe lortemor, hvis du ikke giver mig morgenmad.

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– Skal jeg smadre dig med den bog her?

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

– AAAAAAAAAAAARRRRRRRRRRRGGGGGGGGGGGGHHHHHHHH. GI’ MIG NU NOGET MORGENMAAAAAAAAAAAAAAAAD!

– Jeg gider ikke ligge i det her pisværelse mere.

Christ! Hvor var jeg henne den dag, de udleverede engleagtige, morgentrætte børn, der skal vækkes med blide kys og stille musik for at komme i gang med dagen?Jeg gider ikke være mor til et monster. Og slet ikke et morgen-monster. Det var sgu ikke det, jeg bestilte.

 

med emneordet , , ,
14. december 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Bagholdsangreb

Man vender ryggen til et øjeblik, eller rettere jeg var til julefrokost lørdag aften og da jeg vågnede igen var alle pludselig nede med Europagten.

Som den naturligste ting i verden er der hver dag en ny overskrift om pagten, og alle politikerne har en mening om den, og nogle kræver en folkeafstemning. Helle Thorning siger selvfølgelig. Villy Søvndal er skeptisk. Det er det samme i England, bare større. Det er noget med finanskrisen, og euroen, der er på spanden, fordi luften er gået ud af økonomien igen og 40% af de unge i Spanien er arbejdsløse, Grækenland er så presset, at vi helt er holdt op med at tale om dem, og Italien var nødt til at smide førsteelskeren på porten for at få styr på guldet. Men udover det. Er jeg så den eneste, der ikke har fattet, hvad det er vi taler om – og hvordan det gik til at Europagten kom på alles læber med lige så stor selvfølgelighed som julemand og jesus er det i december?

med emneordet ,
6. december 2011
Skriv en kommentar
As if, Brokkekassen, Mig sagde hunden

Papirdrømme

Siden jeg blev mor, har jeg ikke drømt en ærlig drøm. Du ved en af den slags, hvor man vågner op og er helt fortumlet, og det tager det meste af en formiddag at få de imaginære følelser ud af kroppen og lande i verden igen.

Men i nat drømte jeg dette: En hånd gav mig to stykker Rizlapapir. Det ene lidt krøllet, og det andet lidt i stykker. Da jeg tog imod papirerne, sagde hånden: Jeg kan godt rulle cigaretterne for dig, hvis du ikke ved, hvordan man gør?

Hvad faen er det for en drøm at stikke mig efter så mange år uden? Som om jeg ikke kan huske, hvordan man ruller en cigaret i hånden.

med emneordet ,
1. december 2011
1 kommentar
Mig sagde hunden

Det vi leger #5

Det er det her jeg aldrig lærer at forstå med håndværkere: Du kommer hver dag i en uge. Du siger til mig: Så mangler vi bare det sidste. Du lader din stige stå på min terrasse, og så sker der ingenting, nada, i flere uger. Er du færdig? Har du glemt stigen? Skal jeg ringe til dig og minde dig om, at det sidste – vist nok – stadig mangler (eller bare glæde mig over, at så længe stigen står og venter, sender du vel ikke en regning?)?

med emneordet , ,
18. november 2011
Skriv en kommentar
Mig sagde hunden

Barndomsminder og erindringsforskydelser

Jeg gik i skole på en af de landsbyskoler, som vi alle sammen hylder og begræder, når de lukker, fordi verden på en måde er blevet for lille til skoler med syv klassetrin og 100 elever.

Men altså i min klasse var vi 14 elever, 7 drenge og 7 piger, og med kun enkelte udskiftninger undervejs. Det var en god klasse. Vi legede alle sammen med hinanden. På kryds og tværs. Drenge og piger. Sådan talte de voksne om os. Og sådan oplevede vi det selv – fordi de voksne sagde, at det var sådan det var.

Vi havde alle sammen en far og en mor, og ingen af dem gik vist nogensinde fra hinanden. De flestes mødre var hjemme, når vi kom fra skole. Og vi havde bil, og et hus at bo i.

Alle fik en uddannelse. Alle fik et job, og nogen blev selvstændige. Den lille by, vi boede i havde en bager, en slagter, et posthus, en trikotageforretning (dagens quizspørgsmål?), en benzinstation, en brugs, en købmand, en bank og flere frisører. Der var selvfølgelig også smedeværksted, automekanikere, tømrer, elektrikere og landmænd en masse. Sådan var det i 1980’erne, før landsbylivet gik af lave. Lutter idyl og trygt som ind i helvede.

I klassen havde jeg særligt to gode veninder. Vi skiftedes til at være bedsteveninder. Og det er faktisk noget af det, jeg husker bedst fra skolen. At den del var helt igennem gnidningsløs, og selvom vi var bedsteveninder, så legede vi selvfølgelig også med de andre piger.

For nogle uger siden mødtes vi igen. De fleste har jeg ikke set siden dengang – og det er jo så – gulp! – 20 år siden. Folk lignede sig selv, og så alligevel ikke. For vi var alle sammen vokset og blevet os selv, og det synes jeg klædte os godt. Og vi snakkede selvfølgelig om dengang. Om alt det, vi kunne huske, og det overraskede mig, hvor mange versioner der findes af de samme erindringer. Fx da min gamle bedsteveninde om aftenen, da vi lå i hendes gamle værelse og skulle sove, sagde: Selvfølgelig var det ikke svært for dig, når vi roterede på venindepladserne, for det var jo dig, der bestemte.

Og sådan går det til, at den idylliske barndom viser sig at være mest rosenrød for den, der sidder i instruktørstolen og udnævner helte og skurke. Men også at den, der sidder i stolen, ikke nødvendigvis ved, at hun er den – eller at hun gør livet surt for de andre undervejs. Egentlig er jeg glad for, at jeg fik den revision med i min barndomsfortælling for det er jo trods alt ikke en uvæsentlig detalje.

med emneordet , , , ,
10. november 2011
Skriv en kommentar
Chancen, Mig sagde hunden, Sandheden

Hvor gammel er du egentlig – i virkeligheden?

I jagten på mine, lige netop mine, 15 minutters berømmelse har jeg sagt ja til at afsløre, hvor gammel  min krop i virkeligheden føler sig. Det er sådan en test, hvor det afsløres at alle de løbeture, jeg praler af, aldrig bliver til noget, og at jeg ikke er, og aldrig har været, i stand til at sidde med strakte ben og nå mine tæer. Det er også her det kommer for en dag, at de to gulerødder, jeg engang imellem spiser, ikke er i nærheden af at gøre det ud for de 600 g om dagen, der skal til for at holde kroppen glad – og ung. Det tager 3 timer, så det siger vel sig selv, at ALT kommer for en dag, og at det til sidst viser sig, at selvom jeg prøver at lade som ingenting, så har min krop det i virkeligheden, som græskaret, der i nat faldt ned fra sin piedestal og flød sammen på terassen.

image

Nu du spørger, så kunne jeg måske have valgt at lade mig forevige under lidt mere flatterende omstændigheder – for nåh ja, hele herligheden, uvaner, sandhed og alt, bliver stillet til skue i et dameblad senere på året. Med fotosession und alles…

Jeg er ikke sikker på, hvor meget jeg kan nå at redde på en uge, men foreløbig lokkede angsten for sandheden mig ud på en løbetur med masser af intervaltræning i går. Og efter andefesten i aften står den på grøntsager og strækøvelser fra morgen til aften. Sikkert spild af tid. For det er trods alt begrænset, hvor meget af de sidste 20 års intens hærgen af mit korpus jeg kan nå at kamuflere på 7 dage (hvis det lykkedes, så bliver jeg den nye Chris MacDonald med eget træningsprogram, fitnessfilosofi and what not, og så skal du bare se mig forlænge de 15 min. til 150 timers berømmelse).

Anyways… mens du venter, er du stadig velkommen til at stemme på min novelle (der er stadig et stykke vej før jeg er med i top 5 og dermed den endelig finale). Et like giver et point. Din e-mailadresse 2. Tak – og så er jeg vist den, der er løbet. I ordets mest bogstavelige forstand.

med emneordet , , , ,
4. november 2011
5 kommentarer
Gaver, Mig sagde hunden, Sandheden

Den, der træder på stregerne…

Da jeg var lille, seks år, måske, havde jeg virkelig svært ved at falde i søvn om aftenen. Så bange var jeg for den krokodille, der lå og gemte sig under min seng og kun ventede på, at jeg ville lukke øjnene, så den kunne kaste sig over mig.

Selvfølgelig vidste jeg godt den ikke fandtes. Selvfølgelig gjorde jeg det. For om dagen, når lyset beroligede mig, havde jeg jo kigget under sengen og set, at der ingen krokodille var.

Men i mørket virkede det ikke, for jeg kunne høre den trække vejret under sengen. Når jeg holdt vejret, holdt den også vejret. Som om den troede, at jeg så ikke vidste den var der. Som om den var en hemmelighed, jeg ikke kendte til.

Senere, da jeg blev lidt ældre, var det med hjertet helt oppe i halsen, at jeg cyklede ned gennem alleen ved kirsebærplantagen. Helt overbevist om, at der inde bag træerne stod en mand og bare ventede på, at jeg cyklede forbi. Hvis jeg ikke tog benene på nakken og kom gennem den mørke allé i en helvedes fart, ville han springe ud på vejen og råbe bøh. BØØØØØHHHH! Så jeg stod op i pedalerne og gav den helvede på min lille røde cykel. Ned gennem alleen. Mens dynamolygten hvinende forsøgte at følge hjulets paniske omdrejninger.

Der var også et tidspunkt, midt i 80’erne, hvor jeg tegnede atombombeskyer om og om igen. For lige om lidt gik jorden under. Lige om lidt ville alt ligge øde og ingen af os ville findes mere. Jeg tegnede som regel et hjerte eller en fredsdue over atombomben. Som et reelt forsøg på at tage luften ud af Den kolde krig.

Da jeg flyttede hjemmefra, begyndte jeg at cykle om kap med trafikken. Det var den samme hjertebankende fornemmelse, som jeg kendte fra kirsebæralleen. Fuld fart i pedalerne frem mod den næste lygtepæl. Som regel var mit mål tre lygtepæle – og nogle gange toppen af Langebro – inden jeg blev indhentet af bilerne, der holdt for rødt i krydset længere ned af H.C. Andersens Boulevard. Og hvis jeg nåede det, ville alt blive godt. Og jeg mener virkelig ALT.

Nu er jeg begyndt at sætte min lid til stjernehimlen. Et stjerneskud er mere værd end alverdens lygtepæle. Og derfor har jeg aldrig følt mig så rolig, som den nat i oktober, hvor stjernerne villigt kastede sig fra den ene ende af mælkevejen til den anden. Hele verden lå for mine fødder den nat. Alt var muligt. Men det var en stakket frist. For nu er det november. Mørket lægger beslag på dagene. Skyerne hænger lavt. Og stjernerne holder sig i ro. Nu gælder det om at holde på varmen. Og lade op. Og vente. På foråret. Lyse tider. Og forbrødring.

Om natten lytter jeg til mine børns åndedræt. Det holder både krokodiller og bøhmænd for døren. Og det holder hjertet i ro, mens jeg venter på stjernernes barmhjertige spring over himlen.

med emneordet , , ,
← Ældre indlæg
Nyere indlæg →